Når velfærd sendes i udbud, bliver det dyrere og dårligere

En række sjællandske kommuner har sendt den professionelle hjælp til deres udsatte unge i alderen 15 – 23 år i udbud, som det så smukt hedder på kommunalt nydansk. Det betyder, at private opholdssteder og offentlige botilbud kan byde ind på opgaverne med at hjælpe unge, der er sindslidende, hjerneskadede, udviklingsforstyrrede, småkriminelle, stofbrugere og omsorgssvigtede.  Kommunerne vil vælge de opholdssteder og botilbud, som er ”billigst og bedst” ud fra følgende kriterier: Økonomi vægtes 40%, leverandørens evne til at skabe udvikling hos borgeren vægtes 40% og personalets faglige kvalifikationer vægtes 20%. Dermed er de sjællandske kommuner på forkant med den konkurrenceudsættelsespolitik, der nok snart udmeldes fra ministeriet for offentlig innovation. Og derfor er udbudsidéen interessant for hele velfærdsområdet.

Når ”billigst og bedst” er dyrt og dårligt
De sjællandske kommuners forsøg på at sende unge mennesker i udbud beskrives i artiklen Kommuner sender udsatte unge i udbud i Magasinet P, hvor en kommunal indkøbschef virker decideret stolt af udbudsidéen. Han siger bl.a., at ”vi er first movers her”. Jeg har dog svært ved at se, hvad det er, at de skulle være først med. Det er ikke første gang, at kommuner laver indkøbsaftaler, hvilket kan være en god idé, så længe det blot handler om store indkøb af printerpapir og kuglepenne. Men allerede når det bliver lidt mere komplekst, bliver indkøbsaftalerne problematiske. Indkøbsaftalerne tvinger nemlig samtlige kommunale arbejdspladser til udelukkende at bruge de leverandører, som indkøbschefen har låst kommunen fast på. Det har vist sig, at kommunale indkøbsaftaler med de billigste håndværkere og mad-leverandører har ført til øget bureaukrati, håndværkere der underbyder hinanden og manglende muligheder for at købe økologisk mad fra lokalområdet.

I Orientering på P1 d. 23. januar 2017 lavede journalist Jesper Tynell et elegant og tåkrummende interview med en kommunal koncerndirektør om udbudsidéen. Lyt med fra det 26. minut på P1 Orientering. Koncerndirektøren starter med at sige, at udbudsidéen er billigere og bedre. Efter en række enkle og konkrete spørgsmål ender koncerndirektøren med at svare, at der er en reel risiko for, at udbudsidéen er dyrere og dårligere. Interviewet er et skoleeksempel på, hvor nødvendig andres kritik er for at man kan reflektere. Måske førte interviewet til refleksion hos koncerndirektøren eller de andre direktører? I den efterfølgende uge har nogle sjællandske kommuner i hvert fald meldt ud, at de overvejer at trække sig fra den fælles udbudsløsning.

Det skulle være så innovativt …
Der tales mere og mere om innovation i disse år. Vi har endda fået et helt ministerium til det. Det var ellers ikke fordi vi trængte til endnu et buzzword, men lad os se nærmere på ordets betydning. Ifølge den store danske encyklopædi betyder innovation, at der udvikles en ny idé, som realiseres i praksis. Det er en enkel definition bestående af kun to elementer: Idéen skal være ny, og den skal udføres i praksis.

Set i lyset af de sidste 10 års kommunale ”hjemtagelser” kunne det måske umiddelbart virke nyt at tænke i at sende borgerne ud af kommunen. Efter kommunalreformen i 2007 fik mange kommuner nemlig idéen om at kunne spare penge ved at ”hjemtage” borgere fra de tilbud, der var placeret udenfor kommunen. Konsulentrapporter viste dengang, at det kunne gøres billigere og bedre i egen kommune. I praksis viste det sig dog at blive en dyr løsning, da kommunerne skulle skabe helt nye og specialiserede tilbud, hvilket ikke var nemt eller særlig økonomisk rentabelt. Efter 10 år med hjemtagelser kan man selvfølgelig hævde, at det er en ny idé at sende de kommunale ansvarsområder i udbud. Vi skal blot huske, at én konsekvens af hjemtagelserne var en afspecialisering af mange fagområder, hvor specialiserede tilbud måtte lukke, og specialisterne blev spredt for alle vinde. Som fagperson kan jeg indimellem overvældes af frustreret træthed over sådanne yoyo-bevægelser i offentlige beslutninger. Problemerne bliver ikke løst; tid og penge spildes – og fagligheden afvikles i stedet for at udvikles.

Nå, men idéen om at sende udsatte unge i udbud skal nok blive realiseret i praksis. Dermed er den hele halvdel af innovationsdefinitionen opfyldt. Men for at idéen kan erklæres for innovativ, så skal den også være ny. Men indkøbsaftaler er som nævnt ikke et nyt fænomen, og det er heller ikke nyt at sende velfærd i udbud. Det er blevet gjort i årevis indenfor hjemmeplejen. Hvis vi kaster et blik på hjemmeplejen og ser nærmere på erfaringerne med at sende velfærd i udbud, så ser vi, at området har været plaget af konkurser hos de private firmaer, der har fiflet med ansættelsesvilkårene og underbudt hinanden for at få arbejdet. Det har kostet dyrt. Menneskeligt har det kostet dyrt for de borgere, som pludselig mistede deres faste personaler og kortvarigt stod uden hjemmepleje. Det har kostet – både økonomisk og menneskeligt – for dem, der gik konkurs og for dem, der mistede deres job. Det har kostet for kommunerne, når de hurtigt skulle finde personale til at overtage arbejdet efter de konkursramte firmaer. Det er ikke billigt, når der skal hyres personalet fra vikarbureauer her-og-nu. Det er også værd at bemærke, at det – selv uden konkurser – koster dyrt med det ekstra bureaukrati, som følger med, når man sender velfærd i udbud. Kommunerne har nemlig stadig ansvaret, og derfor skal der ansættes ekstra folk til at føre tilsyn med de private firmaer. Og kommunerne skal også have skrivebordsfolk ansat til at afgøre hvem, der er ”billigst og bedst”.

Udbudsidéen er altså ikke innovativ. Men jeg vil nu også tillade mig at være tvivlende overfor, om der egentlig er en interesse for innovation hos dem, der kalder sig selv innovative ”first movers”. Hvis udbudsidéen blot handler om at spare penge, så er der ingen grund til at kalde det for innovation – og dermed udhule begrebets betydning. Jeg har respekt for de chefer og direktører, som tør tale ærligt om, at det er besparelser, der er på dagsordenen. Men når besparelsesbestræbelserne forsøges camoufleret med snak om innovation, samskabelse, inklusion, rehabilitering osv., så mister jeg respekten. Jeg mister også respekten, når de øverste ledere træffer beslutninger uden at have rådført sig grundigt med medarbejderne, de faglige ledere og de faglige specialister.

Faglig kvalitet i praksis – eller kun på papir?
Det vigtigste spørgsmål er: Hvad kommer det til at betyde for kvaliteten af den hjælp, som det enkelte unge menneske modtager, når en kommune sender arbejdsopgaverne i udbud? Når de sjællandske kommuner melder selv ud, at økonomien vægtes med 40% og kvaliteten vægtes med 60%. Det uddybes med et krav om, at leverandørerne skal kunne vise ”fremdrift” hos den unge, og ”fremdriften” skal kunne måles i ”den børnefaglige undersøgelse”. Det kunne lyde som om, at kvaliteten er vigtig for kommunerne. Men her bør man nok lytte til formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkil Olesen, som interviewes lige efter koncerndirektøren. Thorkild Olesen gør ganske kort rede for bekymringen om, at de udsatte unge vil blive sendt til de billigste steder, hvor man har de dygtigste kommunikationsmedarbejdere til at skrive dét, som man i betalingskommunen ønsker at læse.

Thorkild Olesen peger på, at vi har brug for faglig udvikling i stedet for dyre løsninger. Vi har i forvejen gennem mange år haft problemer med en meget svingende kvalitet indenfor netop unge-området. Jeg har besøgt både offentlige og private tilbud til unge, hvor fagligheden var høj og de unge blev mødt med omsorg og ordentlighed. Men jeg har desværre også besøgt både offentlige og private tilbud, hvor fagligheden var erstattet af råhed og krænkelser af de unge. Indimellem er den rå pædagogik blevet drøftet i faglige sammenhænge (fx Bay, 2005; Ellegaard & Langager, 2011; Elvén, 2014; Gjaldbæk, 2014; Pedersen; 2016; Nielsen, 2012). Der er vidt forskellige holdninger til, om de unge skal knækkes, adfærdsreguleres eller hjælpes. David Adrian Pedersens tankevækkende artikel Den, der ligger på gulvet, det er køteren fortjener at blive læst igen og igen. Efter 15 års anbringelse kan han beskrive, hvordan der kan ske krænkelser af de unge samtidig med at opholdsstederne udadtil fremviser ”fremdrift” og ”kvalitet”. Der er meget lang vej igen, hvis vi skal gennemføre en hårdt tiltrængt bekæmpelse af forråelsen i arbejdet med anbragte unge.

Udbudsidéen stammer fra mennesker, der tror på konkurrencestaten
Hvis der skulle være nogen, der undrer sig over, hvor idéen om at sende udsatte unge i udbud stammer fra, så er det korte svar: En konsulentrapport. Det vil ikke komme bag på nogen offentlige ansatte, at der som regel ligger en-eller-anden dyrt indkøbt konsulentrapport bag de uigennemtænkte og ineffektive besparelsesforsøg. Jeg forstår godt, at embedsmænd og politikere har brug for konsulentrapporter som alibi for deres beslutninger. Men det kan til stadighed undre mig, at konsulenter har moral til at skrive disse konsulentrapporter.

Det lidt længere svar kan læses i Ove K. Pedersens bog Konkurrencestaten. Bogen er interessant, da paradigmeskiftet fra velfærdsstat til konkurrencestat beskrives med en tydelig vaklen. Bogen er ikke velskrevet, og man behøver ikke læse alle kapitler, da der er mange gentagelser. Men for kunne forstå de aktuelle forandringer i de politiske og ledelsesmæssige beslutninger bliver man nødt til at forholde sig til bogens pointer. Ved at læse kapitel 5 om hvordan politik i konkurrencestaten reduceres til et sprog- og forhandlingsspil, faldt mange ting til at falde på plads i mit hoved mht. min snigende politikerlede, som jeg er så bekymret for.

Kort fortalt udspringer konkurrencestaten af en grundantagelse om, at Danmark deltager i en global konkurrence med andre lande. Pengene fra det offentlige skal derfor afleveres til det private, der bedre kan konkurrere globalt. Stabilitet ses som et problem, forandring ses som værende godt i sig selv, og derfor skal der konstant reformeres og omstruktureres. Logikken er endvidere, at individet skal gøres ansvarlig for sit eget liv, da den enkelte skal præstere maximalt og ikke være en byrde for staten. Det vil sige, at velfærdssamfundets idéer om fællesskab, dannelse, frihed og demokrati erklæres for forældede (Pedersen, 2011). Det mærkes allerede tydeligt i regionerne og kommunerne, hvor ”klar dig selv”-holdningen gennemsyrer den måde, som man møder borgere og ansatte på. Og de evindelige omstruktureringer er også blevet en fast del af hverdagen. Det er dog endnu ikke gået op for alle ansatte, at omstruktureringerne ses som gode i sig selv – og at det slet ikke er meningen, at man skal nå til en stabil periode, hvor man ville kunne høste fordelene af en omstrukturering.

Når de sjællandske kommuner bruger ord som ”koncerndirektør”, ”leverandør”, ”udbud” og ”konkurrenceudsættelse”, viser det, at man har forladt velfærdstænkningen til fordel for konkurrencetænkningen. Spørgsmålet er blot, om konkurrencetænkningen giver mening i forhold til de arbejdsopgaver, der skal løses i vuggestuer, børnehaver, skoler, jobcentre, særligt tilrettelagte uddannelser, specialtandplejen, opholdssteder, hjemmevejledningen, botilbud, beskæftigelses- og samværstilbud, herberger, rehabiliteringscentre, plejecentre, hospitaler, hjemmeplejen osv. osv. Opgaven i det offentlige er jo ikke at konkurrere eller tjene penge. Det kan vi roligt overlade til sporten og andre erhverv. Opgaven i det offentlige er udelukkende at hjælpe mennesker med behov for professionel hjælp så godt som overhovedet muligt.

Konkurrencestaten skaber bange mennesker
På mine ture rundt i landet har jeg i flere år bemærket tavsheden og ensomheden blandt medarbejdere og ledere. Det bliver mere og mere tydeligt: Alle er bange! Lige fra direktørniveauet ned gennem de forskellige lederlag og helt ned til den enkelte medarbejder møder jeg offentligt ansatte, der er bange. Bange for fyringer, bange for ikke at være gode nok, bange for at blive ekskluderet af de andre, bange for at ødelægge egen karriere, bange for at miste muligheden for at udøve sit fag, bange for ikke at kunne holde budgettet, bange for ikke at kunne nå målene, bange for at ikke at være dygtig nok i andres øjne, bange for at man ikke kan få et andet job, bange for at være anderledes samt bange for at svigte børnene og borgerne.

Bange mennesker er umiddelbart lette at styre, da de ikke tør kritisere de kritisable beslutninger, ikke formår at mobilisere fællesskaber og blot automatisk resignerer overfor hvad-som-helst med et ildevarslende “pyt”. Til de ledere, som nyder fraværet af kværuleringer, brokkeri og kritiske kommentarer, vil jeg gøre opmærksom på, at bange mennesker mister deres kreativitet, fleksibilitet og arbejdsevne. Bange mennesker mister deres kognitive funktioner, deres mentale overskud og deres søvn. De lukker sig om sig selv, de selvmedicinerer sig og de prøver bare på selv at kunne overleve. Dermed mister de evnen til at have blik for andre mennesker, hvilket er grundlaget for at kunne hjælpe andre. Angst æder mennesker op. Og angst æder fagligheden op.

Anders Petersen har skrevet en tankevækkende lille bog om Præstationssamfundet, hvor han beskriver, hvad konkurrencestaten gør ved mennesket. Hvis man tror, at man er i konkurrence med alle andre, bliver man nødt til at præstere mere, bedre og hårdere. Man skal presse sig selv mere. Det kan være sundt og godt i korte perioder. Men når det udvikler sig til en kronisk belastningstilstand, hvor man bliver alene om de konstante præstationer, bliver det destruktivt. Også fordi man ikke hjælper hinanden. Anders Petersen argumenterer for, at præstationssamfundet forårsager den alvorlige stigning i antallet af mennesker med depression. Angst og depression betragtes nu som folkesygdomme.

Anders Petersen skriver på side 102 i bogen: ”Kun et smidigt – omstillingsparat, fleksibelt og tilpasningsdygtigt – præstationsindivid, der samtidig udviser den rette resiliente attitude, kan udholde præstationssamfundets strabadser. Men hvad så med dem, der ikke kan? Eller hvad med dem, der koger over – udmattes – i jagten efter præstationssamfundets fordringer?”. Det spørgsmål rejses også i Livsfarlig ledelse af Christian Ørsted og Afvæbnet kritik af Rasmus Willig, hvor der gives solide forklaringer på, hvorfor effektivitetsbestræbelserne fører til ineffektivitet. Jeg tænker tit på, om Bo Møhls beskrivelse i Selvskade af den alvorlige stigning i omfanget af selvskadende adfærd – især hos unge – kan vise sig at være en beskrivelse af konsekvenserne af konkurrencestaten.

Man kunne faktisk spare penge
Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt det er nødvendigt at spare penge indenfor velfærdsområdet. Hver gang jeg hører ”vi skal jo spare”-sætningen, som gentages i det uendelige i disse år, så hører jeg blot resignationen. Men hvis jeg går med på antagelsen om, at der skal spares, så kan jeg sagtens få øje på en del muligheder. Hvis kommunerne og regionerne – og ministeriet for offentlig innovation – ønsker at spare penge her-og-nu, så kan de stoppe med at klatte pengene væk på øget bureaukrati, konkurser, uigennemtænkte omstruktureringer, konsulentrapporter, sproglig camouflage osv. Hvis man ønsker at spare penge på længere sigt end indeværende budget-år (eller en 4-årig periode), så kan man regne lidt på, hvor meget man kan spare om 20 og 30 år, hvis vi hjælper de unge ordentligt i år. Der ville ydermere være penge at spare, hvis man samarbejdede på tværs af kommuner og regioner om at etablere en bred og mange-facetteret vifte af specialiserede rehabiliteringstilbud til de unge. Så ville den enkelte unge nemlig kunne tilbydes dét, som vedkommende havde brug for – hverken mere eller mindre. Og der ville være så mange penge at spare, hvis man brugte ressourcerne på faglig ledelse og en styrket ikke-dirigerende specialiseret faglighed blandt de professionelle, der møder de unge og deres pårørende. Det samme gælder naturligvis for de andre velfærdsområder.

Fagfolk bør blande sig i de politiske beslutninger
Jeg bliver indimellem kritiseret for at være for politisk. Det har jeg tænkt en del over. Som jeg hører kritikken, så betyder det, at jeg blander mig i noget, som jeg ikke bør blande mig i – og at jeg taler om noget, hvor jeg bør tie. Jeg må medgive, at jeg ikke har forstand på hverken økonomi eller de politiske magtspil. Men som psykolog ved jeg noget om omsorgssvigt, angst, forråelse, modstand, indlært hjælpeløshed, stress og sprogbrug. Og som enhver anden er jeg i stand til at observere, hvad der sker i praksis. Dermed kan jeg være med til at gennemskue konsekvenserne af de politiske beslutninger for børn, unge, voksne, ældre, pårørende og fagfolk. Som selvstændig har jeg derudover muligheden for at sige dét, som de fleste professionelle tænker – uden at blive truet med fyring. Derfor har jeg planer om at blive ved med at have en mening om velfærdspolitikken, men jeg skal selvfølgelig holde mig til dét, som jeg ved noget om. Dette skal samtidig være en opfordring til andre fagfolk om at kommentere og kritisere de politiske beslutninger. Ellers kan direktørerne og politikerne ikke forstå konsekvenserne af deres handlinger.

En afsluttende politisk kommentar (for denne gang): Det ville være nærmest innovativt, hvis chefer og direktører rejste sig fra resignationstilstanden for sammen at kunne gå i egentlig dialog med KL og Danske Regioner om at gøre faglighed og ordentlighed vigtigere end besparelser.

 

Litteratur
Bay, J. (2005): Konsekvenspædagogik – en pædagogik om eksistens og social handlings-kompetence. Borgen.

Due, H. (2017): Kommunen sender udsatte unge i udbud. Magasinet P, nr. 1, 3. årgang, 2017.

Ellegaard, T. & Langager, S. (red.): Tema: Rå pædagogik. Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, maj 2011.

Elvén, B.H. (2014): Selvfølgelig kan pædagoger undgå tvang. Socialpædagogen, nr. 7, 2014.

Gjaldbæk, P.A. (2014): Skal vi lade dem gå i hundene eller hvad? Socialpædagogen, nr. 2, 2014.

Pedersen, D.A. (2016): Den, der ligger på gulvet, det er køteren. Information d. 14. juni 2016.

Pedersen, O.K. (2011): Konkurrencestaten. Hans Reitzels Forlag.

Petersen, A. (2016): Præstationssamfundet. Hans Reitzels Forlag.

Møhl, B. (2015): Selvskade – psykologi og behandling. Hans Reitzels Forlag.

Nielsen, J. & Skyt, G. (2012): Bag om en tv-serie. Psykolog Nyt, nr. 12, pp. 8-10.

 

10 kommentarer

  1. Martin siger:

    Tak for endnu et oplysende, præcist og ikke mindst menneskekærligt indspark i debatten. Dine tanker om konkurrencestaten som en overordnet “årsag” til tingenes tilstand, stress og angst /selvcensur, tror jeg er meget rigtige.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Tak for tilbagemeldingen, Martin. Har du læst “Konkurrencestaten”? Den er ikke så velskrevet og der er mange gentagelser, men jeg tror, at den vil kunne interessere dig. Der var ihvertfald meget, der faldt på plads i mit hoved mht de overordnede beslutninger, der træffes indenfor handicapområdet, beskæftigelsesområdet, folkeskolen. Beslutninger, som virker mystiske, er lige pludselig ikke så mystiske.

  2. Gammel elev fra OSS Benny Raun. siger:

    Tak Dorte du er stadig vågen 🙂 fantastisk og rammende indspark i vores hverdag, der er ikke mange kommaer sat forkert i dit indlæg. Det er ikke kun på Sjælland. Jeg har tilladt at vider sende din artikel til mine kollegaer. fortsat god vind

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hvor hyggeligt at høre fra en gammel studerende. Nøj, det er mange år siden 🙂 Ja, du kan tro, at jeg er vågen. Og du er altid meget velkommen til at dele mine blogindlæg med andre professionelle.

  3. Martin siger:

    Nej, og du sælger den heller ikke særlig godt :o) men du taler ind i en kontekst, jeg er meget bevidst om jf. Chr. Ørsted, Rasmus Willig.. og det gav bare så meget mening i forhold til den virkelighed, jeg oplever, at jeg tager dit ord for det. Så blev jeg mere nysgerrig på Anders Petersens bog: Præstationssamfundet, men kan være jeg må læse dem begge.

  4. Michael siger:

    Hej Dorthe

    Er der empiri bag præstations og konkurrence samfundet skaber angste, depressive, udbrændte osv. individer?

    Mvh. Michael

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Michael

      Jep! Et godt sted at starte den uhyggelige læsning er:
      Petersen, A. (2016): Præstationssamfundet. Hans Reitzels Forlag.
      Brinkmann, S. & Petersen, A. (2015): Diagnoser – perspektiver, kritik og diskussion. Klim.
      Willig, R. (2016): Afvæbnet kritik. Om flexismens små doser af arsenik. Hans Reitzels Forlag.
      Ørsted, C. (2013): Livsfarlig ledelse. Forstå de psykologiske mekanismer der styrer dit arbejdsliv. Peoples Press.

      Og i disse bøger findes der selvfølgelig en masse kilder, som du også kan søge videre i. God læselyst. Og fortæl gerne om, hvad du tænker om sammenhængene mellem præstations/konkurrencesamfundet og risikoen for mere angst, depression og stress.

  5. Michael siger:

    Tak for svar, Dorthe. Jeg kender dem alle, på nær livsfarlig ledelse. Når jeg nævner ordet empiri, spørger jeg egentlig til om man kan snakke om kausalitet i forhold til disse teorier? Eller snakker vi “kun” korrelation? Jeg synes denne skelnen er vigtig, ligesom i alle mulige andre forskningssammenhænge. Som du sikkert ved støder du på lignende teorier hos Habermas, Bauman og Rosá. Men hvor er empirien henne? Det er spændende analyser, og man bliver hurtigt forført af deres retoriske overlegenhed, og det virker jo også nærliggende at antage, at de har ret i meget. For man føler jo man har travlt, og man synes jo også man er udsat som aldrig før i et (sen) moderne samfund, hvor presset på individet er større end aldrig før, efter opløsning af mere kollektive traditioner og værdier. Jeg mener nok Honneth prøver med noget empiri, men jeg kender ham kun overfladisk fra noget af min studietid, så måske jeg husker forkert.

    For nogle uger siden var der i WA en interessant artikel som gik meget empirisk tilværks og udfordrede Hartmut Rosás teser i bogen “Social Acceleration: A New Theory of Modernity” . En del af disse undersøgelser viste netop, at man ikke på samme måde som tidligere var udsat i arbejdsmæssige sammenhænge, og at man ikke altid “var på farten” ved konstant at føle sig stresset af mobiltlf, m.m. Det var ikke en entydig tilbagevisning af Rosás teori (min tolkning), men dog alligevel i sådan en grad, at man alvorligt betvivler hans og en del andres lignende teorier som Brinkmann og Willig. Jeg har ikke læst Brinkmanns og WIlligs nyeste, så kan jo være jeg støder på en masse der som du nævner, og det vil jeg selvfølgelig forholde mig til så.
    I øvrigt er ovenstående ikke en normativ kritik, egentlig bare nogle refleksioner over de mange bøger (særligt sociologer), som skriver sig ind under disse teorier om det udsatte og udbrændte individ, som ikke kan klare presset i præstations og konkurrencestats samfundet.

    I øvrigt har jeg lige købt din bog, som jeg efterhånden i lang tid, har haft på min liste over bøger, så den ser jeg frem til at læse. Jeg har først fornylig opdaget din hjemmeside, og der er bestemt nogle interessante blogindlæg som jeg måske vil kommentere mere på et andet tidspunkt.

  6. Dorthe Birkmose siger:

    Hej Michael.

    Vil du sende mig et link til den artikel? Min mail er psykolog.birkmose@gmail.com. Al kritik og alle nuanceringer af diverse diskurser er mere end velkomne. Du har nemlig helt ret i, at man skal passe gevaldigt på, at man ikke bliver forført af stærk retorik. Common sense er ikke altid udtryk for faktuel viden.

    Jeg har endnu ikke læst Hartmut Rosá, men han er på min liste 🙂

    Jeg er ikke forsker, men jeg tænker, at det må være svært at dokumentere årsagssammenhænge mellem en samfundsforandring og et individs følelsesliv. Hvis man vil prøve at sige noget om, hvordan en enkelte påvirkes af en ændret kultur/diskurs, bliver man vel uværgerligt nødt til at foretage nogle friske antagelses-spring indimellem. Tror du ikke?

    Det er altid dejligt at komme i kontakt med mennesker, der er opmærksom på forskellen på korrelation og kausalitet. Jeg har i den forbindelse tænkt meget på sammenhængen mellem præstationssamfundet og den voldsomme stigning af selvskadede adfærd. Det er fristende for mig at tænke, at der kan være en kausalitet, men det har jeg intet belæg for at hævde. Og det må være langt mere kompliceret end som så. Men netop denne sammenhæng kunne være et godt eksempel en korrelation, hvor præstationssamfundet og selvskadende adfærd optræder samtidigt, men begge kunne være forårsagede af fx nogle dybereliggende angstproblematikker.

    Forsker du i øvrigt selv?

    God læselyst – både med bogen og bloggen. Jeg ser frem til dine kommentarer.

    • Michael siger:

      Jeg har kun WA i papir form, men måske jeg kan finde den på deres hjemmeside, alternativt kan jeg tage et par billeder af den fra avisen og sende (er dog i tvivl om jeg stadig har den liggende, men vil gerne se om jeg kan finde den).

      “Jeg er ikke forsker, men jeg tænker, at det må være svært at dokumentere årsagssammenhænge mellem en samfundsforandring og et individs følelsesliv. Hvis man vil prøve at sige noget om, hvordan en enkelte påvirkes af en ændret kultur/diskurs, bliver man vel uværgerligt nødt til at foretage nogle friske antagelses-spring indimellem. Tror du ikke?”

      Ja til begge ting. Men, det er vigtigt at være meget forsigtig med at konkludere at man snakker om kausalitet, frem for korrelation, og der er jo en væsentlig forskel. Et godt eksempel som jeg kan huske jeg læste, var en undersøgelse om at dommere i USA tildelte længere straffe til forbrydere i retten før frokost pausen frem for efter. Det var ret klare tal på dette, og derfor konkluderet man så, at dommerne simpelthen var mere irritable på tom mave, og derfor tildelte længere straffe. Men var den manglende mad virkelig årsagen til dette, eller var det bare en mere tilfældig sammenhæng? Kunne det ikke lige så godt være manglende søvn som de havde tilfælles? Men ja, generelt er det svært inden for humaniora fag at godtgøre hvorvidt det er kausalitet frem for korrelation, fordi alle mulige sociale faktorer er svært målbare, på grund virkelighedens kompleksitet mellem mennesker.

      Jeg er pt. i gang med at læse “The Anatomy Of Violence” og forfatteren (Adrian Raine) formår netop meget omhyggeligt og ydmygt at skelne mellem hvornår man kan “tillade” sig at snakke om kausalitet frem for korrelation i en masse forskellige undersøgelser. Ofte skal det bekræftes gennem flere undersøgelser, gerne på tværs af kultur, køn, etnicitet, socioøkonomiske forhold m.m. før han mere sikkert vil kalde det kausalitet. Det er i øvrigt en fremragende bog spækket med utrolig meget empiri, fuld af overraskelser over vores biologi/geners påvirkning på vold, anti-social adfærd, samt en masse spændende hjerneforskning. Stor anbefaling herfra, hvis ikke allerede du kender den.

      Angående dit sidste afsnit. Jeg tror da også der er vis kausalitet mellem det du nævner, men omvendt, som Brinkmann i øvrigt selv har skrevet, så skyldes det jo også man er blevet meget bedre/nemmere(?) til at diagnosticere folk end tidligere, og man er langt mere opmærksom på at folk får hjælp, og deraf er der naturligt nok langt flere i systemet end tidligere. Dette er helt sikkert nok ikke hele forklaringen, men hvad ellers? Lars Svendsen skriver i bogen “Arbejdets filosofi” at måske er det i virkeligheden i vores fritid at vi stresser så meget, og ikke via arbejdet? (han kommer også med lidt undersøgelser omkring hvordan vi faktisk arbejdede længere tid før hen). Det er en interessant tese, men måske er det i virkeligheden svært at skelne mellem fritid og arbejde i dag (noget som WA artiklen også skriver lidt om, men vist nok skriver ikke passer, i hvert fald ikke i det omfang som mange tror). Jeg synes det er nærliggende også at se på hvordan individet i dag skal realisere sig selv gennem utallige projekter i deres fritid. I dag er man ikke “bare” en mor og en far, som går på arbejde eller laver mad, vi er også fodboldspillere, går til yoga, madlavning, undervisning om aften, netdating, opbygger/plejer vores cyberidentitet osv osv.

      Jeg forsker ikke. Jeg er Cand.Pæd.Fil. og arbejder inden for socialpsykiatrien. Derudover læser jeg bare en masse fagbøger inden for filosofi, psykologi, pædagogik m.m.

Skriv et svar