På opfordring vil jeg gengive de overvejelser om fællesbetegnelser og kategoriseringer, som jeg gjorde mig i forbindelse med, at jeg skulle skrive ”Når gode mennesker handler ondt”. Jeg ville helst undgå at skabe en mental distance med mit valg af begreber. Der sniger sig hurtigt noget ubehag ind, når vi adskilles i et ”dem” og ”os”; men samtidig er der forskel på, om man er ansat til at hjælpe, om man har brug for professionel hjælp eller om man er familie eller ven til et menneske med behov for hjælp, der ligger udover hvad netværket kan hjælpe med.

Ordvalget er nemt nok i forhold til os, der er ansat til at hjælpe. Vi kan kaldes personale og professionelle. Det er også nemt at finde en fællesbetegnelse for familie og venner til de mennesker, der har brug for hjælp. De kaldes under ét for pårørende. Det er straks sværere at finde en fællesbetegnelse for de mennesker, som det hele handler om. Det er forskelligt, hvilke betegnelser der bruges på forskellige arbejdspladser. På børneområdet klares det ved at skelne mellem ”børnene” og ”de voksne”; men det resulterer i, at jeg kan møde omsorgssvigtede voksne og voksne med medfødte hjerneskader, der stadig omtaler personalet som ”de voksne” – også selvom personalet er yngre, end de er. På sygehusene siger vi ”patienter”, men det er ildeset at bruge denne betegnelse udenfor sygehusverdenen, da man dermed kommer til at sige, at mennesket er sygt. Det er åbenbart ikke acceptabelt at betragte andre som syge, selvom det er en naiv forestilling at tro, at alle er raske, så snart de udskrives fra et sygehus. Mange lidelser er kroniske. I 1990´erne var klient-begrebet gangbart – og er det stadig indenfor psykoterapien –, men nu bliver man tillagt en klientgørende holdning, hvis man bruger begrebet. I begyndelsen af 2000´erne blev kunde-begrebet ganske kort lanceret, men management-stilen slog heldigvis aldrig rigtig an på dette område. På nogle rehabiliteringscentre konverterer man hjælpen til at handle om undervisning ved at bruge begreber som ”elever” og ”kursister”. Det giver mening på specialskolerne, men det ville virke forvirrende, hvis jeg skrev om elever, når jeg også tænker på ældre på plejecentrene. På bostederne bruges beboer-begrebet, hvilket stadig er god tone. Desværre kan jeg ikke bruge begrebet, da jeg også tænker på mennesker, der bor hos deres familie, i deres egen bolig eller er hjemløse. På dagcentrene, støttecentrene og de beskyttede værksteder har vi i årtier omtalt mennesker som ”brugere”, da de brugte stedet. Men begrebet er ikke længere velset, så nu eksperimenteres der med medarbejder-begrebet. Det er dog en kende forvirrende for mig, når jeg som udefrakommende supervisor skal finde ud af, at ”medarbejderne” ikke må deltage i personalesupervisionen.

Ubehaget ved at sondre mellem ”dem” og ”os” forsøges indimellem løst med at kalde os næsten det samme. Idéen er vist at skjule asymmetrien i magtforholdet mellem ”dem” og ”os”. Det nyeste skud på denne ligeværdigheds-stamme er borger-begrebet. ”Vi er alle borgere”, som fortalerne for dette begreb stolt siger. Nogle gange får det positive sprogbrug lige et nøk til, når vi taler om ”medborgere”. På denne måde skulle vi tilsyneladende opnå en form for ligeværdighed, men det er naturligvis en illusion. Vi skelner stadig mellem borgere og personale. Vi kommer ikke udenom, at der er et ”dem” og der er et ”os”. Som forventet begynder kritikken af borgerbegrebet så småt at rejse sig nu med bemærkninger om, at borger kommer af ordet borg, og dermed skulle det tegne et mentalt billede af en uindtagelig fæstning. Der vil ganske givet komme mere kritik af begrebet i de kommende år.

En anden tilgang til fællesbetegnelser er at omtale mennesker som personificeringen af deres diagnose. Vi taler om de hjerneskadede, de skizofrene, misbrugerne, aspergerne, de depressive osv. Det giver mening indenfor arbejdsområder, hvor vi har brug for at adskille skleroseramte fra udviklingshæmmede, fordi det er to vidt forskellige specialer. Men det er svært at holde ud, at et menneske reduceres til sin lidelse. Risikoen for stigmatisering, hvor man sætter en etiket på et menneske og dermed kommer til at forholde sig til mennesket, som om det er etiketten og intet andet, er blevet påpeget gennem mange år af bl.a. sociolog Irving Goffman og dr. pæd. Birgit Kirkebæk. Dette kan måske ændres ved at lave formuleringen ”de hjerneskadede” om til ”mennesker med hjerneskade”. Men der er stadig tale om en fællesbetegnelse, der omtaler mennesket som sin lidelse og intet andet. At der tilføjes et ”menneske” gør ikke nødvendigvis betegnelsen mere menneskelig.

Løsningen er ikke, at vi undlader at tale om diagnoserne, som er blandt årsagerne til, at mennesket har brug for vores hjælp. Vi bør ikke forsøge at tie hverken problemerne eller årsagerne til problemerne ihjel. Samtidig må vi ikke være blinde for, at vi med diagnosticeringerne fortæller mennesket, at vedkommende ikke er med i indgruppen af normale. Dette ses fx helt konkret, når personalet yder en indsats for at overbevise et hjerneskadet menneske om, at han ikke bør bruge almindelige datingsites i sin søgen efter en kæreste; men at han derimod bør holde sig til at bruge datingsites for handicappede. Derved understreger personalet, at det ikke er passende for handicappede at søge normale kærester. Personalet kommunikerer klart og tydeligt, at vi tilhører hver sin gruppe af mennesker. Det sker også i organisationer, hvor en af værdierne i værdigrundlaget er ligeværdighed.

I 1990´erne talte vi om senhjerneskade som en betegnelse for mennesker, der fik en hjerneskade efter det fyldte 18. år. I begyndelsen af 2000´erne blev det ændret til erhvervet hjerneskade for at præcisere, at også børn og unge under 18 år kan erhverve sig en hjerneskade. Denne ændring i fagtermer handler om at blive mere præcis i sit sprogbrug. Vi har andre ændringer, hvor det handler om, at diagnoserne er blevet til skældsord, og at det derfor er nødvendigt med en forandring. I sin tid hed diagnoserne for mennesker med medfødte hjerneskader: Idiot, debil og imbecil. Disse diagnoser måtte ændres til åndssvag og senere til evnesvag. Skældsordsproblematikken gentog sig, og diagnoserne måtte ændres til udviklingshæmning. Andre eksempler på, at diagnoser er blevet skældsord, ses ved ændringer fra psykopat til dyssocial personlighedsforstyrrelse, fra psykisk syg til sindslidende samt fra hypokondri til helbredsangst. WHO forsøger at løse problemet med et nyt klassifikationssystem kaldet ICF (International Classification of Functions), hvor samtlige diagnoser konverteres til at handle om funktionsevner og funktionsevnenedsættelser, og hvor handicapbegrebet forsvinder. Vi bør ifølge ICF operere med termen ”mennesker med varigt nedsatte fysiske og/eller psykiske funktionsevner”. Intentionen er god nok, men det er simpelthen for langt at sige i hverdagen. Desuden løser det stadig ikke problemet med, at vi omtaler mennesker som værende identisk med deres lidelser. Trenden, hvor fagfolk proklamerer, at ”nu er vi alle mennesker med funktionsevnenedsættelser”, finder jeg irriterende. Der er en væsentlig forskel på at bære briller pga. nærsynethed og at leve et isoleret og forpint liv pga. skizofreni. Den forskel skal vi tale om og ikke forfladige ved at lade som om, at vi er én stor gruppe af medborgere med nedsatte funktionsevner.

De mest fagligt kiksede eksempler på fællesbetegnelser må være 1990´ernes fem ”socialklasser”, der blev til 2000´ernes fem ”matchgrupper”, der nu er ændret til tre ”visitationskategorier”/”matchgrupper” og fem ”ydelsespakker”. Fælles for disse kategoriseringer er, at personale skal inddele mennesker med behov for hjælp i kategorier fra 1 til 5 eller fra 1 til 3. Det er primært socialrådgivere i jobcentre, der er tvunget til at bruge disse begreber, hvor mennesket reduceres til et tal på baggrund af deres ydeevne. I 1930´erne skelnede man mellem ”duelig” og ”uduelig”. Nu hedder det ”jobklar”, ”indsatsklar” og ”midlertidig passiv”. Det er tragikomisk, at et af argumenterne for at ændre betegnelserne er, at det vil få flere mennesker i arbejde. Jeg er med på den socialkonstruktionistiske idé om, at ord skaber virkelighed; men at nye ord skulle kunne skabe jobs eller forøge den enkeltes mulighed for at varetage et arbejde er nok lige at presse citronen lidt for hårdt. Virkeligheden er mere kompliceret end som så. Jeg bryder mig desuden ikke om, at de skærpede krav og truslerne om økonomiske sanktioner sovses ind i positive ord som ”ydelsespakke”, ”aktivitetsparat” og ”nyttejobs”. Det er ikke ærligt.

Der findes nok ingen god løsning på fællesbetegnelsesdiskussionerne. Problemet er, at fællesbetegnelser i sig selv indebærer en umenneskeliggørelse og en stigmatisering. Dermed kommer fællesbetegnelser og kategoriseringer til at understøtte den tankeløse ondskab, da vi vænner os til at diagnosticere og distancere os fra de mennesker, der har brug for hjælp. Der kan også være tale om egoistisk ondskab, idet der er magt forbundet med at diagnosticere andre som afvigende. Det kan være en måde at hævde sig selv på. En løsning kunne være at kalde alle ved deres fornavn; men vi har brug for at diagnosticere og klassificere som et vigtigt led i det faglige arbejde. Uanset hvad jeg finder på at kalde de mennesker, som jeg gerne vil gøre mig tanker om, så har jeg puttet dem i en kasse og reduceret dem til ”de andre”, som ikke er som min indgruppe. Både når jeg taler og skriver, bruger jeg begrebet ”mennesker, der har brug for hjælp”. I min begrebsverden er behovet for hjælp den eneste grund til, at mennesker er nødt til at opsøge professionelle. Det er ikke en fællesbetegnelse, som jeg er specielt tilfreds med, men det er den mindst værste formulering, som jeg kunne finde på. I dagligdagen forsøger jeg at gøre mig umage med at se det enkelte menneske som unikt – og ikke som ”sådan nogen” eller ”den slags”. Men det er svært.