I 2015 var de samlede offentlige udgifter på 1.092 milliarder kroner (Kaspersen & Nørgaard, 2015). Jeg ville gerne se et samlet budget for samtlige milliarder. Jeg kan se på mine ture rundt i landet, at det ikke er alle milliarderne, der bruges direkte på arbejdet med de borgere, som har brug for professionel hjælp.

Gad vide hvor mange penge, der går til, at nogle styrer og kontrollerer andre? Gad vide, hvad dokumentationssystemer, afkrydsningsblanketter, trivselsundersøgelser, evalueringer osv. koster i udvikling, indkøb og anvendelse? Gad vide hvor mange penge der bruges på nye (mere eller mindre virksomme) it-systemer? Gad vide hvor mange lønninger der betales til HR-medarbejdere, mellemledere og konsulenter, der udelukkende producerer møder og papir?

Gad vide hvor mange penge der betales til journalister, kommunikationsarbejdere og reklamebureauer for, at den enkelte arbejdsplads eller kommune kan ”brande sig selv” eller lære at klare sig, når borgere klager deres nød til medierne? Gad vide hvad det koster at lave pjecer, hjemmesider, videoklips osv. for at promovere offentlige arbejdspladser?

Gad vide hvor mange lette løsninger, der bliver indkøbt fra private konsulentfirmaer? Der sælges i øjeblikket lette løsninger, som lover alt lige fra, at de kan nedbringe sygefravær, styrke alles robusthed, fjerne risikoen for stress, få borgerne nudget til selvhjulpenhed, give den øverste leder et overblik, gøre mellemlederne til fremragende ledere, spare penge uden at det kan mærkes osv.. Alle disse ”magiske” modeller koster selvfølgelig i indkøb, undervisning og skriveri. Men de lette løsninger koster måske allermest i frustration over, at løsningerne ikke virker – og ved den tid, der spildes på andet end arbejdet med de reelle problemer. Gad vide hvor mange penge der efterfølgende bruges på at skjule, at de lette løsninger ikke virkede?

Overalt hvor jeg kommer frem, messes der: ”vi skal jo spare”, ”der er ingen penge” og ”sådan er vilkårerne”. Der spares hårdt på hjælpen til borgerne, og alle ved, at det ikke er slut endnu. Men samtidig bruges der enorme mængder af penge på alt muligt, som aldrig kommer borgerne til gode. Det vil sige, at der er penge. Måske er det muligt at spare milliarder – og samtidig bruge flere penge på børn, unge, voksne og ældre.

Hvorfor regnes der på, hvad det koster at hjælpe mennesker i bad og give dem et dagligt varmt måltid? Hvorfor regnes der på udgifterne til ægtepar på kontanthjælp? Det virker så nærigt at regne på den slags. Hvorfor regnes der ikke på omkostningerne ved at ville styre og kontrollere? Og hvorfor regnes der ikke på, hvad de lette løsninger koster? Det virker så ødselt at undlade at regne på den slags.

Litteratur:
Kaspersen, L.B. & Nørgaard, J. (2015): Ledelseskrise i konkurrencestaten. Hans Reitzels Forlag.