Forråelsen eksisterer også blandt sygeplejersker

Som første gæsteskribent på min blog har sygeplejerske Mia Rasmussen skrevet dette indlæg på baggrund af hendes og en medstuderendes bacheloropgave om forråelse. God læselyst. Og jeg håber, at nogen af jer kunne have lyst til at kommentere på pointerne. Hvis man efterfølgende skulle ønske at komme i kontakt med Mia Rasmussen, kan det ske via hendes mail malou000@hotmail.com.

I det følgende beskæftiger vi os med, hvilke erfaringer sygeplejersker har med forråelse og krænkelse i omsorgen. Denne problemstilling har indtil nu kun været i fokus hos FOA og dermed de sosu-uddannede, samt hos pædagogiske medarbejdere. Vi fandt det relevant at rette blikket mod vores eget fag, da vi mente en viden om sygeplejerskens erfaringer, kunne være med til at optimere og udvikle omsorgen til den enkelte borger. Gennem empirien viste det sig, at det for de deltagende sygeplejersker ikke var ukendte begreber og at de rent faktisk også havde erfaringer med forråelse og krænkelse i omsorgen gennem deres eget virke.

Hvem er vi
Vi er to sygeplejersker der i vores afsluttende prøve på sygeplejestudiet, besluttede at rette blikket mod forråelse i sygeplejerskernes dagligdag, dette fordi det er et emne der er sparsomt beskrevet, men som er yderst relevant at rette fokus mod i den verden og det samfund som vi via vores virke er en del af.

Jeg, Mia Rasmussen startede min karriere som social- og sundhedshjælper som 17-årig, senere social- og sundhedsassistent og nu som sygeplejerske. I mine 10 år i faget har jeg set forråelsen foregå i bedste velgående i forskellige afskygninger. Jeg har også selv udøvet forråelsen og har erfarede at den eneste måde at komme dette til livs, er ved at italesætte at den eksisterer, samt at der på de enkelte arbejdspladser landet over skabes åbenhed og lydhørhed omkring denne problemstilling.

Sanne Christiansen startede også sin karriere tidligt og blev i 2010 færdig som social- og sundhedsassistent og nu også som sygeplejerske. Ligeledes har hun ligesom jeg, oplevet forråelse og krænkelse i omsorgen på sin vej.

Derfor havde vi til hensigt, at vi på den ene eller den anden måde måtte sætte fokus på disse problemstillinger og dette blev så qua vores Bachelor Projekt.

Empirien
De fire forskellige sygeplejersker som valgte at deltage i projektet, blev nøje introduceret for vores valg af metode. De fik alle stillet ti spørgsmål, hvor enkelte af spørgsmålene indeholdt underspørgsmål. Resultaterne fra vores interview var spændende, og meget tankevækkende. Samtidig med at de interviewede åbnede op for gode beskrivelser, mærkede man hurtigt at forråelse og krænkelse var to begreber, som fortsat er tabubelagte emner og ord som kan være svære at definere. Det mest hensigtsmæssige for jer som læsere ville selvfølgelig være at vi kunne dele disse svar med jer, men af hensyn til de involverede sygeplejersker og deres virke, samt rent juridisk er dette ikke mulighed. Det jeg grundlæggende kan dele med jer, som måske ikke kommer bag på så mange, er at forråelse og krænkelse i omsorgen forsat eksisterer også i sygeplejerskens virke. I processen mødte vi de medvirkende sygeplejersker med åbenhed og en ikke fordømmende adfærd, ligeledes delte vi selv de erfaringer vi havde med forråelse og krænkelse i omsorgen, for på den måde at vise dem at dette er noget vi alle har erfaringer med. Efter de forskellige interviews oplevede vi en glæde over at der blev sat fokus på problemstillingerne, samt at de fandt problemfeltet yderst relevant.

Hvorfor nogen fravalgte at deltage i interviewet fik vi dog aldrig svar på, men vores forestilling om en mulig begrundelse herfor, kunne være en manglende selverkendelse eller, at det problemfeltet i sig selv for nogen kan være for angstprovokerende.

Vores endelige prøvelse i dette projekt bestod i vores eksamen, det var her det skulle vise sig hvorvidt vores indgangsvinkel til disse problemstillinger var købt eller solgt. Både eksaminator og censor gav udtryk for at projektet var både spændende og rigtig relevant, dog blev der også lagt vægt på hvor sparsomt dette område er beskrevet både nationalt og internationalt. Dette kunne vi jo kun være enige i, da vi i vores vej gennem projektet erfarede hvor vanskeligt det var at finde relevant litteratur. Det i sig selv kan man jo også undre sig over!? For dette handler jo i bund og grund om at optimere omsorgen. Den gode omsorg er i sig selv et område, som er grundlæggende i sygeplejen og som er særlig relevant for sygeplejersker. Den gode omsorg er dog beskrevet i en uendelighed, men når omsorgen opleves krænkende og der ses kritisable forhold i sundhedssektoren, bliver det et tabubelagt område som derfor kun findes meget lidt litteratur om.

Formålet med vores budskab
Vi ønsker ikke, at det skal blive en jagt på de mennesker der gennem deres virke er en del af dette, nogle ville måske opfatte det som om, at der er brodne kar i erhvervet som skal elimineres, så enkelt er det dog ikke. Forråelse og krænkelse er noget alle der arbejder med mennesker er i stand til at gøre mod andre mennesker. Denne erkendelse hos sig selv kan være ekstrem angstprovokerende og således kan det medvirke til, at forråelsen og krænkelsen i praksis bliver sværere at få øje på.  Vi vil derfor gerne understrege at vores formål med dette blogindlæg er, at støtte disse mennesker i at dette problemfelt bliver italesat.

For at hive problemfeltet op på et samfundsmæssigt niveau, henviser vi til de sager, som har været omtalt i medierne vedrørende forråelse og krænkelse i omsorgen. På baggrund heraf valgte kommunerne at øge deres kommunale tilsyn i primærsektor. På trods af dette kan vi dog igennem vores empiri konkludere, at forråelse og krænkelse i omsorgen fortsat er eksisterende. Der kan således sættes spørgsmålstegn ved effekten af de kommunale tilsyn. Et andet perspektiv på, at de kommunale tilsyn ikke får belyst problemfeltet, kunne være at den enkelte sygeplejerske ikke tør og stå frem med deres erfaringer om forråelse og krænkelse i sygeplejen af frygt for fyring. Når vi så igennem projektet alligevel formår at få belyst erfaringer, som er af betydning for, hvordan kvaliteten af sygeplejen opleves af borgere, må det konkluderes, at man ved at møde sygeplejerskerne med en ikke fordømmende adfærd og åbenhed i henhold til disse erfaringer samt en anonymitet kan gøre sygeplejersken mere tilbøjelig, til at udvise en åbenhed for det valgte problemfelt.

Et andet perspektiv, som findes relevant vedrørende problematikkerne er ledelsens indgangsvinkel, hvorfra initiativet til denne proces skal komme. Det at ledelsen anerkender og italesætter forråelse og krænkelse, som eksisterende problematikker kan gøre at frygten for ansættelsesmæssige konsekvenser og sanktioner bortskaffes (www.dsr.dk). Sådanne tiltag foretaget fra ledelsesmæssig side, såvel som fra vores faglige organisationer, som det allerede er set hos FOA, kunne skabe en åbenhed og tryghed hos det sundhedsfaglige personale (Højgaard, 2014, s. 6-7).

Vores metode
Det minimale fokus på problemfeltet gør, at der fortsat ikke findes nogen konkret handlingsstrategi. Vi har derfor på baggrund af viden fra empirien og den teoretiske referenceramme forsøgt, at udarbejde en model som er anvendelig.

IMG_0829 (2) 

Modellen er angivet som en cirkulær proces, der indeholder fire trin. Det første indebærer, at det sundhedsfaglige personale får en viden om forråelsesprocessen og krænkelsens dimensioner, samt måder hvorpå de kan komme til udtryk i sygeplejen. Dernæst skal tabuiseringen der præger området brydes og dermed bidrage til tryghed og åbenhed i personalegruppen, således at erfaringer fra sygeplejen deles. Erfaringer kræver en selvindsigt og erkendelse hos den enkelte. De erfaringer der eventuelt belyses kan skabe grundlag for, at der i personalegruppen kan foregå en kritisk og etisk refleksion over disse oplevelser på et teoretisk niveau. Årsagen til, at processen skal ses som et cirkulært forhold, er at risikoen for forråelse og krænkelse, vil være evigt eksisterende elementer i sygeplejen. Dette fordi, at vi gennem praksis indgår i relationer til mennesker der har behov for omsorg, støtte og pleje.

Projektet bør i sin helhed ses, som en opfordring til sygeplejersken i praksis om, at rette fokus indad, da en forebyggelse og minimering af forråelse og krænkelse i omsorgen begynder hos os selv. Ligeledes vil de rammer vi i vores dagligdag arbejder under også være evigt eksisterende, disse kan skabe udfordringer i arbejdet med at minimere forråelse og krænkelse i omsorgen, det skal og kan aldrig blive en undskyldning for at udføre forråelse og krænkelse i omsorgen til borgeren, men det er en faktor vi heller ikke kommer udenom. Derfor kan det at medtænke vores arbejdsvilkår biddrage til, at optimere refleksionen og dermed skabe en mere holistisk tilgang til disse problemstillinger.

 

Litteraturliste

Lillestø, Britt (1998): Når omsorgen oppleves krenkende”. NF-rapport nr. 22/98 s. 2-239

Dansk sygeplejeråd (2010): Tilsyn på plejecentre – Kontrol og læring. Scheel Linda, Hansen Joan s. 52-57.  Lokaliseret den 20-03-2014 på: http://www.dsr.dk/Sygeplejersken/Sider/SY-2010-16-52-1-Kommunale_tilsyn.aspx

Dansk sygeplejeråd (2011): Sygeplejersker tør ikke udtale sig om kritisable forhold i sundhedsvæsenet.  Lokaliseret den 20-03-2014 på: http://www.dsr.dk/Nyheder/Sider/Sygeplejersker-t%C3%B8r-ikke-udtale-sig-om-kritisable-forhold-i-sundhedsv%C3%A6senet-.aspx

Stiften (2012): Ny klage om omsorgssvigt på plejehjem. Lokaliseret d. 02-04-2014 på: http://stiften.dk/aarhus/ny-klage-om-omsorgssvigt-paa-plejehjem

Strandvængetsagen (2007) s. 1-21. Lokaliseret d. 09-04-2014 på: http://www.regionsyddanmark.dk/wm157530,211968

Birkmose, Dorthe (2013): Når gode mennesker handler ondt – Risikoen for forråelse i arbejdet med andre mennesker. Vipu Viden, 15 årgang, nr 3 s. 28-30

Højgaard Signe (2014): Risiko for forråelse. Fagbladet Foa, social/ sundhed, nr. 2, s. 6-7.

Skriv et svar