DR3: ”Ond, ondere, unødvendigt manipulerende journalistik”

I går aftes kom første afsnit af DR3s programserie ”Ond, ondere, ondest”, hvor værten er journalist Mikkel Frey. Femten danske mænd havde meldt sig til et eksperiment, hvor de har fået at vide, at det handler om personlig udvikling. Journalisten vil i virkeligheden se, om han kan reproducere det berømte Stanford Universitet fængselsforsøg fra 1971. I programmet har man derfor bygget nogle fængselslignende rammer, hvor fem mænd bliver tildelt rollen som fangevogter, og ti mænd bliver fanger. Inden jeg kommenterer på udsendelsen, vil jeg give et resumé af det berømte eksperiment.

Stanford fængsel eksperimentet
Psykologerne Philip George Zimbardo, Craig Haney og Curtis Bank foretog det socialpsykologiske eksperiment i 1971. Formålet var at undersøge, hvad der sker, når almindelige mennesker tildeles nogle bestemte roller og indgår i forskellige grupper. 21 mandlige studerende blev inddelt i to grupper, som skulle være fanger og fangevogtere i et fængsel. Fangevogterne fik uniformer, fløjter, solbriller og politistave. Fangerne blev afhentet af politiet og fik poselignende dragter, gummisandaler, skulle have håret samlet i en nylonstrømpe og måtte ikke have undertøj på. Resten var op til forsøgspersonerne.

Forsøget skulle løbe over to uger. Allerede efter to dage indførte fangevogterne systemer for, hvordan fangernes privilegier i form af rygetid, mulighed for at sove og tømning af deres potte kunne fratages dem. Som dagene gik, blev fangevogterne blev mere og mere aggressive i deres råben og trusler. Fangerne blev nedbrudt mentalt, de isolerede sig og de formåede ikke at holde sammen mod fangevogterne. Nogle fanger blev endda udsat for seksuelle ydmygelser efter fem dage. Forsøget måtte afbrydes efter seks dage, fordi hændelserne var blevet for voldsomme til, at det etisk kunne forsvares at fortsætte.

Det var ikke alle fangevogtere, der var lige brutale. Nogle forsøgte at gøre fangerne tjenester, andre var hårde og nogle enkelte var grusomme. De milde fangevogtere var desværre ikke i stand til at gribe ind overfor deres forråede kolleger. Zimbardo har sidenhen skrevet en del om forsøget, og han pointerer, at han også blev forrået af eksperimentet. Selvom fangevogterne handlede ondt overfor fangerne, ønskede Zimbardo ikke at stoppe forsøget. Han blev mere optaget af sit fængsel, end han tænkte på de studerende i forsøget. Det var en ung kvindelig studerende, der protesterede højlydt, idet hun på femtedagen tilfældigvis opdagede, hvad der foregik. Det krævede et langt og voldsomt skænderi med Zimbardo gennem det meste af en nat for at få eksperimentet stoppet. Han kunne først efterfølgende se, hvor forkert det ville være at fortsætte.

Stanford Universitet fængselseksperimentet var banebrydende, da man fandt, at socialpsykologiske faktorer langt hurtigere og langt kraftigere end forventet kunne føre til, at almindelige mennesker kan handle ondt. Konklusionen var, at ondskab ikke er noget, at nogle mennesker har i sig. Ondskab opstår under nogle bestemte betingelser – for alle mennesker.

Ondskab som underholdning
Journalist Mikkel Frey har allieret sig med den erfarne krisepsykolog Berith Bro, der sidder ved monitorerne og holder øje med forsøgspersonerne og er klar til at gribe ind. Ikke desto mindre skal udsendelsen optages over ni dage. Tilrettelæggerne må ellers være vidende om, at man kan forvente seksuelle krænkelser efter fem dage. DR3 orienterer da også beredvilligt om, at de blev nødt til at stoppe optagelserne før tid. Tja, det er jo ikke overraskende. Det har de selv sørget for.

Det undrer mig, at en dansk journalist ønsker at reproducere et berømt forsøg. Hvorfor? Man kunne lave nogle spændende udsendelser om Stanford Universitet fængselseksperimentet og alle de andre berømte eksperimenter. Der ligger filmoptagelser fra forsøgene, og der er lavet mange tankevækkende analyser af forsøgene sidenhen af nulevende eksperter, der kunne interviewes. Hvorfor ikke formidle det? Er journalistik ikke at rapportere om hændelser og viden? Er journalistik virkelig at skabe hændelserne selv? Legitimeringen er ifølge Mikkel Frey, at han vil se, om den bløde danske mand stadig vil reagere, som man gjorde for fyrre år siden. Det lyder umiddelbart som et åbent spørgsmål, men efter jeg har set første afsnit, står det lysende klart, at det ikke er et åbent spørgsmål, og at Mikkel Frey ikke ønsker en objektiv afdækning af, hvordan danske mænd opfører sig i et fængsel. Han bruger allerede på de to første dage forskellige manipulerende tricks til at presse fangevogterne i en ondskabsfuld retning. For eksempel lyver han for fangevogterne og siger, at de er særligt udvalgte pga. deres positive personlighedstræk. Det vil sige, at han fra starten serverer legitimeringer for eventuelle onde handlinger. Han siger da også, at formålet med udsendelsen er, at han som ”eksperimentleder” vil presse vagterne, så empatien nedsættes, så de handler ondt. Dermed bliver det et lukket spørgsmål om, hvor ondskabsfuldt det kan nå at blive på ni dage.

Det undrer mig lidt, at de femten forsøgspersoner tilsyneladende ikke gennemskuer, hvad det er for et forsøg, som de er med i. Selvfølgelig kender ikke alle til Stanford Universitet fængselseksperimentet, men ”Bølgen” har været filmatiseret adskillige gange, og Stanley Milgrams lydighedseksperimenter har været vist på tv siden 1970´erne. Dertil kommer, at de fleste vel har et kendskab til såvel reality-programmer som den klassiske bog og film ”Fluernes Herre”. Når jeg underviser i ondskab og forråelse, kender deltagerne altid til minimum én af disse.

Mikkel Frey har fået følgeskab af psykolog Jill Byrnitt, som har rollen som den observerende og kommenterende videnskabelige stemme. Hun er præcis i sine observationer. Jeg håber dog, at hun på et tidspunkt får mulighed for at kommentere på journalistens rolle som styrende og manipulerende leder. Mikkel Frey er tydeligt skuffet over fangevogternes ordentlighed og empati. Han er fx ærgerlig over, at han har givet fangevogterne så meget mad, at de deler med fangerne. Psykologen og journalisten spekulerer i, hvem der kan bringes til at udføre onde handlinger. Det kalder de flere gange for ”at tage magten på sig” og ”træde i karakter”. Når en fangevogter laver gymnastik sammen med fangerne, erklærer psykologen, at han ”ikke tager magten på sig”. Men det gør han jo. Han bruger sin tildelte magt til at opføre sig ordentligt.

Mikkel Frey udtaler, at han tror, at ”ondskaben findes i os alle sammen”. Det er ærgerligt, at han på den ene side er fascineret af Stanford Universitet fængselseksperimentet, og på den anden side ikke har forstået konklusionen om, at ondskaben ikke findes i mennesket, men at menneske pga. sine sociale kompetencer kan handle både godt og ondt.

Jeg vil meget gerne drøfte ondskab, men der er ingen grund til at udstille femten mænd – og især udstille og krænke de fem, som er udvalgt til at spille fangevogtere. Hvorfor skal de trækkes igennem de oplevelser? Hvorfor skal de opleve, at de kan bringes til behandle andre ondskabsfuldt? Fordi ”det er godt TV”? Redaktør Henrik Bjerring understreger, at DR ikke laver reality-tv, men at det er godt public service tv. Jeg kender ikke definitionerne for, hvad reality-tv er. Jeg ved til gengæld, at det er uetisk, at en journalist manipulerer, krænker og udstiller andre mennesker – endda blot for underholdningens skyld. Uanset hvad der kommer til at ske i de næste fem afsnit, så vil Mikkel Frey ikke kunne komme med nye oplysninger om ondskab. Jeg har et lille håb om, at han på et tidspunkt vil reflektere over sin egen rolle. I sin videodagbog siger Mikkel Frey skævt smilende, at ”jeg vil udfordre deres adfærd”. Det må siges at være en positiv og tankeløs udlægning af hans intention om at manipulere fangevogterne til at handle ondt. Han speaker igen og igen, at udsendelsen handler om, hvorvidt ”magten gør gode mennesker onde”. Her bliver vi seere manipuleret til at se bort fra alle de socialpsykologiske faktorer, der presser fangevogterne. Mikkel Frey vil tilsyneladende fralægge sig ansvaret for egne handlinger og skyde skylden på ”magten” på trods af, at han kommer til at sige, at hans formål er at ”skabe en hadsk stemning”.

Jeg skal ikke se de sidste fem afsnit af ”Ond, ondere, ondest”. Jeg synes, at det er ubehageligt at være vidne til krænkelser, og jeg vil ikke være passivt deltagende i onde handlinger. Det er helt unødvendigt at lave den slags tv. Efter første afsnit må min konklusion være, at den eneste, der er forrået og handler ondt, er journalisten. Det forstår han tilsyneladende ikke selv, og det er vel netop dét, der er så karakteristisk for ondskaben.

 

Litteratur
Zimbardo, P. (2007): The Lucifer Effect – how good people turn evil. Rider Books.

 

37 kommentarer

  1. Sanne Bavnhøj siger:

    Jeg så ikke programmet..og har efter din beskrivelse her heller ikke brug for det. Jeg tænker at pointen er hvor langt ud en journalist kan drives for at skabe seertal. Selv om jeg ikke skal se udsendelserne, kan jeg da godt få den tanke, at det ville være sjovt hvis det viste sig, at alle spillede skuespil..og journalisten var offeret..men så er det vist mig, der er lidt ond, så det kunne jeg selvfølgelig ikke finde på…

  2. Ja – helt enig. Har set trailerne til udsendelserne og bare titlen “ond, ondere, ondest” virker uetisk på mig, idet den lægger op til at mennesker er onde i stedet for at mennesker udfører onde handlinger. Og videre at det for den enkelte kan udledes om man har tendens til at være ond, ondere eller ondest – og alle sidder nok med et lille ubevidst håb om at kunne frikende sig selv som “ikke ond” eller i hvert fald den mindst onde. I stedet for pointen at alle mennesker har potentiale til onde handlinger og at det er egne handlinger på et meget tidligt tidspunkt i den proces, de ydre omstændigheder, der fører til ondskab, der afgør om man når til “at være ond, ondere eller ondest”.
    Og du har en pointe i at boykotte udsendelse, så den ikke kan argumentere sin eksistensberettigelse i seertal. Samtidig som det for en selv måske netop er den afgørende handling tidligt i den kollektive forråelses proces, som udsendelsen måske også kan ses som…..
    Hilsen Lisbeth Kristensen

  3. Mette Eskelund siger:

    Ville ikke se programmet-regnede ikke med at kunne holde til det. Men sad så og zappede rundt og kom ind og så de sidste 10 minutter. Blev hængende, da jeg så Jill Byrnitt var med, så blev jeg helt tryg og fik tillid til, at det var godt og i orden. Synes hun plejer at at være en eminent god formidler – en af “de gode”, jeg synes, jeg plejer at holde med!
    Så jeg slugte det hele råt og syntes det var vældig spændende. Pinligt, men sandt!! -Ved selvfølgelig ikke, hvordan jeg ville have haft det, hvis jeg havde set det hele, som du beskriver det Dorthe, bla med at folk er blevet løjet for og bla har fået at vide at det handler om “personlig udvikling”.
    ( I øvrigt interessant at netop et af tidens store plusord: “personlig udvikling” kan forføre folk til at handle ondt ) Nå, men min pointe er her, at det var ubehageligt, men også vigtigt for mig at opdage, at jeg og sikkert mange andre, skruer ned for det kritiske blik, hvis der er nogen med i den forråede handling, (som du så klart beskriver udsendelsen som) nogen som jeg ellers har tillid til og respekt for, som her Jill Byrnitt, og at det er endnu en af de fælder, vi må holde øje med for at forebygge forråelse(. det er sørme ikke nemt med alt det, man skal gå og holde øje med!)
    Så lige den næste udsendelse og det bliver ikke bedre. Havde håbet Jill Byrnitt ville forholde sig til hvordan hun selv, journalisten og muligvis krisepsykologen selv bliver en del af forråelsen, ved at legitimere handlingen ved overhovedet selv at deltage på den måde, som de gør. Men det er nu nok for meget at forvente. Deres sprogbrug bliver faktisk mere og mere forrået og uempatisk, det er ret vildt, ligesom Zimbardo, der selv bliver forrået af eksperimentet. De er sandsynligvis forblindede af argumentet om “eksperimentets vigtighed”. Så det er en meget vigtig og øjenåbnende kommentar, du har skrevet Dorthe. Jeg håber den bliver trykt som artikel i en avis, så den når bredere ud.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Åh ja, der er rigtig meget at holde øje med. Og det er en supervigtig pointe, at forråelsen er særlig svær at gennemskue, når den involverer mennesker, som man respekterer – som er dygtige, intelligente, charmerende, vidende osv. Det var også en af pointerne fra de unge undercoverjournalisters dagbøger efter afsløringerne af de fire bosteder i 2007 (Mistrati: Velfærd? Verve Books 2008). De kunne ikke opdage forråelsen (som ellers var blevet optaget på skjult kamera), fordi de faktisk rigtig godt kunne lide de ansatte. Ingen tvivl om at både journalist Mikkel Frey og psykolog Jill Byrnitt er yderst kompetente, men det er ingen vaccination mod forråelse.

      Tak for opfordringen til at få mit indlæg ud til aviserne. Jeg har netop vedhæftet mit indlæg som kommentar til Informations artikel “Det er lige som en hvalp, der skal lære, at den ikke må pisse på gulvet”. Og på LinkedIn har jeg inviteret Mikkel Frey til at blive forbundet med mig, så jeg kan skrive direkte til ham. Mon ikke at det er nok?

  4. Mette Eskelund siger:

    Tja, jeg ved ikke om det med at kommentere på informations hjemmeside er nok. Mon ikke du også kan sende indlægget direkte ind til debatredaktionen? – Det fortjener at blive trykt sådan rigtigt, synes jeg.
    Jeg synes du i dit sidste kapitel i bogen anviser mange vigtige veje til at forebygge forråelse. Og det ville jo være dejligt hvis man kunne vaccineres, fx ved at at læse din bog. Men den går jo desværre heller ikke – sådan at bilde sig sig selv ind: “Pyha, nu har fået jeg læst Dorthes bog og hørt hendes foredrag flere gange, så nu har jeg vist fået helt styr på det forråelse der!”

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Mette

      Jeg gør, som du siger 😉 Mit indlæg er nu sendt til Informations debatredaktion og journalisten, der havde skrevet om ondskab i Politiken. Desuden sysler jeg med en ide om snarest at kontakte Information med henblik på at få lov til at skrive en kronik om al den forråelse, der foregår i kommuner og regioner i disse år.

  5. Kære Dorthe! Jeg så dit opslag fordi du engang har undervist min moder.
    Jeg var en af de 15 mænd som deltog i eksperimentet, fange nr. 52 mit navn er Alexander Behrang Keshtkar. Det er ikke muligt, at gå i detaljer omkring min deltagelse og hvad der konkret skete. Jeg er bundet af min kontrakt og ved ikke helt konkret hvilke rettigheder jeg har i forhold til at udtale mig.
    Jeg synes ikke, at Tv programmet Ond Ondere Ondest er et videnskabeligt eksperiment men et underholdnings program, med det ene formål at påvirke gode mennesker til at gøre onde ting. Min oplevelse er, at DR har valgt at manipulerer med klipningen for at dramatiserer udsendelsen. Det kan godt være at jeg får røven på komedie, ved at skrive dette indlæg men jeg har fortrudt min deltagelse i programmet. Specielt efter, at jeg nu har haft lidt tid til at reflektere over konsekvenserne.
    Alle undersøgelser og eksempler viser at de fleste mennesker kan påvirkes til at gøre onde ting under de rigtige omstændigheder. Det har været en kendt sag længe.
    ”Situationer har magt til, både at oppiske fjendtlige fantasi i nogle af os, og gør os til udøvere af ondskab og kan inspirere den heroiske fantasi hos andre. Det er den samme situation……. Det fleste er skyldige i ondskab ved passivitet,….” Philip Zimbardo
    (Kilde Ted talk http://www.ted.com/talks/philip_zimbardo_on_the_psychology_of_evil.html )
    Jeg føler at jeg er blevet ført bag lyset af DR. Jeg troede, at jeg skulle deltage i et program om personlig udvikling. Jeg føler mig krænket, snydt, udnyttet, misbrugt og holdt for nar af både DR, redaktionen bag Ond Ondere Ondest, Mikkel Frey Damgaard, Jill Byrnitt og krisepsykolog Berith Bro samt alle der har set passivt til.
    ”Det handler ikke om hvem der er ansvarlig men hvad er ansvarligt når mennesker bliver onde. Systemet skaber situationen, der fordærver mennesker, systemet er den retslige, politiske, økonomiske, og kulturelle baggrund.” citat Philip Zimbardo
    Jeg føler at DR repræsentere systemet som har udnyttet os deltager for at lave et underholdnings program som udstiller deltagerne med det ene formål at få flere seer. Hvis jeg havde vidst hvad jeg gik ind til ville jeg aldrig have deltaget. Nu sidder jeg tilbage med et ar på min sjæl. Jeg er flov over min deltagelse og den efterfølgende udstilling af deltagerne. Her tænker jeg specielt på vagterne.
    ”Hvis du ønsker at ændre et menneske, må man ændre situationen. Hvis man vil ændre situationen, må man vide, hvor magten er i systemet.” citat Philip Zimbardo
    Det er første gang jeg tør at stå frem efter at have læst artiklen af Dorthe Birkmose. Jeg har fra starten været meget ambivalent i forhold til min deltagelse.
    ”Ondskab er udøvelsen af magt…” citat Philip Zimbardo
    Hvorfor laver DR ikke et program som undersøger hvad der gør mennesker til helte? Et program som sætter fokus på de værdier der understøtter et harmonisk og organiske menneske.
    ”Lad os modsætte os onde systemers magt…. lad os fokusere på det positive. Lad os tale for respekt for personlig værdighed, retfærdighed og fred….” Philip Zimbardo

    Kh A

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Alexander

      Tusinde tak for dine kommentarer. Jeg ved ikke om du allerede har læst artiklen fra Politiken http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2183327/ny-dr-reality-kan-ondskab-laeres/, men heraf fremgår det, at Phillip Zimbardo er rasende over den slags tv-udsendelser – og at han i øvrigt stadig har det dårligt over, hvad han udsatte de studerende for i 1971. Det fremgår også, at professor Ralf Kuschel valgte at trække sig for at være konsulent på programmet, fordi designet blev alt for rodet. Jeg bliver rasende over, at en repræsentant for DR udtaler, at ingen af jer har lidt overlast. Det er jo ikke rigtigt! Som jeg netop har skrevet i en mail til dig, så har I krav på en undskyldning og psykologhjælp til at hitte rede i efterreaktionerne. Og I har krav på, at DR stopper udsendelserne nu. Der er ingen grund til at fortsætte krænkelserne.

      Pas godt på dig selv.

      Bedste hilsner fra Dorthe

  6. Hvis programmet viser sig at have en større samfundsmæssig nytte fordi vi kommer til at tale om de steder hvor magt i vores nuværende systemet ødelægger mennesker så vil det være et plaster på såret. Men det tror jeg ikke kommer til at ske.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Alexander

      Jeg tror desværre heller ikke, at programmet kommer til at føre til større drøftelser i medierne om ondskab i hverdagen/arbejdslivet/skolerne/socialpolitikken. Jeg så fx på http://journalisten.dk/deltager-i-dr-program-jeg-foeler-mig-misbrugt, at dét, der vægtes blandt journalister er konflikten mellem dine oplevelser og Mikkel Freys intentioner. Jeg håber ikke, at du har fået for mange af disse henvendelser.

  7. Mette S. Aakerberg siger:

    Jeg har købt, men endnu ikke læst bogen. Jeg har nu set 1. afsnit af ondskabens eksperiment i TV. Jeg føler mig nødsaget til at se de resterende afsnit. Jeg har helt sikkert stadig meget at lære om system-ondskab, selv om mine erfaringer gennem flere år med kommune, hjemmeplejesystem og Omsorgscentre grundet min mands svære sygdom har lært mig alt rigeligt. Jeg vadede lige ind i det uden forudgående erfaring og er helt lammet af det. Hvor er det uhyggeligt.
    Det er meget vigtigt at gøre opmærksom på tabuet om forråelsesprocessen.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Mette S
      Det gør mig ondt, at du kan genkende ondskaben fra dit møde med det kommunale system. Det er vitterligt uhyggeligt! Og ja, jeg håber, at Mikkel Frey og andre journalister vil sætte fokus på den forråelse, der rent faktisk findes “ude i virkeligheden”.

  8. Mette Eskelund siger:

    Hatten af for dig Alexander!
    At du på bedste whistleblower-vis står frem som du gør og fortæller om, hvordan det har været for dig at være med i programmet.
    Det er forfærdeligt at høre, hvordan I er blevet manipuleret til at deltage, og så på helt falske præmisser og åbenbart slet ikke er blevet samlet op bagefter. Fatter ikke, hvis der er lovhjemmel til at føre folk bag lyset til at at deltage i noget, som man VED giver dem skader efterfølgende.
    Det må have krævet meget mod af dig at stå frem- tak for det. Håber virkelig, at du og de andre medvirkende er omgivet af god støtte og opbakning.

  9. Mette Eskelund siger:

    Hej Dorthe!
    Fedt med dine tanker om en kronik til Information. Har også tænkt at det ville være vældig belejligt med en artikel i dagbladene fra dig, når der om nogen tid falder domme i sagen om Solhaven. Håber ikke jeg stresser dig for meget! Men det ville være så ærgerligt, hvis sagen om Solhaven lukkes, når retssagen slutter. Hvor vi så ikke behøver at reflektere videre over det,som er sket, men bare kan distancere os ved at sige, at det “bare var nogen tosser i Nordjylland, som nu har fået deres straf.”

  10. Sortseeren siger:

    Jeg skimmede blogindlægget, og de daværende svar og det gjorde mig så nysgerrig at jeg så det første afsnit.
    Jeg har selvfølgelig dannet mig en mening om nogle af deltagerne, og naturligvis finder jeg nogle deltager mere sympatiske end andre.

    For at kommentere direkte på indholdet af dit indlæg, så mener jeg bestemt ikke at fangevogteren der udøver gymnastik ”sammen” med fangerne, på nogen måde opfører sig ordentligt. Hverken over for fangerne eller overfor sin personalegruppe. Tværtimod finder jeg, at den gruppe mennesker som jeg mener han repræsenterer, lige der i den afgrænsede situation, er nogle af dem der ofte er en stor medvirkende faktor til, at de forråede handlinger som jeg kender til, har været mulige og i enkelte tilfælde har jeg også opfattet dem som værende den udløsende faktor for forråelse.

    Jeg synes at eksperimentet meget nemt kan overføres til arbejdet med mennesker der har brug for hjælp. Der er nogle der ufrivilligt er havnet i en situation hvor de er underlagt andres valg, og der er nogle der har et job hvor de nok ikke synes om alle aspekter af jobbet, og i måske i særdeleshed kan have svært ved at erkende og påtage sig den magt de har, og forvalte den kritisk, velovervejet og bruge den til at gøre en positiv forskel. Magten er der i relationen, magten til at træffe beslutninger der påvirker andres liv. Magt er ikke per definition grimt og dårligt. Asymmetriske magtforhold er en naturlig del af livet. Magt kan forvaltes så det bidrager positivt til at bedre andres liv, men at forvalte sin magt ved at nægte dens eksistens, skamme sig over den, og ikke bruge den til at bidrage til at gøre en positiv forskel i de menneskers liv, som man kan være ansat til at forvalte i mere eller mindre udstrækning, det er da godt den mest farlige magtudøvelse jeg kan få øje på.

    Efter min opfattelse består det støre problem i at den gymnastikudøvende fangevogter er dybt uprofessionel, i det hans figur er illoyal og upålidelig, både overfor sine kollegaer, men også overfor de mennesker som han via sin position er tillagt magt over. Og den magt har han, hvad enten har ønsker det eller ej. Hvis man ønsker det, kan det givetvis opfattes som om han står med én fod i hver lejr eller med begge hos fangerne, men i virkeligheden er begge fødder vilkårligt og usystematisk placeret lige nøjagtigt der, hvor han finder at han bedst kan undgå konflikter, undgå at træffe beslutninger og derved undgå at leve op til den magt og det ansvar han har for at forvalte den godt.

    Jeg vil et øjeblik abstrahere fra, at jeg opfatter fangegymnastikken som en fysisk og psykisk velfærdsforanstaltning for mennesker der skal være indelukket på små arealer i mange dage, (og at ét af argumenterne for implementeringen faktisk var at der blev observeret rastløshed i fangegruppen). Det interessante i situationen er, at fangevogteren signalerer at han deltager i gymnastikken for at udvise sin sympati med fangerne, under deres straf. Uanset om aktiviteten opfattes som en straf af fangerne eller ej, så er det da særdeles uprofessionelt og forrået adfærd at den magtfulde person, deltager i at tvinge dem han har magt over, til at blive udsat for krænkende handlinger, hvorefter han legitimerer krænkelsen ved selv FRIVILLIGT at deltage. Og ja, han deltager i tvangen, i det han ikke modsætter sig den. Og det gør det ikke mindre krænkende at han frivilligt deltager, det vigtige er her, at han synes at det er ubehageligt og forkert at pålægge fangerne aktiviteten.

    Nogle vil føle sig udstillet og krænket ved at skulle udføre gymnastik under andres overvågning, andre vil ikke, hvad fangevogteren personligt mener, er i denne sammenhæng uvedkommende. Det interessante er, at han personligt synes at det er forkert at bruge magten på denne måde, og alligevel gør han det, og den unødvendige magtudøvelse forsøger han at gøre mere behagelig og acceptabel for sig selv og sin samvittighed, ved at ”deltage” selv… ved at han udfører øvelserne samtidig med fangerne, liggende på et plateau, klart afsondret fra de ufrivillige udøvere, og på et klart blødere underlag end de klinker fangerne udsættes for, vel at mærke.

    For mig betyder dette, at han repræsentere en yderst problematisk og farlig figur for begge grupperinger, og det vil godt nok undre mig, hvis ikke at han udgør en betydelig faktor i årsagen til at eksperimentet afsluttes før tid, netop det scenarie med gymnastikken, er det der gør at hans figur bekymrer mig mest efter første afsnit. Hvis jeg skulle trække én person ud af eksperimentet, med det formål at forsøge at skabe de bedste forhold for fangerne og med ønsket om at fangevogterne træffer beslutninger der muliggør disse forhold, så ville der ikke herske den mindste tvivl om at det var ham der skulle udgå af eksperimentet.

    Min bekymring går nemlig i særdeleshed på at han formår at bilde sig selv, og andre ikke tilstrækkeligt kritiske mennesker, ind at han opfører sig ordentligt. Hans ordentlighed ser jeg ikke, og jeg finder det ærligt talt uforståligt og en del bekymrende at den slags adfærd kan opfattes som værende ordentlig. Jeg håber at du vil bruge tid på at forklare mig hvori det ordentlige består, fordi jeg er sikker på at du har nogle argumenter som kan gøre det forståeligt for mig eller åbne op for vinkler jeg ikke ser?

    Hvis der er noget jeg ikke bryder mig om, så er det personaler der ikke vil vedkende sig deres position og dermed magt. Udfaldet er, at de bevidst forsøger at udviske asymmetrien i relationen. De bilder sig selv ind at det er gavnligt for relationen at de fortæller om deres privatliv, de tror at de bliver bedre til deres job, jo mere de følelsesmæssigt er involveret i den anden person og tror at forstår at sætte sig i dennes sted, og jo mere de udsætter den anden person for fejlagtigt at tro at de er på samme niveau i magtfordelingen.
    Det de ikke forstår, er at når de udvisker asymmetrien, så udviskes deres evne til kritisk og objektivt til at kunne vurderer hvordan de bedst varetager det andet menneskes behov. Det menneske hvis behov skal varetages. Når asymmetrien i relationen er utydelig eller der forsøges at skabe symmetri, så begynder det, at blive deres egne behov de vurderer efter og sammenligner med, fordi de føler sig ”ens” med den de skal hjælpe, forståelsen og genkendelsen kan simpelthen blive så stor, at det efterhånden er umuligt at vurdere hvis behov det egentlig er der varetages og fokuserer mest på.

    Og det er det jeg finder sker med fangevogteren, han kan tænke: ”Jeg udførte også øvelserne, det var da okay at I skulle det, det var da ikke så hårdt, det var ikke en magtanvendelse osv.” og han lukker dermed stille og roligt af for kritiske vurderinger af hvordan fangerne mon opfatter situationen, fordi han tror at han ved hvordan det er de tænker, han gennemgik det jo selv og var ”én af dem”.

    Ved at overtræde den professionelle grænse der er, så er man godt i gang med en forråelse af sit arbejde med at beskytte og yde den bedste indsats overfor mennesker der har brug for hjælp. Grænsen er så vigtig og bør dyrkes i stedet for at udviskes. Den beskytter alle parter, og i sidste ende er det med til at beskytte mennesket der har brug for det.

    Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske i eksperimentet, men jeg kan frygte at nogle af de andre fangevogtere kunne finde på at straffe nogle af fangerne, for ligesom at trække grænsen lidt tydeligere op, noget som jeg håber at de holder internt i personalegruppen, da den slags bedst håndteres der. Alternativt kan jeg forestille mig at den gymnastikudøvende fangevogter selv fremtidigt krænker fangerne, fordi han kan komme i en situation hvor han føler at det er nødvendigt for at forsøge at synliggøre at han tilhører deres gruppe ved en fremtidig konflikt. Der var mange måder han både kunne have forhindret gymnastik-straffen, eller deltaget i den, uden på samme tid at være så uprofessionel som han formåede at være. Mest af alt, så frygter jeg dog at de resterende afsnit bliver vist. Men hvis de gør, så vil jeg se dem for at uddanne mig selv i bedre at gennemskue de mekanismer der opstår i grupper af mennesker.

    Jeg finder ikke enkeltpersonerne i programmet er dem der er syndebukkene, jeg betragter dem mere som en slags repræsentanter for folk som jeg gennem mit liv har fået kendskab til, folk som har udvist mange adfærdsmæssige ligheder med dem, og som jeg nu har valgt er deres repræsentanter. Og det, at jeg nu er personligt udeladt af den direkte dynamik, føler jeg netop giver mig en velkommen og mere objektiv vurdering af den adfærd der udvises. Det jeg finder direkte spændende ved programmet, er helt sikkert hvor mit fokus automatisk flytter sig hen.

    Det ærgrer mig lidt at du vælger programmet fra, hvis det bliver sendt. Du har min dybeste respekt og normalt er jeg meget enig med dig i dine betragtninger. Men lige her, så tror jeg du tager fejl, når du ikke mener at du kan lære noget du ikke ved i forvejen. Det tror jeg du kan, hvis ikke direkte af programmet, så af den debat du efterfølgende kan skabe. Du har rekord i antal kommentarer i dette indlæg. Du har, grundet din position, en magt i forhold til at bidrage til, at elementer fra programmet kan bruges i lærdom og videre udvikling i en positiv retning. Jeg er sikker på at mange af dine fremtidige kursister vil have set programmerne, og derfor tror jeg at de kan tjene til en eksempel samling som er så nutidig at den er svær at benægte virkeligheden af.

    At lukke døren (at slukke fjernsynet), mener jeg er det dårligste valg man kan træffe når man er vidne til forråelse og krænkelser af andre. Man har selv et valg, om hvorvidt man udpeger en bestemt deltager til offentlig udhængning, eller om man bruger programmet til at spejle sig selv og de relationer man selv har og ser andre har, og forsøger at forstå og forfine dem og opnå mere ansvarsbevidsthed fremtidigt.

    Med mindre, man er én af de 1000 husstande hvis fjernsynskiggeri danner grundlag for udregningen af seertal i Danmark, så støtter man ikke programmet per automatik ved at se det. Man støtter derimod programmet per automatik ved at have betalt Medielicens.
    Så hvis man er oprørt og vil påtage sig magt og forhindre at fremtidige licensmidler til en kanal der vælger at udstille stakkels frivillige og påføre dem de kedelige følger som jeg forventer at nogle af dem får, så findes der, til formålet, en klageinstans man kan henvende sig til:
    http://www.dr.dk/OmDR/Lytternes_og_seernes_redaktoer/Presseetik/DRs_klagesystem/klager_over_DR.htm

    Hvis der er tilpas stor modstand, kunne det så ikke tænkes at de resterende programmer måske ikke blev vist? Jeg tror det, det er jeg nødt til, for man er nødt til at tro på at man har magt og at denne magt kan bruges til at skabe positiv udvikling, hvis man ikke tror på det, så undlader man at forsøge, og resultatet er snarere at man bidrager til forråelsen.

    Men man kan selvfølgelig også, for at udvise sympati naturligvis, vælge bare at slukke for fjernsynet. Men hvis interesser varetager man med det? Hvem hjælper man og hvem beskytter man, ved at undgå at påtage sig og udøve den magt man har stillet til sin rådighed, eller er det rarest ikke at mene at man at man kan gøre en forskel, ikke vedkende sig sin magt, ikke stille kritiske spørgsmål om ens egen godhed?

    Et er sikkert, man har en magt, og man har mulighed for at træffe et valg om åbenlyst at gøre sine holdninger gældende, det sted hvor man kan have indflydelse og dermed fremadrettet forsøge at varetage hensynet til dem som man mener, har brug for det, eller man kan benægte sin magt og forsøge at overbevise sig selv om, at man på ingen måde er ligesom deltagerne.

    Jeg bryder mig på ingen måde om eksperimentet, jeg finder det er unødvendigt da lærdommen kan formidles på andre mindre krænkende måder og jeg synes at det er ubehageligt at være vidne til.

    Men hold op hvor er det genkendeligt!

    Og jeg er bekymret for, om det at det anses som værende” public service”, at skade mennesker, der måske ikke er helt bevidste eller forudseende omkring hvad de udsætter sig selv for, ikke er en direkte konsekvens af udviklingen af vores samfund og forvaltningen af vores egen rolle her.

    Jeg kan i hvert fald forsikre om at jeg rent faktisk betragter deltagerne som repræsentative, og jeg synes seernes magt består i at være selvkritiske og indse at vores egen rolle er det mest interessante i dette eksperiment. Hvordan forvalter vi den? Vil vi gøre hvad vi kan for at sætte en stopper for krænkelserne, eller vil vi hellere vælge at tro at vi ikke er en del af dem?

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Sortseer

      Tak for dine mange refleksioner – både over udsendelsen og over mine meninger. Jeg vil forsøge at svare dig, så godt jeg kan. Du skriver, at den fangevogter, der på sidelinien deltager i fangernes gymnastik, ikke opfører sig ordentligt. Mikkel Frey siger, at han ikke tager magten på sig. Som jeg ser det, så tager han magten på sig og laver sin egen lille protest over at være puttet ind i en kontekst, hvor der lægges op til, at han står med solbriller på i en kælder (!) og skal ligne noget fra en amerikansk film. En anden fangevogter sidder flere gange tilbagetrukket fra det hele og nægter at deltage i løjerne. Begge reaktioner er en protest mod at gøre som de ellers forsøges at blive manipuleret til. For mig at se, er det ordentligt at protestere – efter bedste evne – mod at blive manipuleret til at deltage i en forråelsesproces. Vi bør huske, at fangevogterne ikke har mere magt end fangerne, da alle jo ved, at det bare er en tv-udsendelse. Du trækker straks parallellen fra udsendelsen til arbejdet med mennesker, der har brug for hjælp. Det er naturligvis også meningen. Men jeg tror, at vi skal være påpasselige med at skille tingene ad. Fangevogterne arbejder ikke i et fængsel, og fangerne har intet gjort galt.

      Når vi diskuterer dine pointer om vigtigheden af professionalisme i forhold til arbejdet med mennesker, der har brug for hjælp, kan vi hurtigt blive enige. Selvfølgelig er der en asymmetri mellem personale og borgere, og den asymmetri skal respekteres og forvaltes ordentligt. Det hjælper ikke at lade som om at asymmetrien i magtforholdet ikke skulle være der. Men “at tage magten på sig” er ikke lig med at kommandere rundt med andre eller straffe andre – bare fordi man kan.

      Du har ret i, at det ikke er nok blot at undlade at se de sidste udsendelser, selvom det kan være en vigtig gestus for én selv at man fravælger at bruge tid på at se på krænkelser af andre mennesker. Jeg har derfor mailet lidt med Mikkel Frey om min kritik, og jeg har opfordret ham til at lade være med at sende udsendelserne af hensyn til de 15 forsøgspersoner. Udsendelserne bliver alligevel sendt, og Mikkel Frey mener, at den sidste udsendelse har noget ekstra at byde på. Så jeg overvejer at se den sidste udsendelse. Men jeg vil ikke være passivt vidne til de mellemliggende udsendelser. Så vil jeg hellere genlæse Zimbardos artikler og bøger.

      Jeg håber, at jeg har fået svaret nogenlunde på dit indlæg. Ellers må du endelig sige til.

      • Sortseeren siger:

        Du skriver: “For mig at se, er det ordentligt at protestere – efter bedste evne – mod at blive manipuleret til at deltage i en forråelsesproces”. Det fik mig til at synes at han er mere ordentlig end min tidligere vurdering, og at jeg i stedet er blevet paf over hans evner som jeg tilsyneladende ikke kan forlange mere af.
        Men det at han er bevidst om manipulationen, synes jeg burde gøre det muligt at vige uden om. Og i forhold til at “tage magten på sig”, så opfatter jeg begrebet som at man er bevidst om sin magt og bruger den, hvad enten det er i en positiv eller negativ retning, herunder at forsøge at vige uden om. Derfor har jeg hele tiden ment at han “tager magten på sig”, jeg synes bare ikke det var en beundringsværdig måde at gøre det på.

        Jeg er klar over at deltagerne hverken er rigtige fangevogtere eller fanger, men jeg valgte at vurdere dem som jeg gjorde, da de på et eller andet niveau vel alle har accepteret deres rolle?
        Hvis ikke de har levet sig lidt ind i deres gruppering/rolle, hvorfor ligger fangevogteren så ikke nede på klinkerne midt i mellem “fangerne” ?
        Ligesom jeg heller ikke forstår at 10 voksne mænd, lader 5 andre mænd bestemme over dem og frivilligt underkastere sig de ringere forhold og vice versa.

        Der er vel “power in numbers” hvis man ønsker det ? Det er vel muligt for 10 mænd, der alle ved at de ikke er fanger, stilfærdigt men konsekvent at undlade at gå ind i “cellerne” igen. Med mindre deres evner byder dem at blive intimiderede af et par Ray-Bans, fremfor at kanalisere evnerne til at analysere årsagerne til at folk, uden bagvedliggende medicinske årsager, bruger solbriller indendøre?
        Ligesom det vel er muligt, for en mand der ikke er fangevogter, at sige sin mening og protestere lidt mere tydeligt, åbne cellerne og bøje nøglerne hvis han ikke bryder sig om han selv eller andre låser folk inde.
        Men eftersom at ingen (end til videre) har valgt at gøre det, så forstår jeg lige pludseligt hvorfor folk, der rent faktisk har noget på spil, (job, identitet m.fl.), også kan blive fanget i at handle forrået og være så drevet af behovet for konformitet at alt andet tilsidesættes.
        Så er mine næste spørgsmål:
        Kan vi udvikle folks evner (som kommunerne påstår vi kan), eller kan metoder/systemer tilpasses de “begrænsede” evner, så de sidste er tilstrækkelige til at opføre sig ordentligt?
        Og hvordan og til hvem, formulerer man sit budskab bedst muligt, hvis man ønsker at sige fra, men samtidigt har et altafgørende behov for at undgå at blive ekskluderet fra gruppen, er der en værktøjskasse 😉 til hvordan den slags gribes bedst an ?

        • Dorthe Birkmose siger:

          Uh, der leverede du lige en hårdt slået faglig mavepuster! 🙂 Det er lige præcis det allervigtigste spørgsmål: Kan vi udvikle personlige evner og/eller skabe særlige rammer, som gør det muligt for os alle at tage magten på os på en måde, så vi opfører os ordentligt overfor hinanden og bliver i stand til at protestere mod onde handlinger, når vi møder dem i vores hverdag? Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg ville ønske, at det var muligt. Og jeg har en tro på, at vi kan gøre det bedre, end det er tilfældet idag; men det kommer ikke af sig selv. Hvad tænker du?

          • Sortseeren siger:

            Ih, det var virkelig ikke min hensigt, slet ikke når du som tak inviterer mig ind i et minefelt, som du ved jeg ikke kan takke nej til… Jeg håber den værktøjskasse er på vej, jeg skal muligvis fabrikere en form for skjold?

            I øvrigt, tak for din omformulering af mine spørgsmål, det gavner debatten.

            Jeg opfatter egentligt at ”evne” betyder talent, og jeg tror ikke på at man kan udvikle et talent. Men jeg er overbevist om at en grundlæggende evne på et område, muliggør at en udvikling på dette område kan opnås langt hurtigere og med bedre resultat med et minimum af en indsats, sammenlignet med hvad et menneske uden samme talent kan opnå selv med en omfattende indsats.

            Hvis en person er bevidst om rækkevidden af sine egne begrænsninger, så har denne person efter min mening en evne der giver dem talentet for at kunne opføre sig ordentligt og løse mangeartede opgaver på fornuftig vis, uden at de nemt udfordres over evne. Selverkendelse synes generelt at være groft undervurderet, og det samme kan siges om vigtigheden af en sund selvkritik. Og egentlig tror jeg at man alene med disse, ville være sikret et temmelig godt fundament for at yde en professionel indsats.

            Det forekommer mig svært problematisk, at der ikke synes at være en almen forståelse for, at der ikke hverken automatisk eller nødvendigvis, er en sammenhæng mellem det at korrekt kunne gengive en omfangsrig teoretisk viden omkring en bestemt faglig metode, og så til det at man faktisk formår fagligt at beherske metoden. Hvad angår det sidste, så kan det opnås uden man overhovedet var klar over at ens fremgangsmåde var ”opfundet”, og hvad angår det første så er det ingen garanti for at man kan overføre sin viden til mennesker der ikke er nærmest identiske med de beskrevne cases i lærebøgerne. Følgen af dette kan ligefrem være, at mennesker der har brug for hjælp bebrejdes, at de ikke reagerer korrekt på personalets ”teknik”, da den udviste reaktion tilsyneladende ikke er en af de muligheder lærebogen ”lover” og altså derfor må være forkert.

            De fleste af os kan nok foretage simple matematiske udregninger hvor vi plusser og ganger små tal og uden større vanskeligheder f.eks. nå frem til at 2 + 3 = 5 og at 3 x 2 x 1 = 6.
            Og næsten lige så nemt, kan vi også udregne hvad
            3 x 2 + 1 samt 1 + 3 x 2 samt 1 + 2 x 3 giver, og dermed afgøre om resultatet er 7, 8 eller 9 for det givne stykke. Det må siges at være simple og helt grundlæggende udregninger.

            Alligevel findes der mange mennesker, der helt fejlagtigt mener at kende det korrekte resultat på ovenstående udtryk. På trods af at de har ”lært” både at addere og multiplicere, så har de altså ikke helhjertet forstået det, da de tydeligvis ikke formår at overføre/omsætte deres viden til udtryk indeholdende både led og faktorer.

            Det er for mig en ubehagelig overraskelse, når disse mennesker er personaler, og det på arbejdspladsen findes forsvarligt at de vejleder andre mennesker i økonomiske spørgsmål.

            Ligeledes har jeg til min store forundring kendskab til personale, der vejleder omkring kost og ernæring, og derigennem videreformidler til mennesker de er ansat til at hjælpe, at en gryde med aftenens tiloversblevne sammenkogte kødret sagtens kan stå fremme på komfuret til resterne skal genopvarmes og indtages den efterfølgende aften. Man skal bare huske at sætte låg på gryden, så husk det alle sammen! (Det lød til at være et ret vigtigt element i den praksis der privat blev benyttet af personalet og dennes familie)
            .
            Og jeg kunne desværre fortsætte hvis nødvendigt. Jeg synes ikke at det er et problem i sig selv, hvis man ikke er stærk i matematik eller fødevarehåndtering. Der er heller ikke det store problem hvis man forstår at der er forskel på hvad man selv vælger at gøre privat og så hvad man lærer andre at gøre.

            Men jeg synes at det er direkte katastrofalt hvis man videreformidler ”lærdom”, der nok skulle kunne medføre en uønsket nærstudering af fugerne omkring toilettet, hos 1 eller 2 af dem der glemmer låget, frem for at have selvindsigt og f.eks. konstatere at man ikke hørte efter i hjemkundskab i tidernes morgen, men at man alligevel kan understøtte udviklingen af et andet menneskes kompetencer i køkkenet, f.eks. ved at låne relevante bøger på biblioteket eller hjælpe med at finde et aftenskoletilbud.

            Jeg er bange for at man svigter både sig selv og andre hvis man tror at man kan lære alt eller kan komme til at forstå alt. Jeg tror at evner hovedsageligt er medfødte.

            Jeg tror måske vi kan opdage nye evner i et meget begrænset omfang, men jeg tror ikke det er gavnligt hvis forventningen er at en personalegruppe alle skal arbejde på helt samme måde. En sådan tilgang ville nok kun resultere i få dygtige personaler. Et øget kendskab til en teoretisk viden er fornuftigt for alle, og at det er vigtigt at gruppen er ret enige om hvilket resultat man forsøger/ønsker at opnå.

            Et bestemt resultat kan som regel opnås via vidt forskellige fremgangsmåder, der alle kan have hver deres berettigelse. De fleste finder det nok naturligt at en hjælp der er individuelt tilpasset og tilrettelagt modtageren, også er en bedre hjælp. Jeg tror dog at man kan opnå en endnu bedre hjælp, hvis også hjælpen er blevet tilpasset den pågældende personales naturlige og derfor ubesværede arbejdsform, og mest optimalt er det at de 2 hensyn er kompatible.

            Det helt særlige hos mennesker der vælger at arbejde med andre mennesker, er nok et stort socialt behov sammenlignet med behovet hos dem der ikke arbejder med mennesker. Og hvis størrelsen af menneskets sociale behov ikke direkte afspejler samme menneskes behov for konformitet, så vil jeg tro at dette menneske er undtagelsen til reglen. Jeg ved ikke om det faktisk forholder sig sådan, men for mig virker det logisk at der er denne sammenhæng.

            Jeg får faktisk også lidt det indtryk alene i denne tråd. Du skriver selv i et svar ”Og det er en supervigtig pointe, at forråelsen er særlig svær at gennemskue, når den involverer mennesker, som man respekterer – som er dygtige, intelligente, charmerende, vidende osv.” Du må ikke misforstå mig her, men du omtaler faktisk dig selv i det udsagn. Jeg siger ikke du har handlet forrået, men jeg synes at der er et fremtrædende bemærkelsesværdigt mønster i de besvarelser du har fået, groft eksemplificeret så er besvarelserne enten et tilsagn om total fordømmelse af tv programmet, hvor begrundelsen efter min overbevisning mest synes at være baseret på konformitet i forhold til din holdning eller også er besvarelserne nærmest undskyldende og skamfulde over ikke at være konforme. Groft eksemplificeret! og ikke mere sand end at mit indlæg måske kan tolkes som værende et udslag af et unormalt behov for at være inkonform.

            Men jeg kan ikke lade være med at spekulere over om ikke besvarelserne havde set væsentligt anderledes ud, hvis du enten fra start havde ytret dig positivt overfor programmet og tilkendegivet at du skulle se det, eller havde ytret dig på en mere ”åben” måde, der gav personer med et stort behov for konformitet (som jo er en normal og rask adfærd), en reel mulighed for at træffe deres eget valg og have ”frigjorte” overvejelser omkring hvad der ville have været rigtigt for dem. Jeg synes indimellem at det er svært at se andre udveje end at lyve eller hævde at det bare var noget man sagde for sjov, hvis man følte sig presset til at have en bestemt mening, og denne bestemte mening efterfølgende synes at have ændret sig. Og jeg tror ikke at man kan opnå, virkeligt at forstå noget, i en sådan grad at man kan overføre det til andre situationer, så længe man ikke har haft egne frie tanker og overvejelser, de er efter min overbevisning simpelthen en forudsætning for at opnå den ægte forståelse.

            Mht. udvikling af vores evner, så hepper jeg på dig!
            Men jeg satser mine penge på at det er rammerne der nemmest tilpasses vores evner.

          • Dorthe Birkmose siger:

            Hej sortseer

            Tak for den sproglige perle “et unormalt behov for at være inkonform” 🙂 og ikke mindst tak for pointen om risikoen for, at jeg kan komme til at udnytte menneskers naturlige evne til at være konforme. Jeg ved dog ikke, om jeg har så stor indflydelse på folks meninger. Mon ikke det spiller en større rolle, at man får lyst til at give sin mening til kende, når man falder over en blog, hvor der ligger et indlæg, som man er enig i – alt imens man surfer videre, hvis man havner på blogs, der ligger langt fra ens egen mening? Jeg ved det selvfølgelig ikke. Men jeg ved, at jeg ikke evner (!) at formulere mig særligt åbent. Jeg bruger jo bl.a. bloggen til at få afløb for nogle af de meninger, som jeg føler stærkt for. Det kan nok ikke ses, men jeg øver mig virkelig i at lade være med at ytre mig alt for bombastisk. Jeg øver mig!

            Tak for hep, men jeg satser nu også mine penge på forandringer af rammerne – eller rettere: de socialpsykologiske betingelser for arbejdet med at hjælpe andre mennesker. Vi kan ikke løse alle problemerne, men vi kan ihvertfald gøre det bedre, end vi gør nu. Vi kan hjælpe hurtigere, længere og med større respekt end mange borgere og pårørende oplever i disse år. Kald mig konform 😉 men jeg er rørende enig med dig i, at professionalisme er et afgørende omdrejningspunkt for en bedre hjælp.

          • Sortseeren siger:

            Det er altså manipulation at mit indlæg bliver ekstra langt, fordi pladsen bliver mere smal. Det er slet ikke så langt 😉

          • Dorthe Birkmose siger:

            Ikke spor langt 😉

          • Sortseeren siger:

            Det her MÅ jeg bare kommentere 😀 Du skriver “Mon ikke det spiller en større rolle, at man får lyst til at give sin mening til kende, når man falder over en blog, hvor der ligger et indlæg, som man er enig i – alt imens man surfer videre, hvis man havner på blogs, der ligger langt fra ens egen mening?” Jo, men mon ikke netop den lyst kan have noget med ens ønske om konformitet at gøre, om man mingler uden (for) gruppen. Jeg har gennem denne debat fået bidraget med det jeg ønskede, og samtidig ændret mit synspunkt på enkelte punkter. Og uden at jeg er blevet enig, har jeg også fået forklaret hvad baggrunden for nogle andre holdninger er, specielt det sidste glæder mig at have opnået en forståelse for og indsigt i. Nu vil jeg indordne mig de fastsatte rammer, som hjælper mine utilstrækkelige evner til et stop for denne debat 😉 tak for den, det har været yderst lærerigt

  11. Camilla Larsen siger:

    Alexander! Det gør mig helt ondt, til trods jeg ikke kender dig, ind i hjertet at høre om din deltagels i programmet. Den følelse som du nu står tilbage med; snydt, ført bag lyset og krænket er bare ikke acceptabel. Ingen har ret til at få et andet menneske til at føle sig krænket. Det er umenneskeligt. DR har i den grad overtrådt en hver tanke om god underholdning samt god journalistisk. At genskabe sådan et frygtelig eksperiment er ikke god underholdning i det at det har store menneskelige konsekvenser. Konsekvenser som du nu mærker. Jeg skal ikke se mere af dette usmagelig program; jeg vil ikke være vidne til ondskab. Jeg håber at du, Alexander, får den hjælp du har brug for.

  12. Susanne Vivi Poulsen siger:

    Den korte version:
    Godt brølt Dorte – du er sej og handlekraftig med indlæg diverse steder!.
    Medierne har fået alt for meget magt efter min mening. Det er jo direkte usmageligt.
    Alexander – godt du tør at stå frem og fortælle om dine oplevelser.
    Har ikke selv set programmet!! Med beskrivelserne her, bliver programmet straks boycuttet fra min side.

  13. jørn holstein siger:

    Da jeg kender Alexander ville jeg naturligvis se programmet -havde for år tilbage set inspirationerne til programmet . Jeg nåede aldrig at se udsendelse til ende -for ærlig talt jeg faldt i søvn -ikke af kedsomhed , men fordi præsentationen i sig selv var så manipulerende og dårlig journalistik , at jeg kedede mig . samtidig med at man ” mærkede hensigten og fik dårlig smag i munden ” ( løst oversat) . Har selv engang deltaget i et realityshow på TV3 i Sydafrika : Farmen-hvor jeg dog på forhånd var klar over, at der blev manipuleret med os deltagere -men det rene vand i forhold til Ond -Ondere . Lige før jul viste DR3 et andet realityshow ved navn Sibiria – Som startede spændende , de to første episoder for derefter at vise sig at være den værste gang svindel og manipulation , hvor jeg gætter på , at samtlige deltagere var skuespillere, som jeg selv er og derfor kunne se signalerne på , at det her var helt ude i skoven . For ikke at tale om slutningen , som var total meningsløs . Synd for unge seere , der bliver manipuleret med og synd for Alexander , der føler sig snydt med rette . Blå blok der har klaget over programfladen på DR3 har desværre fået medvind i deres kritik af kanalen , derfor synes jeg , at ledelsen af DR3 skulle tage sig sammen og give deltagerne en undskyldning samt begynde at lave relevante og ærlige programmer for ungdommen

  14. Thomas Pallesen siger:

    Tak for de mange gode overvejelser og kommentarer – både i blog-indlægget og i kommentarerne. Det er faktisk det mest kvalificerede, jeg har set om programmet hidtil. Især kunne jeg godt lide denne: “Jeg tænker at pointen er hvor langt ud en journalist kan drives for at skabe seertal.” Den bærer en egen ond sandhed i sig.

    Jeg synes nu også, at du skal se programmerne. Ikke for at lede efter ondskaben eller for at ærgre dig over elendig journalistik, men derimod for at se, hvordan deltagerne netop ikke spiller med på præmissen. Indtrykket fra det første program er jo netop, at hensynsløshed (som jeg synes er et mere dækkende begreb end ondskab) er en undtagelse, som tilrettelæggerne skal bruge store anstrengelser for at få deltagerne til at udvise.

    Jeg fik selv en store aha-oplevelse af at se dokumentarfilmen Armadillo, hvor man ser danske soldater nedkæmpe og dræbe taliban-soldater. At soldater slår hinanden ihjel var ikke nyt, men at soldaterne bagefter åbent diskuterede, om det, de havde gjort, var OK, var for mig meget oplivende.

    vh. Thomas Pallesen

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Jørn og Thomas
      Tak for jeres kommentarer. Dokumentarfilmen Armadillo står også for mig som særdeles indsigtsgivende i forhold til menneskets refleksionsevne. Efter at have mailet lidt frem og tilbage med Mikkel Frey og læst alle kommentarerne tror jeg, at jeg har ændret mening: Jeg bliver alligevel nødt til at se programmerne. Mikkel Frey understreger også, at forsøgspersonerne ikke spiller med på forsøgene på at skabe en hadsk stemning. Dertil kommer, at han kraftigt antyder, at den sidste udsendelse vil være anderledes end det oprindelige Stanford Universitet fængselseksperiment. Jeg krydser fingre for, at der kommer noget refleksion over tilrettelæggernes egen rolle og psykologernes legitimering af manipulation. Manipulation er vitterligt trætteligt – også som tv. jeg håber også, at DR-ledelsen beslutter sig for at gå i en anden retning. Og ja, en undskyldning kunne klæde de ansvarshavende.

  15. Maria Bach siger:

    Kære Dorthe
    Så mødes vi igen pga. vores interesse for emnet:). Maria – der skriver speciale om ondskab fra en socialpsykologisk vinkel. Uhh jeg får mange tanker ved at læse jeres spændende indlæg. Stor hilsen til Alexander, der her viser stor mod ved at udtale sig! Og stor hilsen til Dorthe der med sit arbejde hjælper til med at få autabuiseret emnet.

    Jeg vil med min tråd her stille spørgsmålet om hvorvidt det er lovligt at udføre et eksperiment, hvor deltagerne ikke er bevidste om hvad de har skrevet under på. Det leder mig hen til mit næste spørgsmål – Mon der foreligger underskrevne kontrakter? (Du behøver ikke svare her Alexander, da du måske kan komme i problemer).
    Programmet definerer sig selv som et eksperiment på trods af, at det kan minde om realitytv, og så skal programmet jo svare de regler, der foreligger, når der skal udføres et eksperiment. Jeg har efter programmets start forsøgt at fremskaffe disse regler og paragraffer, men det er en jungle. Byrnit ønsker ikke at udtale sig og etisk råd udtaler, at der findes tydelige regler om samtykke, såfremt det er et sundhedsvidenskabeligt eksperiment. I min kæmpe mængde læste litteratur op til specialet, mener jeg at være faldet over en kommentar, hvor der stod at reglerne for at udføre eksperimenter blev lavet om der i midt 70érne eller sådan noget, men nu kan jeg selvfølgelig ikke finde den kilde. Opsummerende er det store spørgsmål vel om hvordan programmet definerer sig selv og hvilke regler der foreligger ud fra den definition? Hvad tænker i her? Mvh. Maria

    • Dorthe Birkmose siger:

      Jeg havde håbet, at der var nogen, der vidste noget om det juridiske. Det ved jeg nemlig intet om, og det er et meget interessant spørgsmål. Hvis du vil undersøge det, så kunne det måske være en idé at kontakte en jurist fra Dansk Psykologforening, juristen på Journalisthøjskolen og/eller etiknævnets telefonvagt. De må have helt styr på det. Og jeg hører meget gerne om, hvad du finder ud af. Hyggeligt at høre fra dig, Maria. Med din opdaterede viden om ondskab i forbindelse med specialeskrivningen må du endelig kommentere løs herinde.

  16. Ulrik Jeppesen siger:

    Hej Maria. Kravet om informeret samtykke går igen på tværs af videnskabsdiscipliner. Og når et program som det debatterede foregiver at udgøre et videnskabeligt eksperiment, så skal informeret samtykke indhentes hos deltagerne. Begrebet anvendes ret ens i de psykologiske metodebøger, jeg plejer at anvende, og refererer til dem omstændighed, at man som deltager har indblik i eksperimentets formål, metoder og procedurer – i et omfang der tilstrækkeligt for, at man kan vurdere hvilken betydning deltagelsen kan / vil få for en. Så deltagerne i tv-programmet har helt klart ikke deltaget under informeret samtykke.

  17. Emmy siger:

    Jeg så kun sidste afsnit… og deres konklusion om, at moderne mænd ikke kan manipuleres/drives til at gøre noget ondt… Jeg har ikke behov for at se mere af det.

  18. Dorthe Birkmose siger:

    Jeg havde efter dialog med jer og Mikkel Frey besluttet mig for at se de to sidste afsnit af “Ond, ondere, ondest”. Det fik jeg gjort igår. Begge afsnit bar præg af mange gentagelser (samme speak og samme klip igen og igen) og dramatiserende musik som baggrund. Jeg ved ikke noget om at lave tv, men som tv-seer synes jeg, at udsendelserne var langsommelige. Der var dog nogle enkelte undtagelser, når Mikkel Frey og Jill Byrnith sluttede afsnittene af med nogle overraskende og pludselige konklusioner, som blev nævnt uden gentagelser eller argumenter.

    “Eksperimentet” ender med, at vagterne får det dårligt over deres forråede impulser og handlinger overfor især én fange, der nægter at adlyde. En af vagterne græder og er meget forskrækket over de impulser, han fik. En anden vagt giver også udtryk for dybt ubehag. Og en tredie vagt siger, at forsøget skal stoppe nu. Mikkel Frey reagerer først med bekymring over, at vagterne sidder sammen og reflekterer over forsøget. Han giver udtryk for, at han ikke bryder sig om, at vagterne falder ud af rollen. Han går derfor ind i vagtrummet for at få vagterne til at vende tilbage til rollerne. Interessant nok hører vi kun, hvad vagterne siger. Alle kommentarer fra Mikkel Frey er klippet ud, så som seer ved jeg ikke, hvordan Mikkel Frey har lagt pres på vagterne. Aftalen bliver, at vagterne skal overveje det hele igen, hvorefter de beslutter at fortsætte. I mellemtiden er Mikkel Frey blevet led og ked af forsøget, og Jill Byrnith forsikrer ham om, at de har nået det resultat at de ønskede, nemlig at “de er brudt sammen, som vi forventede, at de ville gøre”. Optagelserne afsluttes, og der ryges cigaretter sammen i den friske luft i solnedgangen.

    Redaktøren Henrik Bjerring jubler med knyttet hånd over muligheden for, at vagterne vil give fangerne stød. Et par unavngivne filmfolk planlægger, hvordan de fysisk kan tage fat i den ulydige fange og føre ham væk fra stedet. Jill Byrnith kalder det flot, når en af vagterne græder. Mikkel Frey bliver irriteret, når fanger og vagter er venlige overfor hinanden; og han griner og jubler, når vagterne er hårde ved fangerne. De er tydeligvis pressede over, at de skal lave “noget godt tv”. Det giver desværre dårligt tv – og tydelig forråelse hos DRs ansatte.

    Og hvad skulle hele denne uetiske forestilling så til for? Hvad blev konklusionen? Til min store overraskelse bruges psykologien slet ikke til at reflektere, konkludere eller perspektivere. Tværtimod ender Mikkel Frey med at konstatere, at vagterne er “brudt sammen”, “knækket”, “færdige” og at “der er ikke mere i dem”. Det er der ikke belæg for. At et menneske græder er ikke et “sammenbrud”, men vel snarere udtryk for, at Mikkel Frey bliver bange for gråden og de andre udtryk for ubehag. Det konkluderes, at moderne danske mænd ikke kan drives til ondskab, men at de derimod bryder sammen. Jill Byrnith forklarer, at “Danmark er et smørhul”, og derfor “vender vi ondskaben ind og begår selvmord hellere end mord”. Bum! Det er ganske enkelt ikke korrekt. Der er ikke belæg for at konkludere noget om hverken smørhul, selvmordstendenser eller “sammenbrud” ud fra deres såkaldte eksperiment. Vi så ingen af de tre fænomener i udsendelsen.

    Jeg havde håbet, at Mikkel Frey ville reflektere over sin egen rolle. Eller måske ville han få de to psykologer til at reflektere over hans/deres rolle. Det skete ikke. Mikkel Frey gentog adskillige gange, at han var meget træt, og at han synes, at det var hårdt at være ham, når nu han gerne ville være venlig. Det virkede ærligt, når han hævdede at være træt. Men at han skulle have det dårligt over, hvad han var med til … tja, det er jeg i tvivl om. Han virkede faktisk meget tilfreds med såvel resultatet som sin egen rolle. Jeg bemærker, at han udelukkede fortæller om, hvor hårdt det er at være ham. Der er ikke en eneste refleksion over, hvad han gør ved andre, og hvordan de har det. På den måde bliver hans adfærd et lærebogseksempel på egoistisk ondskab, som er et begreb for de onde handlinger, som mennesket foretager, når det tager mere hensyn til sig selv end til andre mennesker. Med andre ord: Det blev vigtigere at lave tv end at opføre sig ordentligt. Men der var ingen grund til, at forsøgspersonerne skulle påføres de barske oplevelser. Vi kunne sagtens have fået kendskab til ondskab på måder, som var bedre tv, fagligt velfunderet og etisk forsvarligt.

  19. Jeppe Larsen siger:

    Det er ca den samme måde hvorpå Hvidovre Tec køre deres praktik center skpdata.

  20. Mads hansen siger:

    Hej dr….
    Er det lasse remer der indtaler i ond ondere ondest?
    Mvh mads hansen

Skriv et svar