Tegn på forråelse på et plejecenter – og risikoen for mere forråelse i kølvandet på en mediesag

Plejecentret Blomstergården kom i medierne d. 30. juli 2017, da TV Øst kunne fremlægge skjulte lydoptagelser, hvor medarbejdere talte hårdt til Inger Lise, som bor på Blomstergården. Man kan se det første indslag på Regionale nyheder fra TV Øst d. 30. juli 2017. Det er langt fra første gang, at journalister kan fortælle om forråelse på arbejdspladser, hvor professionelle er ansat til at passe godt på mennesker, der har brug for hjælp. Det bliver heller ikke sidste gang. Der ville kunne komme mange flere sager i medierne, hvis der blev lavet flere skjulte optagelser eller hvis flere gik til medierne.

Beskrivelse af lydklippene fra plejecentret
Sagen er, at de pårørendes skjulte lydoptagelser fra Inger Lises bolig på Blomstergården viser tegn på forråelse hos medarbejderne. Jeg har haft lejlighed til at lytte til adskillige lydklip. Der var især ét lydklip, som gjorde indtryk på mig. Lydklippet er kun 6 minutter langt, og det stammer fra en situation, hvor tre medarbejdere hjælper Inger Lise med at skifte hendes ble.

Lydklippet begynder, hvor medarbejderne kommer ind til Inger Lise. Medarbejderne starter ud med lidt sjov og sang. Men stemningen ændres hurtigt, da Inger Lise – efter at blive bedt om at rejse sig – begynder at skælde ud og kalde en af medarbejderne for ”dumme tøs”. Medarbejderne reagerer prompte med at sige ”snak pænt” i en bestemt tone. Kort tid efter siger en medarbejder til Inger Lise: ”Havde jeg vidst, at du have skidt i bukserne, havde jeg sagt nej” og til kollegerne: ”Det må hun selv klare”. Derefter taler medarbejderne om mødetider henover hovedet på Inger Lise, imens bleskiftet udføres. Da det er et lydklip, kan jeg ikke vide, hvad der fysisk foregår, men fra andre lydklip ved jeg, at Inger Lise kan finde på at slå, sparke og rive personalet. Måske er det noget lignende, der sker, for pludselig siger en medarbejder irriteret: ”Skal du have tøj på eller ikke?”, og en anden medarbejder siger: ”Skal du snart have et klap i røven?” og ”Nå, så blev du stille, hva´?”. Samtidig griner en medarbejder højt gentagne gange. Man kan ikke høre Inger Lise på denne del af lydklippet, men bagefter skælder hun igen ud, og en medarbejder siger først til hende: ”Kan du snakke pænt?” og derefter mest til sig selv: ”Nej, det tror jeg ikke, at den familie ved, hvordan man gør”. Medarbejderne går, og man kan høre den høje latter fra den ene medarbejder ebbe ud ude på gangen.

Optagelserne handler om afmagt – hos alle involverede
Dét, som jeg hører på lydklippet, er tre professionelle, der forsøger at håndtere en svær situation hos en kvinde, der pga. sin demens bliver forvirret og aggressiv i forbindelse med et bleskifte. Inger Lise krænkes på flere forskellige måder i løbet af de seks minutter: hun skældes ud, hun trues med ikke at få hjælp, der tales henover hovedet på hende, hun trues med at blive slået og hun hører på kritik af sin familie. Det camoufleres alt sammen af humor og latter, som bliver en krænkelse i sig selv.

Måske har medarbejderne aftalt, at de skal irettesætte Inger Lise, når hun bliver både verbalt og fysisk udadreagerende. De har i hvert fald aftalt, at de ikke skal stå alene i disse situationer, og at de skal forsøge sig med humor. Men vendingen ”skidt i bukserne” er ikke et sprogbrug, der passer sig for en professionel.  Og den høje gentagne latter er ikke en smittende latter. Jeg synes, at latteren lyder anstrengt og forpint.

Alt i alt hører jeg tre professionelle forsøge at gøre deres arbejde, men de kan ikke få samarbejdet med Inger Lise til at fungere. Det bliver de selvfølgelig afmægtige over, og jeg forventer faktisk, at alle kan sætte sig ind i, hvor frustrerende det må være at forsøge at hjælpe en kvinde (igen), der reagerer med aggression (igen) og vide, at man som professionel (igen) ikke slår til i situationen samtidig med at man bliver kradset og skældt ud (igen).

Et andet lydklip er fra en telefonopringning, hvor en medarbejder ringer for at bede en pårørende om hjælp, da det ikke er lykkedes at skifte Inger Lises ble i lang tid. Dette lydklip kan høres i Regionale nyheder fra TV Øst d. 31. juli 2017. Afmagten hos medarbejderen høres tydeligt, da hun åbent fortæller om sin bekymring. Afmagten hos den pårørende høres lige så tydeligt, idet hun til sidst foreslår, at bleen skiftes med fysisk magt. Sagen på Blomstergården er en fortælling om afmagt – hos beboeren, hos medarbejderne, hos de pårørende og hos ledelsen. Det er også en fortælling om en optrappet konflikt mellem professionelle og pårørende. En konflikt, der nu er kulmineret i, at de pårørende gik til TV Øst, fordi de ikke følte sig hørt af ledelse og kommune – og fordi de ikke kunne genkende konsulentrapportens positive udlægning af arbejdet på Blomstergården.

Efter at have hørt alle lydklippene sidder jeg tilbage med en dyb tristhed over, at borgere og medarbejderne står alene med disse situationer, som er for svære for alle parter. Lydklippene siger selvfølgelig intet om, hvor meget faglig sparring, faglig ledelse og supervision der har været gennem årene. Forhåbentlig har medarbejderne bedt om hjælp – og fået den. Men lydklippene viser desværre med al tydelighed, at hjælpen indtil nu ikke har været tilstrækkelig. Det gør bestemt ikke min frustration mindre, at jeg ved, at mange professionelle på andre arbejdspladser står i lignende fastlåste afmagtsituationer.

Gavner det at få en sag i medierne?
Det tror jeg ikke. Jeg har flere gange takket nej til at medvirke i radio- og tv-indslag om forråelse på konkrete arbejdspladser pga. min bekymring for, om jeg ville komme til at medvirke til en heksejagt. Jeg har også rådgivet en del pårørende og professionelle om, at de ikke skulle gå til medierne med deres viden om forråelse, da de ville risikere en forværring af situationen samt en offentlig eksponering i en sårbar situation. Jeg tror i bund og grund ikke på, at årsagerne til forråelse kan ændres af at komme i fjernsynet. Jeg synes endda at kunne se en tendens til, at forråelsen kan forværres af at komme i spotlyset.

Jeg vil helst arbejde med forråelsen ude på arbejdspladserne – udenfor mediernes søgelys. Men da journalist Anne Gadeberg fra TV Øst spurgte, om jeg ville medvirke i et indslag om forråelse på plejecentret, sagde jeg efter noget betænkningstid alligevel ja. Anne Gadeberg har en nuanceret forståelse af forråelsesrisikoen og et ægte ønske om at hjælpe såvel beboere og pårørende som medarbejdere og ledere. Jeg synes, at tonen i tv-indslagene og i Anne Gadebergs artikel “Hård kritik af tonen på plejehjem” er sober og ordentlig. Og jeg forsøgte at give mit besyv med ved at sige, at medarbejdernes krænkende handlinger er udtryk for en forråelse, der skyldes afmagt. Men spørgsmålet er, hvad der sker – og kommer til at ske – på en arbejdsplads, som har været i medierne.

Jeg har mødt en del medarbejdere og ledere, som tidligere har været i medierne pga. forråelse og pårørendeklager. Det er noget, der påvirker dem negativt i lang tid, da man både bliver rasende og ked af at blive hængt ud – uden at have mulighed for at fortælle sin version af historien. Dem, der fyres, skal resten af deres arbejdsliv kæmpe med deres status som syndebuk. Dem, der bliver på arbejdspladsen skal igennem en lang periode med dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvor alle føler sig pressede, bange og uretfærdigt behandlede; alle mulige konflikter spidser til; man begynder at finde fejl hos hinanden eller danne alliancer; beskyldningerne fyger gennem luften osv. Nogle bliver decideret flove over at skulle fortælle andre, hvor de arbejder, da alle mulige lige pludselig har en mening om deres arbejdsplads. Dem, der betaler den højeste pris, plejer at være de faglige ledere, som er under et umenneskeligt pres fra den dag, hvor journalisten retter henvendelse første gang. Og jeg har endnu ikke set, at pårørendesamarbejdet er blevet bedre af, at medierne har været indblandet.

Er der nærmest en skabelon for forløbet efter en mediesag?
Efter at have fulgt en del mediesager fra sidelinjen synes jeg, at der viser sig en slags skabelon for, hvordan en “kommunal møg-sag” (som det kaldes) håndteres. Skabelonen er at lokalisere et par syndebukke blandt medarbejderne og måske den nærmeste faglige leder for så at undsige dem og fyre dem. Dernæst ses en benægtelse af de forudgående besparelser; en intens hændervasken på chef- og politikerniveau; en fortælling om ”enkeltstående tilfælde” samt en uvildig konsulentrapport, som viser, at alt er i skønneste orden. Skabelonen munder som regel ud i flere regler, flere procedurer, mere kontrol og måske en pjece om god etik. Så forsætter det hele som før – bare værre, fordi nu har samtlige medarbejdere og ledere i hele organisationen lært, at der ingen hjælp er at få, når problemerne bliver blotlagt. Og der er blevet spildt masser af tid, energi og penge på denne proces.

Muligheden for at gå en anden vej
Jeg håber, at social- og sundhedschefens melding om, at ”kommunen vil sætte kommunikation, faglighed og adfærd på dagsordenen i et inddragende og forpligtigende forløb på Blomstergården” betyder, at der arbejdes hårdt på at kortlægge de dybereliggende årsager til forråelsen for derefter at kunne skaffe den nødvendige faglige hjælp til medarbejdere og ledelse. Social- og sundhedschefen bemærkede i øvrigt ret hurtigt i forløbet, at han ikke ville politianmelde de pårørende, da han ønskede at holde fokus på det centrale, nemlig de pårørendes utilfredshed. Ligeledes har borgmesteren inviteret familien til et dialogmøde. Dermed gives der udtryk for, at man ønsker at tage hånd om de pårørende, så hele konflikten forhåbentlig kan nedtrappes.

FOAs politianmeldelse af de pårørende
Jeg har et fortrinligt samarbejde med FOA, som gennem mange år har sat fokus på forråelsesrisikoen blandt medarbejdere og faglige ledere rundt om i landet. Der har været kampagner, foredrag, temadage, artikler, undersøgelser osv. med fokus på forråelsesrisikoen. Derfor kommer det helt bag på mig, at FOA melder ud, at de vil beskytte deres medlemmer ved at politianmelde de pårørende. Læs selv argumentationen i artiklen “Derfor politianmelder vi overvågning”. Der er ingen tvivl om, at FOA har styr på juraen. Der er heller ingen tvivl om, at såvel professionelle som pårørende har handlet uhensigtsmæssigt og konflikt-optrappende i de mange måneder, hvor det hele har stået på. Men spørgsmålet er, hvilke konsekvenser politianmeldelsen vil få. På kort sigt er jeg bekymret for, at konflikten mellem pårørende og professionelle kan optrappes yderligere, idet FOA sætter hårdt mod hårdt. På langt sigt er jeg bekymret for, hvilket budskab der sendes til de pårørende, som står i lignende afmægtige situationer, hvor de også oplever, at deres klager ikke tages alvorligt, og hvor skjulte optagelser er den sidste mulighed for at råbe nogen op.

Jeg kender FOA for en stærk vilje til at tale om arbejdsmiljø, arbejdsvilkår, faglig ledelse, pårørendesamarbejde, den øgede kompleksitet i arbejdsopgaverne og det svære i at turde sige fra. Jeg ved, at man i FOA ønsker at få problemerne frem i lyset, så vi kan få dem løst; men en politianmeldelse kan være med til signalere det modsatte.  Som jeg ser det, så er problemet ikke de skjulte lydoptagelser. Problemet er den forråelse, som lydoptagelserne dokumenterer, og den desperation, der fører til, at man laver skjulte optagelser.

Debatten om Blomstergården – både med og uden forråelse
Denne gang handler det om Blomstergården i Sorø kommune, men det kunne have været mange andre steder, hvor medarbejdere og faglige ledere bliver så afmægtige, at beboere udsættes for gentagne krænkelser. Denne gang blev to medarbejdere fyret, men spørgsmålet er, om de to var uegnede til deres arbejde, om de var slidt op eller om de formåede at arbejde fagligt forsvarligt i andre situationer.  Man kan sagtens fortælle en historie om, at det er onde mennesker, der udfører forråede handlinger. En sådan dæmonisering kan virke logisk og være bekvem. Men jeg vil hellere fortælle en historie om, at vi blot er mennesker, der kan gøre hinanden både godt og ondt. Historien om, at forråede handlinger kan udføres af os alle sammen, er en angstprovokerende historie. Forråelsen rykker pludselig meget tæt på, og der kan melde sig nogle ubehagelige erindringer om, hvad man måske selv har været en del af. En humanisering gør forråelse til et genkendeligt fænomen, som vi alle har et ansvar for at gøre noget ved. Jeg ønsker at få krænkelserne frem i lyset, så vi i fællesskab kan få dem stoppet. Hvis det skal lykkes, er det vigtigt med en ordentlig debat, hvor man som debattør ikke selv reagerer med forråelse.

Jeg har fulgt debatten på TV Østs hjemmeside og på sociale medier, hvor sagen er blevet drøftet livligt. De fleste kommer vel til at tænke på, hvordan man selv ville have det, hvis det var ens egne pårørende, som blev talt hårdt til og som ikke fik skiftet ble i 1-2 dage. Og så kan det nok ikke undgås, at nuancerne går fløjten indimellem. Der bliver da også skældt ud på medarbejderne på lydklippene – og på plejepersonale generelt. Af en-eller-anden grund antager flere, at medarbejderne er ufaglærte. Nogle konstaterer, at medarbejderne bare aldrig skulle have arbejdet med mennesker. Der skældes også ud på Blomstergården specifikt og på plejecentre generelt. Der er en del, der mener, at det hele må være ledelsens skyld. Andre forsvarer Blomstergården ved at påpege, at man kun har hørt én side af sagen, og at de utaknemmelige pårørende skulle skamme sig. Enkelte mener sågar, at der ikke er noget at komme efter i lydklippene, da det jo bare var for sjov og demente også har humor. Én debattør skriver, at det hele nu er en gammel sag og når de to medarbejdere er fyret, så er der ingen grund til at rippe mere op i dét. Det er menneskeligt at skabe fjendebilleder, men det hjælper ikke nogen, at man dæmoniserer professionelle, pårørende eller kommunale chefer, selvom man i frustration kan få den impuls.

Jeg er derfor lettet over at læse, at langt de fleste kommentarer er fulde af nuancer og eftertænksomhed, og at langt de fleste debattører tager sig tid til at læse og forstå andres budskaber. Når jeg læser kommentarerne, så kan jeg se, at de tilsammen rejser de spørgsmål, som bør drøftes (i stedet for at gå til angreb eller i forsvar):

  • Spørgsmålet om hvem, der har ansvaret, når det går galt og når konflikter optrappes. Jo større magt man har, desto større ansvar følger der med. Lederne (på forskellige niveauer) har hver deres dele af ansvaret, men en leder kan ikke fjernstyre sine medarbejdere til at true eller skælde ud. Som medarbejder må man tage ansvar for sine egne handlinger, selvom man handler indenfor nogle rammer, som andre har skabt. Desuden har alle, der ved noget, et ansvar for at handle på sin viden. Men man har sørme også et ansvar for egen uvidenhed. Og endelig har professionelle altid et større ansvar for samarbejdet end borgere og pårørende har.
  • Spørgsmålet om ressourcernes betydning i forhold til forråelse. Man øger risikoen for forråelse, når man gennemfører besparelser. Hvis man er to ansatte til 28 beboere, så kommer man uvægerligt til at stå i situationer, hvor man reagerer mere råt og følelseskoldt end man ønsker. Men jeg har nu også set arbejdspladser med ganske få økonomiske ressourcer, hvor man behandler hinanden med respekt. Ligesom jeg har set arbejdspladser med alt for mange økonomiske ressourcer, og hvor forråelsen var massiv. Så det er ikke kun et spørgsmål om varme hænder, men måske snarere et spørgsmål om den stærkest mulige faglighed for de bevilgede ressourcer.
  • Spørgsmålet om forråelse kun sker for nogen eller kan ske for os alle. Dette store spørgsmål indeholder det førnævnte spørgsmål om dæmonisering/humanisering; spørgsmålet om hvorvidt alle kan gøres i stand til at arbejde med mennesker samt spørgsmålet om hvilken hjælp der skal til for sikre et værn mod forråelse.
  • Spørgsmålet om hvordan afmagt, stress, udbrændthed og forråelse hænger sammen. På nogle punkter minder stress og forråelse om hinanden. Begge fænomener handler om, at kravene er for store og kontrollen for lille. Symptomer som søvnløshed, irritabilitet, træthed, overbliksproblemer osv. kan være de samme. Og forråelsen kan blive så massiv, at den ligner udbrændthed. Forråelse kan hænge sammen med stress; men man kan krænke andre uden at være stresset, og man kan være syg af stress uden på nogen måde at krænke andre. Forråelse er en særlig form for moralsk slitage, hvor man ender med at krænke andre – og måske endda overbevise sig selv om, at dét må man godt.
  • Spørgsmålet om den positive beskrivelse af en virkelighed, der er knap så positiv. Hvorfor skrives der positive konsulentrapporter? Hvorfor fortælles der solstrålehistorier? Hvorfor insisteres der på positiv omtale af en nuanceret virkelighed? Hvor meget er bedrag? Og hvor meget er mon selvbedrag?
  • Spørgsmålet om tvang og omsorgssvigt. Det er et af de mere lumske spørgsmål, da man risikerer at komme til at tænke, at det er enten/eller. Men når det er svært at finde ud af at samarbejde med et andet menneske om fx et bleskifte, så står valget heldigvis ikke kun mellem tvang eller omsorgssvigt. Der er stadig en masse gradueringer indimellem de to ekstremer, hvor man kunne tænke i sanseintegration, marte meo, musikterapi, meningsfulde aktiviteter, low arousal, Eden Alternative, gentle teaching, neuropædagogik og andre faglige tilgange, hvor man kan undgå såvel tvang som omsorgssvigt.
  • Spørgsmålet om hvad vi ønsker af ledelsen. Der er en stor frustration over ledere, der ikke griber ind overfor forråelse, før det havner i medierne. Ønskerne til de faglige ledere er: Hav modet til at tale om forråelse; hold fast i hvad der er rigtigt og forkert i de daglige drøftelser om praksis; hjælp medarbejderne med at finde alternativer til rå reaktioner; dæk ikke over problemerne opadtil i systemet og søg faglig hjælp.
  • Og til sidst er der det helt store spørgsmål om løsningerne
    Løsningerne i forhold til Inger Lise og hendes familie handler om, at de skal have en undskyldning og en forklaring. Det vigtigste er dog, at de oplever en ændret tilgang i praksis, hvor de gradvist kommer til at stole på, at Inger Lise mødes med omsorg, nærvær og meningsfulde aktiviteter. Løsningerne i forhold til medarbejderne handler om faglig støtte og hjælp via supervision, praksis-uddannelse, faglig ledelse og ændrede arbejdsvilkår. Hvis de kunne, ville de gøre det bedre. Løsningerne i forhold til ledelsen handler om støtte og hjælp til at lede fagligt i det daglige. Det kan godt være, at det kræver ændrede arbejdsvilkår; men det kræver i hvert fald, at den faglige leder har mulighed for kontinuerligt at trække på faglige eksperter indenfor demens og pårørendesamarbejde.

Kun fagligheden kan værne professionelle mod forråelsen
Forråelse kan overflødiggøres ved, at de professionelle tager faglig magt – i stedet for den forråede magt – over afmagtsituationerne. Den faglighed, som jeg anbefaler, består af et sammensurium af teorier inden for det ikke-dirigerende paradigme, hvor man arbejder midt imellem de styrende fagligheder og laissez fairen (eller sagt på en anden måde: midt mellem tvang og omsorgssvigt). Den ikke-dirigerende faglighed er kendetegnet ved troen på, at alle mennesker gør det så godt, som de kan for at få hverdagen til at hænge sammen. Alle er topmotiverede for at løse de problemer, som de selv oplever, at de har. Derfor har alle en stærk drivkraft til – med andres hjælp – at udvikle sig i deres eget tempo gennem hele livet. Mennesket er socialt, hvilket betyder, at det er vigtigt at forstå og blive forstået af andre. Derfor er man hele tiden i gang med at kommunikere. Uanset om man er aktiv eller passiv, eller om man er talende eller tavs, så kommunikeres der. Når man oplever, at man ikke bliver forstået, vil man forsøge at kommunikere kraftigere for at blive forstået. Man kan også opleve at blive misforstået eller ikke lyttet til, hvilket fører til, at man intensiverer sin kommunikation. Derfor kan adfærd forstås som en udtryksform, hvor det interessante ikke er adfærden i sig selv, men dét som adfærden er et udtryk for. Faglige tolkninger af andres adfærd tager udgangspunkt i at se problemskabende adfærd som almindelige måder at udtrykke sig på, når man ikke bliver forstået, rummet eller hjulpet. Denne tænkning er med til at give én faglig magt over situationen. Det er særdeles betydningsfuldt at have oplevelsen af at kunne forstå et andet menneskes adfærd. Så længe man synes, at man kan forstå, rumme og hjælpe andre, kan man nogenlunde holde forråelsen stangen.

Faglig ledelse er altafgørende for bekæmpelse af forråelse
De professionelle, der har størst indflydelse på bekæmpelsen af forråelse, er de faglige ledere. Faglig ledelse udføres af de ledere, der er tættest på medarbejderne. De faglige ledere spiller en afgørende rolle for at holde fast i, at borgere og pårørende skal mødes med ordentlighed i samtlige situationer.  Det kræver, at faglige ledere er i stand til at gøre medarbejderne opmærksom på, når der sker noget, som ikke er i orden – og til efterfølgende at gå i dialog om, hvad der skal til for at forhindre, at fejlen sker igen. Det kræver også, at faglige ledere har tid til at være tæt på medarbejderne. Faglige ledere behøver ikke at være dygtigst i praksis, men faglige ledere bør løbende opdateres på viden indenfor sit specialområde, og ledergruppen bør modtage faglig supervision. Det er nemlig ikke nok at have dygtige medarbejdere. Hvis faglige ledere sakker bagud på specialviden, kan de ikke fungere som sparringspartnere, og uvidende ledere risikerer at komme til at stå i vejen for den faglige indsats. Faglige lederes vigtigste opgave er den langsigtede plan for kontinuerlig styrkelse af fagligheden i personalegruppen. Formålet er at være på forkant med afmagtsfølelserne og dermed undgå noget af forråelsen.

Når forråelsen alligevel dukker op, handler faglig ledelse om at undgå at individualisere problemerne til at handle om enkelte medarbejdere. Forråelse er et kollektivt problem, hvor gruppekulturerne spiller en større rolle end den enkelte medarbejders personlighed. Faglige ledere bør derfor – sammen med medarbejderne – få fundet ud af, hvilke afmagtsfølelser, der ligger til grund for forråelsen. Det handler ikke blot om at få stoppet faresignalerne. Der er intet vundet ved at blive bedre til at skjule faresignalerne og ved at blive mere tavs, da forråelsen blot vil vokse i det skjulte. Medarbejderne og den faglige leder bliver nødt til at identificere de konkrete afmagtsituationer for at kunne arbejde med at finde faglige alternativer til forråelsen. Det handler om at finde de faglige alternativer, der i hele gruppen opleves som mindst lige så afmagtsdæmpende som forråelsen. Ellers forsvinder forråelsen ikke.

Kunsten at møde forråelse uden forråelse
Kunsten for os allesammen er at møde andres forråelse uden egen forråelse. Det hjælper ikke, at man bliver rå, unuanceret, kynisk, hævngerrig eller følelseskold, selvom det er naturlige reaktioner, når man bliver følelsesmæssigt ramt af kendskabet til krænkelserne. Borgere, pårørende, medarbejdere og ledere bør mødes med respekt og forståelse. Ellers løber forråelsen løbsk.

4 kommentarer

  1. Hans Marstrand Jensen siger:

    God artikel og god analyse – tak! Et fokus på håndtering af grænseoverskridelser med afsæt i Goffman og det følelsesarbejde det kræver – Horchchild – tror jeg er en vigtig vinkel i kampen mod forråelsen/afmagten. Hele IGLO’en skal i spil, når den professionelle rolle skal defineres. Dertil klare aftaler om, hvad man gør, når afmagten truer. Man skal også være opmærksom på, at man nogle gange kommer så langt op af konflikttrappen, at samarbejdet må opgives.
    Jeg holder meget af Hejlskovs: “Dem der kan opføre sig ordentlig gør det.” Når mennesker bliver forrående har de mistet kontrollen over sig selv. Ingen kan undsige sig ansvaret, og alle kan åbne sig for øget indsigt i sig selv og de beboer man er “sat i verden for”.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Hans

      Tak for dine betragtninger, som jeg er meget enig i. Jeg kan se, at vi tænker i de samme baner med Goffmann, IGLO-modellen, Hejlskov Elvén og konflikttrappen. Men jeg kender ikke Horchchild – hvis du har tid, må du meget gerne skrive mere om vedkommendes pointer. Det kunne være, at der var et forfatterskab, som jeg skulle se at få kendskab til.

  2. det vigtigste i al pleje er omsorg, faglig viden og forståelse. Der er tre trin “viden, forståelse og anvendelse” og først når forståelsen er der kan den viden den enkelte har bruges optimalt.
    Jeg har ofte, ofte oplevet at f.eks. unge der glæder sig til at begynde efter endt uddannelse bliver mødt med et “vi plejer”, jeg har mødt medarbejder der taler ned/grimt til beboere.
    Min oplevelse er at der aldrig har været så meget fokus, ikke alene på demens, men også på omsorg og pleje på plejehjem som der er nu. Desværre har det “en række” fagfolk “der træder ud af rækkerne” for at lave projekter og undervisning, der ofte tager mange timer ud af plejen men ikke virker langsigtet, netop fordi for forståelsen ikke er der.
    Det var en af grundene til,, at jeg fik ideen til DialogBogen og sammen med Susanne Riishøj og Rikke Jensen fik den udarbejdet sammen med dem.
    Bogen er tiltænkt alle aktører, der har en opgave inden for ældre og -demensplejen, hjemmeplejen, dag- og plejecentre og i samvær med ældre alle andre steder.

    Det specielle ved bogen er at den er opdelt i emner, der kan arbejdes med et enkelt emne.

    Det helt specielle ved bogen er, at der ved hvert emne skal Svares på alle spørgsmål, både generelt, fagligt og personligt i forhold til en bestemt beboer.
    Alle medarbejdere bliver involveret “ingen kan putte sig” Men det det”kræver” også en leder men så giver det også lederen en stor mulighed for at lære sine medarbejdere at kende.

    Netop for at alle skal have mulighed for at bruge DialogBogen kan den downloades og printes på http://www.demenskonsulenten.dk og/eller købes på http://www.betaniahjemmet.dk for 98 kr.

    (Jeg har foruden, sammen med beboere, skrevet “Et rigt liv – at leve og give videre”, ” med forord af Hanne Reintoft.)

    Så kort kan det også siges, at i det daglige er det ledelse, ledelse og atter ledelse det handler.

    Efter at være stoppet med at arbejde kommer jeg stadig på mange plejehjem og oplever, desværre, det går stærkt nedad mange steder. Utroligt hvad jeg hører fra beboere og hører hvordan der bliver talt til beboere.

    Jeg undrer mig over at de det ofte er de dyre løsninger der vælges og at der ikke evalueres på projekter, mm.

    Når jeg kommer/hvis jeg kommer på plejehjem vil jeg ikke have besøg af besøgshunde, besøgsbabyer, klovne, gå tur i sansehaver, køre på tur i en minibus og nyde udsigten fra en åben bildør i havnen – jeg vil gerne passes/plejes ud fra min livshistoirie af medarbejdere der behandler mig ligeværdigt.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Johnna

      Tak for henvisningen til de to bøger, som lyder yderst relevante. Dem må jeg have fat i.

      Ligesom dig må jeg undre mig over det paradoksale i, at vi på en ene side har så mange dygtige og engagerede professionelle og så megen viden om demens, og så på den anden side har vi fortsat forråelse i alle mulige afskygninger i praksis.

      Jeg leger nogen gange med tanken om at skrive en lille liste over, hvad jeg vil og ikke vil, hvis jeg bliver hjerneskadet, dement eller på anden vis mister muligheden for at sige til og fra. Jeg er lidt bange for klovne og robotsæler, men jeg vil altså gerne ud på en slags cykel og få vind i håret. Jeg nægter pure al slags køkkentræning, men jeg gider godt sidde på en bænk i en park og stirre ud i luften. Jeg er heller ikke for vild med tanken om alt muligt besøgshalløj, men det ville da være hyggeligt med den lokale børnehaves Lucia-optog og en klejne i december. Og sådan kan hver enkelt af os nok lave nogle ret sirlige og vidt forskellige lister 🙂 Men vi vil alle behandles med respekt – og ja, netop med udgangspunkt i vores livshistorier.

      Hvad tænker du om demenslandsbyerne?

Skriv et svar