Skævvridning af resiliensbegrebet er på vej

Som en del af det positive nysprog ser man bl.a., at vigtige fagbegreber skævvrides. Det ses med begreber som inklusion, anerkendelse, rehabilitering, recovery og sundhed, hvor begrebernes oprindelige betydning ændres, udvides og skævvrides på en måde, så de får en helt anden betydning. Fx blev rehabiliteringsbegrebet defineret i ”Hvidbog om rehabilitering” som et begreb for samarbejdet mellem en borger, pårørende og fagfolk med henblik på, at borgeren opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Men i disse år skævvrides rehabiliteringsbegrebet i mange kommuner til at skulle handle om øget selvhjulpenhed med henblik på, at borgere og pårørende skal klare så meget som muligt selv. Selvstændighed og selvhjulpenhed er ellers ikke synonymer.

Fidusen med et positivt nysprog, hvor man bruger gamle faglige begreber til at dække over noget andet, er, at man effektivt fjerner muligheden for kritik og protest. Alt dette bliver drøftet i praksis, og jeg oplever en høj grad af refleksion blandt fagfolk i forhold til, hvordan man kan blive manipuleret af ord, der skrævvrides. Men jeg oplever desværre også, at skævvridningerne medfører øget selvcensur hos professionelle. Man kan nemlig ikke være imod rehabilitering. Ligesom man ikke kan være imod inklusion. Det bliver problematisk, når man ikke kan kritisere rehabilitering, selvom begrebet kan dække over en ”klar-dig-selv”-indstilling – eller når man ikke kan kritisere inklusion, selvom det kan dække over eksklusion og besparelser.

Sociolog Rasmus Willig (ham med ”Kritikkens u-vending”) er i gang med at skrive en ny bog, der hedder ”Afvæbnet kritik”. Som man kan læse i interviewet med ham i Kristeligt Dagblad, sætter han fokus på resiliensbegrebet, som tilsyneladende bliver det næste begreb, der kan blive skævvredet. Den nye udgave af resiliens kommer til at handle om, at man som menneske skal lære at finde sig i mere, og at man skal udsætte sig selv for farer og belastninger, så man bliver stærkere og kan klare endnu mere. Positiv psykologiens fader psykolog Martin Seligman skriver sågar om ”posttraumatisk vækst” hos soldater, der kommer styrkede ud af at have deltaget i krig – i modsætning til dem med posttraumatisk stress. Dermed bliver resiliensbegrebet det nyeste skud på stammen i den del af stresscoachingen, hvor man ser stress som et individuelt ansvar, og hvor stressreducering handler om, at den enkelte må styrke sig selv i forsøget på at leve med belastningerne. At være resilient kommer til at handle om at være robust, hårdfør og måske endda blive styrket af modgang.

Idéen om resiliens som hårdførhed kan måske lyde som en appellerende og forførende tanke. Fordi … tænk, hvis man kunne gøre sig selv så modstandsdygtig og stærk, at man kunne undgå stress, sorg og angst. Problemet med denne tænkning er blot, at man reducerer en kompleks virkelighed til ”det er menneskets egen skyld”, hvilket er lige så destruktivt som modpolen ”det er samfundets skyld”. Som jeg har nævnt tidligere på denne blog, er jeg ikke begejstret for historien om, at man selv skulle kunne bestemme, om man ser et vandglas som halvt fyldt eller halvt tomt. Hvis man tager historien alvorligt, så bliver det til en historie, der opfordrer til, at man bør gøre sig selv tilfreds med vilkårene og tingenes tilstand. En sådan tilfredshed indebærer stagnation. Det bliver også til en historie om, at der kun findes to slags mennesker i verden: Dem, der ser glasset som halvt fyldt (med andre ord: de positive, dem med ja-hatten, yderne, vinderne … og nu de resiliente) og dem, der ser det som halvt tomt (med andre ord: de negative, dem med nej-hatten, nyderne, taberne … og nu de sårbare). Dermed bliver det til en historie om, at hvis man tænker rigtigt, så vil det gå én godt. Hvis det ikke går så godt, så må det være fordi man ikke tænker på den rigtige måde, og dermed bliver modgang, stress og nederlag ens egen skyld. Vi bør være opmærksomme på tendensen til at individualisere alt. Når et menneske bliver syg af stress, skal det ikke gøres til et individuelt problem, hvor mennesket selvkritisk skal erkende sin egen svaghed og gå til psykolog/coach for at få den rette resiliente tankegang. Som Rasmus Willig pointerer, så risikerer vi dermed at miste muligheden for at kritisere – og ændre – rammerne og den kultur, hvor flere føler sig mere pressede.

Viden om resiliens er dog temmelig interessant, så vi bør ikke forkaste selve begrebet. Det er kun anvendelsen af begrebet, som vi bliver nødt til at forholde os kritisk til. Jeg kunne læse i et interview med professor Julian Reid i Information, at resiliensforskningen stammer fra 1940´ernes psykiatri, hvor man forskede i resiliente færdigheder hos soldater. Den forskning har jeg endnu ikke sat mig ind i. Resiliensforskningen bredte sig derefter i løbet af 1960´erne og 1970´erne ind i udviklingspsykologen, og det er derfra, at jeg kender resiliensbegrebet.

Hvad er resiliens?
Resiliens er et udtryk for, at nogle mennesker med en stærkt belastende opvækst klarer sig bedre, end forskerne havde forventet. Vi har ikke et dansk ord for resiliens, men det betyder noget i retning af modstandsdygtighed og kan ses som modsætningen til sårbarhed.

Professor Dion Sommer (2011) har lavet en glimrende oversigt over resiliensbegrebets udvikling fra 1970´erne og frem til i dag. Altså inden at resiliens blev en del af selvhjælpslitteraturen. Dion Sommer beskriver fire bølger i forståelsen af resiliens. Første bølge i 1960´erne og 1970´erne startede med en tilfældig opdagelse i et skizofreni-studie af, at nogle børn havde det psykisk bedre end forskerne havde forventet. I stedet for at klassificere disse børn som atypiske begyndte man at interessere sig for, hvorfor de klarede sig. De første hypoteser gik på, at disse børn måtte være mere hårdføre end andre, og begreber som ”stålbørn”, ”usårlige børn” og ”mælkebøttebørn” dukkede op. Men denne idé om egoresiliens, altså idéen om at resiliens skulle være et personlighedstræk, blev forkastet, da de første fund fra Werner & Smiths longitudinelle studie af en hel årgang (700 børn) født på Hawaii i 1954 blev præsenteret.

Werner & Smith fulgte børnene gennem 40 år, og de konkluderede, at de resiliente børn var kendetegnede ved en normal intelligens, ved at være charmerende og ved at tiltrække positive reaktioner fra jævnaldrende og voksne (Thormann, 2009). Det vil sige, at det vigtigste er at have egenskaber, som gør, at andre får lyst til at hjælpe én. Og det vil så sige, at det er hjælpen fra andre, som spiller den største rolle. Det må siges at være forskning, som man kan overføre direkte til praksis. Ikke til en laissez faire holdning om, at det kun er de mennesker, der umiddelbart er lettest at hjælpe, som bør hjælpes. Heller ikke til en selvhjælpsholdning om, at enhver må gøre, hvad vedkommende kan for at klare skærene selv. Men til en faglig holdning om, at mennesker faktisk profiterer af at blive set og hjulpet af andre.

I anden bølge gennem 1980´erne havde forskerne fokus på, hvilke faktorer der er med til at beskytte børn, der vokser op under svære vilkår. Der blev forsket i sårbarhedsfaktorer og beskyttelsesfaktorer, tilknytningsmønstre, familiedynamikker samt stress. Tredje bølge i 1990´erne indeholdt en stigende interesse for forebyggelse og behandling af mennesker, der oplever omsorgssvigt. Fjerde bølge i 2000´erne og begyndelsen af 2010´erne indebar en tiltagende kompleks forståelse af de mange niveauer i såvel risikofaktorer som beskyttelsesfaktorer. Der forskes i alle niveauer lige fra genetik og neuropsykologi over copingstrategier og tilknytning til familie og venner til skole, religion og professionel hjælp.

Udviklingen i forståelsen af resiliens er altså gået fra en stereotyp og individpsykologisk opfattelse til en relationel og dynamisk opfattelse. Det giver god mening, at forståelsen af resiliens bliver mere og mere kompleks. Det er derfor ekstra ærgerligt at læse, at vi kan forvente en tilbagevenden til det forenklede begreb om egoresiliens fra 1960´erne, hvor resiliens sås som noget, man enten har eller ikke har. Det nye islæt er vel blot, at man stiller i udsigt, at man kan træne resiliens. I 1960´erne opererede man dog også med en steeling-effect, hvor man forestillede sig, at tidlig modgang i livet kunne gøre ens psyke til stål. Paradoksalt nok blev konsekvensen af denne tænkning, at det nærmest blev mere fordelagtigt med modgang end medgang i livet.

Resiliens bør anskues som domænespecifik. Det vil sige, at mennesket kan udvise resiliens på nogle områder og sårbarhed på andre områder på samme tid. Det kunne fx være barnet, der på trods af omsorgssvigt klarer sig godt i skolen og har nære venner, men bag dette kan barnet have problemer med selvværd og angst. Resiliens bør også anskues som vekslende over tid. Der kan være perioder i et menneskes liv, hvor det generelt er mere sårbart, ligesom der kan være perioder med større grad af resiliens. Resiliens eksisterer, når der sker et sammenfald af mange beskyttende faktorer i og omkring det enkelte menneske. Jo flere af disse man kan opdage og aktivere, desto større chance har man for at hjælpe mennesker, der på forskellig vis er udsatte.

I stedet for at bruge energi på et positivt sprogbrug og på at skjule problemerne, så burde vi bruge vores energi på et nuanceret og præcist sprogbrug og på at løse problemerne i fællesskab. Det indebærer bl.a., at vi bruger begrebet om resiliens til at forholde os til de mange niveauer af beskyttelses- og risikofaktorer, der på kompleks vis tilsammen kan gøre et menneske – i perioder og på visse områder – mere sårbart eller mere resilient.

 

Litteratur

Johansen, J.S.; Rahbek, J.; Møller, K. & Jensen, L. (red.): Hvidbog om rehabilitering. Rehabilitering i Danmark. Marselisborgcentret 2004.

Sommer, D.: Resiliens, forskning – begreber – modeller. Psyke & Logos, 2011, vol. 32, pp. 372-394.

Thormann, I.: De voksne børn – om omsorgssvigt og resiliens. Hans Reitzels Forlag 2009.

3 kommentarer

  1. Jane Jensen siger:

    Tak, fordi du sætter gennemtænkte ord på min egen og mange andres frustration over italesættelsen af “Enten kan du følge med eller så er du ude” , “Enhver er sin egen lykkesmed” og “At det bedste er inklusion for alle” ( på de bedst fungerernes præmisser).

    I denne forbindelse vil jeg gerne komme med et link til Information.dk, den 27. april 2015, Lise Richters artikel : “Gør dit bedste – eller gå til grunde’:
    http://www.information.dk/531366
    Her fortæller Lise Richter om den belgiske forfatter og professor i psykoterapi Paul Verhaeghes tanker i forbindelse med hans besøg på Københavns samfundsvidenskabelige bibliotek. Paul Verhaeghes opponerer også imod den tiltagende tendens til at se “alting som et produkt, hvor enhver er ansvarlig for sin egen succes eller nederlag” – set ud fra hans anti-neoliberalistisk tankegang.
    Tankevækkende ……..

    • Dorthe Birkmose siger:

      Uanset om jeg holder oplæg om inklusion, rehabilitering, resiliens eller motivationsarbejde, så kommer en del af snakken hver gang til at handle om, hvordan disse begreber bruges til sprogligt at camouflere et menneskesyn, der handler om at være vinder eller taber. Det, der for mig er særligt tankevækkende, er, at jeg oplever, at jeg blot siger dét, som alle tænker og allerede har gennemskuet; men som de færreste siger højt. Tak for linket til en god artikel. Jeg nikker genkendende til Professor Paul Verhaeghes´ pointer og bekymringer; men jeg kan ikke følge hans sidste pointe om, at han kan se, at de studerende gør oprør mod at være gode soldater i konkurrencestaten. Nu kommer jeg selvfølgelig heller ikke i universitetsmiljøet, så måske er der en modbevægelse på vej. Det håber jeg. Jeg kan bare (endnu) ikke se den i praksis. Der møder jeg derimod frustration, selvcensur og opgivenhed hos såvel medarbejdere og ledere.

Skriv et svar