Bør personale styre eller støtte andre? Den klassiske diskussion, om hvorvidt vi bør have en styrende tilgang eller en ikke-dirigerende tilgang til at hjælpe andre mennesker, bliver mere og mere aktuel.

I aviserne læser jeg, at jobcentre har hyret private vagtværn for at beskytte personalet mod de såkaldte troublemakers, der protesterer mod den behandling, som de får af systemet. Jeg møder gennem mit arbejde en generel oprustning på rådhuse og kommunale forvaltninger i form af låste døre, glasplader i receptionen, vagter og sågar aflåste toiletter. Jeg læser også i aviserne, at undervisningsministeren tilsyneladende ikke er afvisende overfor idéen om øget brug af straf, eftersidninger og bortvisninger i folkeskolen. Jeg hører hyppigere om nudging som en metode til at skubbe/coache borgere og medarbejdere i den såkaldt rigtige retning. Hvad er det, der sker? Hvorfor disse impulser til at styre andre og endda sætte hårdt mod hårdt? Jeg håber, at vi kunne gå en anden vej.

Jeg forenkler diskussionen, om hvordan vi bør behandle andre, ved at dele mange vidt forskellige retninger indenfor pædagogik og psykologi op i to paradigmer. Det er noget af en tilsnigelse, og der kan være nogle teoretikere, der vil protestere mod at tilhøre det paradigme, som jeg tildeler dem. Jeg tager alligevel chancen, da mit formål er at reflektere over, hvorvidt vi som professionelle må styre mennesker, der har brug for professionel hjælp. Jeg bruger nemlig mere og mere arbejdstid på at argumentere for den ikke-dirigerende tilgang, som er ved at gå af mode. For fem år siden var det ikke provokerende, når jeg underviste i motivationsarbejdet og hævdede, at vores job er at støtte op om den enkeltes problemløsningsstrategier og meningsfulde aktiviteter. I dag er det provokerende, når jeg understreger, at vi ikke må tvinge, bestemme eller manipulere. Jeg mødes af argumenter som fx, at det ikke kan nytte, at folk får lov til at overspise eller forblive arbejdsløse eller at børn lærer i individuelle tempi, der er ude af takt med PISA-undersøgelsen. Enkelte gange er der nogen, der hører min afvisning af tvang og manipulation som en laissez faire-tilgang, hvor man overlader folk til sig selv og ikke gør noget aktivt for at hjælpe. Intet kunne være mig mere fjernt. Mennesker skal ikke stå alene med deres problemer. Selvfølgelig skal vi spille en aktiv rolle. Men valget står ikke kun mellem tvang på den ene side og laissez faire på den anden side. Der er heldigvis mange andre muligheder. Lad mig skitsere et par af de ikke-dirigerende tilgange.

Det ikke-dirigerende paradigme
Den mest prominente repræsentant for en ikke-dirigerende tilgang må være den amerikanske psykolog Carl Rogers, som tilbage i 1950´erne og 60´erne beskrev, hvordan mennesket har en evne til at udvikle sig gennem hele livet for gradvist at blive mere og mere sig selv. Allerede tilbage i 1920´erne og 30´erne forlød det fra en helt anden kant – nemlig fra den sovjetiske psykolog Lev Vygotsky – at mennesket har en enestående evne til at kompensere for de problemer, som det støder på i sin hverdag. Lev Vygotsky pointerede, at vi kun kan hjælpe en anden ved at respektere vedkommendes zone for nærmeste udvikling. Disse to vidt forskellige retninger har samme pointe: Mennesket lever sit liv og gør alt, hvad det kan for at løse sine problemer og få hverdagen til at hænge sammen. Mennesket har en drivkraft til at udvikle sig i sit eget tempo og på sin egen måde hele livet igennem.

Den professionelle rolle kommer dermed til at handle om at interagere med mennesket på en måde, så menneskets liv og valg respekteres. Samtidig hjælper man med dét, som mennesket er klar til at tage fat på – dét, som mennesket er lige ved at kunne, men kun kan klare med andres hjælp, er zonen for nærmeste udvikling. Den professionelle har en ekspertviden på et afgrænset område, og denne viden kan man stille til rådighed, så mennesket har et større vidensgrundlag for sine beslutninger. Samtidig kan man som professionel drøfte problemstillinger frem og tilbage med mennesket, men det er jo vel at mærke problemstillinger, som mennesket synes, at det har – og ikke de problemstillinger, som kun den professionelle synes, at mennesket har.

Det styrende paradigme
Forhistorien for det styrende paradigme kan findes hos den amerikanske psykolog Burrhus Frederic Skinners behavioristiske idéer om, at menneskets adfærd kan styres af belønninger. Men når jeg læser den danske dr.pæd. Birgit Kirkebæks bøger om dansk handicaphistorie siden 1890´erne, er det også som om, at tankerne om at styre, afrette og disciplinere har levet i bedste velgående løsrevet fra den akademiske verden. I min praksis møder jeg i højere grad den styrende tilgang som en slags græsrodsbevægelse med mistroiske idéer om, at man skal vogte sig mod mennesker, der har brug for hjælp, fordi de er villige til at gøre hvad-som-helst for at få opmærksomhed og overførselsindkomster. Argumenterne hentes ikke i behavioristiske teorier, men i klichéer som ”hellere negativ opmærksomhed end ingen opmærksomhed” eller ”rækker man fanden sin lillefinger, så tager han hele armen”. Det kan ofte gøre en faglig diskussion svær, når der er tale om hyppigt gentagne sandheder uden et teoretisk fundament. Heldigvis findes der fagfolk, som giver idéerne, om at mennesker med brug for hjælp skal styres og afrettes, en skriftlig stemme. Mest prominent er den danske filosof Jens Bay, der har skrevet to bøger om konsekvenspædagogik. Dertil kommer Dansk Pædagogisk Tidsskrift med deres temanummer om rå pædagogik. Og som de mest rabiate bud har vi den danske filosof Ole Thyssen, der mener, at nogle mennesker gør deres problemer til en lukrativ karriere, og den danske professor Niels Egelund, der mener, at børn skal straffes. Det er vigtigt for vores faglige drøftelser og beslutninger, at vi har nogle teorier og koncepter på skrift, så vi kan få argumenterne og værdierne frem i lyset.

Diskussionen om hvorvidt der er nogen mennesker, der har det bedst med en hård tilgang
Rå pædagogik defineres som en pædagogik, der ikke tager hensyn til menneskets personlighed eller læringsforudsætninger, og hvor mennesket udsættes for massive tilrettevisninger grænsende til ydmygelser (Ellegaard & Langager, 2011). Argumentet er, at der er nogle mennesker, der ikke formår at leve op til de krav, der stilles med den ikke-dirigerende tilgang. Disse mennesker skulle have svært ved at indgå i de demokratiske processer, og derfor bliver den rå pædagogik nødvendig overfor dem, som ikke passer ind i de almindelige uddannelsessystemer og arbejdssammenhænge. Sat på spidsen argumenteres der altså for, at de stærke skal tilbydes en blød pædagogik, og de svage skal behandles med en rå pædagogik, efter de har lidt nederlag i den bløde pædagogik. Den styrende tilgang til andre mennesker er en farlig vej at gå. En vej fuld af afmagt i forhold til de mennesker, som – af vidt forskellige årsager som omsorgssvigt, hjerneskade, sindslidelse, udviklingsforstyrrelser eller blot arbejdsløshed – har svært ved at leve op til de krav, der stilles til dem. Afmagt både for dem, der stiller kravene og for dem, der forventes at underkaste sig.

Opdelingen i ”os, der kan begå os” og ”dem, der har det svært” minder om den politiske retorik om, at rige mennesker motiveres af at blive rigere, hvorimod fattige mennesker motiveres af at blive fattigere. Ole Thyssen har gjort sig til talsmand for en akademisk udgave af denne retorik. Han skriver, at der findes to slags mennesker i denne verden: arbejdsfolket og velfærdsfolket. Arbejdsfolket er de mennesker, der har et arbejde og dermed yder deres bidrag til samfundet. De er kendetegnet ved at have en viljestyrke. Så er der så velfærdsfolket, som til gengæld ikke har en viljestyrke. De arbejder helst ikke. De vil hellere gøre karriere ved at spille på deres svaghed og udnytte samfundet. Thyssen tegner et klassisk fjendebillede af, at der er nogen, der udnytter os og har ondt i sinde, så vi bliver nødt til at være proaktive i vores selvbeskyttelse – for vores egen og for samfundets skyld. Det er en brutal fortælling, der legitimerer en ændret moral i forhold til, hvordan andre bør behandles. Hvis vi tror på fortællingen – og tilfældigvis tilhører dem, der har et arbejde – kan vi give os selv lov til at lade vores moral skride så meget, at vi ender med at acceptere, at arbejdsløse bliver behandlet med mistro og straf. Selvfølgelig findes der ikke en indgruppe af arbejdende mennesker, der skal beskytte sig mod en udgruppe af arbejdsløse. Historien viser, at det er farligt at skabe sociale konstruktioner, der handler om ”os” og ”dem”. Og selvfølgelig er det ikke de arbejdsløse, der er skyld i finanskrisen. Så vidt jeg forstår, blev finanskrisen skabt af mennesker, der havde såvel uddannelse som arbejde.

I London gav man – som et socialt eksperiment – 15 hjemløse 3000 pund, som de kunne bruge til lige, hvad de ville. Det ville kunne vække angst og uro hos enhver indenfor det styrende paradigme, da de ville være bekymrede for, at pengene ville gå til misbrug. Resultatet af eksperimentet var, at 11 allerede året efter var i gang med uddannelse, havde fået en lejlighed, var i misbrugsbehandling osv. (Lauridsen, 2014). Det er da tankevækkende, at en økonomisk hjælp uden krav og betingelser kan være katalysator for en positiv udvikling. Måske har krav, betingelser og kontrol en negativ effekt?

Diskussionen om, hvad konsekvenser er
”Når man gør noget forkert, så skal det da have konsekvenser!” og ”vi skal passe på med at belønne dårlig adfærd” hører jeg. Bevæggrundene for udsagnene er forskellige. Det kan handle om hævnfølelser og retfærdighedsfølelser, men hyppigst er det den rene og skære afmagt, der får os til at tænke den slags tanker. Afmagten, når andre ikke gør som vi ønsker. Afmagten, når andre bryder regler, og vi intet kan gøre ved det. Afmagten når andre ødelægger deres relationer og muligheder.

Jens Bay definerer konsekvenspædagogikken som en pædagogisk tilgang til unge mennesker, der har svært ved at komme i gang med uddannelses- og arbejdslivet, har et misbrug af rusmidler og måske har stiftet bekendtskab med kriminalitet. Idéen er, at det unge menneske skal lære at skabe sig et overblik over sine handlemuligheder og disses konsekvenser for dermed at kunne lære at handle på en måde, hvor konsekvenserne er gunstige eller i det mindste acceptable for det unge menneske. Jens Bay understreger, at konsekvens betyder, at noget følger logisk af noget andet. Det er jeg helt enig med ham i. Ligesom vi nemt kan blive enige om, at alle handlinger – ligesom fravær af handlinger – har konsekvenser. Vores veje skilles, når der i konsekvenspædagogikken opstår, hvad jeg vil kalde for kunstige konsekvenser, som personalet har indført. Hvis jeg eksempelvis råber op og begynder at skubbe rundt med borde og stole i et klasseværelse, så er der en lang række naturlige konsekvenser i form af, at andre reagerer med overraskelse, frygt og vrede. Men det ville være en kunstig konsekvens, hvis personalet besluttede, at jeg ikke måtte komme i det lokale mere. Det ville være en endnu mere kunstig konsekvens, hvis jeg fik besked om, at jeg ikke kunne komme med på den forestående bustur sammen med de andre. At jeg skubber rundt med møbler, har intet at gøre med hverken lokale eller bus. Når jeg skubber møbler, så er jeg vred, ked af det og fuldstændig afmægtig. Min afmagt ændres ikke af kunstige konsekvenser, hvor det er umuligt for mig at se en sammenhæng mellem brud på andres adfærdsregler og udelukkelse. Og jeg lærer ikke noget om at håndtere mine afmagtsfølelser ved at blive straffet.

Det bliver til en diskussion om, hvorvidt personale må opstille adfærdsregler og tilhørende kunstige konsekvenser for andres handlinger. Jens Bay beskriver metoder som påbud, konsekvensorientering, konfrontation og bortvisning. Det er den tænkning, som vi havner i, når vi begynder at lave regler for, hvordan man skal opføre sig. Så snart man har formuleret en regel, bliver man bekymret for, om der er nogen, der bryder den. Nogle kan sågar får en fantasi om, at regelbrud smitter, så alle lige pludselig bryder reglerne, hvis ikke man slår hårdt ned på første regelbrud. Og de bekymringer kan føre til tanker om, hvilke kunstige konsekvenser det skal have for dem, der bryder reglerne. Det fører typisk til flere regler – og mere bekymring. Egentlig finder man vel på regler for at løse nogle problemer, men regler fører til nye problemer. Desværre er der mennesker, der følger regler af ren og skær angst. Men ellers vil mennesker heldigvis kun følge regler, som er meningsfulde for dem selv i situationen.

Søndag d. 16/3 2014 så jeg i Nyhederne, at en 7-årig dreng for nylig var blevet tvunget til at gå runder i en skolegård i halvanden time, fordi han havde glemt sit idrætstøj. Moderen ville heldigvis ikke finde sig i, at hendes søn skulle ydmyges og straffes. Men skolelederen udtalte, at det blot var en logisk konsekvens og slet ikke en straf. En logisk konsekvens af at glemme sit idrætstøj kunne være, at man måtte være med til idræt i sit almindelige tøj, eller at man måtte gå glip af idræt. Når jeg glemmer mit fitnesstøj, ville det jo heller ikke en logisk konsekvens, at instruktøren skulle tvinge mig til at gå runder udenfor fitnesscentret. Nej, det er en kunstig konsekvens – og derfor en straf. Niels Egelund tonede frem i Nyhederne og sagde atter, at det er godt at straffe børn. Læsere af denne blog vil vide, at jeg igen råbte af mit fjernsyn. Selvfølgelig kan man skræmme livet af børn ved at straffe dem, så de aldrig glemmer deres idrætstøj. Men er det dét vi vil? Vil vi have angste børn, der adlyder enhver ordre? Måske skulle man genlæse Hans Scherfigs bog ”Det forsømte forår” for at repetere, at viden ganske vist kan trues og tæskes ind i børn, der kan få en uddannelse og et godt job; men vi risikerer at skabe følelsesmæssigt forkrøblede mennesker.

Alternativet til regler er struktur. I det ikke-dirigerende paradigme tænkes der i at skabe struktur på aktiviteterne, samtalerne og dagen. Struktur betyder opbygning. Struktur er, når noget er bygget op på en – for mennesket – logisk måde med en tydelig rækkefølge. Struktur er vaner, rutiner og faste måder at gøre tingene på. Det er noget ganske andet end regler, der tit handler om alt dét, som man ikke må. Fidusen ved struktur er at frigøre mest mulig livsenergi, så det kan bruges til at leve livet med og til at være social med. Især når man slås med træthed, stress og store problemer kan man mærke behovet for struktur. Mennesker med behov for hjælp er afhængige af, at personalet bruger deres magt til at graduere kravene, skabe mere struktur i hverdagen og blive bedre til at hjælpe med at minimere problemerne.

Diskussionen om, hvorvidt man må straffe andre mennesker
Jeg er aldrig på skrift stødt på nogen, der synes, at det er i orden at straffe folk. Altså ikke før jeg i avisen læser, at Niels Egelund skulle mene, at børn straffes for lidt i folkeskolen. Ellers møder jeg kun fortalere for straf blandt praktikere, når deres faglighed kommer til kort. Argumenterne for straf bliver hentet fra personalets egen opvækst eller deres private idéer om opdragelse, da man ikke kan hente argumenterne fra faglitteraturen. Indenfor den rå pædagogik og konsekvenspædagogikken tager man skarpt afstand fra afstraffelser. Det gjorde man også indenfor behaviorismen og adfærdsmodifikationen i sin tid. Der er en rørende enighed om, at straf er uetisk og skadeligt for alle involverede parter. Men alligevel er forestillingerne om skæld-ud og straf svære at komme til livs. Idéerne om, at ”det skal gøre ondt, før det bliver godt”, ”man må ikke vise svaghed/blødhed, fordi det udnytter folk”, ”den man elsker, tugter man” osv. står tilsyneladende stærkt i dansk folkepsykologi. Især Jens Bay er virkelig ked af, at hans konsekvenspædagogik bliver brugt til at straffe mennesker. Det har aldrig været hans intention. Han understeger igen og igen, at konsekvenspædagogik ikke handler om, at personalet skal være konsekvent, styrende, manipulerende, adfærdsmodificerende eller straffende.

Konsekvenspædagogik-begrebet bliver i praksis brugt i flæng uden, at man har læst Jens Bays bøger. Det må undre, at personale kan finde på at bruge begreber, som de ikke kender betydningen af. Men hvis blot det siges med en vis pondus, gentages hyppigt nok og ingen stiller spørgsmål, så kan meget lade sig gøre. Det er et problem, at ordet konsekvenspædagogik bliver brugt som alibi for straf og ydmygelser, når personalet føler sig afmægtige og desperate. Jeg har desværre kun mødt konsekvenspædagogikken i denne forråede form. Det er dog forskelligt, hvor ærlige personalerne er mht. at de straffer andre. Jeg møder mange praktikere, der kan bruge mange ord på at fortælle mig, at der ikke er tale om straf, men at de derimod blot arbejder med fravær af belønning, time-outs, grænsesætning, skærmning, beskyttelse af de andre, afledning osv. I stedet for at straffe kunne man overveje at støtte og hjælpe andre i deres egne bestræbelser på at overvinde, kompensere for eller leve med de begrænsninger, som deres problemer har medført. ”Jamen, det gør vi da også. Vi straffer ikke kun”. Det er sikkert rigtigt; men en straf bliver ikke mindre skadelig af, at personalet på andre tidspunkter er empatiske og forstående.

Diskussionen om hvorvidt vi skal opdrage til underkastelse eller hjælpe med de problemer som mennesket selv synes, at det har.
Jens Bay skriver, at konsekvenspædagogikken indebærer, at personalet holder fast i sine krav om den rigtige sociale væremåde uden at lytte til den unge. Det samme gælder for nudgingen, hvor personalet beslutter, hvad der er godt for et andet menneske, og derfor er der ingen grund til at spørge mennesket. Når personale på denne måde føler sig sikre på, at de har ret til at holde fast i krav, som de selv synes er rimelige, så kan mennesker kun reagere med modstand eller underkastelse. Den danske familieterapeut Jesper Juul skriver, at det er naturligt at reagere med aggression, når man ikke bliver set eller lyttet til – og derfor føler sig værdiløs. Jesper Juul skriver mest om de mennesker, der reagerer tydeligt aggressivt, men han er mindst lige så bekymret for de mennesker, der vender værdiløshedsfølelserne indad og bliver tavse og selvdestruktive. Når vi holder fast i krav, indtil folk reagerer med vrede (og kaldes troublemakers) eller underkastelse (og kaldes flinke), så gør vi andre mennesker ondt.

Alternativet er at have fokus på omgivelsernes betydning, og det vil sige både de fysiske og psykiske rammer for det enkelte menneske. Det er ganske enkelt både lettere og bedre at ændre på omgivelserne end på menneskerne. Omgivelserne bør passe til mennesket og ikke omvendt. Det er lettere at ændre på kravene og belastningerne, end det er at få et menneske til at underkaste sig. Uanset om vi kalder det rogivende pædagogik, neuropædagogik, sanseintegration eller mentalisering, arbejder vi med at forstå årsagerne og formålene med andres adfærdsmønstre. Det handler ikke om at ændre andres adfærd. Det handler om at forstå adfærden på et dybere niveau, så vi kan komme til at forstå og forhåbentlig hjælpe mennesker med de problemer, som ligger til grund for adfærdsmønstrene. Det handler fx ikke om mad eller kostplaner, når et menneske overspiser. Det handler om alt muligt andet som eksempelvis angst, omsorgssvigt, kontrolproblemer, passiv stress og ubearbejdet sorg, og der vil være en forskellig historie hver gang man møder et menneske, der overspiser. Hvis vi fastholder et krav om diæt, så kommer vi til at ydmyge mennesket, der slås med store problemer, som overspisningen hidtil har kunnet lindre på. Det handler om at komme til at forstå, hvorfor et givent adfærdsmønster for et bestemt menneske er det eneste logiske og rimelige at gøre. Først derefter kan vi gøre os tanker om, hvordan vi kan hjælpe med problemerne.

Diskussionen om hvorvidt diagnoser er vigtige eller ej
Som nævnt ser man i den rå pædagogik bort fra personlighed og læringsforudsætninger. Jens Bay anerkender heller ikke, at de unge har problemer, der stikker dybere end tilpasningsvanskeligheder. Ifølge konsekvenspædagogikken er det ikke relevant at beskæftige sig med de unges udviklingsforstyrrelser, omsorgssvigt, misbrug, angst, indlæringsvanskeligheder osv. Samtlige neurologiske og psykologiske årsager til problemskabende adfærd afvises pure. Som det er fremgået af det forrige afsnit, så vil man indenfor den ikke-dirigerende tilgang have fokus på netop at forstå årsagerne til og formålene med adfærden. Adfærdsmønstrene er dét, som vi observerer på; men dét, vi tolker på, er menneskets forståelse af egen situation, kognitive ressourcer og vanskeligheder, problemløsningsstrategier samt livs- og sygdomshistorie. Det vil sige, at menneskets diagnoser er noget, som vi som professionelle skal have kendskab til og respekt for. Jeg taler ikke for, at diagnoserne på nogen måde skulle være den fulde historie om et menneske. Ligesom jeg også tænker kritiske tanker om vores brug af diagnoser og den evige risiko for umenneskeliggørelse. Men vi bør have dyb respekt for, hvad mennesket slås med, når der er tale om tilknytningsforstyrrelse, hjerneskade, sindslidelser osv. Vi kan ganske enkelt ikke stille de samme krav til et omsorgsvigtet barn som til et trygt barn.

Diskussionen om hvad vi har tid og ressourcer til
Der er ingen tvivl om, at medarbejdere og ledere er langt mere pressede nu end for fem år siden, og der er desværre udsigt til, at tidspresset bliver større i takt med, at regeringen vil spare 12 milliarder kroner i den offentlige sektor. Derfor hører jeg argumentet: ”jamen, vi har ikke længere tid til undersøgende samtaler, hvor vi finder ud af, hvordan det enkelte menneske forstår sin livssituation og bla bla bla” og ”vi har ikke ressourcer til alle de individuelle hensyn”. Frustrationen er reel, men argumentet holder ikke. Hvis vi springer de individuelle hensyn over, så kommer vi til at spilde tiden på at skulle korrekse, irettesætte og modarbejde mennesket. Hvis vi endda bruger tid på de evindelige brugertilfredshedsundersøgelser, evalueringer, spørgeskemaer og skabeloner, så bliver tidsspildet enormt. Jo mere tid vi bruger på at registrere fx vores tidsforbrug, desto mere arbejdstid – sammen med de mennesker, som det hele handler om – mistes. I min optik har vi i – økonomisk hårde tider – ikke ressourcer og tid til andet end vores kerneopgave, nemlig at hjælpe de mennesker, der har brug for hjælp, på en differentieret og individuel måde, så de kan leve deres liv.

 

Der er langt flere diskussioner knyttet til den generelle diskussion om, hvorvidt personale bør styre eller støtte andre mennesker. Der er fx diskussionen om, hvorvidt man kan/bør forsøge at styre andres adfærd med belønninger. Men jeg kan se, at mit indlæg allerede er blevet for langt, så jeg vil runde af nu. Jeg vender tilbage til diskussionerne i kommende indlæg. Nu glæder jeg mig bare til at læse jeres tanker om at være styrende eller ikke-dirigerende.

 

Litteratur – eksempler på ikke-dirigerende tilgange

Belin, S. (2010): Relation før metode – at arbejde med mennesker med alvorlige psykiske problemer. Akademisk Forlag.

Bøttcher, L. & Dammeyer, J. (2013): Handicappsykologi. En grundbog om arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelser. Samfundslitteratur.

Elvén, B.H. (2010): Problemskabende adfærd ved udviklingsforstyrrelser eller udviklingshæmning. Dansk Psykologisk Forlag.

Elvén, B.H. (2013): Adfærdsproblemer i skolen. Dansk Psykologisk Forlag.

Falk, B. (2012): At være der, hvor du er – opmærksomhed, grænser og kontakt i den hjælpende samtale. Nyt Nordisk Forlag.

Gammeltoft, B.C. (2009): Sansestimulering hos voksne. Forlag Gammeltoft.

Grønbæk, K.M. (2003): Neuropædagogik – en gang for alle. Grønbæks Forlag.

Hagelquist, J.Ø. (2013): Mentalisering i mødet med udsatte børn. Hans Reitzels Forlag.

Haslebo, G. (2007): Relationer i organisationer – en verden til forskel. Dansk Psykologisk Forlag.

Juul, J. (2013): Aggression – en naturlig del af livet. Akademisk Forlag.

Kitwood, T. (1999): En revurdering af demens – personen kommer i første række. Munksgaard.

Lauridsen, E. (2014): Giv de arbejdsløse penge uden at stille krav. Information d. 23. januar 2014, pp. 14-15.

Mabeck, C.E. (2006): Introduktion til den motiverende samtale. Munksgaard.

Olsen, R. (2014): Mens baggårdskattene forsvandt. Historier fra Mændenes Hjem og Vesterbro. Byens Forlag.

Revstedt, P (2010): Motivationsarbejde. Hans Reitzels Forlag.

Rogers, C. (1995): On becoming a person. Houghton Mifflin.

Ørsted, C. (2013): Livsfarlig ledelse. Forstå de psykologiske mekanismer der styrer dit arbejdsliv. Peoples Press.

 

Litteratur – eksempler på styrende tilgange

Bay, J. (2005): Konsekvenspædagogik – en pædagogik om eksistens og social handlingskompetence. Borgen.

Birk Nielsen, J. & Skyt, G. (2012): ”Bag om en tv-serie”. Psykolog Nyt, nr. 10, 2012, pp. 8-11.

Dansk Pædagogisk Tidsskrift (2011): Tema: Rå pædagogik. Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, maj 2011.

Ellegaard, T. & Langager, S. (2011): Rå pædagogik. Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, maj 2011, pp. 2-5.

Hjortsdal, M. (2014): Savnes: Mere disciplin og straf i skolen. Politiken d. 1. februar 2014.

Hollesen, I.B. & Birk Nielsen, J. (2013): Kæft, trit og knus. KLO.

Johnson, S. (1998): Hvem har flyttet min ost? En enestående måde at arbejde med forandring i dit arbejde og i dit liv. L&R Business 2001.

Knoop, H.H. (2013): Positiv psykologi. Tænkepauser. Aarhus Universitet.

Szulevicz, T. (2011): Individualisering og rå pædagogik. Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, maj 2011, pp. 31-37.

Thyssen, O. (2012): Jens Vejmand på rettigheder. Fra Brinkmann, S. (red.): Det diagnosticerede liv. Klim, pp. 95-112.

Wagner, P. & Baadsgaard, M. (1991): Adfærdsmodifikation – en praktisk ba­sis­­­bog om positive behand­lingsmetoder. E.I.B.A. Press.

8 kommentarer

  1. Hans Peter Lund siger:

    Du er som sædvanlig klar i mælet.
    Vigtigt at der er nogen der stiller op imod de strømninger, der går ud på straf, ydmygelser og konsekvens

  2. Ulrik Jeppesen siger:

    Jeg tilslutter mig Hans Peters kommentar. Du har igen fat i noget vigtigt! En pointe jeg hæfter mig ved er, at praktikeres tænke- og handlemåder synes at reproducere nogle samfundsmæssige ideologier som må frem for dagens lys. Og det, din artikel bidrager til. Efter min opfattelse er det vigtigt at få disse ideologier frem, idet de tilsyneladende er begyndt at blande sig i de målsætninger, pædagogisk arbejde retter sig mod. Af din tekst fremgår det f.eks. at tilpasning og lydighed begynder at blive mål for pædagogisk arbejde.

    For at få forstå hvad der sker, tillader jeg mig at hive gode gamle Habermas på banen. Ved at “tviste” hans skelnen mellem system- og livsverden lidt, kan vi forstå at systemverdenen er ved at kolonisere livsverdenen. Tilsyneladende så subtilt, at vi nærmest ikke bemærker det, dvs. gør systemverdenlogik til udgangspunktet for vore handlinger i livsverden: Systemverdenen, herunder det politisk-økonomiske apparat er baseret på strategisk handlen. Det er ikke noget problem, så længe at det strategiske er åbenlyst for enhver, dvs. systemverdenen ekspliciterer sine agendaer og gør dem tilgængelige for refleksion i livsverdenen, hvis kommunikation baserer sig på (intersubjektiv) troværdighed, og mening. Et eksempel kunne være, at politikerne melder klart ud, at inklusionsprojektet handler om at placere børn med særlige behov i almindelige klassser, fordi der simpelthen ikke er penge til andet. Men det er ikke det, der sker. Når systemverdenen har svært ved at legitimere sine agendaer i livsverdenen, iklæder den agendaerne i livsverdenkommunikation. Spareprojektet bliver til et “inklusionsprojekt”. Og inklusionsprojektet har til formål at sikre børns rettigheder til at deltage i samfundslivet – på lige fod med andre. Det lyder godt og genkendeligt i livsverdenen.

    Problemet er ifølge Habermas, at systemverdenen trænger ind i livsverdenen ved at anvende dens kommunikationsformer. Men da der ligger en stratetisk handlen bag kommunikationen, bliver den manipulativ, dvs. der skabes nogle koblinger mellem ord og handlinger, som ikke hører hjemme i livsverdenen. F.eks. er ordet “troublemaker” et systemord, der helt naturligt legitimerer at “hårdt sættes mod hårdt” på jobcentrene. I livsverdenterminologi er en troublemaker en personen, der handler ret og rimeligt i forhold til et uretfærdigt system. Men den pointe glider naturligvis i baggrunden, når systemverdenen systematisk erstatter ords betydninger med noget, der er mere bekvemt og ikke mindst strategisk. .. i dette eksempel for at legitimere jobcentrenes foranstaltninger, der ganske enkelt sigter mod at folk makker ret. Dette er naturligvis et åbenlyst eksempel. Men er den pludselige interesse for konsekvenspædagogik, straf osv. i virkeligheden ikke et udtryk for at for at det pædagogiske felt har ladet sig manipulere af retorisk forklædte systemverdensagendaer. For at legitimere en skæv – og i virkeligheden umenneskelig (social)politik er det ganske enkelt nødvendigt at italesætte arbejdsløse som dumme og dovne. For at legitimere, at autister “inkluderes” i normale folkeskoler er det nødvendigt at italesætte dem som “helt normale borgere”. For at legitimere en omkostningseffektiv pædagogik, dvs. hvor nogen gør hvad andre siger de skal, er vi nødt til at opfinde behov for styring, kontrol og konsekvenspædagogik.

    Pointen bag denne lange smøre er, at praktikere handler begrundet i forhold deres praksissers reproduktioner af samfundsmæssige ideologier eller diskurser. Kun ved at gøre som du gør Dorthe, dvs. reflektere over formidlingsplanerne mellem systemverdentænkning og vores egen praksisser, bliver vi i stand til at hæve os i opposition – og insistere på at behandle folk ordentligt. Udfordringen til os professionelle er da at formulere hvad det vil sige. Vel at mærke så klart, at det trænger gennem tågerne af de selvfølgeligheder, systemverdenen er ved at etablere i livsverdenen, dvs. den sfære, vi arbejder i.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Endelig gav Habermas mening for mig. Jeg ser nu de finere nuancer i, hvordan begreber hentet fra livsverdenen bliver brugt i systemverdenen – til stor forvirring for de fleste. Det bliver svært at forholde sig kritisk til livsverdenens let forståelige begreber om fællesskab, ressourcer og normalitet, når begreberne pludselig bliver brugt med et ganske andet indhold. jeg tror, at jeg forstår, hvordan man med enkle midler kan skabe fjendebilleder og legitimere, at nogle mennesker krænkes og ydmyges. Men hvorfra kommer idéen om at straffe andre mennesker, når vi selv bliver afmægtige?

  3. Mette Eskelund siger:

    Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt debat Niels Egelunds ekstreme udtalelser egentlig har skabt. Jo der har været noget debat, men han har kunnet slippe af sted med de udtalelser i en grad , som jeg ikke tror, han ville have kunnet for nogle år siden -der må virkelig være sket et forrået holdningsskred. Jeg hørte ham i radioen fortælle om episoden med drengen i skolegården. Han slog det hen, som om det var helt uskadeligt og forsøgte at give hændelsen en faglig glasur- som han sagde: ” Ja, det er jo bare det, der i psykologien kaldes for naturlig straf!!” Ved ikke lige, hvad det er for en psykologisk teori han refererer til, men han blev derefter spurgt, om han ikke syntes, at det var ydmygende for drengen, hvortil han svarede : “Jo, men det er jo også meningen!!” Undervisningsministeren har i svaret til Egelund ( i al fald det svar, som jeg har set), IKKE stillet spørgsmålstegn ved Egelunds straffende, ydmygende præmis, men har nærmest forsøgt at berolige Egelund med, at vi skam allerede har fine muligheder for at straffe, bla med eftersidninger. Det er jo helt grotesk!

    • Dorthe Birkmose siger:

      Enig! Men jeg tror bare, at der er en del mennesker, der betragter straf som opdragelse. Jeg har allerede talt med flere fagpersoner, der synes, at det er helt i orden at straffe børn som den omtalte skole gjorde. Som én sagde: “Det kunne jo være værre – det kunne være ligesom i bedstefars tid, hvor man fik tæsk”. Måske tænker undervisningsministeren det samme. Måske rådgives hun at mennesker som Niels Egelund. Eller måske har hun fået at vide, at folkestemningen er, at troublemakers (også blandt børn) skal straffes, så man kan passe på de stille børn. Det er meget svært at gennemskue, hvad der foregår. Noget andet er, at det er rystende, at Niels Egelund bluffer ved at referere til “naturlig straf” som et begreb fra psykologien. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Det er helt fair, når man tilslutter sig forskellige teorier og paradigmer, men man må ikke bluffe.

  4. Ellen Møllenberg siger:

    Hej Dorthe
    Det er vanvittig godt beskrevet og argumenterne understreger hele vejen igennem, hvorfor en forrået tilgang er en dårlig ide.
    Men hvorfor er det så svært, for nogen at forstå.
    Jeg tænker på den undersøgelse, der for nogen tid siden, var en artikel om, i socialpædagogen.
    Konklusionen i omtalte undersøgelse var – At når mennesker får magt, så mister de evnen til empati.
    For mig at se, så må det også betyde, at de mennesker, der har mistet evnen til empati, fordi de har magt, selvfølgelig ikke kan forstå dit budskab.
    Er der så egentlig ret meget andet at gøre, end at sørge for, at de mennesker mister deres magt. Så kan de igen få empati, og derefter kan vi begynde at tale sammen, om tilgangen til de mennesker, der er underlagt vores ideologier.

    • Det sorte får siger:

      Hej Ellen, er det muligt at finde den undersøgelse på nettet, og har du et link til den?

      Du skriver “Er der så egentlig ret meget andet at gøre, end at sørge for, at de mennesker mister deres magt. Så kan de igen få empati, og derefter kan vi begynde at tale sammen, om tilgangen til de mennesker, der er underlagt vores ideologier”.

      Jeg var i et splitsekund helt enig med dig, og derefter blev jeg helt i tvivl og splittet over om jeg i stedet var helt uenig. Det er lidt spøjst, når andre mennesker ytrer præcis det man selv synes, og det alene af den grund kan lyde så anderledes at det sætter tanker i gang.

      Du fik i hvert fald mig til at forholde mig mere kritisk til min egen holdning, jeg fandt ud af der, for mig, var flere relevante overvejelser at gøre.
      Så tak for at bidrage med den oplevelse, den er jeg glad for 🙂

      Det med at “sørge for at de mennesker mister deres magt”, lyder nemlig nu som om en afstraffelse for mig. Det lyder ret pinagtigt og ydmygende også, at få denne straf, og som en ganske krænkende oplevelse for dette menneske.

      Jeg er bange for at de mulige udfald, for mennesker der har oplevet og været udsat for en straf af denne kaliber, er begrænsede til kun få. Mit gæt vil være at de enten slet ikke vender tilbage (hvilket kan ende godt for alle, hvis mennesket selv føler lettelse over at andre befriede dem for noget de ikke magtede og de finder et job uden magt).

      Hvis mennesket, der fik frataget sig dets magt over andre, i stedet vender tilbage til “gerningsstedet” så tror jeg kun at det kan blive med en nu yderligere reduceret empatisk evne, og måske vender mennesket tilbage som værende direkte hævngerrig.

      Forøget empati er det sidste jeg ville forvente. Måske kunne det syne sådan udadtil, hvis man virkelig ønskede at tro på det.

      Jeg vil tro, at når der “sørges for at mennesker mister deres magt”, over mennesker med behov for hjælp, så bliver de nu magtløse mennesker, til det som mennesker med behov for hjælp ville kalde de ægte troublemakers. Og det er ganske farligt, for hvem varetager behovet hos mennesket der har brug for hjælp, som nu også har brug installationen af de nødvendige panser og vagtværn til varetagelsen af deres sikkerhed. Tanken skræmmer mig.

      Hvis, man vil udvikle empatien hos disse mennesker, så er jeg ret sikker på at man er nødt til at forsøge at optræne/udvikle/uddanne dem, samtidig med de bibeholder den magt som de måske forvalter på uhyggelig vis, hvis det skal have mulighed for at ende godt.

      Det kræver naturligvis en afvejning af omfanget og antallet af de nødvendige empati-justeringer og hvilken tidshorisont en opnåelse formodes at forudsætte, førend det kan vurderes om det er acceptabelt og etisk forsvarligt at lade andre mennesker være ofre for utilstrækkeligheden i denne periode.

      Måske kan efteruddannelsen tilrettelægges og tilbydes som fjernundervisning.

      Måske er det magtfulde menneske bare kørt “lidt surt” i jobbet og var engang ordentlige? Måske fordi at arbejdsforholdende har været urimelige alt for længe.

      Hvis det er tilfældet, så kunne arbejdspladsen, jo påtage sig deres ansvar i sagen og den dårlige udvikling når den opdages. De ville være et stærkt signal at sende hvis arbejdspladsen samtidig med “afsløringen” synliggør at de seriøst vil skabe bedre arbejdsvilkår og der er tid til at besidde empatiske evner for personalet. En af de brugbare metoder er vist jobrotation, så hvorfor ikke synliggøre de bedre tider, ved straks at tilbyde mennesket der misbruger magten over andre, midlertidig jobrotation?

      Gerne med stillingen som f.eks. en udstationeret astronaut. Jeg har hørt at der skulle være ganske god satellit forbindelse på jobbet og masser af tid til fordybelse i selvvalgte aktiviteter, så det er foreneligt med at følge fjernstudiet og giver de ideelle betingelser for at målet opnås, og giver måske det friske pust som er afgørende for at mennesket kan vende tilbage med ny energi. Og vigtigst af alt, det beskytter mennesket der ikke har andre til at beskytte sig, end personen der har vist sig at misbruge denne magt. Dette menneske kan også være leder, som misbruger sin magt over lavere rangerende ansatte, som så kan reagere med at misbruge deres magt over …..

      Så, jeg er altså enig, med et eller andet udefinerbart. Men især dem der bare på egen hånd finder et andet job inden de når at misbruge deres magt.

      (Dorthe jeg håber ikke jeg er gået over stregen for negativt/positivt sprogbrug, jeg forstår ikke helt hvordan den ser ud, den streg jeg skal kigge efter 😉 )

      • Dorthe Birkmose siger:

        Hej Ellen og sorte får

        Journalist Thomas Davidsen havde fundet en enkelt canadisk undersøgelse, som konkluderede, at magtfølelse nedsætter evnen til empati. Den sendte han rundt til en del fagpersoner for at få dem til at perspektivere til deres praksis. Jeg læste undersøgelsen (men jeg har den ikke længere liggende – måske har Thomas Davidsen den stadig?) og jeg ser alt for mange kække tolkninger til at jeg kan tage konklusionen for pålydende. Forsøgspersonerne skulle forestille sig enten en situation, hvor de var afhængige af andres hjælp eller en situation, hvor andre var afhængige af deres hjælp. Her sker – som jeg ser det – første fejltolkning, idet forskerne sætter lighedstegn mellem at hjælpe andre og en magtfølelse – og lighedstegn mellem at blive hjulpet og en afmagtsfølelse. Det er mere kompliceret end som så. Når jeg hjælper et andet menneske, tænker jeg ikke, at jeg nødvendigvis føler mig magtfuld. Jeg kan lige så vel føle mig omsorgsfuld, i kontrol, empatisk, bekymret osv. Når jeg bliver hjulpet, føler jeg mig ikke afmægtig. Tværtimod vil en reel hjælp kunne gøre, at jeg får kontrollen/magten over eget liv tilbage. Jeg kan også føle mig taknemmelig, anerkendt, glad, lettet osv. Det blev ikke undersøgt i undersøgelsen hvilke tanker at den enkelte forsøgsperson gjorde sig om den situation, som de skulle tænke på.

        Derefter så begge grupper en video, hvor en hånd presser en gummibold sammen. Forskerne målte samtidig på hjerneaktiviteten i deltagernes hjerner med henblik på at spore aktiviteten i forsøgspersonernes spejlneuroner. Vores spejlneuroner bliver aktive, når vi iagttager en meningsfuld handling. Så agerer spejlneuronerne som om vi selv udførte handlingen. Vores neuroner spejler altså den aktivitet, som andre udfører. Her sker så næste lidt for kække tolkning, idet forskerne sætter lighedstegn mellem aktive spejlneuroner og empati. Det er der ikke belæg for at påstå. Aktive spejlneuroner er aktive ved meningsfulde aktiviteter, men det er ikke det samme som den langt mere komplekse menneskelige evne til følelsesmæssigt at sætte sig i andres sted.

        Alt i alt er der tale om en undersøgelse, hvor man går for langt i sine konklusioner. En erindring om en hjælpesituation kombineret med perception af en gummibold er for tyndt et grundlag til at mene noget om så komplekse og nuancerede begreber som magt, afmagt og empati. Jeg takkede derfor nej til at kommentere på undersøgelsens konklusioner, selvom journalisten mente, at man godt kunne tale ud fra undersøgelsen, hvis blot den intuitivt gav mening. Men det mener jeg så heller ikke, at undersøgelsen gør. Min erfaring er, at nedsat empati i langt højere grad går hånd i hånd med afmagtsfølelser end med magtfølelser. I professionel henseende ser jeg den nedsatte empati hos personale, der forsøger at skærme sig selv mod den afmagt, der er i arbejdet. Endvidere er det vigtigt, at vi ikke kommer til at lave en fortælling om, at sagsbehandlere eller ledere er mere magtfulde end andre professionelle. Tværtimod kan der være langt mere afmagt i netop disse stillinger. Jeg tror ikke på, at vi skal tage magten fra mennesket. Når vi er afmægtige, bliver vi alle potentielle troublemakers. Det er vigtigere, at mennesket oplever at have magt og være i kontrol over egen livssituation/arbejdsliv. Den magt bør selvfølgelig ikke være den forråede magt (straf er fx et tydeligt tegn på massiv afmagt hos den, der straffer), men derimod den faglige magt som opnås ved at forstå andre og være i stand til hjælpe andre. Så drøftelserne bør vel snarere handle om, hvordan vi kan erstatte den forråede magt med den faglige magt hos hver enkelt af os?

Skriv et svar