Jeg er netop blevet kontaktet af tidsskriftet Unge Pædagoger, som ønsker at lave et temanummer om magtanvendelser i folkeskolen. Jeg skal skrive en 10-12 sider lang artikel om mine tanker om risikoen for forråelse i forbindelse med inklusionsprojektet, hvor elever med særlige behov forsøges at blive inkluderet i den almindelige folkeskole, selvom lærerne klart melder ud, at de ikke har den nødvendige viden, og selvom ressourcerne ikke følger med. Formålet med temanummeret er at belyse problematikkerne og dermed – forhåbentligt – at være medvirkende til at minimere brugen af magtanvendelser i fremtiden.
Jeg skal aflevere mit udkast til artiklen d. 1. april, og artiklen skal være færdig d. 1. juni 2014. Jeg har altså god tid til at tænke mig om og til at samle viden. Jeg vil derfor bede jer om at fortælle mig om, hvad der foregår i folkeskolen. Oplever I magtanvendelser, hvor børnene bliver fastholdt og taget fat i? Oplever I straffe og belønningssystemer? Er der mere fokus på adfærdsregulering end læring? Hvordan ser inklusionsprojektet ud i praksis? Hvordan har lærere, pædagoger og børn det i folkeskolen og SFO´erne? Skriv enten her eller på min mail psykolog.birkmose@gmail.com.
Jeg hører selv om flere og flere ulovlige magtanvendelser i folkeskolen. Jeg hører om ansættelser af ikke-pædagogisk personale, der skal holde ro på drengene, der ikke sidder stille. Jeg hører om, at skolens pedel fysisk fastholder børn, fordi de “ikke opfører sig ordentligt”. Jeg hører om forældre, der instruerer deres bange børn til at holde sig for ørerne, når deres kammerater udsættes for disse fysiske overgreb. Jeg læste i denne uge om BUPLs undersøgelse af tiltagende vold mod SFO-pædagoger fra dybt frustrerede børn, der er overladt til sig selv. Jeg talte for et halvt år siden med Landsforeningen for Downs Syndrom, hvor forældrene var dybt frustrerede over den overhængende risiko for, at deres børn ville blive mobbeofre, når de blev “inkluderet” i den almindelige folkeskole. Prikken over i´et indtil videre var undervisningsministerens nylige udmelding om, at hun støtter professor Niels Egelunds forslag om, at der skal indføres mere straf i folkeskolen, og at lærerne ikke skal være så ”håndsky”. Det er tragikomisk, at undervisningsministeren dermed taler varmt for øget brug af eftersidninger og bortvisninger, uden at hun vil stå ved, at det er eksklusion – og ikke inklusion.
Relateret Indhold
”Forråelsens ansigter” – en ny podcastserie
14. juni 2022
De forfærdelige mediesager, der afslører krænkelser og forråelse, bliver ved med at dukke op…
3 Comments9 Minutes
Åbne arrangementer og fagforeningsarrangementer i efteråret 2021 og foråret 2022
16. august 2021
I håbet om et efterår og en vinter uden for mange corona-aflysninger har jeg lavet denne oversigt…
0 Comments7 Minutes
Der er ingen skurke i en konflikt
23. juni 2021
I Kolding er en konflikt blevet så fastlåst og ødelæggende, at en ægtefælle føler sig nødsaget til…
4 Comments18 Minutes
Hvis ikke du kender den, så prøv at søge siden udefriskolen. der vil dukke to to op, det er den med det hvide ikon. tror det kunne være dig interessant.
Hej Kim
Altså http://www.udefriskolen.dk? Det ser interessant ud, men hvad skal jeg særligt lægge mærke til?
Hej Dorthe. Fantastisk vigtigt emne du skal belyse. Uha – jeg kender desværre til så mange grimme episoder, som mor til en pige med udviklingsforstyrrelse. Og fra mit netværk af ligesindede. Det er meget, meget trist og frustrerende og forkasteligt, at børn skal opleve disse ting!
Men det er jo også vigtigt, at finde en udvej på miseren. Ellers dræner sådan et tema mere, end det belyser og opbygger. Efter min mening. Kender du til Bo Hejlskov Elven? Han har (bl.a) netop udgivet bogen Adfærdsproblemer i skolen, henvendt til lærere/pædagoger, der har brug for redskaber til at arbejde med de sårbare børn. Bogen burde sømmes fast på alle katedre i dagens danmark:) En FB-bekendt af mig, der arbejder på et bosted for autistiske børn og unge fortalte, at de efter de er begyndt at arbejde med denne viden om udviklingsforstyrrelser/sårbarhed er gået fra 36 mangtanvendelser på et år til 2 (to) sidste år. Der er så megen håb i det her – og som pædagog er det jo det er giver overskud og får sat gang i gode ringe i vandet. Venligst Nete Holbak
Hej Nete
Jeg hører gerne om dine – og dit netværks – oplevelser. Enten her eller på min mail – hvis du har tid og overskud til det, vel at mærke.
Jeg er helt enig i, at vi skal pege på nogle konkrete alternativer til belønnings- og straffesystemer, skælden ud, time-outs, latterliggørelse og mobning. Langt det meste opstår af en kombination af afmagt og tankeløshed. Der er ikke nogen, der trives med at lave fysiske magtanvendelser på børn og unge. Jeg er meget begejstret for Bo Hejlskov Elvén og hans bøger om ikke-konfronterende og rogivende pædagogik. Jeg har dog ikke læst “Adfærdsproblemer i skolen”, så den vil jeg straks bestille. Det er vist også meningen, at han skal skrive en artikel til samme temanummer i “Unge pædagoger”. Har du læst Jesper Juuls bog “Aggression – en naturlig del af livet”? Hans tanker går i samme retning som Bo Hejlskov Elvén, og han leverer ligeledes nogle helt konkrete bud på, hvad vi voksne kan gøre i stedet for at skabe/forværre børnenes frustrationer og stress.
Jeg har nogle tanker og spørgsmål om inklusion.
Inklusion og eksklusion er vel 2 sider af samme sag og begge begreber har vel potentialet til at skabe vækst eller mistrivsel alt efter kombinationen af personerne, forholdene og summen af de øvrige faktorer?
Ligeledes kan både viden og manglen på samme, både være en positiv eller en negativ faktor, alt efter hvordan en fagperson vælger at bruge forudsætningerne og hvordan det påvirker den person med behov for hjælp/særlige hensyn som det omhandler.
Funktionsnedsættelser forekommer i forskellige grader, og de medfører naturligvis også graduerede og individuelle behov for hensyn, nogle i en sådan grad at de bliver kaldt ”særlige behov”. Min erfaring er dog, at ind i mellem så varetages disse særlige behov bedst, ved at lærere og pædagoger ikke handler ”særligt” på denne baggrund, da nogle af disse fagpersoner handler i misforstået hensynstagen/tolkning af situationen, så det faktisk er deres ageren som skaber krænkelserne og mistrivslen hos barnet (eller den voksne med særlige behov), og ikke den situation som fagpersonen følte det påkrævet at handle på.
Inklusion er for mig at der er plads til den der skal være med. Den mest optimale inklusion må derfor være den hvor det er så åbenbart og naturligt at en person kan rummes, at det ikke er nødvendigt at omtale tilhørsforholdet som ”inklusion”.
Når der derfor tales om inklusion, så ser jeg billeder af børn der skal presses ned i en mere eller mindre smertelig kasse og manipuleres med til de har indtaget en form hvor deres legemsdele ikke længere naturligt popper ud så snart låget lettes, ligesom jeg får billeder af at alle de typiske børn det vil gå ud over hvis de konsekvent forlanges at være rummelige og vise hensyn (på bekostning af deres egne behov), for at danne cirkler for at tilpasse sig de runde børn. De kommer til at hade de konstante cirkler og de runde børn, da sammenhængen mellem dem og det atypiske barn er gennemskuelig. Hvis der var tilstrækkelig plasticitet i klasselokalets rum, så ville det aldrig være nødvendigt at kalde manøvren inklusion.
Typiske børn har efter min mening også særlige behov, det eneste der gør dem knap så særlige er at de er mange med nogenlunde ensartede behov, men det gør det jo ikke mere i orden at tilsidesætte deres behov, alle børn har ret til en både tryg og lærerig skolegang hvis indhold er tilpasset med deres særlige evner og behov. Jeg tror måske bare at det kan opfattes som værende ”nemmere” at tilsidesætte de typiske børn behov, hvis man som fagperson ikke føler man kan tilgodese alle.
Og hvis det er strategien, så tror jeg heller ikke at de atypiske børns behov tilgodeses på bedste vis, jeg tror at de vil blive ekskluderet af de øvrige elever, når lærere og forældre for tydeligt udpeger hvem der er særlig. Så resultatet må blive en lærer der føler sig utilstrækkelig og stresset, typiske elever som slet ikke har lært så meget som de havde potentialet til eller som har haft fornøjelsen af undervisningsformer hvor også deres særlige behov for at undervisningen indeholder en grad af overraskelser, spontanitet og ændrede planer/løs struktur blev tilgodeset, og måske en flok meget utilfredse forældre der er frustrerede på læreren og den ”direkte årsag” (den inkluderede elev bliver nemt målet når frustrationen er høj).
I den anden ende vil der stå minoriteten. De atypiske elever og deres forældre som føler sig ligeså magtesløse og triste over skolegangen og læreren, og de mindre end optimale forhold som deres barn bydes. Samtidig er de krænket over når deres barn og de særlige behov, af de frustrerede typiske børns forældre tilskrives at være den direkte årsag til at de typiske børn og deres behov blev ekskluderet i undervisningen, da ”alt” fungerede inden barnet kom. Og det kan være ret så krænkende at andre opfatter at alt er blevet tilpasset sit barns behov, når man står med et barn der tydeligvis mistrives med skolegangen og en lærer der bare ikke forstår at løse opgaven godt nok.
I denne frustration og magtesløshed hvor man både føler sig som offer og årsag, er det nemt at bebrejde både lærer og de øvrige elever og deres forældre, at de ikke viser tilstrækkelig forståelse for de særlige behov. Det er måske nemt at forestille sig at denne frustrerede stemning i skolen og hjemmene kan fokusere på det særlige barn, på både godt og ondt. Og af alle parter, inklusiv barnets egne forældre. Alt i alt så ligner opbygningen med inklusion i folkeskolerne, selvstyrende teams og alt hvad den opbygning indebærer af dårligdomme.
Ingen børn skal mobbes, ingen! Men det sker. Og hvis gruppen ønsker at drille et bestemt barn, så skal de nok finde på en metode, og så finder de på et eller andet at kommentere på, vægt, hårfarve, navn, tøj, ja faktisk hvad som helst, bare det afviger lidt fra dem der ikke skal drilles.
Det er alligevel sjældent at man hører om at det meste af en 1. klasse mobber Lasse for at være en dreng på 7 år. I stedet siger de f.eks. han er tyk, og alle voksne vil trøste og sige ”du er ikke tyk”, og informere klassen om at det ikke er i orden at kalde Lasse tyk og sige at han ikke er tyk, han er måske bare kraftig og stærk. Ingen voksne vil sige til Lasse at han faktisk er ret overvægtig, men at han til gengæld har forudsætningerne for at lave de største og sejeste bomber i svømmehallen og ingen voksne fortæller mobberne at det er underordnet om Lasse er tyk eller ej, pointen er at de ikke skal gå og kommentere på ting der ikke kommer dem ved, altså lære dem at der er forskel på tanker og ytringer.
Og det samme gør sig gældende når en gruppe driller Freja og siger at hendes hår er samme grimme farve som Pippis hår. De voksne vil sige ”du har ikke grimt rødt hår, og det er ikke samme farve som Pippis, jeg synes det er rigtig pænt, ja jeg synes faktisk at det er nærmest rødblond, de andre er nok bare misundelige fordi deres hår ikke er noget særligt” og så vil de fortælle klassen at det ikke er i orden at drille Freja med hendes hår. Ingen voksne vil sige til Freja at hendes hår faktisk er direkte Pippi rødt, og at nogle givetvis vil synes at det er grimt, mens andre vil synes at det er vildt charmerende og misundelsesværdigt for hvem kan ikke lide Pippi?
Og der kan også ske det at Lasse af, for mig, uvisse årsager har taget og derefter gemt Frejas penalhus, og når Freja så bliver ked af det, og penalhuset bliver fundet, så siger den voksne til Freja at Lasse bare gjorde det fordi han synes at Freja er sød og gerne vil i kontakt med hende og ikke lige kendte andre fremgangsmåder. Det samme gør sig gældende når Lasse river i Frejas Pippi hår, her suppleres forklaringen dog med at Lasse nok bare gerne ville røre ved hendes flotte hår og ikke kunne finde ud af at spørge om han måtte ae det, alle ved jo at drenge er lidt tilbage i udviklingen… Derfor kan Lasse også finde på at spænde ben så Freja falder, og det gør han selvfølgelig fordi han er forelsket i hende (?!).
Men Lasse bliver vel i virkeligheden ikke drillet på grund af hans vægt og Freja bliver vel ikke drillet på grund af hendes hår, eller gør de?
Jeg har ikke gennemskuet hvorfor børn egentlig skal drilles eller om drenge virkeligt spænder ben når de er forelskede, men jeg kan bare konstatere at det nok ikke handler om det der bliver sagt og gjort, fordi der kan godt komme et barn med Pippi hår som faktisk ubemærket bliver trendsætter hos mobberne eller et mere overvægtig barn end Lasse, som de også gerne vil lege med. Jeg ved heller ikke om det psykologisk set er godt at forældre og lærere argumenterer og nogle gange lyver for børnene, jeg kan bare konstatere at det er normalen, når det kommer til de typiske børn.
Og med det i mente, hvad er det så lige der sker når et barn med særlige behov bliver drillet?
En total stigmatisering fra alle kanter som jeg undres over og frastødes af, såfremt det altså psykologisk er bedst at udvise den strategi som benyttes til flertallet af børnene. Men når det kommer til de atypiske børn så er der ingen voksne der siger til Mads (der har spastiske lammelse) når han er blevet drillet ”nej du er ikke spasser” eller hvis Mads er afhængig af kørestol ”nej du er ikke handicappet, du kan da sagtens gå, du skal ikke lytte til dem, jeg vil ikke kalde det en kørestol, det er nærmere en flot stol med hjul på, de er nok bare misundelige over at deres stol ikke har hjul og bremser” eller til Laura der har autisme, ”Nej, det er ikke mærkeligt at du bruger frikvartererne på at lære telefonbogen udenad, det er altså meget almindeligt og jeg synes at det er virkeligt spændende at høre dig fortælle om hvad du har læst, det passer ikke hvad de siger, de er nok bare misundelige over at de ikke ved hvor mange der hedder Andersen her i byen”.
I stedet så er de voksnes reaktion (professionelle som forældre) når Mads og de andre ”inkluderede” børn er centrum for kritik, at blive meget bestemte og fortælle alle at det absolut ikke er i orden at drille/mobbe dette barn med at det har spastiske lammelser, eller har mærkelig hobbyer eller er afhængig af en kørestol, og at det er synd for barnet at det er handicappet og at det ikke kan gøre for det og derfor må det ikke drilles. Og selvfølgelig må det ikke drilles, men efter min mening må det drilles ligeså meget som de andre børn, som heller ikke må drilles.
Og det undrer mig bare at det absolut ikke er en virkelig besynderlig og overvældende forelskelse der kan være skyld i at Lasse river Laura hårdt i håret eller gemmer Lauras krykker eller spænder ben/kryk for hende så hun falder og slår sig, men det er det ikke ifølge de voksnes forklaring, for det er tilsyneladende ikke muligt (for de voksne?) at være forelsket i handicappede og atypiske mennesker vel, dem er man kun modbydelige overfor for netop at være modbydelig?!
Eller måske er det virkelig aldrig de store kærlighedserklæringer der ligger bag den slags adfærd, men hvorfor forskelsbehandler man så, har børn med særlige behov, et større behov for ærlighed som typiske børn ikke har? Sådan per automatik: en diagnose = hård og brutal sandhed?
Hvorfor er der denne forskel, vil du forklare mig det? Jeg synes den er afskyelig, og jeg vil tro at forskellige børn måske kan have gavn af forskellige tilgange, men jeg nægter at tro at de tilgange skal afgøres af om der er en læge der har sat et mærkat på det barn. For børn skal ikke defineres af deres diagnose eller mangel på samme. Efter min mening altså.
Måske var årsagen til at Mads skulle drilles samme årsag til at Lasse skulle drilles, at han måske var alt for dominerende i lege, og kørestolen var bare det ”nemmeste” fokus for mobberne? Men mens læreren tydeliggjorde at Lasse absolut ikke er tyk(selv om han måske selv ved at det er rigtigt), og læreren måske samtidig var kvik nok til at hjælpe Lasse til at lade andre bestemme i lege også og dermed blive en bedre legekammerat, og altså faktisk give mulighed for at situationen kan blive glemt af alle, så udstiller læreren/forældrene for alle børnene, inklusiv Mads, at Mads faktisk er ”en totalt mærkelig handicappet spasser”, når han bliver drillet. Det bliver nok ikke ligeså nemt glemt, selv hvis han aldrig drilles med det igen. Måske holder de andre børn sig fra ham og får berøringsangst, et ”hvem kommer først ud til cyklerne” kan jo hurtigt tolkes som en leg hvor Mads bevidst holdes udenfor og mobbes, og så kan det jo være nemmere at holde sig langt væk fra Mads. Det kan jo være mobning, men det kan også være at det bare er en spontan idé om et væddeløb og at det ikke er værre end hvis en gruppe børn vælger at gå ud at spille fodbold selv om der er pollen i luften og en allergiker i klassen, det er da ganske ærgerligt for det barn der kan blive temmelig ked af ikke at kunne være med i pollensæsonen, men jeg hører ingen lærere definere for alle at det slet ikke handlede om fodbold det handlede om at allergikeren skulle ekskluderes.
Måske vidste Mads ikke at han på nogle områder skilte sig ud, eller måske vidste han godt at børnene synes det, men var ikke klar over at hans lærer og egen mor også var af den opfattelse af ham, hvilket kan være ganske sårende, hvis det er dem man regner med skal beskytte én og tror at man for dem er et barn på linie med evt. søskende og andre måske typiske børn, og ikke også her er reduceret til at være en funktionsnedsættelse det er så synd og krænkende for, når man behandles som alle andre. Men måske ønsker Mads ikke de særlige hensyn, dem hvor det udstilles at det er ham der er noget særligt og anderledes og han er en stakkel. Måske gør han. Jeg tror bare ikke at det er godt for ham.
Pointen er, når forholdende er egnede, så er funktionsnedsættelsen ikke fokuspunktet, og så laves der ikke et stort nummer ud af forskellene. Hvis der er noget der eksluderer Mads og Laura fra fællesskabet, så er det da at gøre dem selv og alle andre opmærksom på at de skiller sig ud og at hver gang der sker noget dårligt, så er det fordi folk ikke kan lide dem pga. hans handicap, og handicappet kan de jo ikke rigtigt blive fri for. Det er godt nok synd synes jeg.
Det særegne for når pædagoger og lærere udfører handlinger som i den grad skader og eksluderer børn er, at de formår at påstå at de gør det af hensynstagen til barnet det går ud over, det er alligevel en ret særlig opførsel, hvorfor disse særlige behov for at udstille og udpege børn for børn?
Såfremt man ikke helt forstår at tilsidesætte sig selv/den almindelige opfattelse af situationer, for det omtalte barns særlige behov, så sker det ind imellem at de særlige behov bedst varetages ved at man glemmer at de er der, og man behandler barnet som man ville med ethvert andet, såfremt man selvfølgelig forstår at varetage disse typiske børns særlige behov, for i virkeligheden kræves der vel det samme? Hensynstagen, respekt og engagement i udviklingen af det enkelte barn?
En funktionsnedsættelse kan faktisk også være en beskyttende faktor mod hvad flertallet typisk betragter som eksklusion/mobning/straf, og det er hvad enten det er udført af elever eller pædagoger/lærere.
Jeg blev forsøgt mobbet som barn, heldigvis var der ingen der fortalte det til mig, at jeg burde føle mig mobbet og at grunden var at jeg var atypisk og at jeg ikke kunne gøre for det, så jeg opdagede det ikke. Jeg tænkte bare at de andre børn var mærkelige og at jeg måtte bære over med dem fordi de tydeligvis var lidt særlige når de gentog det samme vrøvl igen og igen, det havde min mor nemlig lært mig at nogle mennesker ikke kunne gøre for, at de f.eks. talte usammenhængende og ikke kunne huske hvad de lige havde sagt for 2 sekunder siden, så jeg troede at de var handicappede når de i visse perioder opførte sig på denne måde.
Og jeg var altså et meget inkluderende barn (så længe jeg fik lov at eksludere mig selv), jeg kunne ikke drømme om at mobbe dem med deres handicap, så jeg passede bare mig selv og lod dem lege deres leg og synes hemmeligt at det var ret synd for dem at de ikke kunne finde ud af at lege noget der kunne være mere sjovt for dem, men ikke så synd at jeg ikke samtidig var glad for at jeg ikke af de voksne blev tvunget til at invitere dem til at lege med mig, så de kunne ødelægge min leg for mig. Jeg er glad for at jeg havde den opfattelse af det hele, og at min lære tydeligvis forstod hvad der var bedst for mig, også inden der var sat mærkat på mig, for jeg havde en god skolegang.
Det er jeg ikke sikker på at jeg havde haft hvis jeg havde vidst at jeg var den usædvanlige og at det var mere alvorligt når jeg blev drillet end når de andre blev. Eller, det ved jeg at jeg ikke ville have haft, for jeg var så ked af det når vi havde vikar og denne tvang mig til at deltage i de andre børns leg, for at være sød ved dem formodede jeg, og huske at lege med dem, også selv om de havde særligt kedelige lege. Det gav dog en alliance mellem mig og dem jeg ikke gad lege med (og vice versa), vi var meget enige om at vikaren var ”særlig dum” og så snart vikaren ikke overvågede vores ”leg” længere, så kunne jeg lade dem lege selv uden at de blev sure på mig af den grund, de var meget forstående over for det og lod til at være glade for min ærlighed om at det var legen der kedede mig og at det ikke havde noget med dem som person at gøre.
Som voksen fandt jeg så tilfældigvis ud af at ”vrøvlet” faktisk gav mening, da jeg stødte på begrebet i et blad. Så jeg blev altså forsøgt mobbet men opdagede det ikke og det er rart at jeg ikke længere behøver at spekulere over hvad der egentlig var galt med de andre børn når de kun var handicappede i perioder, de var bare typiske, og det morer jeg mig stadig over. Jeg morer mig ikke over når jeg hører at nogle voksne stadigt siger til børn, at mobning stopper hvis bare barnet ignorere mobberne og ikke viser at det bliver ked af det eller påvirket, det er simpelthen ikke rigtigt at det går hurtigt nok til at det er rimeligt at holde ud, såfremt man altså bliver ked af det.
Og jeg morer mig heller ikke over når ”professionelle” i dag skal udstille og påpege at jeg ikke vil noget fordi jeg ikke kan pga. mit handicap. At jeg ikke er dygtig nok til noget. Det kan da godt ske at der er en sammenhæng, men mister jeg virkeligt retten til at synes at det er en meget kedelig ”leg” at f.eks. tage på café, bare fordi jeg har et mærkat? Hvorfor skal jeg pine mig selv med en leg som for mig ikke er sjov eller nødvendig for samfundet og som dermed virker formålsløs og spild af tid og energi? Jeg kan da godt give det et forsøg i et par timer, men så synes jeg bagefter, bare så du kan få en idé om hvordan det føles, at vi skal sætte os på en bænk udendørs , og der i et par timer studere hvor mange af de passerende mennesker der slet ikke går op i at snørebåndende i deres fodtøj er trådet usystematisk både i forhold til hinanden som par og på den individuel sko, for det synes jeg er underholdende.
Eller også så kan vi bare lege hver for sig nogle gange? Vi behøver ikke lege sammen hele tiden, det ville være synd og kedeligt for os begge, men måske har jeg større forståelse for andres behov og vanskeligheder end de har for mine, for jeg er ret sikker på at hvis andre ikke synes at snørrebånds-legen er sjov efter 5 minutter, hvor jeg har forklaret formålet og reglerne og forsøgt at dele min begejstring for legen, så kommer de heller ikke til at synes det senere, og det uanset hvor mange gange jeg tålmodigt forsøger at optræne dem til det og støtte deres succeser i forståelsen af legen. Det kunne jo også ske, at jo mere man opnår forståelse for hvad der betegnes som en succes i en leg og forstår hvad der stræbes efter, jo dummere og mere formålsløs og totalt spild af tid virker legen til at være. Men bare rolig dem der tilhører flertallet, I skal ikke tro på det hvis nogle kritiserer Jeres leg, de er bare misundelige, de mener det ikke 😉
For mig at se, så er dem der stigmatiserer, de samme som påstår at de bekæmper det, og det gælder ikke kun i forhold til funktionsnedsættelser, jeg har især en kæphest med stigmatisering af alt der ikke er heteroseksualitet, hold nu op med at tale om det og klappe af det, det er da vitterligt ligegyldigt for det er jo ikke noget særligt bare fordi at det er atypisk i forhold til flertallet på et område og det er da at stigmatisere det. Og derudover så er det da totalt synd for dem (måske med funktionsnedsættelser) som har opdaget at de tror at de er heteroseksuelle og gerne vil klappes af for det, for det ville krænke minoriteterne hvis der blev klappet af flertallet. Gad vide om homoseksuelle ville klappe, hvis én fandt ud af at de nok mere var heteroseksuelle alligevel. Og hvis jeg ikke vil klappe når en erklærer sig homoseksuel, så tolkes det af andre som om jeg ikke accepterer dem og måske krænker vedkommende, men jeg nægter netop at klappe fordi at jeg ikke synes det er noget særligt, ligesom jeg heller ikke klapper af at folk er heteroseksuelle, og derfor er det netop for mig mobning hvis jeg kun klapper af de ”atypiske”, det er åbenbart krænkende at jeg opfatter dem som typiske og behandler folk ens.
Jeg forstår det ikke og synes det er dobbeltmoralsk og netop stigmatisering. Det er da ikke mere flot at være homoseksuel end heteroseksuel, ligesom det modsatte naturligvis heller ikke er gældende, så hvorfor påpege konstant at det ikke er særligt, hvis ikke man synes at det er?
Så får det jo ikke lov til at blive rigtig normalt og ligegyldigt, fordi man taler jo ikke om normale og ligegyldige ting hele tiden (med mindre man er på café selvfølgelig), jeg har ofte hørt folk ikke kan nævne en bestemt ven uden hver gang at sige ”han er bøsse”. Jeg har aldrig hørt at samme persons øvrige venners ”normale” seksualitet skal fastslås hver gang deres navn nævnes, men det er altså mig der ikke accepterer folk hvis jeg ikke konstant nævner og forskelsbehandler folks seksualitet? Det er meget ulogisk synes jeg.
Alt ovenstående er observationer jeg har fra mine feltstudier på de hvide fårs eng, udført både inden og efter at jeg fandt ud af min uld var en særlig mørk farve, enkelte har først givet mening/krænket mig efter det er blevet almindeligt at påpege at jeg egentlig hører til på den anden side af stengærdet og at det er det der er galt med mig og årsag til nærmest alt.
På min almindelige folkeskole uden specialklasser gik også i forskellige andre klasser en pige med Downs syndrom til og med 4. klasse, og en dreng med spastiske lammelser der var en del afhængig af kørestol, og derudover børn hvor funktionsnedsættelserne ikke straks kunne ses. Vi blev håndteret forskelligt, og andre blev altså beskyttet af lærerne eller fik “lov til” (blev ikke standset) til at tæske en der virkelig chikanerede dem groft, og dermed blev mobning stoppet med individuelle tiltag. Tiltag som jeg føler var afstemt efter både mobber og offers evner og personlighed og oplevelse af situationen. Det er for mig inklusion.