Man kan hjælpe andre for meget – og så er der også myten om curling

Jeg vil dele dette afsnit fra min kommende bog om motivation for at få jeres tanker om kunsten at hjælpe andre. Afsnittet stammer fra kapitlet om , hvad professionel hjælp er.

Risikoen for passivitet og overflødiggørelse
Man kan hjælpe et menneske på en måde, hvor man overtager menneskets beslutninger og hvor man overskrider menneskets grænser. Man kan i bedste mening komme til at hjælpe et menneske for meget. Der kan være døre, der bliver åbnet; beslutninger, der bliver taget, kaffe, der bliver hældt op og planer, der bliver lagt, uden mennesket nogensinde selv når at gøre eller tænke noget. Hvis man lever i en hverdag, hvor tingene sker rundt omkring én og helt af sig selv, så kan man blive mere og mere passiv. Hvis det sker hyppigt over længere tid, kan mennesket miste færdigheder af at blive hjulpet for meget. Motivationen for at være aktiv i eget liv kan gradvist forsvinde, hvis andre hjælper så meget, at man bliver overflødig i sit eget liv (Søndergaard, 2004). Mennesket kan ikke tåle at være unødvendig i sit eget liv eller uden betydning for andre. Måske er det bekymringen for at gøre andre overflødige, der kommer til udtryk i debatten om curlingbørn og curlingforældre.

Idéen om curling-børn
Curling-begrebet er hentet fra den sportsgren, hvor spillerne fejer med koste foran en sten på en isbane for at kunne anbringe deres sten tættest på centrum i målskiven og dermed få flest point. I 2000´erne dukkede begrebet op i forsøget på at beskrive nogle børn, hvis forældre fjernede forhindringer og barrierer for dem for, at børnene lettest muligt kunne nå målet. Curlingbegrebet bruges som en beskrivelse af forældre, der overservicerer, overbeskytter og overforkæler deres børn, som bliver selvoptagede, krævende og ikke robuste nok (Hougaard, 2000; Jørgensen, 2017). Bekymringen går på, at ”jo mere omsorg et barn får, des mere omsorgskrævende bliver det” (Hougaard, 2000, side 51). Man bør tilsyneladende være påpasselig med, at andre ikke får for meget omsorg. Men læs lige citatet igen og tænk lidt over påstanden om, at omsorg fører til omsorgskræven. Er det også din erfaring, at du er blevet mere omsorgskrævende, når du er blevet mødt med omsorg? Jeg har hørt påstanden om, at andre kan få for meget omsorg og opmærksomhed utallige gange gennem årene. Men det er en tænkning, som der ingen dokumentation er for. Mennesket bliver ikke omsorgskrævende af andres omsorg. Tværtimod vil nogle omsorgssvigtede mennesker reagere ved at blive mere søgende efter omsorg, men det er, fordi de har oplevet alt for lidt omsorg og ikke mindst alt for ustabil omsorg. Derfor har de lært at holde sig til, hvis der skulle byde sig en mulighed for omsorg (Bowlby, 1995). Jeg er bekymret for, at udsagnet, om at omsorg skulle skabe omsorgskrævende mennesker, mest af alt er et udtryk for ens egen følelsesmæssige udmattelse, hvor man mærker, at man næsten ikke har mere at give af, eller at man ikke formår at give dét, som andre har brug for. Hvis omsorgsgivere – endda professionelle omsorgsgivere – vægrer sig mod at udvise omsorg, kan det være et faresignal om udmattelse. Hvis der endda opstår mistroiske fortællinger om andres negative intentioner om at ville suge, kræve og hige efter omsorg, så er det et klart faresignal om forråelse hos de professionelle.

En til tider heftig debat om opdragelse
Det kan være svært at finde et mere eksplosivt emne end børneopdragelse, som de fleste – både med og uden børn – har stærke holdninger til. Spørgsmålet er, hvorfor det er nødvendigt at tage debatten samfundsmæssigt. Især med den vinkling som sås i socialministeriets 2018-kampagne, der hed ”Opdragelsesdebatten”. Udgangspunktet var, at der i skolerne er børn, der ikke kan sidde stille, ikke er robuste; tager kritik personligt og er vant til at få at vide at alt, hvad de laver, er perfekt (Mercado, 2018). Forældrene opfordres til at ”komme ind i kampen” og opdrage børnene til at blive empatiske, vedholdende og parate til at starte i skolen. Antagelsen er altså, at nogle børns problemskabende adfærd skyldes, at de er uopdragne. Denne antagelse medførte en heftig modreaktion på Opdragelsesdebattens facebookside, hvor en række debattører anførte, at det var for enøjet kun at se på forældrenes rolle i forhold til børnenes adfærd i skolen. Man burde nok også se på skolen, herunder de fysiske rammer, de økonomiske betingelser, folkeskolereformen, skoledagenes længde, mulighederne for undervisningsdifferentiering, lærernes breddefaglighed, inklusionsprojektet osv. Der er en risiko for, at man kommer til at fralægge sig sit professionelle ansvar, hvis man reducerer problemerne i skolen til at handle om opdragelse i hjemmet. Ikke desto mindre er begreberne om curlingbørn og curlingforældre blevet gentaget så mange gange, at man kunne tro, at der næsten er tale om fagbegreber, og at der måske endda skulle være forskningsmæssigt belæg for at hævde, at en gruppe af forældre i dag servicerer mere, end forældre tidligere har gjort.  På trods af at kapaciteter som professor i udviklingspsykologi Dion Sommer (2017b) og lektor i børnepsykologi Grethe Kragh-Müller (2014) igen og igen har påpeget, at idéen om curlingbørn og –forældre er en myte. Endda en risikabel en af slagsen. Hvis man tænker opdragelse af børn som en praksis, hvor man ikke skal tage hensyn men derimod styrke deres karakter ved så tidligt som muligt at stille krav om selvhjulpenhed, risikerer man at kræve for meget for hurtigt og dermed stresse barnet. Den spæde neuropsykologiske forskning i stress hos børn viser, at massiv og langvarig stress i en tidlig alder kan skade hjernens struktur og funktion på en måde, så man reagerer langt kraftigere på fremtidige stressbelastninger (Svane & Mogensen, 2011). Barnet kan altså blive sårbar og overreagerende på stressede situationer, hvis der over en længere periode er blevet stillet større krav, end barnet har kunnet kapere.

Hvor mange servicerede børn kan man finde?
Spørgsmålet er ikke, om man kan finde familier, hvor man kunne mene, at forældrene overservicerer deres børn. For det kan man vel nok. Spørgsmålet er derimod, om der er empirisk belæg for at hævde, at de såkaldte curlingbørn er reglen snarere end undtagelsen. Jeg har derfor ledt efter undersøgelser, der dokumenterer eksistensen af curlingbørn, og det er overraskende svært. I tider, hvor der forlanges evidens, er det paradoksalt, at begrebet om curlingbørn og -forældre tilsyneladende er et normativt begreb uden hold i forskning. I den smule faglitteratur, der findes om curlingbørn, bemærker jeg, at empirien primært består af ældre mandlige psykologers private observationer af fremmede familier i dagligvarebutikker eller på restauranter samt deres private observationer af deres børnebørn (Hougaard, 2000; Jørgensen, 2017). Som privatperson står det enhver frit for at mene alt muligt, men når man skriver bøger som fagperson, så er der andre krav om at tage afsæt i den tilgængelige viden. Der er bestemt udviklingspsykologisk forskning, der viser, at forældres måder at behandle deres børn på får konsekvenser for børnenes udvikling. Men der også forskning, der viser, at kammeraterne kan have større betydning for barnets værdier. Ligesom forskning viser, at mødet med professionelle i dagpleje, vuggestue, børnehave og skole betyder en del for barnets udvikling. Der er endda forskning, der viser, at forældrene udvikler sig mere af forældre-barn-samspillet, end børnene gør (Sommer, 2004; 2017a; Stern, 1995; 2003). Men jeg kunne ikke finde forskning om forældres servicering af deres børn. Ikke før det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd VIVE i 2018 offentliggjorde en rapport, hvor de havde undersøgt omfanget af curlingbørn og set på deres trivsel både fagligt og socialt. Det komplicerede undersøgelsen, at der ikke findes en definition af begrebet curlingbørn og -forældre, men forskerne gik ud fra, at der menes familier, hvor forældrene hjælper og servicerer børnene meget, og hvor børnene sjældent deltager i huslige gøremål (Dahl & Ottosen, 2018). Man har fulgt 6000 børn født i 1995. Man interviewede forældrene, da børnene var ½ år, 3, 7, 11, 15 og 18 år gamle; og man interviewede børnene, da de var 11, 15 og 18 år. Derudover har forskerne fra VIVE tre gange (i 2009, 2013 og 2017) hentet data fra årgange født i 1989, 1993, 1997, 2001, 2009 og 2013. Disse forløbsdatasæt består af yderligere 7600 børn. Konklusionen blev, at man kan finde curlingbørn og –forældre i seks procent af familierne i Danmark. Tallet seks procent viser, at der i hvert fald ikke er tale om en hel generation af curlingbørn. Desuden er det svært at tro, at seks procent skulle kunne ødelægge undervisningsmiljøet i skolerne for de 94 procent.

Hvordan har de såkaldte curling-børn det?
Hvem er de seks procent? Og hvordan har de det? Bare fordi der ikke findes så mange børn, der serviceres, kunne der godt være grund til bekymring for dem alligevel. Men ifølge VIVEs rapport lever de seks procent typisk i kernefamilier med et højt uddannelsesniveau. Både på kort sigt og langt sigt viser det sig at være en fordel for børnene, at forældre bruger tid på at stimulere deres udvikling og hjælper dem med at begå sig i børnehaver og skoler. Børn, der er vant til at tale med voksne, er nemlig bedre til at afkode andres forventninger og kulturelle omgangsformer, hvilket er afgørende for såvel faglig som social udvikling. Forældre, der er kærlige og involverede samtidig med at de er tydelige med hensyn til deres egne værdier, får børn, der trives godt både fagligt og socialt. Hvorimod forældre, der er følelsesmæssigt distancerede og ofte bruger sanktioner, har de børn, der trives mindst (Dahl & Ottosen, 2018). Analysen viser altså, at de børn og unge, der modtager meget hjælp, trives fagligt og socialt. Vi kan derfor tage det helt roligt med hensyn til den lille gruppe af børn, der bliver hjulpet en masse. De klarer sig. Rigtig godt endda.

Hvorfor så megen frustration, når nu curling-børnene trives?
Når snakken falder på curlingforældre og curlingbørn, bliver det hurtigt en snak præget af store følelser, hvor man forarges og irriteres over andre; og hvor de forældre, der føler sig ramt af kritikken, reagerer med følelser af skyld og utilstrækkelighed. Selv de gange, hvor jeg har undervist professionelle i, at de såkaldte curlingbørn trives, bliver jeg mødt af skeptikere, der stadig mener, at det vil gå disse børn ilde, og at det er i øvrigt frustrerende at være vidne til ”den manglende opdragelse”. Det er tilsyneladende let at komme i tanke om andre, der servicerer deres børn mere, end man selv ville have gjort. Andre, der varter op, forkæler og ikke formår at sige nej til børnene. En praksis som de får uopdragne og utiltalende børn ud af. Der er altså en del frustration i diskussionerne om curlingbørn og –forældre. Frustrationer bør altid tages alvorligt, da de er udtryk for en vigtig kommunikation om, at den frustrerede tumler med håndteringen af noget svært. På baggrund af VIVE-rapporten vil jeg tillade mig at konkludere, at frustrationerne handler om noget andet end bekymringen for børnenes sociale og faglige udvikling. Det nævnes i VIVE-rapporten, at de såkaldte curlingforældre er svære for professionelle at samarbejde med. Måske kunne noget af frustrationen handle om, at nogle forældre udfordrer de professionelle på en særlig måde. Psykolog Rikke Yde Tordrup (2017) skriver om de markante forældre som værende alle de forældre, der markerer sig på måder, der kan gøre professionelle usikre. Det kan være forældre, som servicerer deres børn; forældre, der presser deres børn og forældre, der stiller krav til de professionelle om at tage individuelle hensyn. Ligesom forældre kan professionelle føle sig udskældte og udskammede. Det er typisk dér, hvor man føler sig uretfærdigt behandlet og nedgjort, at man kan projicere sine afmagtsfølelser tilbage på dem, der ikke forstår ens gode intentioner eller anerkender ens faglige kompetencer. Det er dér, man kan reagere med nedgørende øgenavne, mistroiske fortællinger og en unuanceret idé om, at det kun er de andre, som gør noget forkert. 

Men måske kan frustrationen også hænge sammen med nogle iagttagelser af, at nogle forældre hjælper på en måde, hvor barnet ikke oplever at blive hjulpet, men derimod kontrolleret. I den engelsksprogede forskning skriver man om ”helicopter parents”, og her findes forskningsresultater, som peger på, at forældres kontrollerende adfærd kan skabe problemer for børnene. Også selvom kontrollen sker med gode intentioner om at passe godt på barnet, kan omsorgen ikke dæmme op for, at kontrol skaber problemer for børn og unges udvikling (Nelson, Padilla-Walker & Nielson, 2015). Men hvis det er kontrollen, som vi er bekymrede for, så er det vel dét, vi skal tale om? Så skal vi ikke tale om curling, men om risiciene ved styring og kontrol. Det er bestemt en pointe, at man risikerer at kvæle andres initiativer og selvstændighed ved at kontrollere dem. Jeg ville dog ønske, at vi kunne droppe at gøre en vintersport til et skældsord. Det burde være nok at tale om risikoen for at hjælpe for meget og hjælpe forkert – uden at skulle putte nogle børn og forældre i kasser med stigmatiserende og nedgørende etiketter. I det hele taget bør negative mentale forestillingsbilleder undgås, da de kan være med til at legitimere afvisninger, skæld-ud og devalueringer.

Hjælp er meget mere end blot servicering, men servicering kan også være en hjælp
Hjælp handler både om at støtte og om at hjælpe på vej. Hjælp handler nogle gange om at pakke andre ind og beskytte dem. Andre gange handler hjælp om at lade andre klare noget af hverdagslivet selv og dermed udsætte dem for krav og stimuli, der kan være med til at udvikle dem. Hjælp handler både om ”at holde hånden under” og om ”at skubbe lidt på vej”. Gerne på samme tid (Thamestrup, 2018). Hjælp bør ikke reduceres til udelukkende at handle om servicering. Men hjælp kan også være servicering. Måske skal vi ikke være så bange for at bære en taske for et træt barn eller servere en kop kaffe for et voksent menneske, der har meget at spekulere på. Når man bærer en taske for én, som sagtens kan bære sin taske selv eller serverer en kop kaffe for én, der sagtens kan betjene en kaffemaskine, så kan det handle om en gestus, hvor man prøver at kommunikere noget i retning af: ”Jeg kan godt se, at du har meget at tumle med. Jeg kan ikke fjerne dine problemer og dine bekymringer, men jeg kan vise dig, at jeg ser dig og belastningerne i dit liv. Det viser jeg dig med tasken eller kaffen som et symbol på min omsorg”. I stedet for at kalde servicering for curling kunne man overveje at kalde samme handlinger for generøsitet. Og i stedet for at bekymre os om de børn, der hjælpes, burde vi bekymre os om de børn, der ikke hjælpes.

Efter dette afsnit følger nogle afsnit om at hjælpe for lidt, hjælpe med det letteste og ikke det vigtigste samt hjælpe for sin egen skyld, inden kapitlet rundes af med den professionelle hjælp, hvor andre oplever reelt at blive hjulpet.

Litteratur
Bowlby, J. (1995): En sikker base – Tilknytningsteoriens kliniske an­vendel­ser. Det lille Forlag.

Dahl, K.M. & Ottosen, M.H. (2018): Kortlægning af viden om opdragelse. Familietid, hverdagsliv, pligter og ansvar. VIVE.

Hougaard, B. (2000): Curling-forældre og service-børn. Debat om vort børnesyn. Hougaards Forlag.

Jørgensen, P.S. (2017): Robuste børn. Giv dit barn ansvar, livsmod og tiltro til sig selv. Kristeligt Dagblads Forlag.

Kragh-Müller, G. (2014): Det er ikke meget magt, børnene har fået. Asterisk, december 2014, side 24-25.

Mercado, M. (2018): Tid til opdragelsesdebat. Avisen Danmark d. 31. januar 2018.

Nelson, L.J.; Padilla-Walker, L.M. & Nielson, M.G. (2015): Is Hovering Smothering og Loving? An Examination of Parental Warmth as a Moderator of Relations Between Helicopter Parenting and Emerging Adults´ Indices of Adjustment. Emerging Adulthood, marts 2015.

Sommer, D. (2004): Barndomspsykologi – udvikling i en forandret verden (2. reviderede udgave). Hans Reitzels Forlag.

Sommer, D. (2017a): Udvikling. Fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab. Samfundslitteratur.

Sommer, D. (2017b): Opgør i psykologien – udviklingspsykologien. 24 spørgsmål til professoren v/ videnskabsjournalist Lone Frank. Radio 24syv d. 2. december 2017.

Stern, D.N. (1995): The Motherhood Constellation – A Unified View of Pa­rent-Infant Psychotherapy. Basic Books.

Stern, D.N. (2003): Spædbarnets interpersonelle verden. Hans Reitzels Forlag.

Svane, V. & Mogensen, J. (2011): Mønsterbrud trods traumer i hjerne og sind. Fra Sørensen, J.B. (red.): Mønsterbrud i opbrud. Dafolo, side 50-83.

Søndergaard, M. (2004): Demens og aktiviteter i et livshistorisk perspektiv. Hans Reitzels Forlag.

Thamestrup, H. (2018): Egne noter fra Heidi Thamestrups tale holdt ved receptionen hos Landforeningen Autisme på Folkemødet d. 15. juni 2017.

Tordrup, R.Y. (2017): Markante forældre. En bog til lærere og pædagoger om at håndtere forældre med store krav og stærke følelser. Akademisk forlag.

4 kommentarer

  1. Stine Sonne Lohmann siger:

    Kære Dorthe

    TAK for dig! Du nuancerer “hjælpebegrebet” og bringer kærkommen inspiration til at revurdere en, tilsyneladen, stående normopfattelse af curlingbørn og -forældre (og professionelle omsorgsgivere(s virke))…

    “Motivationen for at være aktiv i eget liv kan gradvist forsvinde, hvis andre hjælper så meget, at man bliver overflødig i sit eget liv (Søndergaard, 2004). Mennesket kan ikke tåle at være unødvendig i sit eget liv eller uden betydning for andre.”

    Denne passage indrammer, i følge min bedste overbevisning, essenssen af, hvor debatten bør ta´ sit afsæt… Man (og jeg benytter med vilje en generel term) kan ikke få for meget omsorg; man kan blive frataget motivationen for at være aktiv i eget – og andres – liv, og det er en helt anden – og langt mere alvorlig – snak, for er man uden funktion (for sig selv og andre)…ja, så bli´r det hele (jo) ligegyldigt, og sidder et menneske med den oplevelse, kan det næppe forventes at have blik for det større fællesskab – endsige forholde sig deltagende i undervisningen…

    Bedste hilsner fra
    Stine Sonne Lohmann

    • Kære Stine

      Tak for dine tanker. Jeg var faktisk lidt rystet over, at jeg ikke kunne finde dokumentation for påstandene om udbredt overservicering af børnene og de påståede negative konsekvenser. Når jeg ser nyheder og læser avis, er det næsten som om at det er en sandhed, at børn idag er “curlingbørn”. Hvordan kan vi have 20 års samfundsdebat uden dokumentation?

      Nå, men det vigtige er – som du skriver – at holde øje med risikoen for at mennesker mister motivationen for at deltage i livet. Og her skal vi nok være mere bekymrede for fænomener som kontrol, styring, testning og manglende nærhed.

      Bedste hilsner fra Dorthe

  2. Karin Schwartz siger:

    Jeg bøjer mig i støvet. Det er spot on på en problemstilling som ved fejlfokus fører direkte til forråelse. Det er ligesom boldspillets “kig-væk-finte”. Man retter fokus et helt andet sted, for så at kunne gå ubemærket forbi vigtige strategiske spillere. Det kan føre til mål, men i dette tilfælde vil det givetvis føre til selvmål………og rigtig mange af slagsen!

    • Kære Karin

      Jeg kan godt lide dit begreb om “kig-væk-finte”, fordi samfundsmæssigt flytter vi fokus væk fra vigtige problemer som omsorgssvigt, social ulighed, fattigdom, ensomhed, skolevægring, selvskade osv ved at debattere de påståede curlingbørns manglende robusthed.

      Gode gamle Freud kaldte det problemforskydning, når mennesket reagerer på en erkendelse af problemers kompleksitet ved at bilde sig selv ind, at det store dybe problem kan reduceres til et lille fiktivt problem, som heldigvis let kan løses. En klassisk forsvarsmekanisme, som ganske effektivt reducerer ens egen angst. Ikke mindst hvis den suppleres op med lidt ansvarsfralæggelse. Og måske er det derfor, at idéen om nogle forældres manglende opdragelse dukker op, når vi konfronteres med, at flere og flere børn og unge mistrives.

      Om der også kan være en politisk dagsorden a la Jesper Tynells “Mørkelygten” … det kan jeg ikke gennemskue. Har du tænkt over det?

      Apropos “kig-væk-finte”, så går jeg og spekulerer på samfundsdebatten om “krænkelsesparathed”. Der er noget, der ligner “curling”-debatten i samfundsdebattens aggression båret af absurde enkelthistorier i medierne, men jeg er endnu ikke dykket ned i om der er findes nogen dokumentation for påstanden om, at vi lettere føler os krænkede idag end for år tilbage.

      Bedste hilsner fra Dorthe

Skriv et svar