En pårørendes beretning om manglende faglighed og forråelse i ældreplejen

Som gæsteskribent på min blog har Anne Marie Jørsfelt skrevet dette indlæg om et barsk møde med ældreplejen. God læselyst – og kommentér endelig. Skulle man have lyst til at skrive direkte til Anne Marie Jørsfelt, er man velkommen på hendes mail annemariejorsfeldt@hotmail.com.

Manglende faglighed og forråelse i ældreplejen – en beretning om nogle kaotiske og udmarvende år for min demente mor og mig
af Anne Marie Jørsfeldt

Sidste forår døde min demente mor 92 år gammel. I fjorten år havde jeg været hendes livslinje, og specielt de sidste 4 år var et mareridt, fordi hun på plejehjemmet havde så dårlig livskvalitet, at min tilstedeværelse og medvirkning var nødvendig, og hvor går man hen, når det hele er kaos?

Min mor var, hvad jeg vil kalde ud af PH-generationen: kulturradikal og interesseret i samfundsforhold, politik, kunst og litteratur, og igennem et langt liv læser af Politiken. Hun havde gode jobs, var social bevidst, deltog i fredsbevægelsen, havde humor og var et kærligt og moderne menneske med stor paratviden, men gennem livet var hun også tynget af psykiske vanskeligheder.

Jørsfelt 1

De sidste år af sit liv blev hun tiltagende mere dement med hukommelsesproblemer og nedsat tænkeevne, som gav hende vanskeligheder med at finde ord og med at lokalisere og give udtryk for ubehag og smerter, følelser og behov. På samme måde kunne det være svært for hende at forstå betydningen af det, andre sagde og gjorde. Hun havde ingen tidsfornemmelse, ligesom hun manglede evne til planlægning og led af opmærksomheds- og koncentrationsproblemer.

Mange situationer blev hurtigt for uoverskuelige og komplekse for hende. Dertil var hun stærkt hørehæmmet og havde ryg- og ledsmerter på grund af en bindevævs-sygdom og nok ikke så mærkeligt: en lav frustrationstærskel.

På trods af sin demens vedblev hun alligevel længe med sine små hverdagsritualer. Hver morgen efter at have vasket sig tog hun selv det tøj på, hun aftenen før havde taget af og lagt på sin rollator. Tøjet var tit plettet, og ofte fik hun ikke underbukser på, fordi de var blevet lagt til vask, da hun fik natble på. Hun tog også selv sine høreapparater på, hvis hun kunne finde dem, og hvis kosmetikpungen lå inden for synsfeltet, trak hun sine øjenbryn op med øjenblyant og gik derefter ud i fællesrummet, fordi hun var sulten, men efterhånden så hun mere og mere forhutlet ud, og det var tydeligt, hun havde brug for mere guidning.

Jeg bad plejepersonalet om hjælp til selvhjælp ved, at der tidligt hver morgen blev lagt underbukser og rent tøj frem på hendes rollator med valgmulighed mellem et par bluser, så hun kunne se ordentlig ud, men det lykkedes ikke at få det i værk. Vi købte jævnligt pænt tøj, men ved forkert vask så det snart slidt og lurvet ud. I kurven på rollatoren lå uåbnede eksemplarer af Politiken, hver dag blev en ny lagt oveni, men da hun ikke kunne se dem fra sin stol og ikke fik dem i hånden, blev de ikke læst.

Ligesom avisen udgjorde hendes mange bøger en stor del af hendes identitet og hjalp hende på en måde med at holde fast i sig selv trods det, at hun hverken kunne huske det læste, eller hvilken bog hun var i gang med. Hun sad meget alene på sin stue og blev tiltagende mere depressiv og apatisk, en klar følge af hendes demens og svage psykiske sind, men manglende struktur, ensomhed, uvirksomhed og kedsomhed gjorde også sit til hendes dårlige livskvalitet. Hun søgte fællesarealerne, hvis der var liv, men var der for meget uro, færden og snak blandt personalet, kunne hun ikke overskue at være der og trak sig derfor tilbage til sin stue men fik her nye problemer, for hvad i alverden skulle hun stille op med sig selv der?

Jørsfelt 2

Hendes døgnrytme ændrede sig, hun begyndte at tilbringe mange dagtimer i sengen og fik ofte først morgenmad om eftermiddagen, til gengæld lå hun vågen om natten og havde det meget dårligt. Der var ikke styr på, om hun havde fået sin middagsmad eller ej, og tit oplevede jeg, at hun var sulten om eftermiddagen. Trods mange henvendelser fra min side om både middagsmaden og hendes væskebehov, måtte hun alligevel indlægges på grund af væskemangel.

Jeg passede mit arbejde men kom ofte hos hende om eftermiddagen. Netop på det tidspunkt var der et udtalt fravær af ansatte, selvom afdelingen havde ekstra personale ansat. Der var i den grad mangel på personalets aktive nærvær og involvering i såvel den enkelte beboer som i det sociale fællesskab, f.eks. under kaffedrikningen, hvilket nogle gange kunne have næsten groteske følger for de beboere, som havde allermest brug for hjælp. Sidst på eftermiddagen blev der dækket bord til aftensmad og madvognen blev hentet, alt sammen uden beboernes medvirken. Der var ikke så hyggeligt og beboerne kom yderst sjældent ud, selvom der både var gårdhave og lysthus.

Det var svært at få en dialog i gang med plejepersonalet om mors trivsel. Jeg fik for det meste undvigende svar af typen: ”Det ved jeg ikke,” eller: ”Jeg har haft fri nogle dage,” og lignende. Jeg ville gerne hjælpe og var aktiv omkring mor. Vi tog ofte på ture eller hjem til mig, men på mange punkter følte jeg, at jeg blot kompenserede for manglende indsatser på et uafklaret grundlag.

Da både min og mors mistrivsel blev for stor, sendte jeg et langt brev til ledelsen, hvor jeg beskrev hendes situation, som jeg så den, men fik intet svar og bad derfor om et møde.

Til min overraskelse havde lederen også sin leder fra kommunen med. Overraskelsen blev endnu større, da de fortalte, at der ikke var problemer omkring mor, det hele gik fint, hvilket fik mig til at tænke, at kommunikationen internt nok heller ikke var for god! Jeg gjorde opmærksom på mange uheldige forhold, selvom det ikke føltes fair, at jeg som pårørende til en sårbar dement, næsten skulle tvinges til dette af omstændighederne. På kritikpunkterne vedrørende personalets ageren eller mangel på samme svarede lederen fra kommunen, at fremtidens personale ikke blev bedre, snarere tværtimod! Vi aftalte dog, at jeg, afdelingslederen og kontaktpersonerne fremover skulle holde regelmæssige møder om tingenes tilstand. Efterfølgende mærkede jeg små forbedringer i personalets daglige rutiner, men at klagen kom fra mig, virkede ikke befordrende for en god dialog!

”Din mor ville ikke samarbejde”, hørte jeg tit som begrundelse for, at plejen ikke fungerede.

En faldulykke på gangen, hvor hun slog ryg og hoved så forfærdeligt, at hun måtte sys med mange sting i hovedet, resulterede i flere måneders sengeleje med yderligere kognitiv og fysisk svækkelse. Den daglige pleje voldte nu store problemer. Mor råbte tit: ”Lad være med at trække i mig.” Hun var forpint og frustreret og ”næsten på vej ned under madrassen”, og jeg tænkte, om der overhovedet var overvejelser om hendes fysiske skavanker inddraget i plejen. Efterfølgende afviste hun enhver form for hjælp, inklusiv hjælp til spisning. I lang tid var jeg den eneste, som gav hende mad. Kom jeg først kl. 15:30, ja så indtog hun måltiderne der, og hun var skrupsulten.

”Hun bestemmer selv”, var en anden udtalelse!

Efter den lange sygeperiode fandt jeg hende en kold vinterdag siddende alene i sin stue kun iført en tynd, kortærmet sommerbluse og med en stor madbakke med to retter foran sig. En spisesituation, hun slet ikke kunne forvalte, men som i lignende form fandt sted mange gange fremover. Jeg hørte, hun kun spiste desserterne, og at: ”Hun ved godt, hvad der er godt!” Hovedretterne blev efterfølgende smidt ud.

Hun var nu diagnosticeret med sygdommen ’vaskulær demens’ med symptomerne: uro, aggressivitet, hallucinationer og vrangforestillinger. Mor var udad reagerende og var herefter sjældnere med i fællesrummet, fordi hun nogle gange råbte og slog ud efter de omkringsiddende, hvilket selvfølgelig var træls!

For hende handlede det om, at hun havde svært ved at forstå, hvad der foregik og ikke kunne rumme de mange stemmer og bevægelser, så hun hurtigt blev overmandet af frustration og forvirring og manglende impulskontrol. Jeg foreslog, at hun blev skærmet og placeret lidt væk fra de andre, men så hun stadig følte sig som en del af fællesskabet, for det betød meget for hende, og bad indtrængende om, at hun ikke blev isoleret på sin stue, hvilket var tortur mod hende, bl.a. fordi hun i sin isolation ofte var plaget af vrangforestillinger og hallucinationer.

Alligevel skete det, og fremover lå der som regel madrester på hendes stuegulv blandet med skår efter ting, hun havde kastet med. Samtidig var hun blevet kørestolsbruger og havde ikke længere den samme bestemmelsesret over sig selv. Jeg rettede henvendelse om lovligheden af magtanvendelsen – men fik intet svar!

Psykologen Dorthe Birkmose beskriver i sin bog Når gode mennesker handler ondt om tre former for forråede handlinger. Jeg har adskillige eksempler på den forråelse, som fandt sted. Her er tre eksempler som knytter sig til hver sin form for forråede handlinger.

1) Den idealistiske ondskab, hvor man gør andre ondt, fordi man tror, man ved, hvad der er bedst for andre. Eksempel: Mor sidder i sin stue bag en lukket dør højlydt skrigende, mens tre passive plejepersonaler sidder i sofaen udenfor. De fortæller, at der nu er iværksat en forsøgsordning, hvor hun skal have ro og absolut ingen stimuli. Jeg kommer ind til hende, hun falder til ro og siger: ”Skriger jeg? Det er fordi, her er så kedeligt”

2) Den egoistiske ondskab, hvor man tager mere hensyn til sig selv og egen arbejdsvilkår end til andre. Eksempel: Mor og jeg vender tilbage til plejecentret efter en eftermiddagsgåtur, og bliver her mødt med den nedslående kendsgerning, at det faste personale igen har trukket sig fra afdelingen med bl.a. min mor og en anden stærkt dement beboer, således at aftenvagten er tilfaldet en ny og udefrakommende vikar, trods en klar aftale om det modsatte. For mig er det slående, at der så ofte er vikarer på netop mors afdeling – mit gæt er, at det arbejdsmæssigt er nemmere at være på en af de andre afdelinger. Endnu engang står jeg så i den umulige situation at skulle forklare en – forståeligt nok – undrende og skeptisk udseende vikar væsentlige forhold vedrørende min mor, da jeg kan forudse, at der meget hurtigt vil opstå kaos, fordi vedkommende ikke har den nødvendige viden om hendes mange vanskeligheder!

3) Den tankeløse ondskab, hvor man gør andre ondt, fordi man ikke tænker over, hvad man gør mod andre – man gør, som man plejer, og som de andre, og som man får besked på. Eksempel: Mor sidder i fællesrummet med højlydt talende og gestikulerende plejepersonale både bagved og ved siden af sig, og en af dem slår i bordet for at understrege en pointe. Mors ansigt trækker sig sammen. Jeg skal til at gå og beder om, at hun kan blive i rummet sammen med de andre men får at vide: ”Det kommer an på, om hun har en af de dage, hvor hun råber.”

Et tiltrængt personaleskifte betød, at hun for en tid ikke længere fyldtes af afmagt og frustration, for nu kom gode social- og sundhedsassistenter, som koordineret med mig og med brug af de rigtige strategier individualiserede indsatsen i forhold til plejen, så hun hele tiden på en inkluderende måde var med i processen. Hele seancen varede ikke længere end før, men var langt mere nænsom og anerkendende. Samtidig indførtes en døgnrytme, hvor hun blev vækket om morgenen, og hun og assistenten aftalte tidspunkt for, hvornår de skulle gå i gang med morgenritualet, hvilket forberedte hende til at opbygge modtagelighed for sanseindtryk. Det var fantastisk, og jeg kunne slappe lidt af!

Man forholdte sig til hendes ting, hun kiggede i sine skuffer og pudsede endda sit sølvtøj, og jeg hørte hende ofte takke personalet for deres venlighed, og ikke sjældent udtrykte de tilsvarende stor tilfredshed med at være ved hende, fordi de syntes, hun havde en pragtfuld humor og var en stor personlighed.

Desværre blev den faglige tilgang igen meget forringet, fordi andre personaler, elever og vikarer igen kom ind over. Der var endvidere totalt kaos omkring hendes hjælpemidler på grund af ukyndig behandling eller manglende vedligeholdelse af bl.a. høreapparaterne, som gik til eller forsvandt i vaskemaskinen og måtte udskiftes flere gange, og af tandproteserne som ligeledes blev væk. En meget tynd kørestolshynde bevirkede, at hun i lang tid og på en hasarderet måde næsten kom til at ligge ned i den i forvejen dårlige transportstol, fordi hun fik ondt i bagdelen. Det var stressende hele tiden at skulle holde styr og finde løsninger på alle de ting, der enten blev væk eller ikke virkede!

Et utal af gange fandt jeg hende råbende alene på sin stue. Det, som i starten lød som kald og frustration, lød nu som angst og kaos. Hun blev kørt ind på sin stue som straf, blev isoleret og kraftigt irettesat, hvilket hun ikke forstod, ikke kunne bearbejde eller finde løsninger på, men hun følte sig ydmyget. Hun sagde oftere og oftere: ”Jeg vil ikke være her, hører du, få mig væk herfra!”

Til sidst var det, som om hun havde opbygget et kæmpe forsvarsværk og ikke længere sondrede imellem personalet med de gode strategier og nænsomme hænder og de, som begik ” rene overgreb”. Personalet kom derved også til at modarbejde hinanden. Jeg har nogle gange givet mor et stort glas Baileys, fordi jeg ikke kunne berolige hende efter en ”løbsk” plejesituation. Da hun døde, var hun meget lille og vejede ca. 30 kg.

Efter hendes død har jeg haft svært ved at lægge det hele bag mig. Jeg havde forsøgt at være samarbejdende og diplomatisk men var også i evig kamp med systemet, og jeg undrer mig stadig over den ringe sociale kapital, jeg mødte i plejesektoren. Forløbet har gjort mig afsindig vred og ked af det.

Jeg må blankt vedgå, min mor ikke var nem, men netop derfor burde centret have kastet håndklædet i ringen og forlangt hende overført til en specialafdeling for demente. Trods  mine mange års erfaring med neuropædagogisk arbejde med senhjerneskadede og trods de breve jeg skrev, mange møder med ledelsen og kontaktpersonerne, kontakt til plejehjemsvisitation, fagkonsulenter mm, var det umuligt at komme fri af denne mangelfulde faglighed og etik. Det værste var dog forråelsen, som jeg heller ikke kunne hamle op med, og som centret virkede passiv i forhold til.

Der er p.t. ca. 90.000 mennesker med sygdommen demens, og antallet er som bekendt stigende! For mig er det en uomgængelig kendsgerning, at plejesektoren i den grad behøver en faglig-pædagogisk opgradering og specialisering med tilstrækkelig og velkvalificerede særlige demensafdelinger overalt i landet, så demente og deres pårørende kan leve et værdigt liv!

9 kommentarer

  1. majbritt jakobsen siger:

    Det er bare så vigtigt at se på mennesket bag sygdommen. Vi bærer alle rundt på en livshistorie som gør os til dem vi er. I arbejdet med folk med demens er det bare så vigtigt at lærer livshistorien at kende og handle udfra den. Det gør bare samarbejdet mellem to mennesker så meget mere nærværende.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Ja, viden viden viden – det er en af vejene frem til nærvær og individuelt tilrettelagte strategier i arbejdet.

  2. Mette Aakerberg siger:

    jeg er netop kommet hjem fra plejehjemmet efter møde med fysioterapeut og kontaktperson (en guldklump :-)) om korrekt indstilling af liggesårsmadras og ansøgning om massage til min extremt anspændte svært Alzheimersyge mand. Mødet gik med andre ord godt. Det er helt underligt at skrive om noget, der gik godt, men nu er guldklumpen tilbage efter barsel, så jeg håber på en tid med lidt mere tryghed ved plejen. Guldklumpen ville også undersøge muligheden for varm mad to gange om dagen, for hun har nemlig bemærket, at min mand ikke længere vil synke rugbrød.
    Det er fordi det gør ondt at synke, blev vi enige om. Det var et godt møde.

    Nu jeg er kommet hjem efter en tur i skoven med mine skønne hunde i silende regnvejr, læser jeg så Anne Marie Jørsfeldts gæsteindlæg. Det er utroligt godt, roligt og velovervejet skrevet, og jeg kan nikke genkendende til alle de så frustrerende og sørgelige erfaringer, Anne Marie Jørsfeldt fik med behandlings- og omsorgssystemet for demente patienter, fordi hendes mor blev ramt af demens.
    Det er bydende nødvendigt at højne demenspersonales pædagogiske indsigt og niveau, alt andet er efter min erfaring fysisk og psykisk tortur af mennesker. At man som pårørende skal lære at gå på listefødder i det miljø for ikke at risikere at blive forbudt adgang til sine kære er intet mere end ubærligt. Det er ikke vores kæres sygdom vi ikke kan bære, det er råheden vi ikke kan bære.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Jeg har netop læst samme pointe fra Landsforeningen Autisme om, at det er professionelles råhed og mistro, som man som pårørende bliver syg af. På den ene side er det forstemmende, men på den anden side: Det kan vi da gøre noget ved!

  3. Mette Søndergaard siger:

    Ovenstående indlæg kunne have været om min semantiske demente brors tid på en almindelig demensafdeling. Han nåede at bo der i 1½ år, før han her i maj 59 år gammel døde efter en måned med forskellige infektioner. Jeg kæmpede med personalet hele vejen igennem for, at han kunne opretholde sine daglige gøremål (lave kaffe, stryge skjorter, handle, mm) – startede dialogen med det daglige personale, men nåede til sidst op til afdelingslederen og centerlederen – intet hjalp. Jeg fandt undersøgelser, personer med specielle kompetencer indenfor den type demens, mm, men afdelingen ville/turde ikke erkende, at det var udfordring, som krævedes ny viden.
    På grund den manglende struktur, inaktiviteten og forværring i demensen blev min bror udadreagerende og blev medicineret, samt fik fast vagt.
    Her efter hans død skal sorgen bearbejdes, men samtidig ønsker jeg også at gøre noget, prøve at ændre på de forhold, der findes for demente, starte/påvirke debatten. Dette er en start 🙂

  4. Ellen Gertz siger:

    Jeg tror, alle der arbejder med mennesker oplever afmagt. Der er situationer, man ikke aner, hvad man skal stille op med, og man ved ikke, hvor man kan få kvalificeret hjælp til at løse sin opgave. Hvad gør man når—–?
    Mennesker er bange for at miste deres arbejde, så de retter ind. Også selv om de dermed kommer til at handle på en måde, som de inderst inde ikke ønsker.
    Nu er der måske nye regler om magtanvendelse på vej, og det gør mig, der for mange år tilbage arbejdede i den gamle åndssvageforsorg, meget bekymret. Nogle slap godt fra at anvende grov, ulovlig magt. Blev endda frikendt i retten på grund af manglende beviser.
    Nu om stunder har man magten til at sige, at en borger selv siger nej til noget, og det er i nogle tilfælde også magt til at lade andre lide eller have det elendigt. Og at vende ryggen til med den forklaring at den, der har brug for hjælp selv har valgt det, selv om der ikke er tale om et reelt valg.
    Der er et stort behov for EKSEMPLER på handlemuligheder, der kan hjælpe et personale, der ikke aner, hvad de skal stille op med den opgave de har.
    Jeg ved, at en metode med navnet MARTE MEO har givet gode resultater. Den tid der investeres i at arbejde efter den metode kommer mange gange igen.
    Til glæde og gavn for alle, der har behov for hjælp. Hvad enten de er demente eller ansatte.
    Ellen G.

  5. Ruth G. Larsen siger:

    Når forrådelsen får lov at finde sted i ældreplejen.
    Min mor fik en blodprop i hjernen for 5 år siden. Først blev hun fejlagtigt udskrevet fra sygehuset efter 3 dage. Jeg nægtede at kører hende hjem. En kæk sygeplejeske så meget nedværdigende på mig og svarede “jammen, så bestiller vi bare en sygetransport”. Som sagt så gjort. Min mor blev hentet af Falck kl. 15,30. Jeg kunne ikke få kontakt til hjemmeplejen, da der var telefonsvarer på. Jeg blev hos min mor til kl. 21. Fik hende lagt i seng, og med tungt hjerte kørte jeg hjem. Jeg var bekendt med, at hvis jeg blev denne nat, ville hun håbe, jeg ville gøre dette fremadrettet. Med den største afmagt, kørte jeg stor-grædende hjem. Bitter og afmægtig på systemet – eller det manglende system. Jeg kørte hjem til hende næste morgen kl. 8. Her fandt jeg min mor liggende på gulvet i soveværelset i egen afføring, urin, opkast – og ekstrem kold. Hun ville ved midnatstid gå på toilettet. Men havde ingen selverkendelse af – og ingen erfaring med rollatoren (som jeg dagen forinden, havde købt hos Harald Nyborg, da jeg ikke kunne komme i forbindelse med hjemmeplejen/hjælpemiddelafdelingen). Min havde som beskrevet forsøgt at stå op, for at gå på toilettet. Grundet lammelsen i den ene side, havde hun ikke selv kunnet stå ud af sengen og gå med rollatoren. Hun var faldet, og kunne ikke holde sig, og derved foretaget toilettet på gulvet. Hun var bevidst om, at kunne ville fjerne dette, men kunne ikke flytte sig. I “kampen” om at fjerne afføringen, havde hun kastet op. Den trådløse telefon, som jeg havde lagt hos hende, viste sig, at hun kognitivt var skadet mere end forventet – og hun kunne derfor ikke benytte telefonen. Da jeg finder hende, alarmerer jeg en ambulance, og hun bliver indlagt på. Efter endt RÆDSELSFULD oplevelse med personalet ved Holstebro Sygehus – blev min mor overflyttet til Neuro.afd. ved Lemvig Sygehus. Hër blev vi mødt af de mest fantastiske fag -faglige personaler. Ikke nok med det, så var de i besiddelse af hjertevarme og empati. Det var en fantastisk tid for min mor og os som pårørende. Da min mor bliver udskrevet til eget hjem, “falder hun ud” af hjemmeplejens kalender i 4 døgn. Jeg vælger at lade hende overgå til en privat udbyder. Og – så startede det – som jeg ikke forestillede mig fandt sted i plejesystemet. Manglende vaskegivning, manglende soignering, manglende madgivning. Manglende faglighed i høj grad. Grundet mit arbejde som er ca. 100 km fra min mor, her jeg ikke mulighed for at tilse hende hver dag. Jeg kom hjem til hende en dag, hvor jeg kan konstatere, at hendes mund er fyldt med betændelse. Hun kan ikke have hendes gebis i munden herfor. der er et hul i kinden som væsker og der er gået stafylokokker heri. Jeg kører min mor til læge som opstarter behandling. Hjemmeplejen glemmer dog blot at kommer for at dispenserer penicillinen samt PN-smertedækning. Der går så flere dage får rette behandling opstarter. En tid efter, kommer jeg på besøg, og min mor fortæller at hun har sovet dårligt. Dette var visuelt tydeligt, i det hun sad med et underben/fod på størrelse med en elefantfod. Jeg retter kontakt til plejen som dagligt kommer og giver hende støttestrømper på, om de har været obs herpå. Jeg får oplyst, at der ingen bemærkninger er fortaget. Jeg kører på ny min mor til lægen, som konstatere med det samme, at min mor har Rosen. OG – ja, jeg kunne blive ved. Gentagende gange kommer familien hos hende, konstaterer at plejen blot reder hendes seng, til trods for, at sengen er så gennemvædet af urin, at den kan bruges som guldfiskedam. Manglende mundhygiejne, da plejen påstår min mor ikke vil have foretaget mundhygiejne. Dette undre jeg mig ej heller over, idet plejen kommer og siger “giv mig dine tænder – så børster jeg dem”. Der er ingen kendskab til en latenstid ud fra skaden som blodproppen i hjernen har foretaget. Jeg har udfyldt ekstremt mange UTH grundet manglende medicingivning. Jeg er – på en uværdig måde – blevet meddelt, at hvis jeg fortsætter med at klage, så kan jeg få en pose penge, og finde et udbyder som kan matche de pleje-forventninger som jeg måtte have omkring min mor. Jeg står overfor endnu en kamp med kommunen og den private udbyder, og afventer nu, om de ikke vil passe min mor mere. En kvinde ser er 90 år. Eneste gang hun har benyttet sig af systemet var for 53 år siden, ifm en fødsel, og for 5 års siden, hvor hun fik blodproppen i hjernen….. Det er et velfærdssamfund fyldt med forrådelse – eller manglende kompetance på ledelses gangene. OG – ja, jeg kunne blive ved og tillige med billeddokumentation for en forrådelse i ældreplejen.

  6. Dorthe Birkmose siger:

    Kære Ruth

    Det gør mig virkelig ondt, at du og din mor bliver behandlet så krænkende – og at ikke engang den mest basale pleje er i orden. Jeg bliver helt afmægtig på jeres vegne. Jeg ville gerne kunne finde på en løsning til jer, men jeg er sikker på at du – sammen med venner og familie – har tænkt alle de tanker, der kunne tænkes om, hvordan man kan komme igennem med et krav om ordentlighed i såvel pleje som kommunikation.

    Du og din mor er desværre blandt de mange ofre for politikernes beslutning om at afvikle vores velfærdssamfund. Politikerne kan dog kun tage ansvaret for de manglende ressourcer, den forråede lovgivning og deres egne overfladiske udtalelser. Resten af ansvaret ligger hos den enkelte medarbejder og vedkommendes ledelse, men det lyder som om de skubber deres del af ansvaret fra sig. Nu er du blevet til en af “de vanskelige pårørende” og jeres konflikt er helt fastlåst. Det er meget svært at se, hvordan konflikten kan blive løst på en god måde.

    Mange tanker fra Dorthe

Leave a Reply