Tværfaglig neuropædagogisk efteruddannelse på UCL i Odense 2015/2016

Det nye og forbedrede program for den tværfaglige neuropædagogiske efteruddannelse ligger nu klar. Programmet kan ses her. Konceptet er enkelt: Vi mødes hver torsdag kl 9.30 – 15.30 i skoleåret 2015/2016 for at sætte fokus på et bestemt tema indenfor det neuropædagogiske arbejde, og der er dansk faglitteratur, som skal læses til hver gang. Forløbet rundes af med en mulighed for at skrive en opgave på 10 sider eller en synopsis på 3 sider. Der er ingen eksamen. Opgaven/synopsen er blot en mulighed for at skrive om samarbejdet med et menneske, som man gerne vil hjælpe. Og man vil få en grundig faglig feedback på dét, som man har skrevet.  Når man har fuldført den tværfaglige neuropædagogiske efteruddannelse, bliver man ikke en “tester” eller “screener”; man får ikke nogen titel, man får heller ingen point og man får sandsynligvis heller ikke mere i løn. Det eneste, man kan opnå, er en faglig viden og styrke, som vil gøre én til en dygtigere praktiker.

Efteruddannelsen er en praktiker-efteruddannelse for alle, som arbejder med mennesker med kognitive vanskeligheder (uanset om det skyldes medfødte hjerneskader, erhvervede hjerneskader, omsorgssvigt, demens, sindslidelser eller udviklingsforstyrrelser). Efteruddannelsen har eksisteret i 15 år. Idéen med efteruddannelsen er at bidrage med viden om kognitive vanskeligheder, så det bliver nemmere at forstå andres adfærdsmønstre – og være behjælpelig på en professionel måde. For at sikre et højt fagligt niveau er der et galleri af undervisere, som er eksperter på hver deres felt. Det vægtes højt, at underviserne ikke blot har ekspertviden og er dygtige formidlere, men at de samtidig arbejder i praksis og derfor har bevaret respekten for, at arbejdet altid er vanskeligere i praksis end i teorien. Tjek selv perlerækken af undervisere ud i programmet.

Hver undervisningsdag består af intens undervisning. Her er intet selvstudie eller timelangt gruppearbejde. Alle underviserne har meget at fortælle, og det er aftalt med dem, at de giver den max gas i samtlige seks timer. Jeg er den gennemgående underviser, og der er også afsat nogle dage hist og pist til, at holdet får mulighed for at repetere, drøfte og samle op på den viden, som er blevet præsenteret.

Hvis der er spørgsmål til indholdet, så er man velkommen til at spørge her på bloggen. Man kan også sende en mail til mig på psykolog.birkmose@gmail.com. Spørgsmål om tilmelding, betaling osv. kan rettes til kursussekretæren Yvonne Christensen på yvch@ucl.dk. Alle de praktiske oplysninger og mulighed for tilmelding findes her: Tilmelding. Der er stadig ledige pladser på holdet, hvor vi maximalt optager 30 deltagere.

25 kommentarer

  1. Kim Oskar Carlsen siger:

    Hejsa
    Ser super spændende ud – men hvad koster hele forløbet? Har muligvis nogle interesserede medarbejdere fra Silkeborg Kommune.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Kim

      Hyggeligt at høre fra dig igen. Jeg gik ind på linket og fandt at:

      Pris
      Prisen (30.000,- kr.) er inkl. morgenkaffe og -te med brød den første kursusdag.
      Derudover er forplejning for egen regning. Kantine findes på kursusstedet.
      Beløbet deles ligeligt i 2 rater til betaling i hhv. 2015 og 2016.
      Derudover skal påregnes udgifter til anskaffelse af litteratur.

      Jeg håber, at der kommer nogle stykker fra Silkeborg. Kunne du ikke selv være interesseret?

  2. lisbeth petersen siger:

    Uddannelsesbevilninger?

  3. Birgitte Reimer Lodberg siger:

    Hejsa.

    Jeg ønsker mig meget at få denne efteruddannelse – er der ledige pladser med opstart til sep 2015?
    Hvor mange bøger skal købes, er der en bogliste?

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Birgitte

      Lige før pinse var der 21 tilmeldte og vi optager 28 på holdet, så der er stadig ledige pladser i Odense med opstart d. 3. september 2015. Det er ikke så mange bøger, der skal købes. Kun 3-4 stykker, hvilket man som kursist får besked om i god tid inden opstart. Resten af litteraturen lægges på UCLs elektroniske system, hvorfra det kan hentes og/eller printes.

  4. Heidi Louise Fokdal siger:

    Hej Dorthe.
    Jeg har læst din bog med stor interesse og er meget interesseret i at få mere viden. Findes der en anden uddannelse før den der omtales her?
    Med venlig hilsen
    Heidi Louise Fokdal

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Heidi.

      Jeg læser dit spørgsmål som om, at du spørger, om der er en mere basal/grundliggende efteruddannelse end Tværfaglig Neuropædagogik? Du kan sagtens følge undervisningen, selvom du intet ved om neuropsykologi eller neurorehabilitering. Meningen med efteruddannelsen er, at den er for praktikere. Det vil sige, at deltagerne typisk vil have meget praktisk erfaring og nu ønsker at få fyldt så meget teori og viden på som muligt. Underviserne er selv praktikere, så de formår at undervise på et højt fagligt niveau, men hvor formidlingen er enkel og lettilgængelig. Besvarede det dit spørgsmål?

      Mange hilser fra Dorthe

  5. Heidi Louise Fokdal siger:

    Hej Dorthe.
    Tak for dit hurtige svar. Ja som sådan fik jeg svar. Det er fordi jeg kender en der har været på din uddannelse og var lidt i tvivl om, om det er denne eller om der findes en anden. Jeg arbejder som hjemmesygeplejerske og har mange psykisk dårlige borgere med kognitive problemer og forhistorier med svigt. Min svoger er uddannet psykoterapeut og har haft dig som underviser. Han taler meget varmt om dine “metoder”.
    Er der stadig ledige pladser på holdet?
    Med venlig hilsen
    Heidi?

    • Dorthe Birkmose siger:

      Aha! Så forstår jeg bedre spørgsmålet. Jeg har kun den ene efteruddannelse (én i Odense i skoleåret + én magen til i Dianalund i kalenderåret), så du har fundet den rigtige. Du er meget velkommen. Så vidt jeg ved, er der stadig et par ledige pladser. Vi ses ?

  6. Heidi Louise Fokdal siger:

    Fantastisk☺️. Tak for svar. Jeg går straks til min leder☺️
    Hilsen Heidi.

  7. Heidi Louise Fokdal siger:

    Hej Dorthe
    Jeg har modtaget en mail om at jeg skulle have tilmeldt mig uddannelsen. Desværre kan jeg ikke endnu sige om jeg er så heldig at kunne være med. Det kræver lige en godkendelse fra min arbejdsplads. Så hvis det ikke nåes i år, håber jeg på 2016/17 i stedet for. Vil i hvertfald super gerne have den??
    Hilsen Heidi

  8. Ellen Pedersen siger:

    Hej Dorthe

    Jeg er meget interesseret i denne efteruddannelse. Hvis det bliver muligt for mig, vil det dog først være aktuelt på holdet år 2016/17. Hvornår kommer der information/tilmelding til dette og vil det fortsat være om onsdagen?

    • Dorthe Birkmose siger:

      Det lyder godt, Ellen. I Odense er det om torsdagen, og i Dianalund er et om mandagen. I Odense skal du kontakte kursussekretæren Yvonne på yvch@ucl.dk. I Dianalund skal du kontakte kursusafdelingslederen Anne på abre@filadelfia.dk.

  9. inge gotfredsen siger:

    Hej Dorthe
    Jeg er netop blevet ansat i en projektstilling i en arbejdsrehabiliteringsklub for senhjeneskadede i perioden 1.10.15 – 30.6.16. Så jeg leder efter et kursusforløb i neuropædagogik (gerne meget snart og ret komprimeret), der kan klæde mig (bedre) på til opgaven.
    Forløbet i Odense/Dianalund er for ambitiøst (men superspændende), jeg tænker 4-6 kursusdage ville passe. Jeg har søgt på diverse professionshøjskoler, men der er ikke rigtigt noget, der passer.
    Jeg har ledt efter tilbud på nettet og dit navn optræder ofte. Så mit spørgsmål er om du underviser i andet regi? eller kan anbefale en udbyder?

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Inge

      Jeg afholder et 5dages-neurorehabiliteringskursus i Odense i februar/marts 2016, men holdet er desværre for længst fyldt op. Jeg prøver at lave endnu et 5dageskursus, men det er svært at få 3 travle underviseres kalendere til at passe sammen. Så jeg ved ikke om det lykkes at udbyde endnu et kursus i vinteren 2016.

      Jeg ved ikke, hvad der ellers er af muligheder. Har du tjekket UCC, Københavns Universitet og VIA i Århus?

  10. Henriette siger:

    Hej Dorthe.
    Jeg har været på ugekurset i Odense og vil frygtelig gerne have efter uddannelsen men bor i Nordjylland.

    Der er ikke mulighed at oprette et hold i ex. Århus næste år??

    Kh Henriette

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Henriette

      Jeg er klar over, at de to efteruddannelser ligger lidt skævt i Danmark. Jeg ville egentlig gerne flytte lidt rundt på efteruddannelserne geografisk – netop for at få nordjyderne og vestjyderne med. Men det bliver ikke næste år. Ihvertfald ikke for mit vedkommende, da jeg har alt for travlt. Det bliver tidligst om 3-4 år, og så bliver det sandsynligvis en efteruddannelse i neurorehabilitering. Men måske kunne det være en idé at kontakte Elsa Munch Carlsen fra VIA UC i Århus? Det burde ikke være så svært for et efteruddannelsessted at skrue en efteruddannelse sammen …

  11. Bettina Olesen siger:

    Hej! Er det muligt at hoppe på et igangværende efteruddannelseshold – som fx det der kører i Odense p.t.?
    Jeg kunne rigtig godt tænke mig den tværfaglige neuropædagogiske efteruddannelse, men kan ikke umiddelbart se, hvornår den igen udbydes i nærheden af mig (region syd, region midt).

    Mange hilsner, Bettina

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Bettina

      Det er desværre ikke muligt at springe på et Odense-holdet, idet vi allerede er halvvejs. Når jeg ved mere om, hvad jeg kan udbyde af kurser og efteruddannelse på Fyn og i Jylland, så skriver jeg om det herinde på bloggen (og deler det på facebook og LinkedIn).

      Mange hilsner fra Dorthe

  12. Helle Holst siger:

    Hej Dorthe.
    Jeg har støvsuget din hjemmeside, og har endnu ikke kunnet se, om du har nyt om nogle datoer for den tværfaglige neuropædagogiske uddannelse i 2017 ( Jylland / Fyn i ovenstående) , eller er du ikke kommet så langt endnu.
    Jeg er leder for nogle medarbejdere, som meget gerne vil på uddannelse hos dig.
    Mange venlige hilsner
    Helle Holst

  13. Dorthe Birkmose siger:

    Hej Helle

    Dejligt med interessen.

    Jeg skal snart igang med at lave aftaler med underviserne på den tværfaglige efteruddannelse på Filadelfia for 2017. Man kan dog allerede tilmelde sig efteruddannelsen via http://www.filadelfia.dk/formidling/uddannelse-kurser/kursuskatalog/kommunikation/neuropaedagogik-2017. Man kan få flere informationer om det faglige indhold hos mig på psykolog.birkmose@gmail.com og man kan få mere at vide om økonomi og alt det praktiske hos kursusafdelingsleder Anne Ronex via abre@filadelfia.dk.

    Jeg arbejder stadig på at lave nogle nye rehabiliteringskurser på Fyn og i Jylland, så derfor kan du endnu ikke finde noget om dem her på hjemmesiden. Det tager tid at finde de rette undervisere, den rette litteratur og den rette sammensætning af emner. Så jeg håber, at du vil have tålmodighed med mig.

  14. Gitte Enevoldsen siger:

    Hej Dorthe
    Følger lige med, ang nyt om Kursus i Odense, efterår/vinter 16/17.
    Gitte

Skriv et svar