Hvad bruges pengene i det offentlige egentlig til?

I 2015 var de samlede offentlige udgifter på 1.092 milliarder kroner (Kaspersen & Nørgaard, 2015). Jeg ville gerne se et samlet budget for samtlige milliarder. Jeg kan se på mine ture rundt i landet, at det ikke er alle milliarderne, der bruges direkte på arbejdet med de borgere, som har brug for professionel hjælp.

Gad vide hvor mange penge, der går til, at nogle styrer og kontrollerer andre? Gad vide, hvad dokumentationssystemer, afkrydsningsblanketter, trivselsundersøgelser, evalueringer osv. koster i udvikling, indkøb og anvendelse? Gad vide hvor mange penge der bruges på nye (mere eller mindre virksomme) it-systemer? Gad vide hvor mange lønninger der betales til HR-medarbejdere, mellemledere og konsulenter, der udelukkende producerer møder og papir?

Gad vide hvor mange penge der betales til journalister, kommunikationsarbejdere og reklamebureauer for, at den enkelte arbejdsplads eller kommune kan ”brande sig selv” eller lære at klare sig, når borgere klager deres nød til medierne? Gad vide hvad det koster at lave pjecer, hjemmesider, videoklips osv. for at promovere offentlige arbejdspladser?

Gad vide hvor mange lette løsninger, der bliver indkøbt fra private konsulentfirmaer? Der sælges i øjeblikket lette løsninger, som lover alt lige fra, at de kan nedbringe sygefravær, styrke alles robusthed, fjerne risikoen for stress, få borgerne nudget til selvhjulpenhed, give den øverste leder et overblik, gøre mellemlederne til fremragende ledere, spare penge uden at det kan mærkes osv.. Alle disse ”magiske” modeller koster selvfølgelig i indkøb, undervisning og skriveri. Men de lette løsninger koster måske allermest i frustration over, at løsningerne ikke virker – og ved den tid, der spildes på andet end arbejdet med de reelle problemer. Gad vide hvor mange penge der efterfølgende bruges på at skjule, at de lette løsninger ikke virkede?

Overalt hvor jeg kommer frem, messes der: ”vi skal jo spare”, ”der er ingen penge” og ”sådan er vilkårerne”. Der spares hårdt på hjælpen til borgerne, og alle ved, at det ikke er slut endnu. Men samtidig bruges der enorme mængder af penge på alt muligt, som aldrig kommer borgerne til gode. Det vil sige, at der er penge. Måske er det muligt at spare milliarder – og samtidig bruge flere penge på børn, unge, voksne og ældre.

Hvorfor regnes der på, hvad det koster at hjælpe mennesker i bad og give dem et dagligt varmt måltid? Hvorfor regnes der på udgifterne til ægtepar på kontanthjælp? Det virker så nærigt at regne på den slags. Hvorfor regnes der ikke på omkostningerne ved at ville styre og kontrollere? Og hvorfor regnes der ikke på, hvad de lette løsninger koster? Det virker så ødselt at undlade at regne på den slags.

 

Litteratur:
Kaspersen, L.B. & Nørgaard, J. (2015): Ledelseskrise i konkurrencestaten. Hans Reitzels Forlag.

5 kommentarer

  1. Sanne Bavnhøj siger:

    Gode spørgsmål!!

  2. Peter Hansen siger:

    En spændende diskussion, men indsigt er ikke nok, der skal også gøres op med forandringsfobien over for dette.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Enig! Indsigt er overvurderet – der skal handling til. Årsagen til indlægget er en dyb frustration over at skulle blive ved med at høre på mantraerne om at “vi skal jo spare”, “der er ingen penge”, sådan er vilkårerne” osv. Som om besparelserne – på linie med tyngdeloven – er naturgivne og dermed umulige at gøre noget ved. Samtidig kan jeg se, at der bruges – og spildes – enorme mængder af penge i det offentlige. Besparelserne besluttes vist desværre af ledere, der har mistet overblikket …

  3. susanne malmborg siger:

    hej dorthe

    Jeg er personligt vanvittigt frustreret over at socialdirektør i Kbh. Annette Laigaard gik på pension som 62-årig, efter hun sørgede for en lønstigning på 35,7 % ekls. pension over 5 år og pension på ca. 19% af lønnen. Hun fratrådte 1.marts 2016 og blev straks udpeget af socialminister Karen Ellemannn som formand for det centrale handicapråd, hvor ministeren fastsætter hendes løn. Ved at studere finansloven kan man se at hun aflønnes af satspuljen ca. 5,9 millioner hvoraf de fleste penge går til aflønning af seks administrative stillinger incl. formanden og hvis formål netop er at lave brochurer mm. Hun forlod kommunen efter utallige shitstorme som omhandlede hendes ligegyldighed overfor handicappede borgere.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Susanne

      Jeg deler din frustration over alt for mange af disse sager, hvor egoistiske interesser blandt offentlige chefer tydeligvis overtrumfer det egentlige formål med deres ansættelse. Jeg tænker gang på gang, at der er masser af penge i det offentlige. Der er slet ingen grund til at spare – altså hvis vi fjernede alle dem, der ikke forstår, at der faktisk er mennesker, der skal hjælpes. Vi kunne få så mange penge derude i praksis, hvor det gælder.

      Tænk, hvis kontrollanterne af mennesker på overførselsindkomst brugte et års tid på at kontrollere pengeforbruget blandt ledere, konsulenter, chefer og politikere i det offentlige. Det ville vist være nærmest innovativt 😉

Skriv et svar