Mine planer om mindre neuropædagogik, mere neurofaglighed og meget mere rehabilitering

Jeg har haft nogle gode år med neuropædagogikken. Siden 1999 har jeg undervist på den et-årige tværfaglige neuropædagogiske efteruddannelse i Odense; og siden 2010 har jeg stået for en tilsvarende efteruddannelse på Filadelfia. Det har været spændende at følge neuropædagogikken fra en famlende start, hvor det var uklart hvad begrebet kunne bruges til, og frem til i dag, hvor der er en udbredt enighed om, at neuropædagogik er karakteriseret ved en interesse for de kognitive vanskeligheder, som kan stå i vejen for et meningsfuldt liv. Jeg har alligevel besluttet, at det nuværende neuropædagogik-hold bliver det sidste i Odense. Når holdet er færdig til sommer, vil jeg takke UCL for husly og fantastisk sekretær-arbejde, hvorefter jeg trækker mig fra vores samarbejde. Jeg forventer, at den neuropædagogiske efteruddannelse på Filadelfia vil fortsætte nogle år endnu, inden der også kommer til at ske nogle forandringer dér i retning af mere fokus på rehabilitering.

Der er flere forskellige årsager til min beslutning. For det første blev diskussionerne om, hvorvidt man kan betragte voksne som børn ved med at stå i vejen for, at der kunne blive enighed om neuropædagogikken. Det uddyber jeg i et kommende blogindlæg, som jeg i øjeblikket drøfter med Anna Marie Langhoff Nielsen fra Sølunds neuropædagogiske efteruddannelse.

For det andet gjorde besparelserne, at UCL blev nødt til at hæve prisen for at sikre deres indtjening; men da der ikke just bliver flere penge i kommunerne og regionerne, ville det snart blive umuligt at fylde et hold. Min plan er derfor, at jeg overtager Odense-efteruddannelsen for at kunne fjerne udgiften til administration og dermed holde prisen nede.

For det tredje bliver det mere og mere klart for mig, at rehabiliteringsbegrebet er et bedre begreb end neuropædagogik-begrebet. Rehabilitering kendes og bruges af flere faggrupper, og dermed kan begrebet mere solidt lægge op til tværfagligt samarbejde. Og netop det tværfaglige samarbejde er den sikreste vej til at højne fagligheden hos samtlige faggrupper. Desuden er det politisk besluttet, at alle borgere med erhvervet hjerneskade, sindslidelse, demens, udviklingshæmning, misbrug og alderssvækkelse skal rehabiliteres. Rehabilitering bliver dermed et lige så vigtigt begreb som inklusion, og når fagbegreber bliver hotte, er der risiko for skævvridninger og misforståelser. Interesserede kan læse mere om mine tanker om rehabiliteringsbegrebet i blogindlægget ”Rehabilitering – et nødvendigt fagbegreb, men også et skævvredet buzzword” fra 2015. Her vil jeg fokusere på mine tanker om at genbruge det bedste fra den tværfaglige neuropædagogiske efteruddannelse og styrke undervisningen med mere viden om rehabilitering.

En efteruddannelse med fokus på det særligt vanskelige samarbejde
Den kommende rehabiliteringsefteruddannelse skulle gerne blive et supplement til de eksisterende diplom- og masteruddannelser i rehabilitering. Der er masteruddannelser i rehabilitering på Syddansk Universitet og Århus Universitet, hvor begge universiteter har allieret sig med erfarne folk fra praksis. Begge uddannelsesforløb er spændende, grundige og velgennemtænkte. Det er lidt sværere at få overblik over diplomuddannelserne indenfor rehabilitering, hvor enkelte diplomuddannelser har fokus på neurorehabilitering, andre koncentrerer sig om beskæftigelsesrehabilitering, nogle har overvejende et sundhedsfremmende sigte osv. Nogle diplomuddannelser kører i flere år, og andre kun løber af stablen en enkelt gang.

For at være et supplement til de eksisterende rehabiliteringsefteruddannelser prøver jeg at lægge mærke til, hvilke temaer der er godt dækket ind og hvilke der ikke vægtes så højt. Efter at have læst en del uddannelsesplaner ser det ud til, at min niche kunne blive det særligt vanskelige samarbejde. Det kunne være pårørendesamarbejdet, hvor konflikterne mellem pårørende og professionelle efterhånden ser uløselige ud. Det kunne være samarbejdet med mennesker, som ikke blot er ramt af en hjerneskade men også lider under sindslidelse, misbrug og selvskadende adfærd. Det kunne være samarbejdsproblemerne, der opstår, når borgerens motivation og sygdomsforståelse ligger milevidt fra personalets opfattelse af situationen. Det kunne være konflikter internt i personalegruppen og mistrivsel pga. mobning. Og det kunne være lederens særlige problemer og udfordringer, når en organisation på kort tid skal ændres til et rehabiliteringssted.

En eksamensfri efteruddannelse for praktikere
Der er som nævnt gode muligheder for at tage diplom- eller masteruddannelse med tilhørende eksaminer. Når jeg underviser på master- og diplomuddannelser kan jeg se, hvor meget det fylder for deltagerne med deres eksaminer. Uanset hvor meget man forsøger at nedtone betydningen af karakterer, så kommer det til at flytte en del af fokus væk fra den reelle læring. Jeg vil derfor blive ved med at lave en eksamensfri efteruddannelse for praktikere, da jeg tror, at det er vigtigt, at der også er den mulighed. En eksamensfri efteruddannelse sikrer desuden, at praktikere, som har svært ved eksaminer, også kan få en grundig efteruddannelse.

Ulempen ved en eksamensfri efteruddannelse er dog, at kursisterne/arbejdspladserne ikke kan være sikre på at få økonomisk tilskud. Det kommer an på de puljer, der på et givent tidspunkt kan søges.

Målgruppen for efteruddannelsen er praktikere, der arbejder indenfor unge-, voksen- og ældre-områderne. Det vil sige, at efteruddannelsen henvender sig til specialerne: handicap, psykiatri, misbrug, socialt udsatte og demens.

En efteruddannelse med meget undervisning
Det er afgørende for mig at lave en efteruddannelse med meget undervisning. Jeg er ikke tilhænger af selvstyrende gruppearbejde, selvstudie eller ”ansvar for egen læring”. Jeg vil hellere have mange undervisningstimer med undervisere, som underviser i de emner, som de ved allermest om. Jeg ville gerne ramme en stil a la Folkeuniversitetet. Derfor er jeg i fuld gang med at vælge og kontakte undervisere, som er praktikere eller forsker i praksis. Disse undervisere har en naturlig ydmyghed, idet de fra deres egen praksis ved, hvor svært det er at hjælpe andre. Underviserne skal derudover være up-to-date med den nyeste rehabiliteringsforskning og -teori på masterniveau, så de kan fortælle noget teoretisk nyt til erfarne og kyndige professionelle. Samtidig skal underviserne kunne formidle levende og direkte ind i de praktiske problemstillinger. Og så håber jeg at kunne sammensætte en gruppe af undervisere med vidt forskellige erfaringer indenfor handicap, psykiatri, social udsathed, demens og misbrug.

En modulopdelt efteruddannelse
Jeg ville egentlig helst fastholde konceptet om en et-årig efteruddannelse, hvor man mødes en gang om ugen. Det giver ro til at koncentrere sig om at lære, når man har et længerevarende forløb sammen med sit faste hold. Men jeg er bekymret for, om der bliver ved med at være økonomi til de længerevarende forløb. De varslede besparelser for 2017 ser voldsomme ud. Jeg vil derfor lave en efteruddannelse, der svarer til den et-årige efteruddannelse, men hvor jeg deler den op i forskellige moduler på 5-10 temadage, så man kan vælge nogle moduler fremfor andre. Det giver måske også lidt tiltrængt fleksibilitet.

Den nuværende neuropædagogiske efteruddannelse består af følgende moduler: Intro om neuropædagogik; de kognitive vanskeligheder; udredning; de svære problematikker; den professionelle rolle; de individuelle neuropædagogiske strategier samt afslutning med case-opgaver. Modultanken gør det muligt for mig at lave to forskellige moduler om kognitive vanskeligheder – et grundkursus og et avanceret kursus. Det giver mig også mulighed for at gå i dybden med emner som pårørendesamarbejde, faglig ledelse, konflikthåndtering eller rusmiddelrehabilitering. Der er faktisk uanede muligheder for at differentiere undervisningen, og deltagerne kan vælge modulerne til og fra alt afhængig af interesser og specialviden.

Min foreløbige plan er at udbyde 2-3 moduler om året i 2017 og 2018. Derefter må jeg se, om økonomien på velfærdsområderne tillader en et-årig efteruddannelse eller om det er mest realistisk at fortsætte med modulerne.

Opstarten sker i Odense
Jeg har allerede udbudt to 5-dages kurser i neurorehabilitering i 2016. Det første i Odense og det andet i København. Min plan er at første udgave af hvert modul udbydes i Odense; og hvis det lykkes at fylde holdet op, udbyder jeg samme modul igen et andet sted i landet. En af fordelene ved selv at stå for hele efteruddannelsen er, at jeg frit kan flytte modulerne rundt i landet. Det åbner nogle muligheder for bl.a. at komme mere til København og Århus. Det skal dog koordineres med underviserne og deres bookede kalendere.

Tja, det var mine tanker om en ny rehabiliteringsefteruddannelse … indtil videre. Al slags kritik modtages gerne.

13 kommentarer

  1. Inge Skafsgaard siger:

    Kære Dorthe,

    Bare for at sige – det er den helt rette vej at gå nu, ønsker det bedste og en masse kursister til dig. Inge

  2. Lone Skov Riis siger:

    Hej Dorthe

    Det lyder som en mega spændende ide. Jeg arbejder indenfor handicap området i private hjem, og den største udfordring her, er netop de pårørende

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Lone

      Det kunne nemlig være godt at lave en lille forløb, hvor fokus udelukkende er på pårørendesamarbejdet. Jeg hører jo fra såvel professionelle som pårørende, at det får mange negative konsekvenser for alle parter, når samarbejdet ikke fungerer.

  3. Karen Scott siger:

    Kære Dorthe

    Jeg bliver bare større og større fan!
    Du skriver for eksempel “Det er afgørende for mig at lave en efteruddannelse med meget undervisning. Jeg er ikke tilhænger af selvstyrende gruppearbejde, selvstudie eller ”ansvar for egen læring”. Jeg vil hellere have mange undervisningstimer med undervisere, som underviser i de emner, som de ved allermest om”
    Det er bare musik i ørerne!
    Og min selvoplevede erfaring passer godt ind i den tankegang. Både som socialpædagog årgang 87-90 og senere masterstuderende årgang 2000 på en hollandsk/engelsk uddannelse, havde vi masser af undervisning, ca. 30 ugentlige timer. Det gav en masse, og langt, langt mere end “selv-studier”. Og på masteruddannelsen, hvor vi ca. 20 mennesker fra hele Europa også boede samme sted de 6 af de 12 måneder, gav det en kæmpe lyst til at fortsætte drøftelserne om aftenen, efter dagens undervisning.
    Takker stadig “min gud og skaber” 😉 eller snarere de daværende beslutningstagere for det uddannelsesperspektiv der herskede dengang.
    Min 27 årige stedsøn, der læser til pædagog, fortæller om uger med ned til 6 undervisningstimer!! Jeg ønsker dig al mulig held med udviklingen af de nye moduler mv. Jeg kunne godt være fristet til at snuppe noget spændende undervisning hos dig. Betalt det, det kommer aldrig til at ske. Heller ikke i tilsynet er der penge til den slags, sådan udover nogle få midler, men måske jeg ville investere selv;-))

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Karen

      Tak 🙂 og ja, det er nemlig bekymrende, at studierne generelt bliver mere og mere undervisningsfattige.

      Jeg håber da, at jeg på et tidspunkt kan udbyde noget, som kunne friste dig. Og ja, det er desværre ved at være et problem at få kurser betalt af arbejdspladsen. Det er også derfor, at jeg stræber efter at gøre det så billigt som muligt – uden at gå ned på kvaliteten. Vi må se, hvad jeg får strikket sammen …

  4. Pia Jensen siger:

    Ønsker bare mere viden når du har den.
    Har købt 2 dvd af dig.

    Mange hilsner Pia ?

    • Dorthe Birkmose siger:

      Tusinde tak, Pia. Jeg skal nok sige til, når jeg får samlet en ny portion viden sammen. Der begynder at klumpe sig noget sammen om rehabiliterings- og motivationsarbejdet …

  5. Helle Holst siger:

    Hej Dorthe.
    Spændende tanker du gør dig om fremtidig uddannelses forløb 🙂
    Jeg er nysgerrig på, hvor langt du er med planerne for nye forløb i Jylland eller Fyn, for vi er meget interesserede i at deltage.
    De venligste hilsner
    Helle Holst

  6. Britta Dalsgaard Larsen siger:

    Hej Dorthe.

    hvor lyder det bare spændende. Bliver dog lidt mismodig… sidder lige nu og er i gang med at udvikle et 3 dages AMU kursus i neuropædagogik.. Fordi det er den helt store efterspørgsel her i vores del af landet. VI er ikke nået til at tænke neurorehabiltering… Men tak for et velanrettet spark i tankemylderet i udviklingsprocessen 🙂 glæder mig til at mødes i min lille udviklingsgruppe og tage dit blog indlæg med. Det skal nok give en lille ekstra snak eller to.
    altid inspirerende, er du jo!
    bedste hilsner
    Britta Dalsgaard Larsen

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Britta

      Hyggeligt at høre fra dig. Det er efterhånden længe siden, at vi har været i kirke 😉

      Der er ingen grund til mismod. Du giver den bare gas med neuropædagogisk tænkning. Skiftet fra neuropædagogik til rehabilitering/rehabiliteringspsykologi sker ikke med et snuptag, og det er vigtigt, at vi ikke får smidt barnet ud med badevandet. Vi skal bevare tænkningen om, at vi er nødt til at se bagom menneskets adfærd og forstå årsagerne til adfærden gennem bl.a. en viden om kognitive ressourcer og vanskeligheder. Det er stadig vigtigt at tage afstand til adfærdsregulering, belønningssystemer, konsekvenspædagogik og andre forsøg på at styre menneskers adfærd.

      På efteruddannelsen på Filadelfia har vi taget konsekvensen af skiftet ved at lave en 2017-version, der dækker såvel neuropædagogik som rehabilitering. Og det kommer vi også til i 2018, tænker jeg.

      Fortsat god arbejdslyst.

  7. Mette siger:

    Hej Dorthe
    Udbydes der kurser i 2018
    Foruden det som starter i januar
    Hilsen Mette

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Mette

      Tænker du på den 1-årige efteruddannelse på Filadelfia? Den udbyder vi hvert år med start i januar. Eller tænker du på 5-dageskurserne i neurorehabilitering? Dem holder jeg en pause med – for at kunne udbyde et kursus i konflikthåndtering inden så længe. Konflikt-kurset bliver lagt ud her på hjemmesiden og delt på facebook og linkedin.

Skriv et svar