Rehabilitering – et nødvendigt fagbegreb, men også et skævvredet buzzword

Rehabiliteringsbegrebet er ikke nyt. Men det er nyt, at der er taget en politisk beslutning om, at alle borgere med erhvervet hjerneskade, sindslidelse, demens, udviklingshæmning, misbrug og alderssvækkelse skal rehabiliteres. I sidste uge tilbragte jeg en aften sammen med en masse engagerede pædagoger hos SL Sydjylland. Sidst på aftenen kom vi til at drøfte forvirringen om rehabiliteringsbegrebet, og en af deltagerne bad mig om at lægge noget ud på youtube om det. Det kan også være, at jeg gør på et tidspunkt. Men indtil da vil jeg præcisere mine pointer om rehabiliteringsbegrebet på skrift. Rehabilitering er blevet et buzzword, og samtidig er det et vigtigt fagbegreb. Derfor skal der være klarhed over, hvad rehabilitering er – og hvad det ikke er.

Tilbage i 2004 udkom ”Hvidbog om rehabilitering”, hvor en tænketank havde samlet op på, hvordan der i praksis arbejdes med mennesker, der er født med handicaps, er blevet syge eller hjerneskadede. Det vil sige, at det var en samlet beskrivelse af, hvordan der allerede blev arbejdet i praksis – og hvordan det var ønskeligt, at man også i fremtiden arbejdede.

Definitionen er:
”Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger, og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats”.

Denne definition burde ikke være overraskende eller ny for nogen professionelle. Rehabiliteringsarbejdet handler om, at vi skal samarbejde med borgere og pårørende på en måde, så den enkelte oplever at have et selvstændigt og meningsfuldt liv. Det kan ikke være i modstrid med, hvordan man ønsker at arbejde. Det er svært – for ikke at sige umuligt – at være imod samarbejde, selvstændighed og meningsfuldhed. Så hvad er problemet?

Skævvridningen af rehabiliteringsbegrebet
Problemet er, at rehabiliteringsbegrebet i øjeblikket skævvrides – ligesom det på forskellig vis sker med andre vigtige fagbegreber som inklusion, anerkendelse, robusthed, recovery og sundhed. Skævvridningen af rehabiliteringsbegrebet sker ved, at selvstændighed og selvhjulpenhed gøres til synonymer.

Synonymtricket sker i praksis, hvor der på den ene side tales og skrives om selvstændighed, men hvor der på den anden side samtidig stilles krav om, at personalet skal sørge for selvhjulpne borgere. I én kommune hedder det sig, at borgerne skal ”gå i paragraf nul”, hvilket vil sige, at de ingen hjælp skal have. I en anden kommune er sloganet ”Borgerne ud af kommunen”, hvilket vist taler for sig selv. Jeg hører om rehabiliteringskurser, hvor medarbejdere først præsenteres for hvidbogens definition, men derefter handler undervisningen om at få borgerne til at klare sig selv. Jeg hører sågar om rehabiliteringskurser, der afsluttes med, at personalet skal udfylde et spørgeskema med spørgsmål om deres metoder til at sørge for selvhjulpenhed. Disse spørgeskemaer skal underskrives med navn og cpr.nr. og afleveres til ledelsen. Det skaber utrygge medarbejdere, der naturligvis svarer dét, som de tror, at ledelsen og underviserne gerne vil have.

Skævvridningen lægges dog også relativt åbent ud på hjemmesiderne hos Socialstyrelsen, Danske Regioner og Kommunernes Landforening. En søgning på rehabiliteringsbegrebet og et par klik fører til, at jeg hos Socialstyrelsen kan læse: ”Det er vigtigt løbende at have fokus på borgerens motivation og på dialogen med den enkelte borger og eventuelt også borgerens pårørende omkring formålet med forløbet. Hvis det vedvarende ikke lykkes fag personerne at fremkalde borgerens motivation for at indgå i et rehabiliteringsforløb, bør der laves en ny faglig vurdering af, om der skal tilbydes en anden hjælp end rehabiliteringsforløb”.

Bemærk: ”Hvis det vedvarende ikke lykkes fagpersonerne at fremkalde borgerens motivation …”. Her står, at professionelle skal skabe motivation hos andre. Det kan man ikke. Man kan informere, inspirere og vække nysgerrighed; men man kan ikke skabe motivation hos andre. Som professionel bør man til gengæld undersøge og respektere den motivation, der altid er hos den enkelte. Mennesket er altid motiveret for at løse de problemer, som mennesket selv oplever at have. Ligesom mennesket er motiveret for behag som fx glæde, ro, nydelse, socialt samvær og lindring. Derfor er der masser af motivation at arbejde med. Det kan så være, at vi indimellem møder mennesker, der er motiveret for andre problemløsningsstrategier og andre former for behag, end vi synes er passende. Men det er en anden snak. Det er snakken om, hvor meget vi som professionelle må blande os i andres liv – hvor meget vi må bestemme over andre mennesker. Socialstyrelsen skriver i den forbindelse, at: ”Flere kommuner har gode erfaringer med metoden ”den motiverende samtale” som redskab til at skabe motivation og forandring”. Men hvis man læser bogen ”Den motiverende samtale” af Miller & Rollnick, opdager man, at forfatterne kritiserer enhver styrende tilgang til motivationsarbejdet, og at de gentagne gange skriver, at man ikke kan skabe motivation hos andre.

Bemærk også, at Socialstyrelsen pointerer, at hvis borgerens motivation ikke kan fremkaldes, så kan der ikke tilbydes rehabilitering. Det er vist mere konsekvenspædagogisk end konsekvenspædagogerne ville bryde sig om. Det er ikke god stil at afvise mennesker med behov for hjælp – bare fordi det er svært. Dér, hvor samarbejdet er sværest, er som regel dér, hvor der er størst behov for hjælp. Der står intet i hvidbogen om, at man bør afvise mennesker med behov for hjælp bare fordi de ikke passer ind i vores systemer, eller fordi vi som professionelle kan blive afmægtige.

Socialstyrelsen fortsætter med at skrive om rehabilitering af ældre mennesker, at: ”Der kan være forskel på, hvor motiverede borgerne i udgangspunktet er for at indgå i et rehabiliteringsforløb. (…). Endelig kan det have betydning for borgerens motivation, hvis de er blevet vant til at få hjælp fra hjemmeplejen til at løse opgaverne. Jo mere borgeren har vænnet sig til og tilpasset sig situationen, jo sværere kan det være at skabe motivation for forandring”.

Bemærk: ”Jo mere borgeren har vænnet sig til og tilpasset sig situationen, jo sværere kan det være at skabe motivation for forandring”. Man skal tilsyneladende passe meget på med at hjælpe mennesker. Undskyld mig, men jeg håber da, at også ældre mennesker oplever, at de kan få professionel hjælp, når de har brug for det. I Socialstyrelsens optik er det som om, at hjælp er skadeligt og demotiverende. Måske bliver jeg en dag nødt til at skrive lidt om, hvad hjælp er.

Danske regioner går et skridt videre end Socialstyrelsen, når de på deres hjemmeside skriver: ”Rehabilitering handler om at hjælpe mennesker med nedsat funktionsniveau som følge af sygdom eller en ulykke mv. til bedst muligt at genvinde funktionsevnen. For nogle handler det om at vende tilbage til arbejde, for andre om en aktiv pensionisttilværelse. For alle handler det om at blive så selvhjulpen som muligt, og få så meget kvalitet i livet som muligt”.

Bemærk: ”For alle handler det om at blive så selvhjulpen som muligt …”. I praksis er det mere nuanceret end som så. Jeg har mødt mennesker, hvis største ønske ganske rigtigt er at kunne klare sig selv, og hvor kort og intens professionel hjælp kunne være med til at gøre det muligt. Jeg har mødt mennesker, der også ønskede at hele deres hjerte at kunne klare sig selv, men hvor diagnosernes følgevirkninger og livets ubarmhjertighed forhindrede det – også selvom de professionelle hjalp til. Jeg har mødt mennesker, som har erkendt, at selvhjulpenhed ikke er en mulighed for dem, og de må derfor forlige sig med professionel hjælp hele livet. Jeg har også mødt mennesker, der ikke skænker selvhjulpenhed en tanke, fordi de er så fokuserede på at holde nogenlunde sammen på sig selv for ikke at gå til i angst. Med andre ord: Det er ikke sikkert, at ønsket om selvhjulpenhed er der, og selv hvis ønsket er der, er det ikke sikkert, at det er realistisk.

På Kommunernes Landsforenings hjemmeside kan jeg læse, at ”Når vi har et fokus på rehabilitering, hvor de stærkeste ældre bliver mere selvhjulpne, så får vi langt bedre muligheder for at kanalisere ressourcer over til de svageste ældre, som har størst behov”. Det handler altså om at kanalisere ressourcer. Jeg håber bestemt også, at evt. frigjorte ressourcer vil blive brugt på de svageste. Men igen: Det var ikke intentionen i hvidbogen, at der skulle spares penge. Intentionen var derimod at hjælpe mennesker bedst muligt.

Lad mig nu vende tilbage til pointen om, at selvstændighed og selvhjulpenhed ikke er det samme.

Selvstændighed og selvhjulpenhed er ikke synonymer
I Den Store Danske Encyklopædi defineres selvhjulpenhed: ”som er i stand til at klare sig selv uden andres hjælp”. Man kan selvfølgelig være mere eller mindre selvhjulpen, men det handler om at have færdigheder til at klare hverdagen uden hjælp.

Selvstændighed defineres i samme opslagsværk: ”i stand til at tænke og handle uden at føle sig bundet af råd, vejledning, forbilleder eller anden hjælp udefra”. Det vil sige, at selvstændighed handler om kunne tænke selv og vælge selv. Med andre ord kan det selvstændige menneske sige ja og nej til alt dét, som andre kunne ønske at pådutte én.

At klare sig selv og at kunne tænke selv er ikke det samme!

Lad os holde fast i den faglige version af rehabiliteringsarbejdet
Det er foruroligende, når fagbegrebers oprindelige betydning ændres, udvides og skævvrides på en måde, så de får en helt anden betydning. Fidusen er, at man sprogligt camouflerer praksis samtidig med at man effektivt fjerner muligheden for kritik og protest. Man kan nemlig ikke være imod rehabilitering.

Kunsten er at være for rehabilitering, men være imod skævvridningen. Det kræver, at man har helt styr på begreberne og har faglig styrke til at holde fast i sine argumenter. Jeg oplever desværre en øget selvcensur hos medarbejdere og faglige ledere. De tør ikke at tage diskussionerne med deres ledere, konsulenter og undervisere, så de tier stille. Mange forsøger i praksis at handle ud fra hvidbogens rehabiliteringsbegreb på en lidt undercoveragtig måde; men jeg møder desværre også en del professionelle, der begynder at tvivle på rehabiliteringsbegrebet og derfor kommer til at tro, at faglig dygtighed er at kunne styre andre mod selvhjulpenhed.

Rehabiliteringsarbejdet handler om, at vi skal samarbejde med borgerne og deres pårørende med respekt for deres motivation. Det vil sige, at alle rehabiliteringsforløb skal være individuelt tilrettelagte. Det betyder, at vi ikke må behandle borgere ud fra fastlagte koncepter, som vi enevældigt bestemmer. Det betyder, at vi ikke må opsætte behandlings- eller læringsmål uden at det er borgerens ønske. Og det betyder, at vi ikke må styre, tvinge, kue, bestemme over, nudge eller manipulere andre mennesker. Det er vigtigt, at begreber som samarbejde og motivationsarbejde heller ikke skævvrides.

Rehabiliteringsbegrebet er en god beskrivelse af det professionelle arbejde med mennesker med behov for hjælp. Lad os holde fast i rehabiliteringsbegrebet, så vi kan blive ved med at samarbejde med andre, og så de kan opleve, at de er selvstændige mennesker med et meningsfuldt liv. Og lad os kritisere ethvert tiltag, der handler om, at borgerne skal overlades til sig selv eller styres i retning af et liv, der umiddelbart er billigere for kommunen eller regionen.

 

P.S. Jeg tør ikke tænke på hvor mange ressourcer, der bruges på at skævvride rehabiliteringsbegrebet. Tænk hvis de ressourcer i stedet blev brugt på reelt rehabiliteringsarbejde.

 

 

Litteratur:
Rehabiliteringsforum (2004): Hvidbog om rehabilitering. Rehabilitering i Danmark. Marselisborgcentret.

Miller, W.R. & Rollnick, S.: Den motiverende samtale. Støtte til forandring (2.ed.). Hans Reitzels Forlag 2014.

6 kommentarer

  1. Martin siger:

    Kære Dorthe.
    Jeg sætter enorm pris på dine faglige indspark, som helt konkret giver mig klarhed over begrebernes definition og derved styrker mig i min faglighed og argumentation, når vi taler rehabilitering på min arbejdsplads.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Martin. Tak. Jeg håber, at jeg nu endelig har besvaret dit spørgsmål, som du mailede til mig dengang for flere år siden 🙂

  2. Lone Hermansen siger:

    Hej Dorthe –
    Tak for en rigtig god artikel om rehabilitering ?.
    Jeg er ikke selv sagsbehandler, men kender en del til, hvordan politik udmøntes i Kommunerne. Og i Regionerne også.
    Jeg håber, du har kontakt med rigtig, rigtig mange…
    Mange hilsner
    Lone Hermansen

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Lone

      Jeg har kontakt til mange. Og uanset om jeg underviser i risikoen for forråelse, motivationsarbejdet eller faglige tolkninger, så får jeg sneget mine pointer om skævvridningen af rehabiliteringsbegrebet ind. Som regel når jeg også at få flettet skævvridningen af robusthedsbegrebet ind. Men hvad synes du, at jeg skal lægge vægt på at fortælle?

  3. Knud Ramian siger:

    Jeg synes, det er fantastisk så mange der ser og hvor mange, der liker dit snart 2 år gamle indlæg. Det er altså også godt, og nye folk kommer til,
    . Måske kan man lære noget af det.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Det er som om rehabiliteringsbegrebet bliver vigtigere og vigtigere – eller ihvertfald mere brugt. Og det er bare med at holde tungen lige i munden, når man i praksis skal skelne mellem selvstændighed og selvhjulpenhed. Uden at blive for styrende og uden at blive for laissez faire. Jeg er meget spændt på at se, hvad rehabiliteringspsykologien kommer til at byde på. Der skulle være en bog på vej – af Chalotte Glintborg.

Skriv et svar