Er der evidens for neuropædagogik?

Jeg bliver indimellem spurgt om, hvorvidt der er evidens for neuropædagogik. Evidens-spørgsmålet bliver tilsyneladende mere og mere presserende. Det er umiddelbart et enkelt og rimeligt spørgsmål, hvortil der burde kunne svares enten ja eller nej. Jeg må da også hver gang svare: ”Nej, der er ingen evidens for neuropædagogik”. Men der er mere til historien.

For det første skal man være enige om, hvad evidens er. I disse år bruges evidens-begrebet som regel som et udtryk for, at der er videnskabeligt belæg for, om noget virker eller ej. Der er dog noget evidens, der bedre end andet. Evidens baseret på anekdoter og cases er ikke nær så god som evidens baseret på et videnskabeligt eksperiment, som til gengæld ikke er nær så god som evidens baseret på systematiske reviews af mange forskningsartikler af forskellige forfattere. Indenfor det neuropædagogiske felt findes der indtil videre udelukkende anekdoter og cases, så den smule evidens man eventuelt ville kunne opstøve, består af cases og anekdoter fra fagfolk, der enten underviser i neuropædagogik eller har taget en neuropædagogisk efteruddannelse. Jeg kunne også sagtens bidrage med fortællinger om, at den neuropædagogiske tænkning hos personaler har ført til bedre hverdage og færre konflikter for mennesker med hjerneskader. Men det er ikke overbevisende evidens. Der skal reel forskning til. Og jeg ser bestemt frem til, at nogle forskere tager opgaven på sig og får undersøgt årsagssammenhængene mellem nogle isolerede aspekter ved det neuropædagogiske arbejde.

For det andet skal man være enige om, hvad neuropædagogik er. Ikke mindst hvis man vil forske, skal man vide, om neuropædagogik handler om udviklingstrin, neuropædagogiske tests, neuropædagogiske metoder eller noget helt fjerde. Der findes stadig en del forskellige skoler indenfor neuropædagogikken. Fysioterapeut Peter Thybo forsøgte i 2013 med sin bog Neuropædagogik – hjerne, liv og læring at skabe en syntese af de forskellige neuropædagogiske skoler og dermed en ny version af neuropædagogikken. Neuropædagogik 2.0 – så at sige. Det var en god ambition; men der findes stadig forskellige versioner af neuropædagogik, hvilket kan være forvirrende. Måske kan der vise sig at være evidens for én neuropædagogik og ikke for en anden?

Når jeg har haft en ledig stund i løbet af efteråret, har jeg skrevet lidt på et kommende blog-indlæg om forskellige versioner af neuropædagogikken. Jeg har haft en givende mailkorrespondance med cand. pæd. psych. Anna Marie Langhoff, som underviser på Sølunds neuropædagogiske efteruddannelse. Vi kan snildt blive enige om, at vores udgaver af neuropædagogikken på et enkelt punkt er vidt forskellige, nemlig mht. om man kan tale om, at voksne mennesker med hjerneskader kan beskrives som havende bestemte udviklingsaldre fra 0 til 10 år. Anna Marie Langhoff og Jørgen Lyhne udgav i 2013 bogen Dansk pædagogisk udviklingsbeskrivelse, hvor udgangspunktet er, at personale via observationer og bogens skemaer kan bestemme andres udviklingsalder. På de neuropædagogiske efteruddannelser på UCL og Filadelfia, hvor jeg underviser, er udgangspunktet, at hjerneskader medfører nogle skjulte handicaps – de kognitive vanskeligheder – som er svære at forstå og afgørende at tage hensyn til i hverdagen. Derfor taler vi på intet tidspunkt om udviklingsaldre, men vi taler rigtig meget om kognitive ressourcer og vanskeligheder. Og der er i dén grad evidens for de neuropsykologiske teorier, som ligger til grund for denne neuropædagogik.

For det tredje indebærer spørgsmålet ”Er der evidens for neuropædagogik?” også, at man anskuer neuropædagogik som en metode. Jeg er ikke stødt på nogen, der vil hævde, at neuropædagogik skulle være en bestemt metode indeholdende særlige måder eller retningslinjer for, hvorledes man bør samarbejde med mennesker med hjerneskader. Neuropædagogik er derimod en tankegang, hvori man som professionel udviser respekt for de vanskeligheder, som hjerneskade kan medføre. Og det er vel vanskeligt at afgøre, om der er evidens for en bestemt tankegang og de deraf følgende individuelle strategier?

I Den Danske Ordbog defineres evidens som ”vished om at et bestemt fænomen er en umiddelbar kendsgerning, som man ikke behøver argumentere for eller bevise”. I Den Store Danske Encyklopædi defineres evident som ”indlysende, soleklar, åbenbar, øjensynlig”. Det vil sige, at evidens handler om, at noget kan være så indlysende, at man ikke behøver at bevise det. Det er måske nok lige lovlig kækt, men jeg tænker faktisk, at neuropædagogik – forstået som en individuel hensynstagen til andres kognitive vanskeligheder – er indlysende og soleklar. Og dermed bliver neuropædagogisk tænkning evident.

Lad mig høre, hvad I tænker om spørgsmålet: ”Er der evidens for neuropædagogik?”

7 kommentarer

  1. Tove Madsen siger:

    Det er i hvert tilfælde en kendsgerning at vi, på Specialcenteret Lundebo, ikke har haft magtanvendelser efter vi er begyndt at tænke neuropædagogisk. Og jeg mener at det netop er den individuelle hensynstagen til kognitive vanskeligheder, hos mennesket med hjerneskade, og de tolkninger af observationer der omskrives til kognition, der derefter giver tænkning til udarbejdelse af individuelle strategier, der betyder det hele. Set med mine øjne er der evidens for neuropædagogik, fordi jeg kan se det virker.

  2. Spændende diskussion.
    Dét at få evidens på vores praksis bliver mere og mere presserende.
    Det vil være meget interessant at indgå i et forskningssamarbejde, hvis andre griber bolden og iværksætter et projekt. Evt. på tværs af flere kommuners §85 tilbud.
    Vi – her fra CORTEX, Støttecenter for erhvervet hjerneskade i Kolding – indgår gerne i sådan et arbejde.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Forhåbentlig er der nogle universitetsfolk (helst erfarne forskere), der på et tidspunkt får trang til at forske seriøst i, hvad der virker og hvad der ikke virker i praksis. Er der nogen, der kender nogen?

  3. jens Carstensen. siger:

    Jeg har ikke umiddelbart noget at bidrage med. Det tror jeg dog en mand som Thomas Wiben Jensen har.

  4. VGI Vig siger:

    Jeg ved at dr. Mel Levine forsker i emnet og jeg ved at han arbejder med evidensbaseret materiale. Han er tilknyttet University of North Carolina. Prøv at checke http://www.allkindsofminds.org. Eller Vispec CVU København og Nordsjælland, de arbejder med området.
    Lene Dahl Rasmussen
    Videnscenter for generelle indlæringsvanskeligher
    Vig.

Skriv et svar