Hovedbrud: Kunsten at foretage perspektivskifte

”Sådan bør en fagbog skrives!” var min tanke efter at have læst Hovedbrud. Hjerneskade fra tre perspektiver.

Hovedbrud er skrevet af Chalotte Glintborg, Elsebeth Krog Fønsbo og Simon Fønsbo. I bogen følger vi Simon og Elsebeth fra den akutte fase, hvor Simon bliver hjerneskadet, og indtil de i dag ser tilbage på hele forløbet efter 5 år. Bogen er en sammenvævning af tre fortællinger om det samme forløb i kronologisk rækkefølge. Simon lægger hver gang ud med, hvordan det opleves at blive ramt af en hjerneskade; Elsebeth følger op med, hvordan den samme periode blev oplevet af hende som ægtefælle og Chalotte supplerer kort med den viden, der findes indenfor neuro- og rehabiliteringspsykologien, hvorefter Simon igen tager ordet. Bogen rammer en fin balance, hvor det er Simon og Elsebeth, der er hovedpersonerne; og hvor Chalotte blot assisterer med den faglige viden, som findes.

Jeg kan på det varmeste anbefale alle at læse Hovedbrud. Den er velskrevet og derfor hurtigt læst. Samtidig suges man som læser ind i den dramatiske fortælling, hvor mange af historierne ætser sig ind i ens erindring og gør indtryk.

Efter endt læsning af Hovedbrud tænkte jeg en del over, hvorfor de fleste fagbøger egentlig ikke skrives på den måde, hvor de involveredes stemmer blander sig med hinanden. Mange fagbøger handler om, at menneskets perspektiv på egen livssituation er altafgørende for, hvordan man som professionel kan være behjælpelig. Så hvorfor fylder indefra-perspektivet ikke mere i faglitteraturen? Det ville være en gevaldig hjælp i arbejdet med at få indefra-perspektivet til at fylde mere i praksis. Selvfølgelig findes der en del bøger, hvor mennesker, der har haft brug for professionel hjælp, fortæller om, hvordan de oplevede det. På godt og ondt. Men kombinationen af at tre involverede parter fortæller en fælles historie gør et helt særligt indtryk på mig som læser.

Indefra-perspektivet i rehabiliteringspsykologien
Chalotte Glintborg er adjunkt i rehabiliteringspsykologi på Aalborg Universitet, og hun udgav – også i år – en grundbog om Rehabiliteringspsykologi. En introduktion i teori og praksis, hvor en masse fagfolk på mere traditionel vis skriver kapitler om forskellige vinkler på rehabilitering. Bogen handler om rolleskift, resiliens, identitet, sorg og ensomhed i det liv, der skal leves. Det gennemgående budskab i rehabiliteringspsykologien er, at det er nødvendigt at ramme en balance mellem neuropsykologiens fokus på hjerneskadens følger, rehabiliteringens traditionelle fokus på det fysiske og praktiske samt rehabiliteringspsykologiens fokus på livet med en hjerneskade. For at ramme den balance er det vigtigt, at indefra-perspektivet får lov at fylde mere end det professionelle udefra-perspektiv.

Jeg er fuld af respekt for, at Chalotte Glintborg ikke blot argumenterer for indefra-perspektivet; men at hun selv efterlever det, når hun udgiver såvel en bog om indefra-perspektivets betydning som en bog med indefra-perspektivet. (I parentes bemærket har hun også redigeret en tankevækkende bog om professionelle syn på andre gennem historien).

Det, jeg lagde særlig mærke til i Hovedbrud
Jeg lagde mærke til Elsebeths fortælling om, hvor lidt plads der er til hende som pårørende. Hun skriver på side 129: ”Men vi er begge slidte og særligt sårbare og med ar på sjælen, som gør, at vi i bestemte situationer reagerer voldsommere, end situationen tilsiger.” og ”Jeg ville ønske, at vi langt tidligere havde fået hjælp til at få øje på og hjælp til at håndtere de rolleskift og udfordringer, der er naturlige, når den ene bliver voldsomt syg. Måske ville vi da være knap så slidte.” Noget af det sidste, Elsebeth skriver, er på side 146: ” … jeg er bekymret for, om jeg har kræfterne til flere rutsjeture og usikkerheden igen. Vi må se.” Dermed står det lysende og hjerteskærende klart, hvor skrøbelig, robust og slidt en pårørende kan være – og at det kan få betydning for deres fremtid.

På grund af min optagethed af forråelsesrisikoen bed jeg mærke i de nærmest usynlige devalueringer af Simon og Elsebeth, hvor deres håb for fremtiden blev affærdiget af professionelle og hvor Simon ikke helt blev opfattet som et voksent myndigt menneske. Risikoen for subtile krænkelser fra professionelle med de allerbedste intentioner beskrives lidt nøjere i Hvis man havde set mig …. I Hovedbrud skriver Simon på side 42: ”Ansatte, der vil tale med mig og bestemme, hvad jeg skal. De koster rundt med mig. De mener hele tiden at vide, hvad der er bedst for mig: Så skal jeg spise sammen med de andre patienter, så skal jeg hvile, så smider de mine gæster ud, så det ene, så det andet. Det hele skal foregå fuldstændig punktligt, og de gør alle de samme: lægger hovedet på skrå, kigger ned på mig og taler til mig, som om jeg er fatsvag.

Jeg lagde også mærke til, at de tre forfattere havde valgt at undlade at fortælle om Simon og Elsebeths to børn. Simon og Elsebeth blotter sig i deres fortællinger, og det bør være op til børnene selv senere at vælge, hvor meget de vil dele af deres oplevelser. Samtidig forstår man af bogen, hvor vigtigt det er at have fokus på børnene som værende de mest oversete pårørende. Engang fandtes der en forening for børn af og søskende til mennesker med erhvervet hjerneskade, og de kaldte sig ”De glemte børn”. I Hovedbrud er børnene ikke glemt, men beskyttet.

Indefra-perspektivet som en mega-trend
Det er ikke nok med hensigtserklæringer a la Ledelseskommisionens rapport om, at mennesket på et tidspunkt gerne skulle sættes først i velfærdsarbejdet eller med værdigrundlag-slogans om ”mennesket i centrum”. Hensigtserklæringer har ingen værdi, før man faktisk er villig til at investere i de reelle forandringer i praksis. Heldigvis sker der noget langt mere kraftfuldt indenfor handicap-, psykiatri- og demens-områderne i disse år. Indefra-perspektivet er en mega-trend.

Et eksempel er Feedback Informed Treatment som et bud på, hvordan der kan komme et systematisk fokus på, om den professionelle hjælp faktisk virker for den, der modtager hjælpen (Bargmann, 2017). Som professionel bør man hele tiden ændre og graduere sin indsats, så man ender med at kunne være en reel hjælp. Den tænkning passer fornemt sammen med den reviderede Low Arousal metode, som i revisionen ændrede sig fra at være et redskab for professionelle til at blive en måde at få fokus på menneskets egen oplevelse af trivsel (Uhrskov & Naver, 2017).

Et andet eksempel er Trauma-Informed Care, som med garanti kommer til at efterfølge Safewards indenfor psykiatrien. Grundtanken i Trauma-Informed Care er, at langt flere mennesker, end vi er opmærksomme på, lider af traumatiseringer, hvilket vi bliver nødt til at tage højde for i det professionelle arbejde (Clark m.fl., 2015). Det handler om alt det professionelle arbejde, hvor man ikke arbejder med traumebehandling; men hvor man bliver nødt til at tage højde for traumatiseringerne i undervisningen, sagsbehandlingen, rehabiliteringen, pårørendesamarbejdet osv.

Et tredje eksempel er en artikel af psykolog Iben Ljungmann fra demensrejseholdet: Perspektivskifte som metode. Her giver hun kyndige anvisninger på, hvordan man som professionel i praksis kan blive bedre til at skifte perspektiv i tolkningerne af andres adfærd. Hun tænker perspektivskifte som en metode. Også i situationer, hvor mennesket ikke har sprog til at redegøre for sit indefra-perspektiv.

Så midt i konkurrencestatens kortsigtede optagethed af samfundsøkonomien og midt i diskurserne om mere styring, robusthedstræning, hård ”hjælp-til-selvhjælp” og selvhjulpenhedstræning, er der altså også en stærk diskurs om, at vi som professionelle først kan gøre en forskel, når vi forstår lidt af, hvordan det er at være det menneske, der har brug for professionel hjælp – og hvordan det er at være dette menneskes netværk.

Faglig ledelse af mega-trends
Jeg lærte om mega-trends på en fremtidsforskningskonference, hvor fremtidsforskerne skelnede mellem overfladiske tendenser uden holdbarhed og mega-trends med kraft til at ændre praksis over en lang periode. Jeg lærte, at en mega-trend også kaldes en ”game changer”. Faglig ledelse indebærer lidt fremtidsforskning. Som faglig leder – og som leder af faglige ledere – skal man kunne frasortere overflade-fænomener for til gengæld at bruge ressourcerne på arbejdet med de faglige mega-trends.

Der er et utal af eksempler på overfladiske idéer, som forsvandt hurtigere end de dukkede op. Det kan være svært at komme i tanke om dem nu; men der var engang noget med langtidsfriskhed, noget med at starte sine sætninger med ”jeg hører, at du siger, at …”, noget med tillidsbaseret ledelse, noget med at sige pyt og noget med at hvis bare man talte om stjernestunder, så gik problemerne væk af sig selv. Hvis disse idéer ikke allerede er forsvundet på de enkelte arbejdspladser, så er det kun et spørgsmål om et par år, inden idéerne er glemt af alle. Det er let at se bagefter, men det er vanskeligt at gennemskue, når idéerne lanceres som nye. Ledere og HR-folk er på hårdt arbejde her, når der skal tages stilling til, hvad der monstro er overflade og hvad der er bund i.

Neuropsykologien er et eksempel på en mega-trend fra 1990´erne, hvor praksis indenfor samtlige velfærdsområder blev ændret radikalt pga. den neuropsykologiske viden. Den mega-trend holder stadig og ses fx i: børnehaverne, hvor man arbejder med forskellene på drenge- og pigehjerner; kriminalforsorgen, hvor man er opmærksom på, hvor mange indsatte der har ADHD; handicapområdet, hvor det er helt almindeligt med neuropædagogik samt psykiatrien, hvor det neurologiske viden inddrages i neuropsykiatrien.

Rehabilitering/recovery er en anden og lidt nyere mega-trend, som har gjort, at man på ingen måde kan arbejde med voksne uden at tænke i, at samarbejdet handler om at leve et meningsfuldt liv med sine vanskeligheder. Den mega-trend kommer sandsynligvis til at holde lige så længe som neuropsykologien.

Og så er der altså indefra-perspektivet som en ny mega-trend. Jeg glæder mig især til at skulle drøfte indefra-perspektivet i diverse leder-fora i de kommende år. Som jeg ser det, bliver det helt afgørende, hvordan man ledelsesmæssigt kombinerer indefra-perspektivet med en anden mega-trend, nemlig styring. I stedet for blot at drøfte for og imod styring kunne det være mere konstruktivt at drøfte, hvad der skal styr på og styres efter. I stedet for at styre efter procedurer, deadlines og budgetter kunne vi styre efter det enkelte menneskes oplevelse af at blive reelt hjulpet. Her er indefra-perspektivet et kraftfuldt fagligt afsæt for alle de professionelle, der kæmper for at skaffe plads til fagligheden midt i det voksende bureaukratis målstyringer, strategiplaner, kvalitetsstandarder og hensigtserklæringer uden handling bag.

 

Litteratur
Bargmann, S. (red.): Feedback Informed Treatment. Akademisk Forlag 2017.

Clark, C.; Classen, C.C.; Fourt, A. & Shetty, M. (2015): Treating the Trauma Survivor. An Essientiel Guide to Trauma-Informed Care. Routledge.

Glintborg, C. Fønsbo, E.K. & Fønsbo, S.: Hovedbrud. Hjerneskade fra tre perspektiver. Frydenlund 2018.

Glintborg, C. (red.): Rehabiliteringspsykologi. En introduktion i teori og praksis. Aarhus Universitetsforlag 2018.

Glintborg, C.; Hedegaard-Sørensen, L. & Kirkebæk, B. (red.): Professionelle blikke på den anden – når fortællinger forandrer identiteter. Frydenlund Academic 2018.

Glintborg, C. & Birkmose, D. (2018): Hvis man havde set mig som menneske fremfor bare min skade – indefra-perspektiver på dansk neurorehabilitering. Forskning i Pædagogers Profession og Uddannelse, vol. 2, nr. 1, 2018, pp. 32-48.

Ledelseskommissionen (2018): Sæt borgerne først. Ledelse i den offentlige sektor med fokus på udvikling af driften. Ledelseskommisionens rapport.

Ljungmann, I. (2018): Perspektivskifte som metode. Systemisk Narrativt Forum, nr 4, 2018, side 10-23.

Uhrskov, T. og Naver, K. (2017): LA 2 – Metodemanual til forebyggelse af vold og fremme af trivsel på botilbud. Socialstyrelsen.

4 kommentarer

  1. Hejsa! Du er jo en drøm af en læser! Tak for dine fine ord om ‘Hovedbrud’ kh. Simon Fønsbo

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Simon

      Beklager at jeg først responderer nu. Der har været lidt problemer med hjemmesiden.

      Og så er det jo altså mig, der takker for jeres fremragende og øjenåbnende bog. Jeg håber, at I tre følger op med foredrag rundt omkring i rehabiliteringsverdenen og måske også en 2´er om nogle år.

      Bedste hilsner til dig og din familie.

  2. Iben Ljungmann siger:

    Hej Dorthe. Tak for boganbefalingen. Jeg er netop blevet færdig med den, og den er jo et fantastisk inde-fra perspektiv. Det vil jeg helt sikkert tage med mig ud i mine vejledninger af prof. Og tak til dig Simon for en rigtig god bog – meget læsværdig. VH Iben Ljungmann

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Iben

      Jeg tænkte nok, at “Hovedbrud” ville passe ind i din faglige tænkning om perspektivskifte som metode. Du må endelig sige til, hvis du finder mere litteratur om indefra-perspektivet.

Skriv et svar