For første gang skriver jeg til psykologer om forråelse. Ulrikke Moustgaard, som er ny redaktør på Magasinet P, gav mig muligheden for at skrive et essay. Resultatet udkom i fredags og kan læses her: Vi er nødt til at tale om forråelse.

Whistleblowere fortæller om systematiske krænkelser i kommuner og regioner; enkelte sager om forråelse kommer i medierne; pårørendeforeninger kæmper for deres medlemmer; jurister vinder sagerne mod kommunerne; professionelle siger efter bedste evne fra overfor ligegyldighed og råhed på arbejdspladserne; forskere undersøger omfanget af moralsk stress; der dannes facebookgrupper, hvor frustrationerne deles osv. Men selvom mange kæmper for at sætte forråelsesrisikoen på dagsordenen, så er tabuiseringen stadig langt større. Det betyder, at der er en del, som ikke kender begrebet. Første del af essayet er derfor en beskrivelse af, hvad forråelse er.

Jeg kæmper stadig noget med, at det hedder onde handlinger, når et menneske gør et andet menneske ondt. Ondskabsbegrebet er så provokerende i sin alvorlighed, at jeg desværre mister kontakten til mange, når jeg taler eller skriver om ondskab. Det er for svært at skulle bruge et ord som ondskab i forhold til sine egne handlinger. Men jeg kan ikke kalde det for noget andet, da en handling, der gør fysisk eller psykisk ondt, er en ond handling. Jeg prøver derfor i essayet kort at forklare, at onde handlinger ikke er udtryk for onde intentioner. Tværtimod kan onde handlinger udspringe af gode intentioner. Ligesom onde handlinger kan hænge sammen med forsøget på at passe på sig selv. Og onde handlinger kan såmænd også skyldes tankeløshed.

På sidste side i essayet når jeg frem til mit egentlige budskab. Som jeg ser det, er der nemlig tre store problemer, som skal løses, hvis vi skal have dæmmet op for forråelsen:

1. De fejlslagne besparelser på velfærdsområderne skal ændres til reelle besparelser. Lige nu spares der kraftigt på hjælpen til dem, der har brug for professionel hjælp. Det ender med at blive væsentligt dyrere, da vi ikke får hjulpet i tide, og problemerne kommer til at vokse folk over hovedet. Samtidig – som jeg skrev i sidste blogindlæg – bruges der oceaner af penge på kontrol, spin, papirer, konsulenter og pseudoløsninger, hvilket sandsynligvis koster mere end at nøjes med at hjælpe borgerne. Hvis besparelserne skal være andet end dyre forringelser, kommer det til at kræve ledelse.

2. Det positive nysprog skal ophæves, så vi kan komme til at tale om problemerne. Ellers får vi ganske enkelt ikke løst problemerne. I essayet skriver jeg om synonymtricket og skævvridningen af fagbegreber. Der blev desværre ikke plads til endnu et narrativt tricks, nemlig de nyopfundne ord. Jeg ville gerne have skrevet om nyopfundne ord som fx langtidsraskhed, social kapital, samskabelse, agilitet, nudging og værdistress. Der går lang tid fra man hører om disse begreber første gang, til man begynder at få en fornemmelse af, hvad de betyder. Tag nu eksempelvis nudging, der defineres som ”en pædagogisk metode, hvormed man med små kærlige puf skubber et andet menneske i den rigtige retning”. Så længe det handler om at få skrald puttet i skraldespande, går det an. Men når nudging bruges i professionelt hjælpearbejde, som ellers er kendetegnet ved respekt for andres motivation, bliver nudging til en sproglig camouflage for at bestemme, tvinge og manipulere. Når man hører om nudging første gang, så har man ikke umiddelbart nogen mening om det. Hvorimod det ville ramme ind i utallige forudgående refleksionsrækker, hvis man blev introduceret for idéen om, at man nu skulle bestemme, tvinge og manipulere meget mere. Fidusen ved de nyopfundne ord er, at de nulstiller vores refleksioner og forhindrer kritik.

3. Manglende faglighed og rå faglighed skal erstattes af ikke-dirigerende faglighed, så alle, der kommer i kontakt med professionelle, kan mærke, at de professionelle faktisk forstår og hjælper så godt, som det overhovedet er muligt. Faglighed er det eneste reelle værn mod forråelse. Det er meget forskelligt, hvilket fagligt udgangspunkt de enkelte arbejdspladser har. Nogle steder er der en lang tradition for rå tilgange med regler, straffe og skælden ud. Andre steder bliver fagligheden afviklet i takt med besparelserne. Nogle steder vægtes personalets arbejdsro højere end interessen for de mennesker, der bør hjælpes. Nogle faggrupper har tradition for at undgå at læse faglitteratur og journaler. Der er steder, hvor der hverken er faglig ledelse eller tilbydes supervision. Andre steder ansættes ufaglært personale til de allersværeste opgaver. Nogle steder kender personalet ikke forskel på at være privat og på at være personlig. Der er områder, hvor man ikke arbejder tværfagligt. Og endelig er den politiske interesse for fagligt arbejde ikke særlig stor, da det er blevet vigtigere, at borgerne lærer at klare sig selv; hvilket betyder, at rammerne forhindrer faglighed. Der er lang vej endnu, før fagligheden kan blive så stærk, at forråelsen kan holdes på et minimum.

Beskrivelserne af forråelse og onde handlinger blev nødt til at fylde en del, så der blev ikke plads til at runde essayet af med et afsnit om psykologernes rolle i arbejdet med at dæmme op for forråelsen. Jeg tænker, at psykologerne har et særligt ansvar for at supervisere personalegrupper/ledelsesgrupper for at bibringe indsigt i egne gruppedynamikker, understrege vigtigheden af et nuanceret sprogbrug, være med til at øge forståelsen for andres handlinger samt kontinuerligt hjælpe gruppen til at holde fokus på samarbejdet med borgere og pårørende. Men psykologer mærker selvfølgelig forråelsen i egne tanker og handlinger på samme måde som alle andre. Som psykolog er man på ingen måde immun overfor afmagt eller gruppekulturer, og en psykologuddannelse er desværre ingen garanti for høj faglighed. Derfor havner psykologerne i samme problemer og dilemmaer som alle andre faggrupper, og derfor har essayet samme indhold som hvis jeg havde skrevet til andre faggrupper.

God læselyst – og kom gerne med dine kommentarer. Læs endelig resten af magasinet, hvor lederen i dette nummer også handler om forråelse.

P.S. Man kan tegne abonnement på Magasinet P via en mail til p-magasin@dp.dk.