I aviserne læser jeg, at jobcentre har hyret private vagtværn for at beskytte personalet mod de såkaldte troublemakers, der protesterer mod den behandling, som de får af systemet. Jeg møder gennem mit arbejde en generel oprustning på rådhuse og kommunale forvaltninger i form af låste døre, glasplader i receptionen, vagter og sågar aflåste toiletter. Jeg læser også i aviserne, at undervisningsministeren tilsyneladende ikke er afvisende overfor idéen om øget brug af straf, eftersidninger og bortvisninger i folkeskolen. Jeg hører hyppigere om nudging som en metode til at skubbe/coache borgere og medarbejdere i den såkaldt rigtige retning. Hvad er det, der sker? Hvorfor disse impulser til at styre andre og endda sætte hårdt mod hårdt? Jeg håber, at vi kunne gå en anden vej.

Jeg forenkler diskussionen, om hvordan vi bør behandle andre, ved at dele mange vidt forskellige retninger indenfor pædagogik og psykologi op i to paradigmer. Det er noget af en tilsnigelse, og der kan være nogle teoretikere, der vil protestere mod at tilhøre det paradigme, som jeg tildeler dem. Jeg tager alligevel chancen, da mit formål er at reflektere over, hvorvidt vi som professionelle må styre mennesker, der har brug for professionel hjælp. Jeg bruger nemlig mere og mere arbejdstid på at argumentere for den ikke-dirigerende tilgang, som er ved at gå af mode. For fem år siden var det ikke provokerende, når jeg underviste i motivationsarbejdet og hævdede, at vores job er at støtte op om den enkeltes problemløsningsstrategier og meningsfulde aktiviteter. I dag er det provokerende, når jeg understreger, at vi ikke må tvinge, bestemme eller manipulere. Jeg mødes af argumenter som fx, at det ikke kan nytte, at folk får lov til at overspise eller forblive arbejdsløse eller at børn lærer i individuelle tempi, der er ude af takt med PISA-undersøgelsen. Enkelte gange er der nogen, der hører min afvisning af tvang og manipulation som en laissez faire-tilgang, hvor man overlader folk til sig selv og ikke gør noget aktivt for at hjælpe. Intet kunne være mig mere fjernt. Mennesker skal ikke stå alene med deres problemer. Selvfølgelig skal vi spille en aktiv rolle. Men valget står ikke kun mellem tvang på den ene side og laissez faire på den anden side. Der er heldigvis mange andre muligheder. Lad mig skitsere et par af de ikke-dirigerende tilgange.

Det ikke-dirigerende paradigme
Den mest prominente repræsentant for en ikke-dirigerende tilgang må være den amerikanske psykolog Carl Rogers, som tilbage i 1950´erne og 60´erne beskrev, hvordan mennesket har en evne til at udvikle sig gennem hele livet for gradvist at blive mere og mere sig selv. Allerede tilbage i 1920´erne og 30´erne forlød det fra en helt anden kant – nemlig fra den sovjetiske psykolog Lev Vygotsky – at mennesket har en enestående evne til at kompensere for de problemer, som det støder på i sin hverdag. Lev Vygotsky pointerede, at vi kun kan hjælpe en anden ved at respektere vedkommendes zone for nærmeste udvikling. Disse to vidt forskellige retninger har samme pointe: Mennesket lever sit liv og gør alt, hvad det kan for at løse sine problemer og få hverdagen til at hænge sammen. Mennesket har en drivkraft til at udvikle sig i sit eget tempo og på sin egen måde hele livet igennem.

Den professionelle rolle kommer dermed til at handle om at interagere med mennesket på en måde, så menneskets liv og valg respekteres. Samtidig hjælper man med dét, som mennesket er klar til at tage fat på – dét, som mennesket er lige ved at kunne, men kun kan klare med andres hjælp, er zonen for nærmeste udvikling. Den professionelle har en ekspertviden på et afgrænset område, og denne viden kan man stille til rådighed, så mennesket har et større vidensgrundlag for sine beslutninger. Samtidig kan man som professionel drøfte problemstillinger frem og tilbage med mennesket, men det er jo vel at mærke problemstillinger, som mennesket synes, at det har – og ikke de problemstillinger, som kun den professionelle synes, at mennesket har.

Det styrende paradigme
Forhistorien for det styrende paradigme kan findes hos den amerikanske psykolog Burrhus Frederic Skinners behavioristiske idéer om, at menneskets adfærd kan styres af belønninger. Men når jeg læser den danske dr.pæd. Birgit Kirkebæks bøger om dansk handicaphistorie siden 1890´erne, er det også som om, at tankerne om at styre, afrette og disciplinere har levet i bedste velgående løsrevet fra den akademiske verden. I min praksis møder jeg i højere grad den styrende tilgang som en slags græsrodsbevægelse med mistroiske idéer om, at man skal vogte sig mod mennesker, der har brug for hjælp, fordi de er villige til at gøre hvad-som-helst for at få opmærksomhed og overførselsindkomster. Argumenterne hentes ikke i behavioristiske teorier, men i klichéer som ”hellere negativ opmærksomhed end ingen opmærksomhed” eller ”rækker man fanden sin lillefinger, så tager han hele armen”. Det kan ofte gøre en faglig diskussion svær, når der er tale om hyppigt gentagne sandheder uden et teoretisk fundament. Heldigvis findes der fagfolk, som giver idéerne, om at mennesker med brug for hjælp skal styres og afrettes, en skriftlig stemme. Mest prominent er den danske filosof Jens Bay, der har skrevet to bøger om konsekvenspædagogik. Dertil kommer Dansk Pædagogisk Tidsskrift med deres temanummer om rå pædagogik. Og som de mest rabiate bud har vi den danske filosof Ole Thyssen, der mener, at nogle mennesker gør deres problemer til en lukrativ karriere, og den danske professor Niels Egelund, der mener, at børn skal straffes. Det er vigtigt for vores faglige drøftelser og beslutninger, at vi har nogle teorier og koncepter på skrift, så vi kan få argumenterne og værdierne frem i lyset.

Diskussionen om hvorvidt der er nogen mennesker, der har det bedst med en hård tilgang
Rå pædagogik defineres som en pædagogik, der ikke tager hensyn til menneskets personlighed eller læringsforudsætninger, og hvor mennesket udsættes for massive tilrettevisninger grænsende til ydmygelser (Ellegaard & Langager, 2011). Argumentet er, at der er nogle mennesker, der ikke formår at leve op til de krav, der stilles med den ikke-dirigerende tilgang. Disse mennesker skulle have svært ved at indgå i de demokratiske processer, og derfor bliver den rå pædagogik nødvendig overfor dem, som ikke passer ind i de almindelige uddannelsessystemer og arbejdssammenhænge. Sat på spidsen argumenteres der altså for, at de stærke skal tilbydes en blød pædagogik, og de svage skal behandles med en rå pædagogik, efter de har lidt nederlag i den bløde pædagogik. Den styrende tilgang til andre mennesker er en farlig vej at gå. En vej fuld af afmagt i forhold til de mennesker, som – af vidt forskellige årsager som omsorgssvigt, hjerneskade, sindslidelse, udviklingsforstyrrelser eller blot arbejdsløshed – har svært ved at leve op til de krav, der stilles til dem. Afmagt både for dem, der stiller kravene og for dem, der forventes at underkaste sig.

Opdelingen i ”os, der kan begå os” og ”dem, der har det svært” minder om den politiske retorik om, at rige mennesker motiveres af at blive rigere, hvorimod fattige mennesker motiveres af at blive fattigere. Ole Thyssen har gjort sig til talsmand for en akademisk udgave af denne retorik. Han skriver, at der findes to slags mennesker i denne verden: arbejdsfolket og velfærdsfolket. Arbejdsfolket er de mennesker, der har et arbejde og dermed yder deres bidrag til samfundet. De er kendetegnet ved at have en viljestyrke. Så er der så velfærdsfolket, som til gengæld ikke har en viljestyrke. De arbejder helst ikke. De vil hellere gøre karriere ved at spille på deres svaghed og udnytte samfundet. Thyssen tegner et klassisk fjendebillede af, at der er nogen, der udnytter os og har ondt i sinde, så vi bliver nødt til at være proaktive i vores selvbeskyttelse – for vores egen og for samfundets skyld. Det er en brutal fortælling, der legitimerer en ændret moral i forhold til, hvordan andre bør behandles. Hvis vi tror på fortællingen – og tilfældigvis tilhører dem, der har et arbejde – kan vi give os selv lov til at lade vores moral skride så meget, at vi ender med at acceptere, at arbejdsløse bliver behandlet med mistro og straf. Selvfølgelig findes der ikke en indgruppe af arbejdende mennesker, der skal beskytte sig mod en udgruppe af arbejdsløse. Historien viser, at det er farligt at skabe sociale konstruktioner, der handler om ”os” og ”dem”. Og selvfølgelig er det ikke de arbejdsløse, der er skyld i finanskrisen. Så vidt jeg forstår, blev finanskrisen skabt af mennesker, der havde såvel uddannelse som arbejde.

I London gav man – som et socialt eksperiment – 15 hjemløse 3000 pund, som de kunne bruge til lige, hvad de ville. Det ville kunne vække angst og uro hos enhver indenfor det styrende paradigme, da de ville være bekymrede for, at pengene ville gå til misbrug. Resultatet af eksperimentet var, at 11 allerede året efter var i gang med uddannelse, havde fået en lejlighed, var i misbrugsbehandling osv. (Lauridsen, 2014). Det er da tankevækkende, at en økonomisk hjælp uden krav og betingelser kan være katalysator for en positiv udvikling. Måske har krav, betingelser og kontrol en negativ effekt?

Diskussionen om, hvad konsekvenser er
”Når man gør noget forkert, så skal det da have konsekvenser!” og ”vi skal passe på med at belønne dårlig adfærd” hører jeg. Bevæggrundene for udsagnene er forskellige. Det kan handle om hævnfølelser og retfærdighedsfølelser, men hyppigst er det den rene og skære afmagt, der får os til at tænke den slags tanker. Afmagten, når andre ikke gør som vi ønsker. Afmagten, når andre bryder regler, og vi intet kan gøre ved det. Afmagten når andre ødelægger deres relationer og muligheder.

Jens Bay definerer konsekvenspædagogikken som en pædagogisk tilgang til unge mennesker, der har svært ved at komme i gang med uddannelses- og arbejdslivet, har et misbrug af rusmidler og måske har stiftet bekendtskab med kriminalitet. Idéen er, at det unge menneske skal lære at skabe sig et overblik over sine handlemuligheder og disses konsekvenser for dermed at kunne lære at handle på en måde, hvor konsekvenserne er gunstige eller i det mindste acceptable for det unge menneske. Jens Bay understreger, at konsekvens betyder, at noget følger logisk af noget andet. Det er jeg helt enig med ham i. Ligesom vi nemt kan blive enige om, at alle handlinger – ligesom fravær af handlinger – har konsekvenser. Vores veje skilles, når der i konsekvenspædagogikken opstår, hvad jeg vil kalde for kunstige konsekvenser, som personalet har indført. Hvis jeg eksempelvis råber op og begynder at skubbe rundt med borde og stole i et klasseværelse, så er der en lang række naturlige konsekvenser i form af, at andre reagerer med overraskelse, frygt og vrede. Men det ville være en kunstig konsekvens, hvis personalet besluttede, at jeg ikke måtte komme i det lokale mere. Det ville være en endnu mere kunstig konsekvens, hvis jeg fik besked om, at jeg ikke kunne komme med på den forestående bustur sammen med de andre. At jeg skubber rundt med møbler, har intet at gøre med hverken lokale eller bus. Når jeg skubber møbler, så er jeg vred, ked af det og fuldstændig afmægtig. Min afmagt ændres ikke af kunstige konsekvenser, hvor det er umuligt for mig at se en sammenhæng mellem brud på andres adfærdsregler og udelukkelse. Og jeg lærer ikke noget om at håndtere mine afmagtsfølelser ved at blive straffet.

Det bliver til en diskussion om, hvorvidt personale må opstille adfærdsregler og tilhørende kunstige konsekvenser for andres handlinger. Jens Bay beskriver metoder som påbud, konsekvensorientering, konfrontation og bortvisning. Det er den tænkning, som vi havner i, når vi begynder at lave regler for, hvordan man skal opføre sig. Så snart man har formuleret en regel, bliver man bekymret for, om der er nogen, der bryder den. Nogle kan sågar får en fantasi om, at regelbrud smitter, så alle lige pludselig bryder reglerne, hvis ikke man slår hårdt ned på første regelbrud. Og de bekymringer kan føre til tanker om, hvilke kunstige konsekvenser det skal have for dem, der bryder reglerne. Det fører typisk til flere regler – og mere bekymring. Egentlig finder man vel på regler for at løse nogle problemer, men regler fører til nye problemer. Desværre er der mennesker, der følger regler af ren og skær angst. Men ellers vil mennesker heldigvis kun følge regler, som er meningsfulde for dem selv i situationen.

Søndag d. 16/3 2014 så jeg i Nyhederne, at en 7-årig dreng for nylig var blevet tvunget til at gå runder i en skolegård i halvanden time, fordi han havde glemt sit idrætstøj. Moderen ville heldigvis ikke finde sig i, at hendes søn skulle ydmyges og straffes. Men skolelederen udtalte, at det blot var en logisk konsekvens og slet ikke en straf. En logisk konsekvens af at glemme sit idrætstøj kunne være, at man måtte være med til idræt i sit almindelige tøj, eller at man måtte gå glip af idræt. Når jeg glemmer mit fitnesstøj, ville det jo heller ikke en logisk konsekvens, at instruktøren skulle tvinge mig til at gå runder udenfor fitnesscentret. Nej, det er en kunstig konsekvens – og derfor en straf. Niels Egelund tonede frem i Nyhederne og sagde atter, at det er godt at straffe børn. Læsere af denne blog vil vide, at jeg igen råbte af mit fjernsyn. Selvfølgelig kan man skræmme livet af børn ved at straffe dem, så de aldrig glemmer deres idrætstøj. Men er det dét vi vil? Vil vi have angste børn, der adlyder enhver ordre? Måske skulle man genlæse Hans Scherfigs bog ”Det forsømte forår” for at repetere, at viden ganske vist kan trues og tæskes ind i børn, der kan få en uddannelse og et godt job; men vi risikerer at skabe følelsesmæssigt forkrøblede mennesker.

Alternativet til regler er struktur. I det ikke-dirigerende paradigme tænkes der i at skabe struktur på aktiviteterne, samtalerne og dagen. Struktur betyder opbygning. Struktur er, når noget er bygget op på en – for mennesket – logisk måde med en tydelig rækkefølge. Struktur er vaner, rutiner og faste måder at gøre tingene på. Det er noget ganske andet end regler, der tit handler om alt dét, som man ikke må. Fidusen ved struktur er at frigøre mest mulig livsenergi, så det kan bruges til at leve livet med og til at være social med. Især når man slås med træthed, stress og store problemer kan man mærke behovet for struktur. Mennesker med behov for hjælp er afhængige af, at personalet bruger deres magt til at graduere kravene, skabe mere struktur i hverdagen og blive bedre til at hjælpe med at minimere problemerne.

Diskussionen om, hvorvidt man må straffe andre mennesker
Jeg er aldrig på skrift stødt på nogen, der synes, at det er i orden at straffe folk. Altså ikke før jeg i avisen læser, at Niels Egelund skulle mene, at børn straffes for lidt i folkeskolen. Ellers møder jeg kun fortalere for straf blandt praktikere, når deres faglighed kommer til kort. Argumenterne for straf bliver hentet fra personalets egen opvækst eller deres private idéer om opdragelse, da man ikke kan hente argumenterne fra faglitteraturen. Indenfor den rå pædagogik og konsekvenspædagogikken tager man skarpt afstand fra afstraffelser. Det gjorde man også indenfor behaviorismen og adfærdsmodifikationen i sin tid. Der er en rørende enighed om, at straf er uetisk og skadeligt for alle involverede parter. Men alligevel er forestillingerne om skæld-ud og straf svære at komme til livs. Idéerne om, at ”det skal gøre ondt, før det bliver godt”, ”man må ikke vise svaghed/blødhed, fordi det udnytter folk”, ”den man elsker, tugter man” osv. står tilsyneladende stærkt i dansk folkepsykologi. Især Jens Bay er virkelig ked af, at hans konsekvenspædagogik bliver brugt til at straffe mennesker. Det har aldrig været hans intention. Han understeger igen og igen, at konsekvenspædagogik ikke handler om, at personalet skal være konsekvent, styrende, manipulerende, adfærdsmodificerende eller straffende.

Konsekvenspædagogik-begrebet bliver i praksis brugt i flæng uden, at man har læst Jens Bays bøger. Det må undre, at personale kan finde på at bruge begreber, som de ikke kender betydningen af. Men hvis blot det siges med en vis pondus, gentages hyppigt nok og ingen stiller spørgsmål, så kan meget lade sig gøre. Det er et problem, at ordet konsekvenspædagogik bliver brugt som alibi for straf og ydmygelser, når personalet føler sig afmægtige og desperate. Jeg har desværre kun mødt konsekvenspædagogikken i denne forråede form. Det er dog forskelligt, hvor ærlige personalerne er mht. at de straffer andre. Jeg møder mange praktikere, der kan bruge mange ord på at fortælle mig, at der ikke er tale om straf, men at de derimod blot arbejder med fravær af belønning, time-outs, grænsesætning, skærmning, beskyttelse af de andre, afledning osv. I stedet for at straffe kunne man overveje at støtte og hjælpe andre i deres egne bestræbelser på at overvinde, kompensere for eller leve med de begrænsninger, som deres problemer har medført. ”Jamen, det gør vi da også. Vi straffer ikke kun”. Det er sikkert rigtigt; men en straf bliver ikke mindre skadelig af, at personalet på andre tidspunkter er empatiske og forstående.

Diskussionen om hvorvidt vi skal opdrage til underkastelse eller hjælpe med de problemer som mennesket selv synes, at det har.
Jens Bay skriver, at konsekvenspædagogikken indebærer, at personalet holder fast i sine krav om den rigtige sociale væremåde uden at lytte til den unge. Det samme gælder for nudgingen, hvor personalet beslutter, hvad der er godt for et andet menneske, og derfor er der ingen grund til at spørge mennesket. Når personale på denne måde føler sig sikre på, at de har ret til at holde fast i krav, som de selv synes er rimelige, så kan mennesker kun reagere med modstand eller underkastelse. Den danske familieterapeut Jesper Juul skriver, at det er naturligt at reagere med aggression, når man ikke bliver set eller lyttet til – og derfor føler sig værdiløs. Jesper Juul skriver mest om de mennesker, der reagerer tydeligt aggressivt, men han er mindst lige så bekymret for de mennesker, der vender værdiløshedsfølelserne indad og bliver tavse og selvdestruktive. Når vi holder fast i krav, indtil folk reagerer med vrede (og kaldes troublemakers) eller underkastelse (og kaldes flinke), så gør vi andre mennesker ondt.

Alternativet er at have fokus på omgivelsernes betydning, og det vil sige både de fysiske og psykiske rammer for det enkelte menneske. Det er ganske enkelt både lettere og bedre at ændre på omgivelserne end på menneskerne. Omgivelserne bør passe til mennesket og ikke omvendt. Det er lettere at ændre på kravene og belastningerne, end det er at få et menneske til at underkaste sig. Uanset om vi kalder det rogivende pædagogik, neuropædagogik, sanseintegration eller mentalisering, arbejder vi med at forstå årsagerne og formålene med andres adfærdsmønstre. Det handler ikke om at ændre andres adfærd. Det handler om at forstå adfærden på et dybere niveau, så vi kan komme til at forstå og forhåbentlig hjælpe mennesker med de problemer, som ligger til grund for adfærdsmønstrene. Det handler fx ikke om mad eller kostplaner, når et menneske overspiser. Det handler om alt muligt andet som eksempelvis angst, omsorgssvigt, kontrolproblemer, passiv stress og ubearbejdet sorg, og der vil være en forskellig historie hver gang man møder et menneske, der overspiser. Hvis vi fastholder et krav om diæt, så kommer vi til at ydmyge mennesket, der slås med store problemer, som overspisningen hidtil har kunnet lindre på. Det handler om at komme til at forstå, hvorfor et givent adfærdsmønster for et bestemt menneske er det eneste logiske og rimelige at gøre. Først derefter kan vi gøre os tanker om, hvordan vi kan hjælpe med problemerne.

Diskussionen om hvorvidt diagnoser er vigtige eller ej
Som nævnt ser man i den rå pædagogik bort fra personlighed og læringsforudsætninger. Jens Bay anerkender heller ikke, at de unge har problemer, der stikker dybere end tilpasningsvanskeligheder. Ifølge konsekvenspædagogikken er det ikke relevant at beskæftige sig med de unges udviklingsforstyrrelser, omsorgssvigt, misbrug, angst, indlæringsvanskeligheder osv. Samtlige neurologiske og psykologiske årsager til problemskabende adfærd afvises pure. Som det er fremgået af det forrige afsnit, så vil man indenfor den ikke-dirigerende tilgang have fokus på netop at forstå årsagerne til og formålene med adfærden. Adfærdsmønstrene er dét, som vi observerer på; men dét, vi tolker på, er menneskets forståelse af egen situation, kognitive ressourcer og vanskeligheder, problemløsningsstrategier samt livs- og sygdomshistorie. Det vil sige, at menneskets diagnoser er noget, som vi som professionelle skal have kendskab til og respekt for. Jeg taler ikke for, at diagnoserne på nogen måde skulle være den fulde historie om et menneske. Ligesom jeg også tænker kritiske tanker om vores brug af diagnoser og den evige risiko for umenneskeliggørelse. Men vi bør have dyb respekt for, hvad mennesket slås med, når der er tale om tilknytningsforstyrrelse, hjerneskade, sindslidelser osv. Vi kan ganske enkelt ikke stille de samme krav til et omsorgsvigtet barn som til et trygt barn.

Diskussionen om hvad vi har tid og ressourcer til
Der er ingen tvivl om, at medarbejdere og ledere er langt mere pressede nu end for fem år siden, og der er desværre udsigt til, at tidspresset bliver større i takt med, at regeringen vil spare 12 milliarder kroner i den offentlige sektor. Derfor hører jeg argumentet: ”jamen, vi har ikke længere tid til undersøgende samtaler, hvor vi finder ud af, hvordan det enkelte menneske forstår sin livssituation og bla bla bla” og ”vi har ikke ressourcer til alle de individuelle hensyn”. Frustrationen er reel, men argumentet holder ikke. Hvis vi springer de individuelle hensyn over, så kommer vi til at spilde tiden på at skulle korrekse, irettesætte og modarbejde mennesket. Hvis vi endda bruger tid på de evindelige brugertilfredshedsundersøgelser, evalueringer, spørgeskemaer og skabeloner, så bliver tidsspildet enormt. Jo mere tid vi bruger på at registrere fx vores tidsforbrug, desto mere arbejdstid – sammen med de mennesker, som det hele handler om – mistes. I min optik har vi i – økonomisk hårde tider – ikke ressourcer og tid til andet end vores kerneopgave, nemlig at hjælpe de mennesker, der har brug for hjælp, på en differentieret og individuel måde, så de kan leve deres liv.

 

Der er langt flere diskussioner knyttet til den generelle diskussion om, hvorvidt personale bør styre eller støtte andre mennesker. Der er fx diskussionen om, hvorvidt man kan/bør forsøge at styre andres adfærd med belønninger. Men jeg kan se, at mit indlæg allerede er blevet for langt, så jeg vil runde af nu. Jeg vender tilbage til diskussionerne i kommende indlæg. Nu glæder jeg mig bare til at læse jeres tanker om at være styrende eller ikke-dirigerende.

 

Litteratur – eksempler på ikke-dirigerende tilgange

Belin, S. (2010): Relation før metode – at arbejde med mennesker med alvorlige psykiske problemer. Akademisk Forlag.

Bøttcher, L. & Dammeyer, J. (2013): Handicappsykologi. En grundbog om arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelser. Samfundslitteratur.

Elvén, B.H. (2010): Problemskabende adfærd ved udviklingsforstyrrelser eller udviklingshæmning. Dansk Psykologisk Forlag.

Elvén, B.H. (2013): Adfærdsproblemer i skolen. Dansk Psykologisk Forlag.

Falk, B. (2012): At være der, hvor du er – opmærksomhed, grænser og kontakt i den hjælpende samtale. Nyt Nordisk Forlag.

Gammeltoft, B.C. (2009): Sansestimulering hos voksne. Forlag Gammeltoft.

Grønbæk, K.M. (2003): Neuropædagogik – en gang for alle. Grønbæks Forlag.

Hagelquist, J.Ø. (2013): Mentalisering i mødet med udsatte børn. Hans Reitzels Forlag.

Haslebo, G. (2007): Relationer i organisationer – en verden til forskel. Dansk Psykologisk Forlag.

Juul, J. (2013): Aggression – en naturlig del af livet. Akademisk Forlag.

Kitwood, T. (1999): En revurdering af demens – personen kommer i første række. Munksgaard.

Lauridsen, E. (2014): Giv de arbejdsløse penge uden at stille krav. Information d. 23. januar 2014, pp. 14-15.

Mabeck, C.E. (2006): Introduktion til den motiverende samtale. Munksgaard.

Olsen, R. (2014): Mens baggårdskattene forsvandt. Historier fra Mændenes Hjem og Vesterbro. Byens Forlag.

Revstedt, P (2010): Motivationsarbejde. Hans Reitzels Forlag.

Rogers, C. (1995): On becoming a person. Houghton Mifflin.

Ørsted, C. (2013): Livsfarlig ledelse. Forstå de psykologiske mekanismer der styrer dit arbejdsliv. Peoples Press.

 

Litteratur – eksempler på styrende tilgange

Bay, J. (2005): Konsekvenspædagogik – en pædagogik om eksistens og social handlingskompetence. Borgen.

Birk Nielsen, J. & Skyt, G. (2012): ”Bag om en tv-serie”. Psykolog Nyt, nr. 10, 2012, pp. 8-11.

Dansk Pædagogisk Tidsskrift (2011): Tema: Rå pædagogik. Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, maj 2011.

Ellegaard, T. & Langager, S. (2011): Rå pædagogik. Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, maj 2011, pp. 2-5.

Hjortsdal, M. (2014): Savnes: Mere disciplin og straf i skolen. Politiken d. 1. februar 2014.

Hollesen, I.B. & Birk Nielsen, J. (2013): Kæft, trit og knus. KLO.

Johnson, S. (1998): Hvem har flyttet min ost? En enestående måde at arbejde med forandring i dit arbejde og i dit liv. L&R Business 2001.

Knoop, H.H. (2013): Positiv psykologi. Tænkepauser. Aarhus Universitet.

Szulevicz, T. (2011): Individualisering og rå pædagogik. Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, maj 2011, pp. 31-37.

Thyssen, O. (2012): Jens Vejmand på rettigheder. Fra Brinkmann, S. (red.): Det diagnosticerede liv. Klim, pp. 95-112.

Wagner, P. & Baadsgaard, M. (1991): Adfærdsmodifikation – en praktisk ba­sis­­­bog om positive behand­lingsmetoder. E.I.B.A. Press.