Hvordan laver man et spørgeskema om forråelse?

Jeg er blevet kontaktet af en journalist, der vil sætte fokus på forråelse. Hun vil begynde med at sætte en spørgeskemasundersøgelse i gang hos personale indenfor det sundhedsmæssige og sociale arbejde. Hun spurgte mig, hvilke spørgsmål det ville være relevant at stille. Det er vist dét, man kalder et godt spørgsmål!

Jeg vil mene, at man er nødt til at forklare, hvad begrebet forråelse dækker over, inden man begynder at stille spørgsmål. Det er nemlig ikke alle professionelle, der er vant til at bruge ordet og derfor kan blive i tvivl om, hvad ordet egentlig dækker over. Jeg kan dog ikke helt gennemskue, hvor smart det er, at spørgeskemaet både skal informere og samtidig spørge om forråelse. Alternativt bliver man nødt til at formulere spørgsmålene uden at bruge forråelse-begrebet, men det kan risikere at virke mærkeligt for de professionelle, der udmærket kender til begrebet.

Jeg antager, at den største barriere for at få svar på spørgsmålene bliver, at spørgsmålene kan aktivere de adspurgtes forsvarsmekanismer. Der er nok ikke mange af os, der har lyst til at svare ja til spørgsmål a la ”har du handlet forrået?”, ”har du krænket en borger?” og ”har du straffet en borger?” I det hele taget er det svært at tænke på de episoder, hvor man som professionel ikke er tilfreds med sin måde at behandle andre mennesker på.

Er der nogen af jer, der har nogle gode forslag til, hvordan man stiller konkrete og ikke-angstprovokerende spørgsmål om forråelse?

6 kommentarer

  1. Mette Eskelund siger:

    Hej Dorthe!
    Måske man kunne starte med at arbejde med at imødegå angsten, tvivlen og usikkerheden i måden man spørger på, således den udspurgte kan få en oplevelse af at det er legitimt at være i tvivl og at reflektere over den tvivl. Fx noget a la: ” Har du overværet situationer på dit arbejde, hvor du har været i tvivl om/ usikker på, om der er blevet/bliver handlet etisk korrekt? Har du selv stået i situationer med borgere hvor du har haft den tvivl om din egen handlemåde? Og derfra kunne man jo bede folk om, om de vil beskrive dilemmaerne og tvivlen. Man kunne måske også spørge ind til følelser af afmagt- om hvor meget/hvornår man oplever det,og hvordan den håndteres på ens arbejdsplads. I det hele taget kunne spørgsmålene på en venlig og legitimerende måde have fokus på de svære følelser,/ situationer, som du jo ved ligger bag forråelsen. MEN, det vil nok være rigtig, rigtig svært uanset hvad. Måske der skal være noget krisehjælp stillet til rådighed for dem, der skal svare på spørgsmålene og evt. også en “modighedsmedalje”!

    • Dorthe Birkmose siger:

      Det er en god pointe at forsøge at legitimere tvivlen og afmagten så meget som overhovedet muligt. Det giver jeg videre til journalisten. Jeg har også tænkt lidt på, om man måske skulle starte med spørgsmål om besparelsernes betydning for arbejdet, hvorefter man kunne gå lidt tættere på ved at spørge om situationer, hvor man har været vidne til noget, der ikke var rart – og så endelig til sidst kunne der komme nogle spørgsmål om i hvilke situationer man selv har reagereret på måder, som man ikke var tilfreds med.

  2. Mette Eskelund siger:

    Måske også mere spørge til hvor ofte man har oplevet de situationer, i stedet for om man har eller ikke har oplevet det, som mere lægger op til enten/eller og ja eller nej svar. Hvis man spørger til hvor ofte, lægger man implicit op til at det er en reel og alment forekommende problemstilling i arbejdslivet, og spørgsmålet får også en bedre chance for at sætte gang i en mere nuanceret refleksionsproces.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hmm, det er en rigtig god pointe. Jeg har faktisk flere gange – i samtaler – oplevet, at et personale fortæller at vedkommende aldrig har mødt forråelse. Når jeg påstår, at det har man måske, så fortæller vedkommende pludselig løs om den ene forråede episode efter den anden.

  3. Trine Bredberg Olsen siger:

    Hold da op jeg tager hatten af for den journalist og håber i den grad at emnet bliver behandlet ordentligt.
    Jeg er helt enig med Mette Eskelund om at journalistens spørgsmål skal være med en ikke agressiv indfaldsvinkel.
    Jeg opfatter vores område som nogle meget hensynsbetændte faggrupper, der ikke har indsigten til at se forråelsen, hvilken jo også er angstprovokerende som bare pokker.

  4. Bodil toft siger:

    Hvos personaler skal svare på et emne som dette, så kunne det måske være relevant at formålet med undersøgelsen er defineret og hvad det evt. Fremadrettet skal bruges til?
    Jeg tror det kunne være en god ide, at kategori inddele spørgsmålene, så dem der svarer bliver “hjulpet på vej” ( ikke manipuleret). F.eks kunne der være spørgsmål som vedr. Den direkte kontakt til borgeren, pårørende, kollegerne imellem og italesættelserne til omgivelserne.

Skriv et svar