Autismebladet ”Det gode & det onde” kan vise sig at blive afgørende for kampen for at sætte forråelsesrisikoen på den politiske dagsorden. Der stilles skarpt på de utallige barske oplevelser, som mennesker med autisme og deres pårørende får i mødet med professionelle. Professionelle, som burde hjælpe … men som ikke forstår, ikke hører efter, ikke anerkender og derfor får sagt og gjort noget, som er krænkende og ødelæggende. Autismebladet kan roligt læses af alle, der interesserer sig for etik. De beskrevne problemstillinger er ikke forbeholdt autismeområdet.

Heidi Thamestrup om det gode, det onde – og alt det midt i mellem
Formand for Landsforeningen Autisme Heidi Thamestrup stiller i sin leder Det gode, det onde – og alt det midt i mellem en masse spørgsmål om, hvad ondskab er. Hun har adskillige eksempler på professionelles handlinger, som har gjort ondt på mennesker med autisme og deres pårørende. Men hun kender jo også professionelle og ved, at de ønsker at gøre godt. Hun skriver, at hun ikke har svarene; men jeg synes nu, at hun har et meget godt svar, nemlig at professionelle og pårørende bliver nødt til at arbejde meget tættere sammen, hvis vi skal dæmme op for den forråelse, som desværre bliver mere og mere udbredt.

Spørgeskemaundersøgelse om forældrenes oplevelse af den professionelle hjælp
Samme dag som jeg læste Anne Marie Jørsfelts blogindlæg ”En pårørendes beretning om manglende faglighed og forråelse i ældreplejen”, læste jeg udkastet til artiklen om resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen. Det var slående, hvor store ligheder der er i frustrationerne, selvom det ene indlæg skrives af en datter til en kvinde på et plejecenter, og det andet udkast refererer til forældre med børn i folkeskolen. Samarbejdsvanskelighederne med de professionelle kendetegnes i begge tilfælde ved: Manglende faglighed, manglende tid, manglende evne til at lytte ordentligt til de pårørende samt ansvarsfralæggelse. Læs de mange tankevækkende beskrivelser i artiklen Man bliver syg af det! Survey om sårbarhed hos forældre til børn med autisme.

Den mest skræmmende pointe fra spørgeskemaundersøgelsen er, at årsagen, til at forældre bliver syge af stress, får selvmordstanker og isoleres socialt, IKKE skal findes i autismen. Årsagen til den psykiske nedbrydning skal findes i mødet med professionelle, der ikke hjælper. Og dermed er budskabet fra den seriøse robusthedsforskning solidt understreget: Den enkeltes robusthed styrkes ved at blive hjulpet af andre.

Undersøgelsen består af 1202 forældrebesvarelser, og 282 forældre føler sig misforståede og krænkede i mødet med det offentlige system. Dette kan ikke affærdiges som enkeltsager i enkelte kommuner. Landsforeningen Autisme har lavet en velfærdsundersøgelse, som burde interessere vores politikere!

Mit forsøg på at forklare, hvorfor man kan møde forråede professionelle
Heidi Thamestrup bad mig om at skrive en artikel, hvor jeg forklarede Landsforeningens medlemmer, hvorfor de kunne møde forråede professionelle. Jeg fik frie hænder og masser af spalteplads. Det blev til artiklen Mødet med de forråede professionelle. Det var en svær opgave, fordi der er så mange niveauer i forklaringen på forråelse. Politiske, samfundsmæssige, økonomiske, organisatoriske, historiske, gruppepsykologiske og individuelle niveauer.  Jeg valgte at fokusere på den samfundsmæssige forråelse overfor mennesker der har brug for hjælp; det camouflerende positive nysprog, skævvridningen af inklusionsbegrebet samt den enkelte professionelles oplevelse af afmagt i arbejdet. Jeg ville også gerne have skrevet om de gruppepsykologiske dynamikker på en arbejdsplads for at forklare, hvordan et lærer- og pædagogteam, en socialrådgivergruppe eller en PPR kan vokse vildt rent fagligt. Selv de dygtigste og mest velmenende professionelle kan miste fagligheden midt i forråede diskurser om fx ”forældre, der ikke opdrager deres børn ordentligt” og ”forældre, der bare er ude på at udnytte systemet”. Men så ville artiklen blive dobbelt så lang.

Hvorfor er det sværere at forklare forråelse til mennesker, som har brug for hjælp, end at forklare det til de professionelle?
Det var dog ikke kun kompleksiteten, som gjorde det svært for mig at skrive artiklen. Jeg bruger efterhånden næsten al min arbejdstid på at tale med og skrive til professionelle, som risikerer forråelsen i deres arbejde. Så det burde vel ikke være så svært for mig at forklare forråelsen til andre. Det kom bag på mig, at det er lettere at forklare forråelse til de professionelle. Det er lettere at give syndsforladelse til de forråede ved at forklare dem, hvordan afmagten kan føre til tanker og handlinger, som de ikke er stolte af. Ligesom det er lettere at anvise muligheder for at holde fast i faglig tænkning. Ikke let, men lettere. Jeg kom anderledes til kort, da jeg skulle prøve at forklare mennesker, der har brug for professionel hjælp, hvorfor de ikke altid kan få hjælpen. Jeg har grublet lidt over, hvorfor det er sværere for mig at skrive til mennesker, som oplever professionelles forråelse. Måske er det fordi jeg i bund og grund ikke selv forstår, hvorfor vi professionelle ikke hele tiden kan være professionelle. Måske er det, fordi det så småt er ved at gå op for mig, at der er forråelse, som er uundgåelig (som fx når en sagsbehandler kun tildeles en time pr uge pr borger til alt arbejdet, og vedkommende derfor er meget kort for hovedet ved telefonsamtaler, som risikerer at tage tiden fra alt det andet arbejde, der også skal gøres), og at der er forråelse, som er unødvendig (som fx når en klasselærer overfor forældrene opremser eksempler på deres barns ”dårlige opførsel” uden at overveje, hvordan læreren selv kunne ændre sine strategier for at blive en hjælp). Jeg kan forklare, forstå og tilgive den uundgåelige forråelse hos mig selv og andre professionelle. Jeg kan også forklare og til dels forstå den unødvendige forråelse, men den gør mig rasende. Måske er det derfor, at det var så svært at skrive artiklen. Jeg ved det ikke. Det kan heller ikke udelukkes, at jeg snubler i egne forsvarsmekanismer.

Det manglende afsnit om ”what-to-do” når man møder forråede professionelle
Som jeg skriver i artiklen, ville jeg gerne have rundet af med et afsnit med nogle konkrete retningslinjer for, hvad man stiller op, når man møder forråede professionelle. Det blev det afsnit, som blev skrevet om flest gange, og hvor langt det meste blev slettet igen. I den konkrete konflikt mellem forældre og professionelle er det ekstremt svært – nogle gange nok umuligt – at gøre eller sige noget, som kan løsne op for konflikten. En konflikt er defineret ved at være en fastlåst situation, hvor begge parter bliver ved med at gøre mere af det samme. En opløsning af en konflikt kræver, at den ene part begynder at gøre noget anderledes, og jeg tænker, at dét må være den professionelles ansvar. Når den professionelle ikke tager dette ansvar på sig, bliver det nødvendigt at få andre professionelle i spil. Når en forrået professionel skal have at vide, at forråelsen har fået tag i vedkommende, kan det ikke være en opgave for borgere eller pårørende. Det må være en opgave for andre professionelle.

Jeg kan ikke komme med klare anvisninger til håndtering af forråede professionelle; men det er ikke det samme som, at jeg er opgivende. Jeg ved, at der er masser, som vi kan gøre for at øge fagligheden og dermed mindske forråelsen. Det kræver blot, at der arbejdes i samme retning på mange niveauer på samme tid.

Litteratur:
Autismebladet “Det gode & det onde”, medlemsblad nummer 6, 2015.