Spørgsmålet om behovsudsættelse: skumfiduser og psykologiens replikationskrise

I ledige stunder skriver jeg på en bog om det professionelle motivationsarbejde. Det skrider langsomt frem, og der er meget stof. Jeg har bl.a. skrevet om behovsudsættelsestræning, men jeg er ikke sikker på, at det kommer med i den endelige bog. Afsnittet lander midt mellem kapitlet om nudging og kapitlet om robusthed. Men det er bestemt nogle overvejelser værd, hvad vi som professionelle ønsker at opnå, når vi beslutter os for, at andre bør vente. Her er afsnittet i håbet om, at I vil kommentere og kritisere.

Idéen om træning til behovsudsættelse
På en neuropædagogisk konference på Sølund for år tilbage hørte jeg første gang om den amerikanske psykolog Walter Mischels skumfidus-forsøg fra 1960´erne og 70´erne. En oplægsholder viste filmklip af 4-5 årige børn, der skulle vise deres evne til at behovsudsætte. Hvert barn sad på en stol ved et bord, hvor der foran barnet lå en skumfidus (eller et andet selvvalgt stykke slik) på en tallerken. Barnet fik at vide, at det skulle sidde i rummet alene et stykke tid, og hvis barnet kunne lade være med at spise skumfidusen, ville det få endnu en skumfidus, når den voksne kom tilbage. På bordet stod en klokke, som børnene kunne bruge til at tilkalde den voksne. Man kan finde de gamle klip på youtube, og her kan man se børnenes kamp for at undlade at spise skumfidusen. Nogle børn holder sig for øjnene, andre skubber stolen tilbage og distancerer sig fra skumfidusen, nogle sætter sig ned under bordet, nogle tager næsten usynlige små bidder og andre spiser straks skumfidusen. Oplægsholderen fortalte, at Mischels forskning viste, at de børn, der formåede at vente 20 minutter på den anden skumfidus, fik et langt bedre liv end dem, der ikke kunne vente.

Oplægsholderens budskab var, at det er så vigtigt for det enkelte menneske at kunne behovsudsætte, at det bør være et neuropædagogisk indsatsområde både for børn og voksne. Hun trak pointen fra Mischels forskning i børnehavebørn over til børn og voksne med udviklingshæmning. Mig bekendt er der ikke forsket i evnen til behovsudsættelse hos mennesker med udviklingshæmning, men selvfølgelig kan man med udgangspunkt i det faktum, at vi alle er mennesker og dermed grundlæggende ens, bruge Mischels forskning til handicapområdet. Men jeg kan ikke slippe tanken om, at hjerneskader og udviklingsforstyrrelser kan ramme netop evnen til behovsudsættelse.

Jeg husker, at oplægsholderen havde et billede med et trafiklys, hvor man tydeligt så farverne grøn, gul og rød. Hun fortalte, at træning af behovsudsættelse består i at stoppe det menneske, der har svært ved at vente. Når et menneske med udviklingshæmning kommer til én med et brændende ønske om noget her-og-nu, så skal man møde mennesket ved at stå solidt og afbalanceret på sine ben, imens man strækker sin ene arm ud foran sig med indersiden af håndfladen vendt mod mennesket, imens man tydeligt siger ”stop!” Efter oplægsholderen havde demonstreret dette, sagde hun, at man var nødt til at gentage dette mange gange, før mennesket ville have lært at behovsudsætte. Jeg kan ikke huske, om hun sagde, at det cirka var 400 gange, men det var noget i den stil. Man skulle altså som professionel belave sig på at sige stop hundredevis af gange til det samme menneske, før vedkommende havde udviklet evnen til at behovsudsætte.

Jeg var målløs. Jeg fik slet ikke spurgt oplægsholderen, om hun virkelig mente, at det neuropædagogiske arbejde skulle bestå i at sige stop til andre, eller om hun havde forskning, der understøttede, at man kunne træne en eksekutiv funktion som behovsudsættelse hos mennesker med hjerneskader eller udviklingsforstyrrelser. Jeg var helt forvirret, da min neuropsykologiske opdragelse består af viden om, at netop eksekutive vanskeligheder er de absolut sværeste af træne. Der plejer man normalt at tænke mere i kompensation end træning. Derudover kunne min egen logik ikke kapere, at trafiklys og stop-kommandoer skulle kunne skabe nye neurale netværk hos andre. Heller ikke selvom hjernen er plastisk.

Jeg så i de efterfølgende år, hvad der dukkede op på handicapområdet i kølvandet på budskabet om, at børn og voksne bør trænes til behovsudsættelse. Nogle personaler gik rundt med grønne, gule og røde kort, som de holdt op foran de mennesker, som havde brug for professionel hjælp. På nogle bosteder så jeg røde laminerede sedler hængt op på ydersiden af kontordøren, når personalet holdt møde for at signalere, at beboerne måtte vente. Andre steder lod man børn og voksne vente længere på at få hjælp bare for at træne deres evne til behovsudsættelse. Jeg kunne desværre ikke få øje på, at nogen blev trænet til forbedrede eksekutive funktioner. Tværtimod så jeg personale afvise og ignorere andre mennesker. Nogle af de afviste mennesker reagerede med at blive mere kraftigt opsøgende, og andre opgav at få hjælp hos personalet og søgte den i stedet for hos de andre, der også var visiteret til hjælp. Jeg besøgte engang et enkeltmandstilbud, hvor personalegruppen trænede en voksen mand (med en personlighedsforstyrrelse, en erhvervet hjerneskade og et alkoholoverforbrug) til behovsudsættelse ved at lade ham vente, når han brugte sit kald fra lejligheden. De registrerede antallet af kald i døgnet, og der blev flere og flere kald. Træningen havde altså den modsatte effekt end det ønskede. Da personalegruppen aftalte at ændre strategien til, at de skulle svare hurtigst muligt på hans kald, oplevede de, at han blev overrasket over den hurtige hjælp. Én gang, hvor et personale var hos ham et par minutter efter han havde kaldt, sagde han forbløffet: ”Jamen, jeg skal slet ikke tisse endnu”. Man havde altså ikke trænet hans evne til behovsudsættelse. Man havde blot været med til at lære ham at kalde på forhånd, da han havde indset, at hjælpen kunne være meget forsinket. Og det giver selvfølgelig flere kald.

Hvis man som personale beslutter sig for at træne andres evne til behovsudsættelse, så bør denne træning som minimum være aftalt på forhånd. Ellers bliver det mystisk med professionelle med røde kort, stop-kommandoer og manglende reaktioner på ens henvendelser. Når jeg skriver, at det bør være aftalt, så mener jeg, at det bør være en aftale, som begge parter reelt har indgået med hinanden. Begge parter bør have forstået idéen med behovsudsættelsestræningen og være enige om, at det er det, der giver mening i menneskets liv lige nu. En aftale kan ikke være, at professionelle orienterer børn og voksne om, at fra nu af vil de blive stoppet og ignoreret, når de henvender sig med deres behov. Det er en adfærdsregel og ikke en aftale.  Hvis man som personale tænker, at man har gode grunde til at lave en adfærdsregel om, at andre skal trænes til behovsudsættelse, så bør man være sikker på, at intentionen faktisk er at forbedre livsvilkårene for det trænede menneske. Det ville være uetisk, hvis man trænede andres behovsudsættelse for at sikre arbejdsro for personalet.

Efter mine iagttagelser af forsøg på behovsudsættelsestræning i praksis blev jeg nødt til at læse, hvad Walter Mischel selv mente, at hans forskning kunne bruges til i praksis.

Mischels egen fortælling om sine fund
Walter Mischel (2015) foretog oprindeligt sine forsøg ud fra en grundforskningsmæssig interesse for børnehavebørns evner til at udsætte deres behov. Det var først senere, at Mischel begyndte at interessere sig for, hvordan det gik børnene som unge og voksne. Han skriver, at det drejer sig om mere end 550 børn fra Stanford Universitets førskole i perioden 1968-1974, hvoraf man efterfølgende kontaktede en del af dem som unge og voksne. De børn, der havde kunnet vente på den anden skumfidus, blev af deres forældre 12 år senere vurderet til at udvise mere selvkontrol, være bedre til at koncentrere sig og være mere intelligente, selvhjulpne og selvsikre end de børn, der ikke havde kunnet behovsudsætte. Når børnene blev testet for læse- og regnefærdigheder, scorede de unge, der havde kunnet behovsudsætte, højest. Som 25-30-årige rapporterede de selv om, at de var bedre til at forfølge deres mål, ikke brugte rusmidler, havde højere uddannelsesniveau, lavere BMI og bedre evne til at bevare sociale relationer. Mischel fandt altså en sammenhæng, hvor jo bedre man som barn var til at behovsudsætte, desto bedre gik det med længere uddannelse, lavere BMI, bedre stresshåndtering, større selvværd, mere målrettethed og længere kæresteforhold. Konklusionen blev, at de børn, der kunne udsætte deres ønske om at spise skumfidusen for at vente på belønningen i form af skumfidus nummer to, fik et bedre liv. Konklusionen blev endvidere, at hvis man kunne træne evnen til behovsudsættelse, så ville det øge sandsynligheden for et bedre liv. Behovsudsættelse lærer man ifølge Mischel (2015) ved at gøre det igen og igen, da gentagelserne vil føre til automatisering. Grundtanken i behovsudsættelsestræning er altså: Ved at behovsudsætte bliver man bedre til det. Den oplægsholder, som jeg hørte på den neuropædagogiske konference, havde helt styr på Mischels forskning og konklusion. Men spørgsmålet for mig var stadig, om Mischel ville være enig i, at man bruger stop-kommandoer som behovsudsættelsestræning.

Mischel (2015) skriver ikke så meget om, hvordan hans forskning bør anvendes i praksis. Han er – naturligt nok for en forsker – mest optaget af at påvise sammenhængen mellem evne til behovsudsættelse og det videre livsforløb. Han er optaget af de processer, der gør, at det kan lykkes at tage en beslutning om behovsudsættelse og så rent faktisk vente, imens man modstår fristelsen. Han kobler evnen til behovsudsættelse med selvkontrol, viljestyrke og eksekutive funktioner. Han er inspireret af Daniel Kahnemans (2013) teori om to forskellige tankesystemer: de lynhurtige tanker fulde af følelse (de varme kognitioner) og de langsommere tanke med større omtanke (de kolde kognitioner). Mischel fandt, at de børn, der med kolde kognitioner kunne tænke på noget andet, aflede sig selv eller distancere sig fra situationen, var dem, der formåede at behovsudsætte. Hvorimod de børn, der kiggede intenst på skumfidusen og forestillede sig, hvor godt den ville smage, ikke kunne behovsudsætte. De varme kognitioner kan føre til lynhurtige beslutninger, der intuitivt føles rigtige, men som kan være helt forkerte. De kolde kognitioner gør det derimod muligt at opføre sig intelligent og med forudseenhed. Det handler derfor om at tænke kolde kognitioner i situationer med fristelser, hvis man skal behovsudsætte. Mischel skriver ikke, at man skal vise røde kort, sige ”stop” eller ignorere andres henvendelser. Han er mere optaget af, at man sammen med barnet undersøger vedkommendes muligheder for at tænke nogle mere kolde kognitioner om fristelser. Det ville have været interessant, hvis børnene var blevet spurgt om, hvorfor de spiser skumfidusen i stedet for at vente på endnu en skumfidus (Jensen, 2018). Der kunne være gode grunde, som intet har at gøre med behovsudsættelse. Mischel nævner da også, at behovsudsættelse selvfølgelig kun bruges, hvis motivationen for det er til stede. Desuden kan evnen til at vente på en ekstra skumfidus handle om barnets tillid til voksnes løfter. Der kan være børn, der allerede har erfaret, at løfter om belønninger ikke holdes, eller at man hurtigt kan miste dét, man har fået. For de børn gælder det selvfølgelig om at få spist skumfidusen med det samme, imens den stadig er der.

Korrelation og kausalitet
Men inden vi fortsætter med de praktiske overvejelser, må vi hellere stoppe op for få styr på korrelation og kausalitet. Man skal nemlig holde tungen lige i munden, når man drager konklusioner om praksis ud fra forskningsresultater. Korrelation betyder, at der er en sammenhæng mellem nogle fænomener. Kausalitet betyder, at der er en årsagssammenhæng mellem fænomenerne. Det vil sige, at når man ikke ved, om fænomenerne forårsager hinanden, så hedder det korrelation – underforstået at fænomenerne kunne forårsages af noget helt tredje. Som min statistikprofessor plejede at sige, så optræder store skostørrelser og stor højde hyppigt sammen. Men det er ikke de store fødder, der forårsager, at man bliver høj (eller omvendt). Derfor er der tale om en korrelation og ikke en kausalitet. Årsagerne til såvel skostørrelse som højde skal derimod findes i genetik, ernæring osv. Spørgsmålet er derfor, om sammenhængen mellem behovsudsættelse og livskvalitet er en korrelation eller en kausalitet.

Mischel skriver, at han har fundet en korrelation. Han kan se, at jo bedre man er til at behovsudsætte som barn, desto bedre liv får man målt på forskellige parametre lige fra BMI til selvværd. Han understreger, at man ikke kan forudsige det enkelte barns fremtid ud fra skumfidus-forsøget, da sammenhængene kun kan ses i en større population. Men selvom Mischel erkender, at der udelukkende er tale om korrelation, så ønsker han alligevel at træne børns evne til behovsudsættelse for derigennem at være med til at skabe mulighed for, at de får et godt liv. Dermed antager han alligevel en kausalitet mellem behovsudsættelse og livsforløb. Han antager endda, at det er behovsudsættelsesevnen, der forårsager et bedre liv – og ikke omvendt at det er et privilegeret liv, der forårsager en evne til behovsudsættelse. Mischel ser bort fra, at der kunne være en tredje faktor, som forårsager både evnen til at vente på skumfiduser og livsforløbene.

Replikationskrisen
Der er altså ikke i Mischels egen forskning belæg for at konkludere en årsagssammenhæng, hvilket gør, at grundlaget for træningen af behovsudsættelse smuldrer. Men lad os stoppe endnu mere op og se, om Mischels korrelationsfund kan genfindes. Siden 2010 har man nemlig indenfor psykologien sat sig for at gentage nogle af de mest kendte forsøg for at se, om man kan genfinde resultaterne. Det har man haft overraskende vanskeligt ved. 270 psykologer har gentaget 100 eksperimenter, og kun i cirka 40 procent af tilfældene kan man genfinde de gamle fund. Dette kaldes psykologiens replikationskrise (Jensen, 2018; Resnick, 2016). Krisen består i, at grundlaget for mange af de konklusioner, der bruges direkte i praksis, nu vakler og det kan være svært at afgøre, hvad man skal tro på.

De amerikanske psykologi-forskere Tyler W. Watts, Greg J. Duncan og Haonan Quan (2018) gentog Michels forsøg med 918 børn for at få data fra en større gruppe end Mischel, som kun fulgte op på 185 af de oprindelige 653 børn. Watts, Duncan og Quan følger op på samtlige 918 børn. Alle børnene var 54 måneder (4½ år), da de medvirkede i skumfidus-forsøget, for at undgå, at man i virkeligheden måler på forskellen mellem 4-årige og 5-årige børn. De medtog børn fra forskellige sociale klasser fra ti forskellige områder i USA for at få et større udsnit af befolkningen end børn i nærheden af et stort universitet. Skumfidus-forsøget varer i deres version maksimalt 7 minutter, da de vurderer, at det er rigeligt med tid til at se, om børnene kan behovsudsætte. Alle børnene i replikationsforsøget er indtil videre blevet fulgt, indtil de er 15 år, og for at få nogle præcise mål fokuserer Watts, Duncan og Quan i første omgang på de unges formåen i skolen.

Konklusionen på Watts, Duncan og Quans forskning er, at de ikke kunne genfinde sammenhængen mellem behovsudsættelse og videre livsforløb. De kunne altså ikke genfinde korrelationen, og derfor er der ingen grund til at gøre sig tanker om mulig kausalitet. Det eneste, at de kunne finde, var, at de første 20 sekunder havde betydning for, om man kunne lade skumfidusen være. Det vil sige, at skumfidus-forsøget nok slet ikke handler om behovsudsættelse, men snarere om børnenes umiddelbare lynhurtige impulskontrol.

Det kan ikke helt udelukkes, at evnen til impulskontrol kan spille ind på, hvordan man klarer sig i skolen. Men der er ikke belæg for at hævde, at evnen til impulskontrol kan forudsige det enkelte barns fremtid. Der er sandsynligvis for mange andre faktorer, der også spiller ind på noget så kompliceret som et livsforløb til, at det giver mening at fokusere på en enkelt kognitiv færdighed.

Hvad betyder alt det her i praksis?
Watts, Duncan og Quans (2018) replikationsforsøg er mere grundigt og stringent end Mischels oprindelige forsøg var. Derfor har deres konklusioner vægt. Konklusionen, om at der end ikke kan genfindes en korrelation, rejser nogle presserende spørgsmål om de indsatser, der lige nu er i gang nogle steder indenfor handicap- og skoleområderne, hvor man tror på en årsagssammenhæng. Presserende spørgsmål om, hvorvidt professionelle kan fortsætte med at stoppe andre eller lade andre vente, når der ikke er evidens for, at det forbedrer andres liv. Det nye forskningsresultat får også betydning for den moderne robusthedstræning af børn og voksne. Tilhængere af individuel robusthedstræning bruger nemlig Mischels skumfidus-forsøg til at konkludere, at evnen til at behovsudsætte hænger sammen med den enkeltes robusthed (Hertz, 2017; Jørgensen, 2017). Men det ser ikke ud til, at det skulle kunne øge andres mentale robusthed ved, at man igen og igen undlader at reagere på dét, som de er motiverede for her-og-nu. Og det nytter ikke at konvertere behovsudsættelsestræning til impulskontroltræning, da der heller ikke her er en korrelation. I øvrigt kan impulskontrol ikke trænes.

Konklusionen på årtiers snak om skumfiduser og behovsudsættelsestræning bliver altså, at et livsforløb påvirkes af virkelig mange forskellige faktorer lige fra genetik til kultur – og af alle mulige beskyttelses- og belastningsfaktorer derimellem, hvor det handler om omsorg, helbred, social lighed osv.  For mig er det egentlig ret befriende og livsbekræftende, at det enkelte menneskes livsforløb ikke bestemmes af én specifik kognitiv evne (eller en skumfidus).

 

Litteratur og en radioudsendelse

Hertz, E. (2017): Robust. Lær at mestre modgang. Gyldendal Business.

Jensen, A.B. (2018): Det er en ommer. Om psykologiens replikationskrise. 24 spørgsmål til professoren v/ videnskabsjournalist Lone Frank. Radio 24syv d. 11. august 2018.

Jørgensen, P.S. (2017): Robuste børn. Giv dit barn ansvar, livsmod og tiltro til sig selv. Kristeligt Dagblads Forlag.

Kahneman, D. (2013): At tænke – hurtigt og langsomt. Lindhardt og Ringhof.

Mischel, W. (2015): Skumfidus-testen. Nøglen til selvkontrol. Klim.

Resnick, B. (2016): What Psychology´s Crisis Means for the Future of Sceince. Vox.com d. 25. marts 2016.

Watts, T.W.; Duncan, G.J. & Quan, H. (2018): Revisiting the Marschmallow Test: A Conceptual Replication Investigating Links Between Early Delay of Gratification and Later outcomes. Psychological Science, 2018, vol. 29(7), side 1159-1177.

12 kommentarer

  1. Jette abildskov siger:

    Hej Dorthe
    Det er med stor glæde jeg læser din blog og jeg er altid inspireret og klogere når jeg har læst dit indlæg.
    Tak for denne om behovsudsættelse, der pinpointer den – desværre meget udbredte – holdning, at adfærdsregler giver livskvalitet blandt mennesker der bor i plejehjem.
    Tak og hilsen Jette Abildskov

  2. Dorthe Birkmose siger:

    Hej Jette
    Jeg er glad for at mine tanker rammer ned i noget af det, som du går og spekulerer på. Vi skal passe meget på med at lave adfærdsregler for andre. Især som professionelle. Vi kommer hurtigt til at overskride andres grænser og udøve magt på en uordentlig måde. Som jeg ser det, er ingen professionelle ansat til at adfærdsregulere andre.
    Selv tak og bedste hilsner fra Dorthe

  3. Heidi Pernille Thamestrup siger:

    Kære Dorthe,
    det der med at nogen menneskers job er, at tolke, motivere eller korrigere andre mennesker, er i det hele taget noget der er rigtigt svært at ha det let med. Særligt i en tid hvor Christiansborg vedtager nye restriktioner og magtbeføjelser hver eneste uge…

    Det med at ændre på andre skal man passe på med, det viser sig altid – et par årtier efter – at have været uetisk og destruktivt, istedet skal man ændre sig selv. Det er vel også bare rimeligt når man som fx. pædagog eller lærer får løn for det 🙂

    Det viser sig at mennesker har brug for mennesker. Hvis jeg møder dig på en ydmyg, imødekommende, nysgerrig måde vil din adfærd være anderledes end hvis jeg stiller krav om at du skal følge mine regler eller indfri mine forventninger. Fx. fortæller dig at du deltager i mit eksperiment, og at jeg vil måle din succes, resten af livet, ved at teste om du kan modstå en skumfidus 😉

    Kh.
    Heidi Thamestrup

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Heidi

      Det bliver også budskabet i min bog, at man ikke må tage let på sit ansvar, når man har mulighed for at påvirke noget så dybt som andre menneskers motivation. Og ja, vi har en barsk og tankevækkende handicaphistorie, som bør mane til forsigtighed blandt professionelle. Der er en klar tendens til at professionelle, der “kender sandheden” og “ved bedst” om, hvordan andre burde leve, er de profesionelle, der løber den største risiko for at krænke andre mennesker (helt uden at opdage det selv).

      Du kender jo om nogen til konsekvenserne af de gode intentioner med inklusionsprojektet: Skolevægring, mobning og eksklusion for alt for mange børn.

      Fortsæt din utrættelige kamp, Heidi. Der er brug for dig.

      Kærligst Dorthe

  4. Line Christiansen siger:

    Super spændende læsning, og rigtig god, velbegrundet kritik af nogle træningsmetoder der ærlig talt er under al kritik.
    Afrundingen efterlader mig dog med et stort spørgsmål.
    Kan impulskontrol ikke trænes?
    Hvordan ændrer et menneskes evne til impulskontrol sig så?
    Jeg spørger som ADHD’er og mor til en dreng med autisme, der tidligere har været meget udadreagerende, så jeg er ikke i tvivl om at den evne KAN udvikle sig, og gør det hos mange.
    Det er ikke fordi du skal til at skrive en længere afhandling om det emne også, men kan du pege mig i retning af noget læsning om emnet? Det ser ikke ud til nogen af artiklens kildehenvisninger har fokus på dette 🙂
    Jeg tror jeg først og fremmest har brug for at vide mere om hvordan man definerer impulskontrol versus fx. behovsudsættelse, før jeg kan begynde at forstå udviklingen af den 🙂

    • Dorthe Birkmose siger:

      Tak for dine spørgsmål og skarpe betragtninger. Jeg skal forsøge at fatte mig i korthed, så det ikke bliver en lang afhandling. Hvis det bliver for kort, så siger du bare til.

      Nej, impulskontrol kan ikke trænes. Den modnes – ligesom alle andre eksekutive funktioner – i de første 25-30 leveår. Vores frontallapper er det område i hjernen, som modnes i længst tid. Med modning menes myelinisering af nerveforbindelserne. Så du har helt ret i dine observationer af at impulskontrollen bliver bedre med tiden hos børn og unge. Men det skyldes ikke træning. Det skyldes, at det gør hjernen helt af sig selv.

      Det kan du læse om i diverse neuropsykologiske grundbøger som fx “Klinisk Neuropsykologi”. Jeg kan anbefale litteratur/hjemmesider/facebooksider af psykolog Ann-Elisabeth Knudsen og psykolog Rikke Yde Tordrup til inspiration.

      Behovsudsættelse er en evne til over længere tid at lade være med at reagere på stimuli og fristelser. Impulskontrol er den lynhurtige “skal/skal ikke”-vurdering (og den er vitterlig lynhurtig).

      Jeg tror ikke, at voksne behøver bekymre sig om at træne specifikke kognitive funktioner hos børn. Jeg tror derimod, at vi alt for hurtigt kan lære børn, at de ikke er gode nok, som de er. Det er uhyggeligt, at man i fagbøger om ADHD kan læse, at de fleste har lavt selvværd. Det har de jo ikke pga deres eksekutive vanskeligheder. Det har de på grund af omgivelsernes reaktioner på deres vanskeligheder.

  5. Line Christiansen siger:

    Tak for svar, jeg må i gang med at læse mere 🙂
    Lige to ekstra spørgsmål, hvis du har tid – forstår så udmærket hvis du ikke har 🙂

    1: Har impulskontrol noget at gøre med ens reaktionsmønstre når amygdala tager over (kæmp eller flygt), eller er det noget andet?
    2: Ift. træning/ikke træning af eksekutive vanskeligheder, er det så også din holdning at træning ikke kan betale sig, hvis der er problemer med arbejdshukommelsen?
    Jeg er stødt på argumenter både for og imod når jeg har researchet det.

    Mht ADHD og lavt selvværd er det desværre nok ikke KUN omgivelsernes reaktioner, der altid er skyld i dette. Man kan jo også godt selv se, at der er nogle ting “alle” andre kan, som man ikke selv kan. Uanset hvor rummelig ens familie, skole og vennekreds er, ender man nemt med en følelse af ikke at slå til som man burde/gerne ville.
    Uden en diagnose=forklaring på udfordringerne og hjælp til at få øje på alle “superkrafterne” ved at have en anderledes hjerne, vil man nok altid have problemer med selvværdet i forskellige kontekster af ens liv.

    • Dorthe Birkmose siger:

      God læse- og researchlyst, Line 🙂

      Mht dit første spørgsmål, så skal du læse videre i de hardcore neuropsykologiske bøger for at få viden om sammenhængene mellem impulskontrol og forskellige neurale netværk. Jeg interesserer mig ikke særlig meget for impulskontrol. Jeg tror ikke på, at livet handler om at det enkelte menneske skal bruge livsenergi på at træne udvalgte enkeltstående kognitive funktioner. Jeg interesserer mig meget mere for, hvordan vi mennesker kan møde hinanden med respekt – og hvordan vi kan hjælpe hinanden bedst muligt, så livet kan give mening.

      Grunden, til at man i 1990´erne gik væk fra genoptræningstanken og begyndte at tale rehabilitering, var en konstatering af, at ens livskvalitet ikke nødvendigvis øges ved træning af specifikke funktioner og den tid, man bruger på træning, kunne måske have været brugt på nogle mere meningsfulde aktiviteter. Ikke at der er noget galt med træning. Træning er bare ikke per definition godt. Rehabilitering handler (ligesom recovery) om at leve et liv med meningsfulde aktiviteter og meningsfulde relationer. Det er en helt anden tankegang. Jeg kan i den forbindelse anbefale bogen “Hovedbrud” af Fønsbo, Fønsbo og Glintborg.

      Dermed har jeg forhåbentlig besvaret dit andet spørgsmål 🙂

  6. Tine Henriksen siger:

    Hej Dorthe
    Super spændende læsning – jeg er ved at læse til pædagog, hvor vi sidste semester fik præsenteret for skumfidus-eksperimentet, men helt unuanceret og slet ikke med den vinkel du har på her.. Jeg har indtil nu tænkt at børns behovsudsættelse kan/skal trænes, og når jeg læser i dine kommentere om hvad forskellen på behovsudsættelse og impulskontrol er, så giver det også stor mening for mig. Måske det skulle med i bogen, så begrebet behovsudsættelse bliver forklaret lidt nærmere, eller sat op i mod impulskontrol. Vi har lige set klip på youtube om kaldet: Children’s Self-Control and the Health and Wealth of the Nation – Professor Terrie Moffitt og klippet Terrie Moffitt: Young Children’s Self-Control and the Health and Wealth of Their Nation.. Her syntes jeg bare hun fremstiller det som om at børns selv-kontrol (er dette ikke det samme som behovsudsættelse?) giver bedre livsvilkår også i forhold til BMI, måden man ældres på osv osv?? Kunne være spændende at høre dine tanker om disse klip og det forsøg hun omtaler?
    Kærlig Hilsen Tine Henriksen

    • Dorthe Birkmose siger:

      Tak, Tine. Det betyder meget for mig at vi får nuancerne frem i lyset.

      At dine undervisere ikke har fået læst Watts, Duncan & Quans artikel kan bestemt undskyldes med at forskningen først blev beskrevet i 2018. Det tager altid noget tid, inden undervisere får læst op på den nyeste forskning og rettet deres undervisning til. Nogle gange tager det desværre mange år før undervisningen bliver opdateret rundt omkring. Men I skulle da gerne have hørt om psykologiens replikationskrise? Det er vigtigt at I som studerende er superkritiske overfor den viden, som I præsenteres for.

      Jeg har endnu ikke set klippet med Moffitt. Det vil vitterlig kræve store mængder af selvkontrol fra min side, når jeg skal tvinge mig selv til at se klippet. Alene overskriften på foredraget “The Health and Wealth of the Nation” afslører, at her er tale om et budskab, hvor der tages udgangspunkt i, at mennesket skal underlægge sig samfundsøkonomien. Ud fra overskriften kan jeg læse, at Moffitt tror på adfærdsøkonomiens adfærdsdesign og nudging, og jeg har det meget svært ved det menneskesyn, som ligger bag den tænkning. Det kommer der i øvrigt også et kapitel om i min næste bog.

      Selvfølgelig bør I som studerende lære om nudging og adfærdsøkonomi, da I skal være forberedt på tidens massive styringsdiskurs, som I skal navigere i. Men jeg håber da, at I samtidig læser fx Rasmus Willig, Anders Petersen, Chalotte Glintborg, Lars Sørensen, Bo Hejlskov Elvén, Stine Kaplan Jørgensen osv, så I også får de kritiske vinkler med og ikke mindst hele indefra-perspektivet.

      Jeg tænker ikke, at selvkontrol er noget, som du bør mene noget om hos andre mennesker i dit arbejde som pædagog. Jeg tænker derimod, at der ligger et vigtigt arbejde foran dig, når du møder mennesker, der lider under omsorgssvigt, ensomhed, fattigdom, meningsløshed, skam, stress, forpinthed osv.

      Hvad tænker du selv om, at du som pædagog skal navigere i tidens store modsatrettede diskurser, nemlig styringsdiskursen og indefraperspektivsdiskursen?

  7. Sortseeren siger:

    Jeg veksler mellem at mene at det du skriver har så væsentlige mangler at det derfor er for ufuldstændigt til at du kan drage de sammenhænge du gør, og derfor til at det reelt formår at være meningsgivende i forhold til det der lader til at være din ønskede pointe, til at jeg i stedet opfatter det du skriver til at være en så overdrevet grundig redegørelse og uddybning af noget der er temmelig simpelt, i en sådan grad at det skrevne ærligt medfører min forundring over måden hvorpå du vælger at disponere din tid…?

    Det imponerer mig meget! -foruden at det er ret irriterende da det vidner om problemer med min forståelse af dit indlæg og dets indhold.

    Vil du venligst forklare mig, for de konkrete nævnte eksempler om personale der har “implementeret” skumfidus-træningen i deres arbejdsudførelse, forklare mig, hvori selvsamme medarbejdere mener at de 2 skumfiduser består?

    Altså jeg kan sagtens komme i tanke om utallige muligheder for hvorfor det i praksis kan udgøre 2 skumfiduser for et menneske med funktionsnedsættelser, når dette menneske retter henvendelse til personale uagtet at der er personalemøde og et rødt afvisningssignal på døren.

    Men jeg er derimod idéforladt, endda i en fiasko af også en forsøgt fantasiforceret grad, når det kommer til, at jeg kan begynde at forstå, hvilke 2 skumfiduser det er som personalet mener at mennesket med funktionsnedsættelser opnår, ved at “respektere” det nedladende afvisningssignal, der må antages først at være implementeret efter tidligere konstateringer af at andre allerede afprøvede praksiserede nonverbale og også verbale afvisningssignaler heller ikke har været “respekteret”.

    Så jeg håber meget at du vil forklare mig hvori personalet mener at de 2 skumfiduser består for mennesket med funktionsnedsættelser, i hvert fald samtlige af de nævnte eksempler.

    Ved du også noget om, hvor mange skridt forud, personalet egentligt tænker, og om niveauet for deres “theory of mind”-kapacitet?

    Altså, min antagelse er, at personalet f.eks. er klar over hvornår et personalemøde skal afholdes, og at de sikkert også har en idé om hvor lang tid sådan et personalemøde forløber. Og derudover så tillader jeg mig at antage at det er deres arbejde at have indsigt i hvilke behov de mennesker de skal hjælpe har, samt viden om hvor hyppigt eller i hvilke situationer eller med hvilke intervaller at disse behov normalt vis indtræder/opstår, og også kendskab til hvornår behovene sidst blev dækket/imødekommet.

    Min antagelse er, at det vil være korrekt at antage at det ikke er fair såfremt personalet forventer at mennesket de skal hjælpe, har samme grad af overblik over ovenstående forhold.

    Derfor er det min umiddelbare tanke, at spørge om der mon er forsøgt sig med at man forud for at personalet søger at opfylde deres eget behov for 2 skumfiduser (et personalemøde uden forstyrrelse og afbrydelse), har gennemført sig reelle overvejelser om det vil være fair at forvente at der kunne opstå nogle behov for hjælp fra menneskene der har behov for hjælp, som ved en aktiv forespørgsel eller handling fra personalets side reelt kunne dækkes forud for personalemødet, for derved at eliminere forekomsten af at behovet opstår under personalemødet?

    Man kan vel forestille sig at det er lidt ligesom hvis man selv skal ud af flyve. Så er det vel ganske normalt at man sørger for et sidste toiletbesøg umiddelbart inden boarding, i erkendelsen af at man har nogle fysiske behov som man kun kan kontrollere/udsætte i en hvis grad, i kombinationen med at man er bekendt med at så snart man entrerer kabinen, reelt ikke selv hverken har bestemmelsesretten over hvornår man må benytte ombordværende toiletter, ligesom man er helt afskåret fra andre løsningsmuligheder på at få dækket det fysiologiske behov, såfremt at de ombordværende toiletter af een eller anden grund ikke er tilgængelige inden kapaciteten af ens blærer medfører at de kognitive funktioner er ganske ubetydelig i forhold til muligheden for at udskyde blærens tømning yderligere.

    Og ud fra antagelsen af at børnene i skumfidus forsøgene ikke er på forhånd udsultede, så er det vel ikke forkert at antage at der ikke alene er tale om fysiologiske behov, men måske endda i højere grad “optræning” af psykologiske udsættelser/tilsidesættelser af opståede behov for tilfredsstillelser?

    Og så er jeg simpelthen nødt til at vide, om personalet i deres fritid aktivt og frivilligt og måske særligt når de er ude blandt andre mennesker i ukendt territorie, vælger at udsætte deres egne toiletbesøg til i sidste øjeblik, bare fordi de på non-dobbeltmoralsk og ægte reflekteret vis, vitterligt efterstræber de 2 skumfiduser for også sig selv, ud over at de ønsker teorien praktiseret af andre (altså dem som de er ansat til at yde hjælp).

    Fordi vi kan vel alle være enige om at tilfredsstillelsen ved at kunne tømme blæren er markant større når man befinder sig umiddelbart forud for et reelt uundgåeligt og ydmygende læk ude blandt andre mennesker og uden adgang til skiftetøj eller totalt mørke, end den tilfredsstillelse som man føler og måske slet ikke når at opleve hvis man letter blæren når man faktisk ikke engang føler et behov for samme, bare fordi at man tilpasser sit toiletbesøg til den viden man kognitivt kan forarbejde effektivt ud fra den viden og forudsigelighed man antager, nemlig at det kan være et praktisk og måske hensynsfuldt gestus, for også sig selv foruden andre, at man lige søger det gjort inden et personalemøde eller en flyafgang, bare af praktiske grunde så man er relativt sikker på at man slipper for at være skyld i at et personalemøde eller flytrafikken forstyrres.
    Så hvis man ønsker behovsudsættelse fra andre, hvorfor så ikke også selv, være grænsesøgende med toiletbesøgende, og undersøge om der er tale om en korrelation eller kausalitet mellem det at egen blære der springer læk, og i hvilken grad man selv mestrer behovsudsættelse og/eller impulskontrol, resultatet er jo adgang til 2 skumfiduser, eller måske endda 3, da tilfredsstillelsen er markant større, des mere udfordret blæren er?

    Fordi hvad nu hvis et menneske med behov for hjælp, respekterer samtlige afvisningssignaler i en grad så blæren springer læk, og at udfaldet af denne flotte og særdeles imponerende behovsudsættelse og impulskontrol er det første som møder personalet når de forlader deres vellykkede og uforstyrrede personalemøde, hvordan udmøntes den reelt fortjente belønning af de 2 skumfiduser så?

    Altså helt konkret har jeg svært ved at gennemskue hvordan man fordobler den tilfredsstillelse som mennesket ville have opnået at føle, ved under adgang til hjælp til et ikke behovsudsat eller impulskontrolleret toiletbesøg, altså det som vi er nogen der kalder et rettidigt toiletbesøg takseret til kun 1 skumfidus?
    Altså hvordan belønner personalet i praksis, mennesket som udsatte sit behov for hjælp til et toiletbesøg, så mennesket der har opfyldt de krav som skulle udløse at antallet af skumfiduser blev fordoblet, reelt også er et menneske med behov for hjælp som præmieres og får dækket sit bestående krav på at blive belønnet for sin store indsats, reelt også oplever den dobbelte tilfredsstillelse?

    Altså hvordan forløber udførelsen af et toiletbesøg af typen der er takseret til 2 skumfiduser, forskelligt fra de toiletbesøg der kun fortjener 1 skumfidus, med fokus på de forskelle der udfør den ekstra optjente skumfidus?

    Kan der mon være tale om at personalet smugspiser en ganske stor håndfuld skumfiduser umiddelbart inden de opsøger den sejrene, bare for at minimere risikoen for at de istedet reelt bebrejder mennesket der har fortjent dobbelt tilfredsstillelse ved at opnå hjælp fra andre, for at være direkte skyld i at de pålægges den dobbelt arbejdsindsats, for at bringe orden i de konsekvenser der er en naturlig følge af den flotte impulskontrol og behovsudsættelse…som de jo netop ønskede at optræne, og vel må forventes at være i stand til at have overvejet muligheden for, på forhånd?
    Og har personalet mon overvejet om der kan have været behovsudsættelse forud for henvendelsen om hjælp, eller er der tale om at det altid giver spontan tilfredsstillelse takseret til 1 skumfidus, at være nødsaget til at bede personale om hjælp, trods de åbenlyst ikke ønsker at yde een hjælp, altså forudsat at røde skilte og afstandstagende håndsignaler og verbale nægtelser, med rimelighed kan tolkes som dette?

    Altså mine foranstående overvejelser bærer formentlig præg af min tydeligvis manglende indsigt i hvori de 2 skumfiduser egentlig består i personalets optik og også forstås at bestå for andre der tydeligvis ikke deler, min forvirring over hvor skumfiduserne egentlig gemmer sig og desuden min usikkerhed over hvem det egentlig er der opnåede de 2 skumfiduser?

    Og mine overvejelser skyldes også min manglende indsigt i hvorvidt der er et sideløbende fokus på at optræne personalets behovsudsættelse af at kunne gennemføre et uforstyrret personalemøde på andres bekostning, eller om der fokuseres på også at optræne personalets mestring af en øget impulskontrol i forhold til undladelsen af at handle på et egoistisk behov for at kommunikere arrogante visuelle og verbale afvisninger, herunder dem med samtidig indstuderet demonstration af nedladende håndsignalering.

    Er personalet mon ligeså idéforladt om årsagssammenhænge til hvordan et menneskes efterstræben af 2 skumfiduser, kan komme til udtryk som en uønsket henvendelse fra dette menneske, som jeg er i forhold til at forstå personalets tankemønster?

    Fordi man spiser vel ikke med god samvittighed andres optjente skumfiduser, eller gør man?

    Og hvad er årsagen til at du i din tekst ikke har redegjort for skumfiduserne i eksemplerne, synes du slet ikke du mangler det mest væsentlige?

    Jeg synes nemlig at en lokalisering af eventuelle skumfiduser, er helt afgørende for at jeg vil være i stand til at gennemskue om der tale om at du kritiserer skumfidus-teorien eller om der primæret er tale om at du kritiserer handlinger som ikke retmæssigt kan hævdes at være udmøntninger af skumfidus-teorien, eller måske begge, i en for mig forvirrende sammenblanding?

    Det sidste ville vel være lidt ligesom at kritisere nudging, og deri fremkomme med eksempler, der ikke retmæssigt er at betegne som nudging, det bliver noget rod, da man så kunne risikere at tro at handlingerne er helt okay, i de tilfælde at man ikke betegner de selvsamme handlingsforløb som værende nudging?

    Kunne man måske begynde at kræve nogle bedre redegørelser og overvejelser fra fagpersoner, frem for at lade dem slippe for at forklare sig ved at de henviser til en teori eller metode?
    Jeg er fortsat overbevist om at hvis man forlanger en uddybende forklaring af det praktiserede, og herunder også reelt afkræver deres redegørelse for hvordan deres handlinger skulle kunne modsvare eller opfylde den teori eller metode der henvises til så vil det medføre lang mere reflektion og selvindsigt over hvad der er på spil og hvad de selv bringer i spil og dermed påvirker andre med, i hvert enkelt delelement i deres udmøntning af det de sigter på at opnå.
    Og jeg tror ikke på at en sådan nødvendig forståelse kan opnåes alene gennem en kritik af selve metoden eller teorien, og da slet ikke de tilfælde hvor det udførte ikke stemmer overens med det der hævdes.
    Så jeg håber sådan at tingene adskilles da det vil skabe bedre reflektion.
    Lidt ligesom hvis du skulle bruge et piskeris og bad een om at hente det til dig. Hvis så køkkenet ikke indeholdt et piskeris, så kunne du bare ikke nå i mål, ærgeligt.

    Hvis derimod du ikke var bekendt med navnet på det redskab (metode) som kunne løse dit problem, men i stedet alene skulle forklare hvad det var du søgte at opnå af resultater, så ville det give mange flere ideer og løsningsmuligheder for den der skulle prøve at hjælpe dig med at finde på noget der kunne bruges til at nå i dit mål, og i det tilfælde ville et fravær af et piskeris ikke udgøre en faktisk hindring for en kreativ og mere fri tænkning i forhold til hvilke mange muligheder der findes for at dit mål kunne opnås, hvilket jeg derimod oprigt mener ville finde sted såfremt at du specifikt efterspurgte et piskeris, fordi det låser tænkningen på en måde som er dræbende for resultatet, og desuden metoden, forstået på den måde at løsningen ikke tilpasses forholdende, men metoden fastholdes selv når forholdende ikke tillader dem løsning.
    Jeg ved ikke om det giver mening.

    Hvad er formålet med altid at låse sig fast på en metode, uanset om målet udebliver, fremfor at fokusere på målet der ønskes tilgodeset, og så have en kreativ process hvor man finder på så mange løsninger som man overhovedet kan, inden man beslutter sig, det virker mere fagligt og velreflekteret.

    Måske er der brug for en mere aktiv, farverig, mere stille, mere teknisk, simpel eller bare en mere humoristisk løsning end hvad een eller anden “piskeris” teori bibringer, i forhold til at målet opnåes på en måde der er behagelig og fungerende for alle parter, og dermed udgør det en mere succesfuld løsning, synes jeg, da det vel i arbejdet med mennesker ikke alene bør handle om slutresultatet, men i måske endnu højere grad bør handle netop om alt det der fandt sted forinden?

  8. Dorthe Birkmose siger:

    Kære Sortseer

    Jeg får nok ikke besvaret dine spørgsmål fyldestgørende, men jeg gør et forsøg.

    Jeg er klar over, at jeg har en tendens til at gentage mig selv, så det kan sagtens være, at jeg er for gentagende og for udførlig i min argumentation for, at én kognitiv funktion ikke kan forudsige noget så komplekst som et livsforløb. Heldigvis er der adskillige folk, der skal læse korrektur på min bog, så jeg satser på, at en del af det omstændelige bliver slettet.

    Væsentlige mangler i min argumentation? Det bliver du nødt til at præcisere. Det væsentlige for mig er at beskrive Mischels oprindelige forsøg og konklusioner, anvendelsen af disse konklusioner i praksis på en måde som Mischel ikke ville stå inde for samt replikationsforsøgets konklusion om at man kan ikke kan genfinde, at evnen til behovsudsættelse er afgørende for et livsforløb.

    Altså, alt det her handler ikke om skumfiduser, så det er ikke rimeligt at kalde det “skumfidus-træning”. Det handler om idéen om, at behovsudsættelse bør trænes for at skabe muligheder for et bedre liv. Mere specifikt, så handler det om behovsudsættelse i forbindelse med fristelser (og ikke behovsudsættelse af fysiske behov). Professionelle er blevet undervist i, at der er solid dokumentation for at træne behovsudsættelse ved at bede andre om at udsætte deres behov. Det er altså gjort med de bedste intentioner. Og indimellem er der sket noget, som reelt har været afvisninger, men hvor det er blevet legitimeret som behovsudsættelsestræning (og det kan Mischel ikke klandres for).

    Jeg håber, at jeg har fået svaret dig ordentligt.

Skriv et svar