Et essay i psykologernes fagmagasin om forråelse

For første gang skriver jeg til psykologer om forråelse. Ulrikke Moustgaard, som er ny redaktør på Magasinet P, gav mig muligheden for at skrive et essay. Resultatet udkom i fredags og kan læses her: Vi er nødt til at tale om forråelse.

Whistleblowere fortæller om systematiske krænkelser i kommuner og regioner; enkelte sager om forråelse kommer i medierne; pårørendeforeninger kæmper for deres medlemmer; jurister vinder sagerne mod kommunerne; professionelle siger efter bedste evne fra overfor ligegyldighed og råhed på arbejdspladserne; forskere undersøger omfanget af moralsk stress; der dannes facebookgrupper, hvor frustrationerne deles osv. Men selvom mange kæmper for at sætte forråelsesrisikoen på dagsordenen, så er tabuiseringen stadig langt større. Det betyder, at der er en del, som ikke kender begrebet. Første del af essayet er derfor en beskrivelse af, hvad forråelse er.

Jeg kæmper stadig noget med, at det hedder onde handlinger, når et menneske gør et andet menneske ondt. Ondskabsbegrebet er så provokerende i sin alvorlighed, at jeg desværre mister kontakten til mange, når jeg taler eller skriver om ondskab. Det er for svært at skulle bruge et ord som ondskab i forhold til sine egne handlinger. Men jeg kan ikke kalde det for noget andet, da en handling, der gør fysisk eller psykisk ondt, er en ond handling. Jeg prøver derfor i essayet kort at forklare, at onde handlinger ikke er udtryk for onde intentioner. Tværtimod kan onde handlinger udspringe af gode intentioner. Ligesom onde handlinger kan hænge sammen med forsøget på at passe på sig selv. Og onde handlinger kan såmænd også skyldes tankeløshed.

På sidste side i essayet når jeg frem til mit egentlige budskab. Som jeg ser det, er der nemlig tre store problemer, som skal løses, hvis vi skal have dæmmet op for forråelsen:

1. De fejlslagne besparelser på velfærdsområderne skal ændres til reelle besparelser. Lige nu spares der kraftigt på hjælpen til dem, der har brug for professionel hjælp. Det ender med at blive væsentligt dyrere, da vi ikke får hjulpet i tide, og problemerne kommer til at vokse folk over hovedet. Samtidig – som jeg skrev i sidste blogindlæg – bruges der oceaner af penge på kontrol, spin, papirer, konsulenter og pseudoløsninger, hvilket sandsynligvis koster mere end at nøjes med at hjælpe borgerne. Hvis besparelserne skal være andet end dyre forringelser, kommer det til at kræve ledelse.

2. Det positive nysprog skal ophæves, så vi kan komme til at tale om problemerne. Ellers får vi ganske enkelt ikke løst problemerne. I essayet skriver jeg om synonymtricket og skævvridningen af fagbegreber. Der blev desværre ikke plads til endnu et narrativt tricks, nemlig de nyopfundne ord. Jeg ville gerne have skrevet om nyopfundne ord som fx langtidsraskhed, social kapital, samskabelse, agilitet, nudging og værdistress. Der går lang tid fra man hører om disse begreber første gang, til man begynder at få en fornemmelse af, hvad de betyder. Tag nu eksempelvis nudging, der defineres som ”en pædagogisk metode, hvormed man med små kærlige puf skubber et andet menneske i den rigtige retning”. Så længe det handler om at få skrald puttet i skraldespande, går det an. Men når nudging bruges i professionelt hjælpearbejde, som ellers er kendetegnet ved respekt for andres motivation, bliver nudging til en sproglig camouflage for at bestemme, tvinge og manipulere. Når man hører om nudging første gang, så har man ikke umiddelbart nogen mening om det. Hvorimod det ville ramme ind i utallige forudgående refleksionsrækker, hvis man blev introduceret for idéen om, at man nu skulle bestemme, tvinge og manipulere meget mere. Fidusen ved de nyopfundne ord er, at de nulstiller vores refleksioner og forhindrer kritik.

3. Manglende faglighed og rå faglighed skal erstattes af ikke-dirigerende faglighed, så alle, der kommer i kontakt med professionelle, kan mærke, at de professionelle faktisk forstår og hjælper så godt, som det overhovedet er muligt. Faglighed er det eneste reelle værn mod forråelse. Det er meget forskelligt, hvilket fagligt udgangspunkt de enkelte arbejdspladser har. Nogle steder er der en lang tradition for rå tilgange med regler, straffe og skælden ud. Andre steder bliver fagligheden afviklet i takt med besparelserne. Nogle steder vægtes personalets arbejdsro højere end interessen for de mennesker, der bør hjælpes. Nogle faggrupper har tradition for at undgå at læse faglitteratur og journaler. Der er steder, hvor der hverken er faglig ledelse eller tilbydes supervision. Andre steder ansættes ufaglært personale til de allersværeste opgaver. Nogle steder kender personalet ikke forskel på at være privat og på at være personlig. Der er områder, hvor man ikke arbejder tværfagligt. Og endelig er den politiske interesse for fagligt arbejde ikke særlig stor, da det er blevet vigtigere, at borgerne lærer at klare sig selv; hvilket betyder, at rammerne forhindrer faglighed. Der er lang vej endnu, før fagligheden kan blive så stærk, at forråelsen kan holdes på et minimum.

Beskrivelserne af forråelse og onde handlinger blev nødt til at fylde en del, så der blev ikke plads til at runde essayet af med et afsnit om psykologernes rolle i arbejdet med at dæmme op for forråelsen. Jeg tænker, at psykologerne har et særligt ansvar for at supervisere personalegrupper/ledelsesgrupper for at bibringe indsigt i egne gruppedynamikker, understrege vigtigheden af et nuanceret sprogbrug, være med til at øge forståelsen for andres handlinger samt kontinuerligt hjælpe gruppen til at holde fokus på samarbejdet med borgere og pårørende. Men psykologer mærker selvfølgelig forråelsen i egne tanker og handlinger på samme måde som alle andre. Som psykolog er man på ingen måde immun overfor afmagt eller gruppekulturer, og en psykologuddannelse er desværre ingen garanti for høj faglighed. Derfor havner psykologerne i samme problemer og dilemmaer som alle andre faggrupper, og derfor har essayet samme indhold som hvis jeg havde skrevet til andre faggrupper.

God læselyst – og kom gerne med dine kommentarer. Læs endelig resten af magasinet, hvor lederen i dette nummer også handler om forråelse.

 

P.S. Man kan tegne abonnement på Magasinet P via en mail til p-magasin@dp.dk.

15 kommentarer

  1. Pernille Jellinggaard siger:

    Godt skrevet Dorthe og tak for at du uddyber, præciserer og skarpretter dine holdninger til forråelse. Det er nødvendigt, at vi forholder os kritisk til hvordan vi bruger ord og begreber, som du fx nævner problemer som udfordringer.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Jeg tænker mere og mere på, at vores sprogbrug bør være præcist, nuanceret, dansk og indeholde de ord, som vi allerede kender. Jeg irriteres over, at der til stadighed opfindes nye begreber for fænomener, som vi allerede har ord for. Og jeg irriteres over, at gamle begreber skævvrides til at betyde noget helt andet.

  2. Karen Scott siger:

    Super godt indlæg. Det er jo nærliggende at komme til at tænke på beskæftigelsesministerens m.fl. anvendelse af begrebet “harmonisering” nu hvor de fattige skal gøres ultra fattige.
    Du er en stadig inspiration Dorthe, og jegvhavde du kan bære denne fakkel fortsat, uden nogensinde at blive træt. Jeg er bange for, at ðet bliver endnu med nødvendigt inde kommende år.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Åh ja, det var en af de interessante, da afskaffelsen af fattigdomsgrænsen blev forsøgt camoufleret med “harmonisering” og “fattigdom handler om så meget andet end pengemangel”.

      Jeg kæmper kampen. Sammen med alle jer andre. Og jeg tror på, at det nytter. Jeg må dog indrømme, at jeg indimellem bliver træt og opgivende. Men det varer kun kort. Så bliver jeg rasende igen! Der er mange forråelsesfortællinger, der skal fortælles videre – helst til dem, der ikke ønsker at høre om forråelsen.

  3. Lone siger:

    Forråelse – jeg tænker ikke helt definitionen af forråelse er entydig i artiklen og tænker også der er udfordringer med at netop faglighed eller kvalificeret faglighed, skal kunne sikre mod forråelse. Der henvises til “nye ord” – forråelse eller at forrå er vel som begreb også nyt. Jeg tænker ikke nogen uden daglige etiske overvejelser påfører forråelse/magt af passive medmennesker, dette sker i interaktion med mange aktører og fagligheder og interaktion med den eller dem der udøves magt overfor. Spørgsmål kunne være: Er borgere, klienter, patienter mfl. overordnet passive modtagere af forråelse eller har de også i langt de fleste sammenhænge mulighed for,at “returnere” forråelse tilbage til afsender, med tanke om autoriteter/specialister ikke har den magt længere, de havde tidligere? Jeg tænker mange andre teoretikere kommer fint omkring udfordringerne uden inddragelse af forråelse – har svært ved og se det nye i artiklen. Samfundet ønsker assimilering og i takt med normal begrebet indsnævres, opstår der hele tiden nye metoder der skal sikre denne assimilering (af marginalisering) – i inklusionens navn “normaliseres” alle. Mangel på anerkendelse tænker jeg er det egentlige fokuspunkt, såfremt rummeligheden/normalitetsbegreber udvikles, vil langt færre således udsættes for såkaldt metodeudfoldelse eller forråelse.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Forråelse er et gammelt dansk begreb. Jeg beklager, at definitionen ikke er præcis nok i artiklen. Jeg vil gøre mig mere umage fremover. Forråelse kommer af ordet “rå” og er et begreb for den udviklingsproces, hvor man som menneske (eller i en gruppe) gradvist bliver mere og mere rå.

      Du har ret i, at der intet nyt er i artiklen. Jeg beskriver velkendte psykologiske fænomener som krænkelser, selvbedrag, magt og afmagt, forråelse osv. Jeg ønsker ikke at opfinde noget nyt. Jeg ønsker at få løst nogle af de problemer, der findes. Eller mere præcist: Jeg ønsker at få stoppet de systematiske krænkelser af børn, unge, voksne og ældre. Min pointe er, at vi bliver nødt til at tale om forråelsen, hvis vi skal kunne gøre noget ved det. Og der er desværre stor modstand mod at tale om professionelles krænkelser af mennesker med brug for hjælp.

      Jeg er ikke enig med dig i, at daglige etiske overvejelser er nok til at forhindre forråelse. Så let er det ikke.

  4. Tak for det gode essay, og det arbejde du gør. Jeg deler så rigeligt dine erfaringer og synspunkter fra mit eget arbejde som psykolog indenfor området arbejdsrelateret stress. Der er i begge tilfælde tale om tabubelagte emner i den forstand, at det er utrolig vanskeligt at komme til en dybere forståelse af den stigende forekomst af hh stress og forråelse – som iøvrigt hænger uløseligt sammen. Som om det er for pinagtigt og uoverkommeligt at se i øjnene. I begge tilfælde er det langt lettere at benægte og individualisere problematikkerne, hvilket i sig selv er med til at bidrage til yderligere forråelse og stress.
    Det kunne være spændende om vi kunne mødes og udveksle erfaringer. Bedste hilsener, Nadja

    • Dorthe Birkmose siger:

      Jeg ser også en kompleks sammenhæng mellem forråelse og stress, hvor afmagtsfølelserne spiller en afgørende rolle. Ligesom jeg desværre også ser den kraftige tendens til at individualisere alle problemer (med skyld og skam til følge) – senest med skævvridningen af robusthedsbegrebet, hvor robusthed bliver noget, som man kan styrke ved sig selv og dermed blive galvaniseret mod stress, forråelse, moralske kvaler mv.

      Hyggeligt at du skriver. Jeg følger jo også dit arbejde. Jeg har netop købt bogen “Tag etikken tilbage. Markedstænkningen og dens konsekvenser”, hvor jeg her på min togtur skal have læst dit bidrag “Opgøret med konkurrencestatens primitive menneskesyn”. Det kan sikkert blive vanskeligt at finde tid i vores travle arbejdsliv til en kop kaffe og en forstandig snak, men det kunne være godt.

  5. Sara siger:

    Tak for din artikel! Dejligt at nogen tør at sige noget højt.
    Kh. Sara

  6. Leila siger:

    Tak for et relevant indlæg. Mange gode observationer og refleksioner. Jeg bed særligt mærke i emnet”positivt nysprog”. En måde at hindre en ærlig debat på. Nyopfundne ord eller skævvridning af fagbegreber kan anvendes til at udelukke andre fra en debat. Jeg synes også at opfindelse af nye ord ligner at opfinde den dybe tallerken påny. Dette kan kommuner bruge dyrtkøbte konsulenter og/eller ansætte akademikere til, men hvorfor? Er det desperat handling? Et forsøg på afledning af de mange opgaver og frustrationer som vokser personalet over hovedet indenfor de såkaldte velfærdsydelser
    Du får trukket flere rigtige vigtige emner frem, som tåler meget mere debat. Også gerne i dagsaviserne, således at de ansvarlige politikere træder frem og står ved konsekvenserne af deres handlinger. Det ville være klædeligt.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Det ville i sandhed være klædeligt, hvis alle tog deres ansvar.

      Jeg må indrømme, at jeg i bund og grund ikke fatter, hvorfor man bliver ved med at hyre konsulenter mv til at fortælle positive historier og opfinde nye begreber. Det er dyrt, det hjælper ingen borgere, medarbejdere føler sig talt ned til og det er tidsspilde. Hvad er det konstruktive i det?!

  7. Inge Skafsgaard siger:

    GODT BRØLT LØVE! Tak for at du sætter fokus på dette så vedkommende emne – forråelsen.
    Vi bør være på vagt for den ’sminkning’ af sproget der sker – der er som om man tror at hvis vi forfiner ordene forsvinder problemet – der sker netop, som du påpeger, at reflektion og kritisk debat forhindres, og magtmisbruget ligger lige for.
    Jeg arbejder med magtfri kommunikation – og kalder denne forfinelse for et tykt lag sirup der trækkes ud over lorten, og lukker af for protest og handling. Historien gentager sig, viden er magt og magthaverne manifisterer sig.
    Et ex på sproglig forfinelse ordet åndsvag (som er vidunderlige og unikke mennesker) de skulle så kaldes evnesvage, dernæst retarderede som så blev til udviklingshæmmede og idag hedder de mennesker med psykisk funktionsnedsættelse………. min pointe er; Er de blevet mindre ’svage i ånden’ ? NEJ – men stadig lige dejlige.
    Et curiosum til dette. Det vanskeliggør desuden i et godt skænderi, hvor man ville sige ” Du er fa.. åndsvag” kraften i udsagnet nedsættes markant når vi nu må sige ”Du er fa… en person med psykisk funktions nedsættelse” 

    • Dorthe Birkmose siger:

      Tykt lag sirup ud over lorten … tak for dét klamme billede 😉 Men du har jo ret. Vores lækre ord kan bruges til at sukre en barsk virkelighed ind, men det ændrer ikke på virkeligheden.

  8. Birthe Krabek siger:

    I dag ville jeg undersøge lidt mere omkring resiliens. Der fandt jeg dig og begyndte at læse din blog med kommentarer. Det er længe siden jeg har fulgt så interessante og vedkommende debatter på nettet.
    Mit hoved var netop fyldt med de mange tanker, som jeg nu har læst om, og derfor er det en stor glæde, nærmest befriende at læse din blog.
    Jeg har i mange år beskæftiget mig med undervisning og læring. Været skoleleder på den mest vidunderlige skole og været medstifter og leder på endnu en friskole.
    Jeg har skrevet en bog om ” Vores skole” af flere grunde. For det første var det vigtigt for mig at fortælle den praksisnære historie, og hvor meget vi faktisk kunne gøre før kontrol, regler og frygt tog over. For det andet er det for mig vigtigt at komme med konkrete bud på. hvordan nutidens og fremtidens skole bør være. For det tredje var det med stor taknemlighed og respekt for børn og sted at kunne skrive denne bog.
    Jeg er ganske klar over at jeg ikke kan reformere det danske skolesystem, selvom jeg sandelig gerne ville.
    Jeg er ikke alene. Der er mange, der kan se forråelsen i samfundet, og du beskriver det klart og forståeligt, så det skulle være nemt at tage fat på i mange faglige forums og gøre det til nye handlinger og rammer, men desværre er det slet ikke nok til virkelig at sætte fornuft, ansvar, bevidsthed, faglighed og nærvær foran tests, systemer, regler og netop ordet forråelse. Jeg har ikke tænkt det ord før du skriver om det, men det passer præcis til de ofte magtesløse tanker jeg har over, at forældre, personaler og andre professionelle ikke stopper op og siger stop.
    Jeg er ikke helt igennem alle dine blogindlæg, men det kommer jeg, og er dig meget taknemlig.

  9. Dorthe Birkmose siger:

    Tusinde tak, Birthe. Og du har fuldstændig ret i, at du ikke er alene om at ville reformere skolesystemet (og alle andre dele af velfærdssystemet), så det kunne blive renset for kontrol, frygt og regler. Vi kunne nå så meget længere med vores hjælp til den enkelte, hvis vi droppede alibismen (dvs. alt det, der bliver gjort for, at man kan sige, at man har gjort det – og dermed har sit alibi i orden), ufaglige tiltag, besparelser der kun viser sig at være fordyrende, bureaukratiet osv osv. Hver eneste uge møder jeg masser af mennesker, som vil det samme som du og jeg. Spørgsmålet er, hvorfor vi dog fortsætter med at forværre forholdene for borgere, pårørende, medarbejdere og ledere? Og det endnu større spørgsmål: Hvorfor siger vi ikke fra?

Skriv et svar