Nudging – hvad er nu det for noget?

I denne uge har jeg undervist i motivationsarbejde i to dage i to forskellige kommuner. Det var som altid spændende at drøfte de mange dilemmaer i arbejdet med andre menneskers motivation. Som et nyt fænomen dukker nudging-begrebet op. Eller rettere: I den ene kommune drøftede man begrebet, og i den anden kommune havde man endnu ikke hørt om det. Da jeg første gang hørte om nudging i foråret, kom jeg i tanke om Monty Pythons gamle ”nudge-nudge”-sketch, men det har vist intet med sagen at gøre.

Det engelske nudge kan oversættes til at skubbe eller puffe på dansk. Nudging er ”med små kærlige/venlige puf at skubbe et andet menneske i den rigtige retning”. På hjemmesiden inudgeyou.com protesterer Danish Nudging Network dog mod denne definition og mener, at ”et nudge er et forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger”. Den sidste del af sætningen gør det uklart for mig, hvad det er, at vi taler om. Det ser ud som om, at der bliver taget en masse forbehold. Men det korte af det lange er, at nudging handler om at få andre mennesker til at ændre adfærd i en bestemt retning. Vel at mærke en retning, som andre bestemmer for dem. Og vel at mærke på en måde, hvor det ikke lægges åbent frem, hvad formålet er.

I den store danske encyclopædi defineres manipulation som ”en skjult påvirkning af andres handlemåde. Den manipulerende bearbejder en viden ud fra egen fordel for at skjule den egentlige hensigt med påvirkningen. Karakteristisk for manipulation er således, at der er vigtige forhold, som ikke lægges åbent frem, hvorved en person bliver ført bag lyset. Manipulation indebærer, at der laves et nummer med den person, der udsættes for en sådan påvirkning. Ofte manipulerer man for at opnå noget, der er til egen fordel, og som ikke kan opnås gennem åbenhed”. Nudging må altså være det samme som manipulation.

Manipulation – og dermed nudging – hører ikke hjemme i arbejdet med andre mennesker, da det er uetisk at bruge sin viden og magt til at styre andre mennesker i retninger, som de ikke selv har valgt, og hvor formålet holdes skjult for dem. Jeg kan sagtens forstå, at den enkelte medarbejder kan få lyst til at manipulere, når man står i svære situationer, hvor et menneske ikke ønsker at tage sin medicin, afviser at få hjælp, ødelægger sig selv med et alkoholoverforbrug osv. Men jeg forstår ikke, hvorfor der skulle være en interesse i at legitimere manipulation som en del af motivationsarbejdet.

Motivationsarbejdet beskrives i glimrende bøger af Mabeck og Revstedt, som begge tager udgangspunkt i den amerikanske psykolog Carl Rogers klientcentrerede og ikke-dirigerende tilgang fra 1960´erne. Selvom det er en gammel teori, så holder den stadig; og det bliver åbenbart vigtigt at gøre en ekstra indsats for at fastholde denne gammelkendte faglighed. Vi bør fastholde en ikke-dirigerende tilgang – som på ingen måde er en laissez faire-tilgang – hvor vi som personale støtter og hjælper mennesket med de problemer, som mennesket selv synes, at det har. Hvis vi manipulerer et andet menneske, så risikerer vi at skabe enten modstand eller underkastelse/opgivenhed. Ingen af delene virker befordrende for motivationen. Desuden risikerer vi at få smag for at manipulere, da vi kan få en slags succes-oplevelse, hvis vi lykkes med at styre andre hen, hvor vi gerne vil have det. Men arbejdet bør ikke handle om, at vi skal bestemme og manipulere med andre. Arbejdet bør derimod handle om at hjælpe og støtte de mennesker, der har brug for hjælp.

Gad vide, hvor nudging-begrebet kommer fra? Det kunne umiddelbart lyde som om det stammer fra idéen om coaching som værende en måde at styre andre mennesker i en bestemt retning. Det kunne også lyde som et begreb, der er hentet fra reklame- og spin-verdenen. Men jeg ved det ikke. Er der nogen af jer, der ved, hvor begrebet kommer fra? Og måske endda også ved hvem, der introducerer nudging indenfor det sundheds- og socialfaglige arbejde? Jeg møder det i flere og flere kommuner og regioner for tiden.

 

 

Litteratur:

Mabeck, C.E.: Introduktion til den motiverende samtale. Munksgaard 2006.

Revstedt, P: Motivationsarbejde. Hans Reitzels Forlag 2010.

Skriv en kommentar