Bag låste døre – om forråelsesrisikoen i fængslerne

Journalist Casper Fauerholdt har skrevet en e-bog om, når forråelsen i personalegrupperne i de danske fængsler fører til overgreb på de indsatte. Det er en sober og nøgtern gengivelse af omstændighederne ved to episoder: En fængselsbetjents kvælertag på en indsat på Anstalten ved Herstedvester og en fængselsbetjents gentagne knytnæveslag mod en indsat i Aalborg Arrest. Bag låste døre er hurtigt læst, men den er ikke hurtigt glemt.

Casper Fauerholdt formår på den ene side at beskrive de ekstreme belastninger i det barske arbejdsmiljø i fængslerne, og på den anden side går han i detaljer med to konkrete tilfælde af uhyggelige overgreb på indsatte. Derigennem udviser han forståelse for årsagerne til forråelsen samtidig med at han fordømmer overgrebene. Han forstår, at der er tale om gode mennesker, der reagerer menneskeligt på umenneskelige belastninger.

Det stærkeste ved bogen er, at Casper Fauerholdt ikke falder for fristelsen til at lave den traditionelle journalistiske skandalefortælling, hvor et par fængselsbetjente udråbes til at være syndebukke, og hvor politikere afkræves hurtige ”handlekraftige løsninger” og hændervaskende alibisme. Det havde ellers været så nemt. Det er tydeligt, at Casper Fauerholdt har søgt forståelsen ved at bruge tid på at tale med fængselsbetjentene og deres fagforening samtidig med at han har læst op på psykologisk faglitteratur. I Bag låste døre beskrives, at gruppekulturen har afgørende betydning for, at fængselsbetjente kan krænke indsatte – og dække over kollegerne.

Casper Fauerholdt citerer Fængselsforbundets formand Kim Østerbye for at fortælle, at: ”Man er ekstremt afhængig af hinandens sikkerhed. Den afhængighed skaber en loyalitetsforpligtelse eller en troskabsed i den her korpsånd, og det gør, at når kolleger går over stregen, er det meget svært at bryde den her ed, og så ser man sådan nogle situationer, hvor nogle føler sig ude af fællesskabet, og folk bliver bange for at gå på tjeneste med dig, fordi de ikke længere stoler på din opbakning.” Det er en glimrende beskrivelse af, hvorfor langt de fleste i de fleste situationer vil dække over en kollega. Mennesket er ganske enkelt mere socialt end det er moralsk, og derfor er gruppen – og vores tilhørsforhold til gruppen – vigtigere for os end at gøre det moralsk korrekte og sige fra overfor krænkelser. I Bag låste døre siger en fængselsbetjent om sine to kolleger, der blev dømt for vold mod en indsat, at ””det var slet ikke så voldsomt” (om en episode, som hun ikke overværede), ”det kunne han aldrig finde på” (om en kollega, der var en god ven) og ”han var jo en gammel mand” (om en kollega, hun ikke kendte).” Denne tendens til at ville legitimere kollegers handlinger tror jeg, at de fleste professionelle kan genkende. Jeg kan i hvert fald.

Casper Fauerholdt opdager gennem sine interviews, at der tales om to grupper af fængselsbetjente. ”På den ene fløj findes slapperne, forsvarsholdet, fangeelskerne, pædagogbetjentene. På den anden er der strammerne, angrebsholdet, regelrytterne og fangehaderne”. Den slags A- og B-hold kan jeg genkende fra mange andre arbejdspladser, hvor der arbejdes med mennesker – og hvor afmagten dominerer arbejdet. Det plejer at være ensbetydende med en kultur, hvor det for personalegruppen er kommet til at handle om at være ”stærk” og kunne ”klare” andre mennesker og få dem til at makke ret. Denne skævvredne opfattelse af dygtighed medfører en forøget risiko for, at den enkelte professionelle føler sig utilstrækkelig og alene.

Jeg har den dybeste respekt for de professionelle, som tør sige fra overfor gruppens forråelse. Men når en whistlerblower går mod gruppekulturen, så får det store konsekvenser. Det beskrives også i Bag låste døre. Whistleblowerne bliver mødt med tavshed og mobbes ud. De bliver ikke hilst på, kollegerne bytter vagter for at undgå dem osv. Denne eksklusion kan man som menneske ikke holde til. Og dét er kernen i problemet med forråelse: Hvis vi skal dæmme op for forråelsen, kræver det modige mennesker, som siger fra overfor krænkelserne; men dem, der siger fra, bliver som regel ekskluderede fra fællesskabet, som lukker sig endnu mere om sig selv. Whistlebloweren står helt alene tilbage, fællesskabet bliver mere råt og krænkelserne vil fremover blive bedre skjult. Der er bare ingen lette løsninger på forråelsesproblemet.

Bag låste døre slutter med en kort opremsning af, at en fængselsbetjent fik 40 dages betinget fængsel, to andre fik fire måneders ubetinget fængsel og en fjerde blev frifundet i landsretten. Spørgsmålet, der står tilbage i mit hoved, er: Hvad skulle disse domme hjælpe nogen? Hvordan skulle det hjælpe de fire fængselsbetjente? Hjælper det de to whistleblowere? Ændrer det noget i fængselsvæsenet i forhold til ressourcer og belastninger? Mindskes forråelsesrisikoen i personalegrupperne af disse domme? Udsættes færre indsatte fremover for krænkelser fra personalet? Udover at dommene måske kan tilfredsstille en overfladisk retfærdighedstrang, så løser dommene i sig selv ingen problemer.

Det er befriende at se, at en ung journalist som Casper Fauerholdt og et journalistisk fællesskab som Zetland søger dybden og nuancerne midt i en tid, hvor den såkaldt konstruktive journalistik ønsker at fortælle solstrålehistorier, og hvor alt for mange journalister jagter rundt efter hinanden for at finde breaking news, som sjældent er særlig breaking. Jeg håber, at dybdegående journalistik kan få mere plads. Og jeg håber, at Zetland vil se nærmere på risikoen for forråelse indenfor andre områder, hvor mennesker arbejder med mennesker.

Bag låste døre kan købes hos Zetland.dk eller på saxo.com (kun 35 kr). Følg evt med i, hvad Zetland ellers udgiver via deres facebookside. Det er ligeledes interessant at følge Veron på facebook. Veron er den første forening for og af whistleblowere i Danmark.

Skriv et svar