Som foredragsholder tænker jeg tit på, hvad tilhørerne monstro tænker på, imens jeg står og taler. Jeg vil nødig spilde tilhørernes tid, så jeg prøver at sørge for, at hver sætning er informationsbærende. Og jeg arbejder hele tiden på at bygge mine foredrag op på en måde, så informationerne præsenteres i en logisk rækkefølge på en måde, hvor den samlede fortælling bliver mere og mere nuanceret efterhånden som foredraget skrider frem. Men jeg aner ikke, hvad tilhørerne får med sig. Jeg kan se, at der bliver tænkt. Nogle gange kan jeg se blikkene blive fjerne på den særlige koncentrerede måde, hvor jeg føler mig sikker på, at der gennemspilles nogle erindringssekvenser for det indre øje. Andre gange kan jeg se, at der bliver rystet på hovedet, eller at tilhørere sidder og nikker for sig selv. Indimellem hører jeg også en hurtig intens hvisken mellem to kolleger, som tydeligvis trækker en parallel til noget, som de for nylig har drøftet eller oplevet sammen. Nogle gange ser jeg, at sigende blikke udveksles. Og jeg hører jævnligt den særlige lyd af genkendelsens latter.

Jeg tænker tit på, at jeg godt gad have et print af tilhørernes tanker – især fra de mest barske af mine foredrag, som handler om risikoen for forråelse. Så det var en gave, at Sarah Brandt Zak skrev en artikel med et referat af en 6 timer lang temadag om netop risikoen for forråelse. Jeg havde kaldt dagen: “Vi er nødt til at tale om risikoen for forråelse”, og hun kaldte artiklen “Det er menneskeligt at fejle”. Og dermed sammenfattede hun allerede i overskriften mit grundlæggende budskab bedre, end jeg selv gjorde. Jeg har derfor lyst til at dele Sarah Brandt Zaks artikel med jer: Det er menneskeligt at fejle. God læselyst.