Tanker ved årsskiftet

Den sociale konstruktion, som vi kalder nytår, lægger op til eftertænksomhed både i form af tilbageblik på 2013 og spekulationer over, hvad 2014 vil bringe.

Når gode mennesker handler ondt
Personligt vil 2013 være året, hvor jeg fik udgivet min første bog. Det har været befriende at få skrevet nogle af de mange forfærdelige historier ned, spændende at lære lidt om forlagsbranchen og givende at få tilbagemeldinger på bogens indhold. Skriveprocessen begyndte allerede i 2011 – og tankeprocesserne lang tid før. Den 13. september 2013 udkom ”Når gode mennesker handler ondt”, og i den forbindelse fik jeg en dygtig grafisk designer til at lave denne hjemmeside og en dygtig fotograf til at lave en dvd med mit foredrag om de første tre kapitler i bogen. Der er solgt 800 bøger indtil videre. Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der har læst bogen, som ikke just er en ”feel good”-bog. Mange har endda givet sig tid til at skrive mails til mig om deres tanker om forråelse, hvilket har tilføjet vigtige nuancer til mine tanker om onde handlinger. I kølvandet på bogen har jeg fået en del henvendelser fra borgere og pårørende, der kæmper en forgæves kamp for at få hjælp, hvor de bliver spist af med de kommunale systemers ventetider og forblommede bortforklaringer af den manglende hjælp. Jeg har lyttet til flere optagelser af møder og telefonsamtaler med professionelle, hvor der foregår mangeartede uordentligheder. Som pårørende og borgere siger til mig: ”Hvis bare de ville være ærlige, når de afviser at hjælpe os …”.

Flere journalister og fagblade har vist interesse for forråelsesemnet. Der er dog også fagblade, der har meldt ud, at ”tiden er ikke til finere fransk madlavning”, eller at emnet kun er relevant for studerende. Det var forventeligt, at der ville være modstand på at drøfte, at vi professionelle ikke altid opfører os ordentligt. Når jeg har talt med journalister, har de reageret med størst forundring, når jeg siger, at det ikke hjælper at indføre mere kontrol. Det bliver endnu værre, når jeg siger, at kontrol er en del af forråelsesproblemet. Der har ikke været en boganmeldelse endnu, men jeg har fået besked om, at Psykolog Nyt har fundet én, der vil anmelde bogen. Så det ser jeg frem til i 2014, og jeg er spændt på, om bogen kommer på pensum på en af uddannelserne for mennesker, der skal hjælpe andre.

Årets skandalesager
Også i 2013 har der været adskillige af de skandalesager, hvor journalisterne afslører krænkelser og ydmygelser af mennesker med behov for hjælp. Året startede med Cavlingprisen til Asbjørn Witts solide journalistiske arbejde med beskrivelserne af forholdene i Rebild kommune. Derefter er det gået slag i slag med bosteder, der er blevet lukket pga. forråelse, psykiatriske afdelinger, hvor vold er en del af hverdagen samt fejlene i de kommunale sagsbehandlinger. Jeg vil undlade at remse alle stederne op her og blot fremhæve en enkelt sag. Årets skandalesag må nemlig siges at være Solhavens årelange voldelige og krænkende metoder i arbejdet med unge i Farsø kommune. Retssagen er i fuld gang, og vi kan forvente nogle domme i løbet af 2014. Årets mest omtalte digter Yahya Hassan var bl.a. anbragt på Solhaven, hvilket flere af hans digte handler om. Jeg vil citere det digt, der hedder ”Kaffeholdet”:

PÅ ALLE SOLHAVENS AFDELINGER
HÆNGER ET NUMMER PÅ OPSLAGSTAVLEN
SOM PÆDAGOGERNE KAN BENYTTE SIG AF
HVIS DE IKKE SELV KAN STYRE GEMYTTERNE
SÅ KOMMER DER ASSISTANCE FRA ANDRE AFDELINGER
FORSTANDERENS BEKENDTE
OG ANDET BONDEFOLK DUKKER OP
OG NÅR ALLE HAR FÅET BANK OG ER SENDT PÅ VÆRELSET
DRIKKES DER KAFFE
OVER BLANKE MAGTANVENDELSESSKEMAER

Alle, der interesserer sig for omsorgssvigtede mennesker, bør læse Yahya Hassans digte. Med få velvalgte ord beskriver han med præcision de følelser og oplevelser, som selv de tykkeste fagbøger ikke helt kan begribe.

Den politiske forråelse fortsatte i 2013
Politisk mangler vi stadig en undskyldning til børnehjemsbørnene for den krænkende behandling, som de fik på børnehjemmet Godhavn og andre børnehjem. Vi mangler også en ordentlig tone, når politikerne taler om mennesker, der er arbejdsløse. Den politiske forråelse er desværre taget til i 2013. Der er kommet mere kontrol, mere mistillid og mere mistænkeliggørelse af såvel personale som mennesker, der har behov for hjælp. Fra 1. september 2013 skal lægerne give oplysninger om patienterne til regionerne uden patienternes samtykke. Det er en farlig vej at gå, men Sundhedsministeren fortsætter ufortrødent derudaf med et lovforslag fra november 2013, hvor hun vil give politiet adgang til patientjournalerne uden dommerkendelse. Det ærgrer mig, at der ikke er en politisk interesse for at passe godt på borgerne og retssikkerheden. Historisk set plejer det at gå galt, når vi slækker på retssikkerheden.

Vi har til gengæld ikke manglet lovreformer – de såkaldte ”pakker”. Som jeg oplever det, er det især kontanthjælpsreformerne, der gjorde ondt i 2013 – og kommer til at gøre mere ondt på borgere og sagsbehandlere i 2014. Der er allerede meldinger om, at antallet af hjemløse – især unge – er steget på den konto.

Idéen om inklusion er smuk og god, men når inklusionen er inklusiv massive besparelser, så gør det allerede ondt på de børn og unge, som er flyttet fra specialskolerne og over i den danske folkeskole, hvor ekspertisen ikke er til stede. Det er i det hele taget et problem, at afspecialiseringen fortsætter ufortrødent. Specialtilbuddene lukker, og specialisterne kan se til, imens generalisterne stresses af at skulle tumle med deres arbejdsopgaver uden tilstrækkelig viden. Vuggestuer, børnehaver og SFO´er er under pres, da der bliver færre voksne til flere børn. I 2013 ville regeringen ikke gøre det til lov, at ældre mennesker har ret til to bade om ugen. På mange af de plejecentre, hvor jeg kommer, kommer de ældre i bad hver 14. dag, og nogle steder har man indført tørshampoo, og så kommer de ældre slet ikke i bad. Det er klart, at en lov om to bade per uge ville medføre en enorm udgift. Men det ville nu stadig være rimeligt.

Der er enkelte smørhuller tilbage rundt omkring i Danmark, hvor der stadig er afsat masser af ressourcer – primært indenfor handicapområdet og skolerne. Der er også kommuner, der er rigere end andre. Det er en surrealistisk oplevelse at undervise disse steder, hvor personalet slet ikke har opdaget, hvor hårdt deres kolleger rundt om i Danmark arbejder. Det er umuligt for mig at forklare personalet, at de bør nyde de mange ressourcer, så længe de har dem. Jeg nævner det, men jeg kan se på de tomme blikke, at det overhovedet ikke giver mening.

Bedste fagbøger i 2013
For mig er årets bøger: Jesper Juuls ”Aggression – en naturlig del af livet” og Christian Ørsteds ”Livsfarlig ledelse”. Begge bøger gør op med de tilsyneladende tilforladelige trends i tiden om positiv tænkning og idéen om at man selv er herre over, hvordan man har det. Begge forfattere er erfarne fagfolk med stor viden om praksis, og det ses tydeligt i deres bøger, som er renset for teoretisk snik-snak.

Familieterapeuten Jesper Juul skriver knivskarpt om, hvordan aggression er tabuiseret, og hvordan tidens trend er at anse aggression som grundlag for pseudodiagnoser som ”problembørn med aggressionsproblemer” og ADHD-agtig. Hverken børn eller voksne må udvise helt almindelige menneskelige følelser som vrede, raseri, irritation og frustration. Derfor kommer opdragelse og pædagogik fejlagtigt til at handle om, at aggression ikke må forefindes, og at vi kun bør have såkaldt positive følelser. Vi burde interessere os for, hvad aggressionerne er udtryk for i de forskellige situationer. Jesper Juul har erfaret, at der i mange tilfælde kan være tale om, at aggressionerne udløses af følelsen af værdiløshed. Denne pointe har jeg taget med mig videre i min praksis, og det giver overraskende god mening.

For nylig blev jeg bedt om at lave noget undervisning om ”troublemakers på jobcentre, socialforvaltninger osv.”. Jeg havde ikke hørt om begrebet, så det måtte jeg have forklaret. ”Troublemakers” er de borgere, som er aggressive overfor kommunalt ansatte. Jeg afviste at undervise i emnet, da jeg ikke tror på et sådant begreb. Jeg tror på, at borgere kan blive behandlet på en måde, hvor de kommer til at føle sig værdiløse. Nogen lider i stilhed, og nogen er i stand til at udtrykke sig via aggression. Desværre er det min erfaring, at man låser døre, opsætter panserglas, har hemmelige mailadresser, ansætter vagter og tager kampsportskonflikthåndteringskurser i stedet for at arbejde på at få mennesker til at føle sig værdifulde.

Helt i tråd med Jesper Juuls pointer skriver ledelsesrådgiver Christian Ørsted om, hvordan tidens trends har en alvorlig bagside. De trends, han skriver om, er myterne om anerkendelse, teamwork, motivation, coaching og personlig udvikling. Den livsfarlige ledelse er den ledelsesform, hvor ledelsen lader som om, at den er nysgerrig, tillidsfuld og skaber udfordringer; men hvor ledelsen i virkeligheden stadig bestemmer, kontrollerer og er bedrevidende. Det er svært og opslidende at navigere i en verden, hvor ord og handlinger ikke stemmer overens. Man kan læse bogen som en knivskarp beskrivelse af, hvad der sker på danske arbejdspladser; men man kan også læse den i forhold til den politiske ledelse af Danmark, den uformelle ledelse i arbejdsgrupper eller den ledelse som sker mellem personale og borgere.

Øget fokus på faglighed
I mit arbejde mærker jeg et stadig større behov for supervision og faglige temadage i kommunerne og regionerne. I 2013 har jeg været nødt til at takke nej til mange spændende jobs pga. en fyldt kalender, hvilket må siges at være et luksusproblem. For 5-10 år siden kunne jeg hyppigt frustreres over, at temadage tydeligvis blev betragtet af kursisterne som en hyggelig fridag, hvor det var vigtigt med god forplejning, og hvor man ikke behøvede at tage notater eller forberede sig. Sådanne temadage kan jeg stadig afholde i ny og næ; men generelt er der kommet en anden seriøsitet hos personaler, der i den grad er opmærksomme på, at deres faglighed skal højnes og skærpes. Faglighed er ikke længere luksus. Faglighed er nødvendig for overlevelse i feltet. Ledere og personale er derfor langt mere insisterende på at lave præcise aftaler om, hvad jeg kommer og siger noget om. Det er fedt at mærke, at undervisnings- og supervisionstiden ikke må spildes.

Gad vide, hvad man kan forvente af 2014?
De fem nye socialtilsyn skal til at føre tilsyn med samtlige bosteder, plejehjem, misbrugstilbud, plejefamilier osv. Planen er at de besøger samtlige steder i løbet af 2014 og 2015, og de tilsynsførende vil først besøge de steder, der har fået anmærkninger i tidligere tilsynsrapporter. Det er meldt ud, at der skal etableres en whistleblower-ordning, og at fokus vil være på uddannelse og økonomi. Regeringens oprindelige formål var ellers, at de nye tilsyn skulle fungerer som et værn mod flere forråelsessager. Det bliver interessant at følge, hvad der reelt kommer til at ske.

Der skal spares endnu mere på det sociale, sundhedsfaglige og undervisningsmæssige arbejde i 2014. Produktivitetskommisionen vurderer, at der kan spares 12 milliarder i den offentlige sektor inden 2020, uden der sker forringelser i velfærden. Det er nok lige frisk nok! De konkluderer dog også, at det kræver, at bureaukratiet afskaffes. Det giver mening. Men det er ikke dét, der sker. Hvor der før kommunalreformen i én kommune var ansat to journalister til at tage sig af skriveriet, er der i dag i samme kommune ansat 45 journalister. Det er blot et enkelt eksempel på, at skriverierne, bestræbelserne på at brande sig selv, kontrolsystemerne og forsøgene på at anlægge en positiv facade udadtil har taget overhånd. Uanede mængder af ressourcer forsvinder ud i meningsløst arbejde, der ikke hjælper borgerne.

Gad vide, om politikerne ved, hvad der foregår i praksis? De læser jo blot rapporter og evalueringer. Jeg forsøger at holde mig nogenlunde ajour med diverse rapporter og evalueringer, og jeg må sige, at jeg ikke er imponeret. Langt de fleste rapporter og evalueringer er vinklet på så positiv en måde, at jeg må klassificere dem som decideret verdensfjerne. For nylig læste jeg i avisen (Information 27/12 2013, side 4), at en cheføkonom udtalte, at ”Det er bemærkelsesværdigt, at vi gennem en treårig periode har set en nedgang i den offentlige beskæftigelse uden, at der er nogen, der har bemærket det”. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Cheføkonomen kunne heller ikke lige nære sig for at supplere med en af de evindelige trættende klichéer om, at kommunerne nu ”kører længere på literen”.

I 2013 havde jeg den blandede fornøjelse af at lytte til et foredrag om, at jeg skulle coache mig selv til at lade være med at bekymre mig. Når fagligheden forringes, skulle jeg bare tænke, at ”finere behøver det vel heller ikke at være”. Foredraget virkede ikke. Jeg blev blot mere bekymret. Positivpsykologiens sproglige konstruktioner og konsekvenspædagogikkens uforsonlige adfærdsregulering har domineret de faglige overvejelser i 2013. Jeg forventer desværre, at de får endnu mere vind i sejlene i 2014. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at gøre opmærksom på, at der findes alternativer, som er mere faglige og mere etisk i orden. Vi kan nemlig tale nuanceret om såvel udfordringer som problemer, og vi kan hjælpe andre i stedet for at straffe dem.

Mit nytårsfortsæt
Jeg har bare mit lille enkeltmandsfirma, men jeg føler mig som en del af et vidt forgrenet fagligt fællesskab, når jeg udveksler faglige og bekymrede tanker med mange forskellige mennesker overalt i landet. Vi udveksler faglitteratur, drøfter trends i dansk social- og sundhedspolitik, diskuterer faglige koncepter og prøver at være ordentlige overfor borgere og pårørende. Mit nytårsfortsæt er, at jeg vil yde mit lille bidrag til at styrke fagligheden ved at skrive og tale om pointerne fra ”Når gode mennesker handler ondt”. Det er en dråbe i havet, men der er gang i en større faglig modbevægelse med mange forskellige aktører (fx protestbevægelsen ”Tag faget tilbage”). Jeg tror på, at hvis vi er mange nok, der siger fra overfor krænkelser og ydmygelser af andre mennesker, så sker der noget. Det kan måske virke lidt naivt; men det er et faktum, at de nuværende krænkelser kun kan ske, fordi vi er for mange medløbere, der vælger at tie stille, når vi burde protestere.

Godt nytår til alle. Og I er hjerteligt velkomne til at dele jeres faglige nytårsfortsætter …

6 kommentarer

  1. stiffer1234 siger:

    Kender dig ikke, men forestiller mig du på den ene eller anden måde er i ledtog med LZA.
    Det er da voldsomt injuriende udtalelserdu komer med, blandt andet om Solhaven. vil du uddybe, og fortælle hvor du har din “viden” fra?

    mvh
    Nuanceret læser

    • Dorthe Birkmose siger:

      Jeg er ikke “i ledtog” med nogen. Jeg antager, at LZA er en forkortelse for Lisbeth Zornig Andersen. Jeg kender naturligvis til hendes arbejde, som jeg har stor respekt for; men jeg kender hende ikke personligt. Jeg fremsætter ingen injurier – heller ikke om Solhaven. Jeg refererer blot til den retssag, der kører mod stedet i øjeblikket. Solhaven har ikke lagt skjul på deres hårdhændede metoder. Du kan fx læse http://www.information.dk/475064, men der findes en lang række avisartikler om stedet. Jeg ønsker ikke at hænge Solhaven – eller andre steder – ud. Jeg ønsker at vi drøfter problemet med, at det – af nogle fagpersoner – accepteres og legitimeres, at mennesker med behov for hjælp krænkes. Senest har vi kunnet læse i fagbladet Socialpædagogen (http://socialpaedagogen.dk/da/Arkiv/2014/02-2014/Magtanvendelser-Skal-vi-lade-dem-gaa-i-hundene-eller-hvad.aspx), at der findes ledere, der hylder ulovlige magtanvendelser. Og det er jeg uenig i. Jeg er til gengæld enig i, at vi må kræve fornuften og fagligheden tilbage.

  2. Hej Dorthe

    Fantastisk læsning som altid og dejligt at få indblik i dine velovervejede tanker og dine nuancerede begreber om, hvad der i virkligheden foregår i det danske samfund. Du har om nogen, den rette professionelle tilgang til det med det erhverv du har og dit virke rundt om i det ganske land. TAK for det.
    Jeg blev da så også lige mindet om den fagbog eller nærmere de fagbøger, som jeg hellere må få læst.!!! Når jeg nu har dristet mig til at skrive en lille kommentar – TJA, du har sikkert gennemskuet mig!!! så vil jeg tilslutte mig og sige,at jeg på flere områder godt kan være enig med dig i dine bekymringer. Jeg oplever det ligesom selv, at det kommer snigende…….omend denne snigende tendens også og pludselig kommer med flere lynnedslag i form af kontrol og diverse ekstraopgaver, der skal beskrives stolpe op og stolpe ned. Ja, jeg kunne blive ved……
    Jeg vil også gerne slå et slag for, at vi får FORNUFTEN tilbage i det professionelle arbejde, sammen med en god stor portion faglig udvikling og noget mere supervision. Det er opløftende af læse, at der generelt set higes efter faglig supervision og ydes en indsats af de fagpersoner, der får tilbudt supervisionen på deres arbejdsplads. Det ville så være endnu mere opløftende, hvis budgetterne tillod noget mere supervision end tilfældet er for os. Jeg mener, at supervision og vel og mærke systematisk supervision kan medvirke til at holde forråelse og magtmisbrug i ro og samtidig højne kvaliteten af den indsats, der ydes de mennesker vi arbejder for. Jeg vil holde hovedet koldt og hjertet varmt i mit fortsatte virke. TAK for inspirerende læsning og GODT NYTÅR

  3. Mette Eskelund siger:

    Hej dig, der kalder dig “Stiffer”!
    Hvis du læser Dorthe Birkmoses bog: ” Når gode mennesker handler ondt”, vil du opdage at hendes ærinde IKKE er at dømme og pege fingre. Men i stedet er at prøve at forstå hvilke mekanismer, der kan få enhver af os til at handle forrået under særlige omstændigheder.

  4. Ellen siger:

    Jeg har læst bogen, Når gode mennesker handler ond.
    Det er den mest interessante og mest relevante bog, som jeg endnu har læst.
    Jeg håber virkelig, at bogen bliver obligatorisk, på samtlige uddannelser, indenfor det humanitære område.
    Jeg har været ansat som pædagog, 6 forskellige steder. Jeg har set den forråelse, som beskrives i bogen, i forskellige sværhedsgrader, alle steder. Dog værst, på de institutioner der rummer voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
    Der er ikke noget i denne bog, som jeg ikke er stødt på.
    Jeg har oplevet, voksne mennesker, blive skældt ud og irettesat, jeg har oplevet overmedicinering, med beroligende midler, som følge af udadreagerende adfærd, der havde sin begrundelse, i personens smerter. Jeg har set, hvordan man forsøger, at ignorere mennesker, for at knække dem, så de falder på plads.
    Jeg har også selv handlet ondt, og siden fortrudt.
    Den ondskab som beskrives i bogen, er der mange der forveksler med faglighed. Man tror altså, at man er vældig faglig, når man “tør” handle ondt.
    Hvis man ønsker at tale om, hvorvidt etikken er i orden, i forskellige situationer, bliver man mødt med afsky og lukkethed.
    Tak Dorthe, fordi du tør tage hul på problemet.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Tusinde tak for din tilbagemelding, Ellen. Har du læst de drøftelser, der er kommet på facebookgruppen “Fagbladet Socialpædagogen” i forbindelse med en artikel i Socialpædagogen, hvor en forstander står frem og siger, at de bruger ulovlige magtanvendelser i arbejdet med unge misbrugere? I den ene tråd drøftes det frem og tilbage om, hvorvidt det er ikke er fint nok med tvang og magtanvendelse, når nu det er misbrugere. Meget apropos din pointe om at onde handlinger betragtes som faglighed. I den anden tråd lufter forstanderen sin frustration over, at han ikke kan få nogle reaktioner fra det politiske niveau, når han problematiserer de magtanvendelser, som han føler sig tvunget til at bruge – og som han skam har fået godkendt i forvaltningen.

Skriv et svar