Det er sjældent at se en fagbog få så meget mediebevågenhed, som ”Stå fast” fik. Jeg tror, at psykolog Svend Brinkmann nåede at være i samtlige danske medier i løbet af efteråret. Det siger noget om, hvor slagkraftigt han formår at formulere sig – og forhåbentlig siger det også noget om, at der nu findes en generel mental parathed til at lytte til kritikken af den herskende positive diskurs. En diskurs er en bestemt måde at tale på, der udelukker andre måder at tale på. I øjeblikket er diskursen, at: Udvikling er godt; lykke er godt; effektivitet er godt; forandring er godt; anerkendelse er godt, evidens er godt … og positivitet er godt. Og det er slet ikke sikkert, at det er rigtigt. Det er bare diskursen for tiden. I min praksis møder jeg i stigende grad, at man efterhånden har gennemskuet konsekvenserne af positiv psykologien. Dét, der lød så forførende og tilforladeligt, har vist sig at være både en sproglig camouflage for destruktive handlinger og et umenneskeligt krav om at klare sig selv i jagten på lykken.
Svend Brinkmann laver en parodi på selvhjælpslitteraturen ved at formidle på samme måde, men have det stik modsatte budskab. Bogen Stå fast er en videreudvikling af Svend Brinkmanns klumme Befri dit liv. En 7 trinsguide i Psykolog Nyt http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/18173.pdf. Klummen havde samme punkter som bogen, nemlig: ”Hold op med at mærke efter i dig selv”; ”Fokusér på det negative i dit liv”; ”Tag nej-hatten på”; ”Undertryk dine følelser”; ”Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog”; ”Dvæl ved fortiden”. Ved at komme med disse groteske negative budskaber udstiller han de lige så groteske positive budskaber. Det er tankevækkende og sjovt på samme tid. I klummen afsluttede Svend Brinkmann med at skrive, at trin 7 er: ”Stol aldrig på en 7-trinsguide. Det siger sig selv”. I bogen har han droppet dette punkt og i stedet tilføjet et trin, der hedder: ”Fyr din coach”. Jeg kunne ellers rigtig godt lide klummens afslutning, hvor man som læser bliver forført af de første seks trin for til sidst at blive konfronteret med, at man netop ikke må lade sig forføre af enkle sandheder, og at man bliver nødt til at tænke selv.
Jeg morede mig stort, imens jeg læste bogen. Slogans som ”fyr din coach og få dig en ven i stedet” og ”tag nej-hatten på” er morsomme, fordi det er forbudt at sige indenfor den positive diskurs. Forundringen over, at der ikke findes en stressbog med titlen ”Hvordan jeg blev ramt af stress – og det kom der intet godt ud af” er ligeledes morsom, fordi det næsten føles gammeldags uartigt. Stå fast må karakteriseres som satire, idet satire er den særlige form for humor, som består af en angribende latterliggørelse af magthaverne. Det er risikabelt at bruge humor på skrift, da det ikke er sikkert, at alle fanger glimtet i øjet. Det er ydermere risikabelt at lave satire, netop fordi man angriber dem, der har magten. Reaktionen fra positiv psykologien er heller ikke udeblevet. Positiv psykolog Hans Henrik Knoop har skrevet en rasende boganmeldelse http://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2014/nr9oktober/Opgoermedbrinkmannsfordummendeensidighed.htm, hvor det er tydeligt, at han på ingen måde kan se humoren eller relevansen i at vende diskursen på hovedet. Han mener bl.a., at Svend Brinkmann er modstander af al psykologi. Han mener sågar, at man vil blive stresset, depressiv og dø ti år tidligere, hvis man lytter til Svend Brinkmann. Det er da en trussel, der er til at tage og føle på! Hans Henrik Knoop burde måske have fulgt rådet om indimellem at undertrykke sine følelser, inden han skrev sin kritik. Det ville være blevet en bedre artikel. Svend Brinkmann har skrevet et svar til Hans Henrik Knoop http:/www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2014/nr10november/svarpaaindlaeggetopgoermedbrinkmannsfordummendeensidighed.htm, men jeg tænker ikke, at der er grobund for egentlig dialog mellem de to. For mig er det tankevækkende, hvor meget aggression og hvor lidt anerkendelse, der reelt er indenfor positiv psykologien. Det minder mig om den amerikanske grundlægger af positiv psykologien Martin Seligmans respons på sociolog Barbara Ehrenreichs kritik i bogen Smile or Die. Hun gennemgår grundigt hele historien bag positiv tænkningen og positiv psykologien med et hav af litteraturhenvisninger, og hans svar er blot: ”Hun er marxist”. Bum!
Alternativet til den hovedløse jagt på lykken er ifølge Svend Brinkmann, at man indstiller sig på at gøre sin pligt som menneske. Det betyder, at man bør slippe grebet om egen selvrealisering og vende blikket mod fællesskabet, kulturen og naturen. Man bør med andre ord have fokus på at handle etisk forsvarligt. Det er noget ganske andet end at stræbe efter individuel trivsel og lykke. Jeg er helt enig i, at dét at handle etisk forsvarligt desværre ikke nødvendigvis er forbundet med glæde og velbehag. Jeg taler ofte med mennesker, der oplever det som smerteligt og ensomt at prøve at sige fra overfor krænkelser og uretfærdigheder.
Svend Brinkmann skriver, at han gerne vil formulere en modstand mod – og et alternativ til – udviklingstvang-kulturen. Det lykkes i dén grad at formulere en modstand. Om det lykkes at brænde igennem med et alternativ … det vil vise sig. Et seriøst alternativ til positiv psykologien er ikke at gøre samme – bare med modsat fortegn. Og det er jo dét, som Svend Brinkmann gør på overfladen. Når man læser bogen, får man til gengæld nuancerne med. Det understreges igen og igen i bogen, at livet er komplekst og at der ingen enkle svar er. Jeg håber, at de fleste efter endt læsning vil huske nuancerne frem for de sjove slogans. For eksempel uddybes bogens titel Stå fast på side 65, hvor der står, at det handler om, at man skal prøve at ”stå fast på selve tvivlen, det vil sige på retten til tøven og eftertanke”. Det handler nemlig ikke om at vælge mellem en ja-hat eller en nej-hat. Det handler om at kassere begge hatte til fordel for nuanceret tænkning. Kunsten er at kunne skelne mellem dét, der skal vælges til og dét, der skal vælge fra – og alt det, som man skal tænke mere over, tale med andre om, få hjælp til, lave om fordi det viste sig at være en fejl osv. osv.
Tak til Svend Brinkmann for en satirisk, veloplagt, frimodig og gennemtænkt kritik af den positive tænknings tyranni. Stå fast passer godt sammen med de sidste par års danske bøger og artikler af Christian Ørsted, Steen Nepper Larsen, Rasmus Willig, Jesper Juul og Erik Sigsgaard.
Relateret Indhold
”Forråelsens ansigter” – en ny podcastserie
14. juni 2022
De forfærdelige mediesager, der afslører krænkelser og forråelse, bliver ved med at dukke op…
3 Comments9 Minutes
Åbne arrangementer og fagforeningsarrangementer i efteråret 2021 og foråret 2022
16. august 2021
I håbet om et efterår og en vinter uden for mange corona-aflysninger har jeg lavet denne oversigt…
0 Comments7 Minutes
Der er ingen skurke i en konflikt
23. juni 2021
I Kolding er en konflikt blevet så fastlåst og ødelæggende, at en ægtefælle føler sig nødsaget til…
4 Comments18 Minutes
Kære Dorthe Birkmose.
Jeg faldt lige over din blog her, fordi du har været så venlig nævne mig. Og jeg vil i forlængelse heraf da gerne påpege, at det – ud fra det du skriver – ikke virker på mig, som om du kender ret meget til positiv psykologi (PP) som videnskab, eller forstår hvor fejlbehæftet Svend Brinkmanns (SB) bog er – også selvom man går ind på dens ironiske præmis. Du skriver fx. “En diskurs er en bestemt måde at tale på, der udelukker andre måder at tale på. I øjeblikket er diskursen, at: Udvikling er godt; lykke er godt; effektivitet er godt; forandring er godt; anerkendelse er godt, evidens er godt … og positivitet er godt. Og det er slet ikke sikkert, at det er rigtigt…” – og antyder derefter, at det har noget med konsekvenserne af PP at gøre.
Men det har reelt ikke noget med PP at gøre – højst med uetisk misbrug af PP det at gøre, som bl.a. foranlediges af, at folk formidler det forkert, som du desværre selv er med til her. PP er blandt andet defineret som videnskab om, hvad der gør det muligt for mennesker og fællesskaber at trives (International Positive Psychology Association) – og ikke videnskaben om hvordan man fremmer mistrivsel (selvom man indirekte måtte lære noget om dette også). Og inden for denne videnskabelige gren af psykologien er udvikling, lykke, effektivitet, forandring og anerkendelse kun godt, hvis bestemte betingelser er opfyldt. At en kræftknude eller en depression udvikler sig er fx sjældent godt. Og at være lykkelig, hvis man er konfronteret med akut fare, er selvfølgelig heller ikke nogen god idé. Men når dette er sagt, er mangel på udvikling selvfølgelig bredt deprimerende for alle, og mangel på glæde i livet det samme – så overordnet set er alt, hvad der gør livet værd at leve, selvfølgelig mere positivt end negativt ladet, mere lykkebringende end ulykkeligt etc. Disse nuancer er centrale i PP, så jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor du angriber PP, som du gør. Det forekommer at være noget andet, du er vred over, som jeg ikke helt forstår(?)
Jeg synes også, det er påfaldende, at du hæfter dig ved, at jeg er aggressiv i min kritik af SB, snarere end at fokusere på substansen af min kritik af hans principper, som både er dokumenterbart dårlige, som de står skrevet (det er fx dokumenterbart sygdomsfremkaldende ikke at mærke efter, hvordan man har det), og dokumenterbart fejlagtige modstillinger til dét, de menes at modstille/kritisere/karikere (at ”stå fast” er fx ikke noget reelt modtræk til ”udvikling” – fx i et stressende miljø, hvor du kun vil fremme udviklingen af din sygdom ved at stå fast). Selvom SB jo mener, jeg er enig med ham i det meste, vil jeg gerne fastholde, at der er substantiel kritik, man som fagperson er nødt til at rejse i forhold til hans bog.
Du kan selvfølgelig være uenig i kritikkens indhold, men du kan da ikke være uenig i, at den fremføres i bedste mening fra min side(?) – og vel slet ikke med henvisning til, at ”jeg ikke er positiv nok for din smag”, når du generelt er fortørnet over, at der er for meget positivitet i livet. Eller?
For mig at se, er noget af det mest ironiske ved hele denne debat, at så mange af dem, der efterspørger mere negativitet i hverdagen (som du vel selv gør), ser ud til nærmest øjeblikkeligt at fortryde det, når de møder den (fx i form af kritik af dem selv). Og hvor hæmmende denne stop-and-go-kommunikation er for os alle.
Med venlig hilsen
Hans Henrik Knoop
Aarhus Universitet
Kære Hans Henrik Knoop
Tak for dine kommentarer til min boganmeldelse. Det er finurligt som informationer deles på kryds og tværs via internettet. Jeg håber, at dine kommentarer kan være starten på en givende dialog. Og nu hvor du har taget kontakt, har jeg en del, som jeg gerne vil spørge dig om.
Som jeg ser positiv psykologiens fokus på trivsel/lykke, tænker jeg, at retningen kan ende med at lande i en vigtig psykoterapeutisk niche. Der findes mennesker, som har et materielt, psykisk og socialt velstillet liv, men som alligevel føler sig utilfredse og ulykkelige. Mennesker, som mistrives, selvom de ikke har mødt modgang i livet og selvom de har alt, hvad man kunne ønske sig mht. arbejde, familie, venner osv. For dem må det være en gave at lære at tænke anderledes og blive taknemmelige for deres gode liv. Måske er der en fremtid for en positiv terapi for de privilegerede.
Jeg er en stærk kritiker af den herskende positive diskurs. Jeg arbejder nemlig ikke med de privilegerede. Jeg samarbejder med de fagpersoner, som hjælper mennesker med behov for professionel hjælp. Det vil sige indenfor handicap-, ældre-, udsatte-, psykiatri-, demens-, omsorgssvigt- og hjerneskadeområderne. Det går hårdt for sig i velfærdsområderne i disse år. Der spares massivt, og det har store konsekvenser for såvel borgere og pårørende som medarbejdere og ledere. Borgere og pårørende oplever i stigende grad krænkelser, afvisninger og ydmygelser. Medarbejdere og ledere mærker forråelsen trænge ind i deres tanker og handlinger, fordi økonomien er blevet vigtigere end fagligheden. Forringelserne pakkes ind i positive ord – et fænomen som sociolog Rasmus Willig kalder ideologisk glidecreme. Og fagpersoner pålægges at arbejde endnu hårdere, imens de ovenikøbet forventes at tage ja-hatten på. Den vrede, som du fornemmer hos mig, er en vrede over, at så mange mennesker behandles dårligt – og endda skal lide den tort, at det camoufleres af et ansvarsforflygtigende positivt sprogbrug. Hvis du er interesseret i at vide mere om, hvilken nedbrydende effekt den positive diskurs har i praksis, så kan jeg anbefale dig at læse det kommende nummer af Socialpædagogen. Du er også velkommen til at bede mig om konkrete eksempler på den ensomhed, selvcensur og resignation, som forårsages af den positive diskurs.
Når jeg underviser og skriver, bestræber jeg mig på at være præcis i mine sondringer mellem positiv tænkning, positiv psykologi og positivt sprogbrug som værende tre forskellige fænomener indenfor den positive diskurs. Det kan dog være svært at se positiv psykologiens grænser. I er en meget ung teori, og derfor må jeg væbne mig med tålmodighed, men jeg tror, at jeres juhu-fase er ved at være overstået. Du skriver, at der sker en uetisk brug af positiv psykologien. I din bog fra 2013 slutter du også af med at pointere, at positiv psykologien ikke kan gøre for, hvad den bliver misbrugt til. Det har du ret i. Ikke desto mindre har du og de øvrige positiv psykologer pligt til at forholde jer til dét, som I bliver misbrugt til. Jeg venter på, at I vil melde klart ud, hvad I ikke vil lægge navn til.
Det ville være gavnligt at få tydeliggjort, hvordan I adskiller jer fra positiv tænkningen og det positive sprogbrug. Jeg ville gerne starte med at spørge dig om: Hører begreber som nudging, selvstyrende teams og langtidsraskhed til indenfor positiv psykologien? Synes positiv psykologer, at historier som fx ”Hvem har flyttet min ost?” giver mening? Er det okay, at man bruger inklusionsbegrebet, når man i øjeblikket flytter børn med specielle behov fra specialområdet til den almindelige folkeskole uden at ressourcerne følger med?
Du skriver, at jeg skulle være fortørnet over, at der er for meget positivitet i livet. Ligeledes skriver du om Svend Brinkmann, at han skulle være modstander af al psykologi. Begge udsagn er urigtige. Du bør nok passe på med, hvor meget du fordrejer dine kritikeres ord. Selvfølgelig er jeg optaget af substansen i din kritik af Svend Brinkmann. Jeg synes fx, at det er interessant, at du tvister ”Stå fast” til at handle om at være modstander af udvikling, hvorefter du udråber positiv psykologien til at være tilhænger af udvikling. Jeg kan næsten ikke tro, at du ikke skulle have forstået, at ”Stå fast” handler om at kritisere udviklingstvangen – og ikke udvikling.
Jeg er med på, at du ikke bryder dig om Svend Brinkmanns satiriske bog. Det er helt fair. Så meget selvironi kan man vel ikke kræve af nogen. Derfor vil jeg hellere høre din mening om en anderledes og meget alvorlig bog som ”Livsfarlig ledelse” af Christian Ørsted.
Lad mig understrege, at jeg ikke efterspørger mere negativitet. Ligesom jeg bestemt ikke efterspørger mere positivitet. Dét, at du opstiller diskussionen på denne enten/eller-måde, vil jeg kalde splitting. Psykoanalysen har så fint beskrevet denne forsvarsmekanisme som et ubevidst forsøg på at reducere angsten for kompleksitet. Mit gæt er, at I har fået så meget vind i sejlene i disse økonomiske krisetider, netop fordi positiv psykologien appellerer til forsvarsmekanismer som splitting, problemforskydning og idyllisering. Det kan være glimrende overlevelsesstrategier, men problemet er, at de samtidig er udtryk for selvbedrag. Mit budskab er derfor i al sin enkelhed, at vi skal droppe vandglas-historien om, at man kun kan vælge mellem halvt fuldt eller halvt tomt. Livet og mennesket er mere kompliceret end som så. Vi kan heldigvis vælge et alternativ til såvel den negative tænkning som den positive tænkning. Vi har den faglige tænkning, som er karakteriseret ved at være en nuanceret, tvivlende og kritisk tænkning. Den faglige tænkning befinder sig i alle de grå nuancer mellem de ekstreme sort/hvide-poler.
Mange hilsner fra Dorthe
Jeg holder mig ude af denne debat, den er desværre langt over mit niveau, fordi jeg forstår fortsat ikke engang det der efter min vurdering burde være det simpleste i hele debatten at forstå, nemlig hvorfor det egentlig er, at positiv psykologer ikke bare vælger at være/forblive positive når de angiveligt oplever at positiv psykologien bliver misbrugt?! Det er jo ikke sikkert at positiv psykologien rent faktisk bliver misbrugt, måske har positiv psykologer bare misforstået situationen fordi de måske er lidt negativt anlagte?
Nu til noget som jeg gør mig håb om at komme til at forstå: Det virker som om at du helt generelt er modstander af nudging, er du virkeligt det og vil du evt. forklare hvorfor og med eksempler?
Jeg har læst og hørt om mange tiltag der er blevet benævnt nudging, uden at være det, da betingelserne for nudging ikke var opfyldt. Selvfølgelig kan nudging udnyttes til uetiske formål, men meget apropos, så kan selv psykologi benyttes på en skadelig måde, så jeg undrer mig over at jeg er efterladt med indtrykket af at du tilsyneladende, og uden undtagelser, er modstander af nudging?
Måske forstår du mere af debatten end du tror? Det er ihvertfald forunderligt, når teoretikere ikke er i stand til udleve deres egne teorier i praksis.
Mht min kritik af nudging. Nudging er defineret som en pædagogisk metode, hvormed man med små kærlige puf skubber et andet mennesket i den rigtige retning. Det er bl.a. blevet introduceret i form af tegnede fodspor på fliserne, hvor fodsporene endte ved skraldespande som et forsøg på at nudge mennesker til at kaste deres affald i skraldespandene. Det kan virke uskyldigt og rimeligt, at man viser folk, der smider affald på veje og stræder, hvor skraldet skal hen. Problemet er bare, at man taler ned til folk og dermed kommer til at risikere at skabe modstand. Jeg mærker det selv i det små, når jeg på et offentligt toilet konfronteres med store klistermærker af grønne hænder og stirrende ansigter og teksten: “Ren?” Jeg bliver ærligt talt lidt irritabel. Senest benyttede jeg et offentligt toilet, hvor der var et klistermærke med teksten: “Hvor har dine hænder sidst været?” Jeg ledte efter et sted, hvor man kunne notere sit svar, imens jeg tænkte på, at det måske nok var et lidt privat spørgsmål 😉
Problemet med nudging bliver større, når vi bevæger os fra skrald og håndvask til “det sunde og gode liv” og videre til “det selvhjulpne og arbejdsydende liv”. Det store sundhedsprojekt er nu ved at løbe af stablen, og der er afsat penge til diverse puljer, så mennesker med sindslidelser, misbrug eller hjerneskade kan komme til at leve et meget sundere liv. Jeg er bekymret for, at der kan ske et skred i det professionelle fokus, hvis det går hen og bliver vigtigere at få et menneske til at følge en diætplan end at arbejde for, at der kan komme mest mulig meningsfuldhed og selvstændighed i menneskets liv. Mange mennesker har altså væsentlig større problemer end deres BMI og kondital!
Problemet med selve nudging-begrebet er, at det er sproglig camouflage for velkendte begreber som at bestemme, tvinge og manipulere. Når man skubber et andet menneske i den “rigtige” retning, så er det jo den, der skubber, som har bestemt retningen. Hvis den skubbende part fortæller den skubbede om retningen, så hedder det at bestemme eller tvinge. Hvis den skubbende ikke fortæller som sit skubberi, men udfører det i det skjulte, så hedder det manipulation. Det kan sagtens være, at der er professionelle, der i en bestemt situation vurderer, at det er i orden at bestemme over et andet mennesket eller måske endda at tvinge et andet mennesket til noget. Det har jeg selv mange gange været med til at beslutte. Men så er det vigtigt at italesætte, at man bestemmer og tvinger, for at give sig selv muligheden for etisk at reflektere over sit valg. Det samme gælder for manipulationen, som er mere problematisk, fordi den indebærer en skjult dagsorden og dermed en risiko for at ødelægge tillidsrelationen. Når man som professionel giver sig selv lov til at manipulere, så bør man i det mindste kalde det for manipulation. Igen handler det om at være ærlig overfor sig selv, og dermed hjælpe sig selv til etisk at reflektere over sit valg – og måske tage et andet valg.
Kort sagt: Jeg er bekymret for, at nudging-begrebet kan være med til at legitimere og skjule, at professionelle bestemmer, tvinger og manipulerer andre mennesker i nogle retninger, som disse mennesker ikke selv ønsker.
Kære Dorthe.
Tak for svaret og dine opfølgende spørgsmål. Jeg har for overblikkets skyld kopieret din tekst og indsat mine svar direkte i den nedenfor. Jeg har også læst de fine artikler i Socialpædagogen, som gør problemerne med overdreven positiv italesættelse tydeligt, men jeg har svært ved at se, hvordan de skulle indebære en reel kritik af positiv psykolog (PP). Hvorfor kan I ikke se, at vi er på samme side??
Her er fx indledningen fra min Tænkepause om ”Positiv Psykologi”:
”Hvad i alverden skal man med noget, der hedder positiv psykologi? Skal resten af psykologien så stemples som negativ måske? Og hvem skal lige bestemme, hvad der er positivt? Er det positivt at smile til chefen, hvis man er dybt uenig i hendes beslutning? Skal man ikke kunne se sig selv i spejlet længere? Er det positivt at motivere medarbejdere til at lave mere, hvis de allerede gør deres bedste? Vi kender spørgsmålene. De dukker op, hver gang positiv psykologi er på tale. De er vigtige, fordi man godt kan få positiv psykologi galt i halsen – og fordi viden kan misbruges. Men at viden kan misbruges, er jo ikke noget godt argument for at afvise den – for alt andet lige er der jo større chance for, at man selv kommer galt af sted, hvis man ikke ved, hvad der foregår. Hvis man fx ikke ved, at man psykologisk set har meget lettere ved at have det skidt end godt – ja, så risikerer man selvfølgelig at få det ekstraordinært skidt. I hvert fald dårligere, end man ellers ville have det. Viden åbner nye muligheder for os, og positiv psykologi er dybest set ikke andet end brugbar viden.”
Som du kan se har jeg nøjagtig samme skepsis over for manipulation og mundkurve, som du og Brinkmann for den sags skyld. Og jeg kender ingen andre forskere i PP, som argumenterer for det heller. Tværtimod er begreber selvbestemmelse, autenticitet og trivsel nøgleord som er fuld i overensstemmelse med de idealer, du selv er optaget af. Din egen video nederst på siden er i øvrigt et glimrende eksempel på, hvor sort det hele bliver, hvis ikke man gør noget aktivt for at trives.
Og her følger så din tekst med mine indsætninger. Håber det giver mening.
::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::
DB:
Kære Hans Henrik Knoop
Tak for dine kommentarer til min boganmeldelse. Det er finurligt som informationer deles på kryds og tværs via internettet. Jeg håber, at dine kommentarer kan være starten på en givende dialog. Og nu hvor du har taget kontakt, har jeg en del, som jeg gerne vil spørge dig om.
Som jeg ser positiv psykologiens fokus på trivsel/lykke, tænker jeg, at retningen kan ende med at lande i en vigtig psykoterapeutisk niche. Der findes mennesker, som har et materielt, psykisk og socialt velstillet liv, men som alligevel føler sig utilfredse og ulykkelige. Mennesker, som mistrives, selvom de ikke har mødt modgang i livet og selvom de har alt, hvad man kunne ønske sig mht. arbejde, familie, venner osv. For dem må det være en gave at lære at tænke anderledes og blive taknemmelige for deres gode liv. Måske er der en fremtid for en positiv terapi for de privilegerede.
HH: Det er selvfølgelig muligt, at kun de mest privilegerede ender med at få gavn af PP, men jeg arbejder selv for, at alle kan få gavn af det, fordi forskningen peger på, at det er muligt.
Jeg er en stærk kritiker af den herskende positive diskurs. Jeg arbejder nemlig ikke med de privilegerede. Jeg samarbejder med de fagpersoner, som hjælper mennesker med behov for professionel hjælp. Det vil sige indenfor handicap-, ældre-, udsatte-, psykiatri-, demens-, omsorgssvigt- og hjerneskadeområderne. Det går hårdt for sig i velfærdsområderne i disse år. Der spares massivt, og det har store konsekvenser for såvel borgere og pårørende som medarbejdere og ledere. Borgere og pårørende oplever i stigende grad krænkelser, afvisninger og ydmygelser. Medarbejdere og ledere mærker forråelsen trænge ind i deres tanker og handlinger, fordi økonomien er blevet vigtigere end fagligheden. Forringelserne pakkes ind i positive ord – et fænomen som sociolog Rasmus Willig kalder ideologisk glidecreme. Og fagpersoner pålægges at arbejde endnu hårdere, imens de ovenikøbet forventes at tage ja-hatten på. Den vrede, som du fornemmer hos mig, er en vrede over, at så mange mennesker behandles dårligt – og endda skal lide den tort, at det camoufleres af et ansvarsforflygtigende positivt sprogbrug. Hvis du er interesseret i at vide mere om, hvilken nedbrydende effekt den positive diskurs har i praksis, så kan jeg anbefale dig at læse det kommende nummer af Socialpædagogen. Du er også velkommen til at bede mig om konkrete eksempler på den ensomhed, selvcensur og resignation, som forårsages af den positive diskurs.
HH: Jeg er helt enig med dig og de bekymringer/kritikker, der fremsættes, men PP er et stærkt våben mod urimelighed og uretfærdighed, fordi PP jo er videnskab om trivsel, der her åbenlyst ikke tages tilstrækkelig i brug. Hvis der er asbest i loftet, vil man øjeblikkeligt skulle reagere, fordi det er sygdomsfremkaldende. Hvis der er mistrivsel på arbejdspladsen, kan man med PP i hånden argumentere stærkere for ordentlige arbejdsvilkår, end man ellers ville kunne. PP kan støtte jeres sag for pokker. Og videnskabelig evidens er meget sværere at manipulere med end lokale holdninger. Hvorfor er det så svært at se?
DB: Når jeg underviser og skriver, bestræber jeg mig på at være præcis i mine sondringer mellem positiv tænkning, positiv psykologi og positivt sprogbrug som værende tre forskellige fænomener indenfor den positive diskurs.
HH: Jeg synes ”den positive diskurs” er et uheldigt og uklart begreb, som netop polariserer det komplekse, på en måde, du selv er kritisk over for nedenfor.
DB: Det kan dog være svært at se positiv psykologiens grænser. I er en meget ung teori, og derfor må jeg væbne mig med tålmodighed, men jeg tror, at jeres juhu-fase er ved at være overstået. Du skriver, at der sker en uetisk brug af positiv psykologien. I din bog fra 2013 slutter du også af med at pointere, at positiv psykologien ikke kan gøre for, hvad den bliver misbrugt til. Det har du ret i. Ikke desto mindre har du og de øvrige positiv psykologer pligt til at forholde jer til dét, som I bliver misbrugt til. Jeg venter på, at I vil melde klart ud, hvad I ikke vil lægge navn til.
HH: Her er hvad jeg ordret skriver i afslutningen af Tænkepausen om PP, hvoraf gives meget tydelige eksempler på, hvad vi ikke vil være med til. Det burde da være til at forstå:
”– UDEN SKJULTE DAGSORDENER
Positiv psykologi er egentlig blot almindelig psykologi om det at have det godt og det at fungere godt. Der er tale om et felt, som kan bruges af alle. For det handler om os selv og vores kære, om vores ønsker for fremtiden og om mulighederne for at nå vores mål. Sagen er bare, at vi ikke har været vant til at bruge psykologisk viden, før den var gal, og det skulle jo nødig hedde sig, at der er noget galt hos os. Psykologien har for mange været lidt småpinlig og utilnærmelig og har levet en paradoksal skyggetilværelse i et samfund, der skriger efter at forstå sig selv bedre. Og som nævnt i indledningen har positiv psykologi jævnligt måttet stå for skud fra kritikere, som har set det blive brugt til manipulerende misbrug på arbejdspladser, eller som har opfattet det som ”positiv” forfladigelse af en tilværelse, der dybest set er dybt tragisk og helt sikkert ender dårligt.
IKKE DET
Så lad mig slutte, næsten som jeg begyndte, med en disclaimer, som det hedder på nydansk: Positiv psykologi handler ikke om, at negative følelser er dårlige. Og ikke om, at man skal fake sig glad, hvis man er ked af det. Og ikke om, at det er dårligt, endsige forbudt, at være ulykkelig, hvis der er grund til det. Og ikke om, at man er eneansvarlig for sit humør, eller at omgivelserne er ligegyldige. Og, ja, man kan misbruge positiv psykologi til at skrue for højt op for forventningerne, så man er dømt til at blive skuffet – men i den anden grøft, helt uden forventninger, går det altså kun én vej: selvopfyldende profetisk nedad.
Hvad dette nye videnskabelige område først og fremmest kan, er at bidrage til balanceret vækst for den enkelte, i familien, på arbejdspladser og i samfundet. Ved at fokusere skarpere på, hvordan vi kan trives og bringe det bedste frem i hinanden, end det hidtil er sket.”
DB: Det ville være gavnligt at få tydeliggjort, hvordan I adskiller jer fra positiv tænkningen og det positive sprogbrug.
HH: PP er videnskab og videnskabsbaseret praksis. ”Positiv tænkning” bruges i flæng om mange ting som fx optimisme eller ideen om at man tiltrækker det man tænker på (Law of attraction), men selvom der er enighed om at der findes placebo-effekter (hvor tro faktisk flytter lidt bjerge), er egentlige effekter af positiv tænkning mig bekendt ikke videnskabeligt underbyggede. Positivt fordrejende sprogbrug er en propagandateknik, som intet har med PP at gøre.
DB: Jeg ville gerne starte med at spørge dig om: Hører begreber som nudging, selvstyrende teams og langtidsraskhed til indenfor positiv psykologien?
HH: Næh. I hvert fald ikke så vidt jeg kan se. Nudging er vel nærmest en pædagogisk metode, hvis forsvarlighed afhænger af den etiske ramme, det foregår inden for. Der er principielt ikke noget galt at puffe børn lidt i den rigtige retning, hvis det kan gavne dem, men det er klart, at uetisk-manipulerende nudging ikke kan forsvares.
DB: Synes positiv psykologer, at historier som fx ”Hvem har flyttet min ost?” giver mening?
HH: Historien om osten er en lille fortælling om forandring. En slags pædagogisk anskuelighedsbillede, som kan bruges af alle, hvis pointen ikke overgøres. Forandring kan fryde og skade. Selvfølgelig giver historien mening – den må bare ikke bruges til mere, end den kan bære.
DB: Er det okay, at man bruger inklusionsbegrebet, når man i øjeblikket flytter børn med specielle behov fra specialområdet til den almindelige folkeskole uden at ressourcerne følger med?
HH: Inklusion er et humant ideal, som gerne må bruges som så. Men at kalde noget ”inklusion”, hvis der ikke er tale om det er selvfølgelig at snyde folk.
DB: Du skriver, at jeg skulle være fortørnet over, at der er for meget positivitet i livet. Ligeledes skriver du om Svend Brinkmann, at han skulle være modstander af al psykologi. Begge udsagn er urigtige. Du bør nok passe på med, hvor meget du fordrejer dine kritikeres ord.
HH: Selvfølgelig skal man ikke fordreje noget, men se lige hvad Brinkmann er citeret for i Herning Folkeblad den 27.9.2014 ”…jeg må lidt uærbødigt tilstå, at jeg ikke nødvendigvis tror, psykologer er Guds gave til menneskeheden. Man havde også udmærkede samfund, før de blev opfundet…”. Det må dog siges, at ligne ”en vis modstand mod psykologi”, og man kan bemærke, at han derved sender et utvetydigt signal om, at det er en reel mulighed at vende ryggen til videnskabelige indsigter, uden at komme galt af sted. Men det er ikke en reel mulighed. Det er et forfærdeligt alternativ, som ikke på nogen måde bliver bedre af, at SB mener det godt. Tænk hvis en læge sagde det samme om sit fag, den dag man mødte frem med en knude brystet.. Måske er Brinkmann fejlciteret, men i givet fald er det så vidt jeg ved ikke noget, der fremgår nogen steder…Brinkmann og jeg har i øvrigt aftalt at skrive en lille bog sammen i foråret, hvor vi forsøger at udrede trådene og tydeliggøre uenighederne og undgå journalistiske fordrejninger, så din bekymring for, at der ikke er ”grobund for dialog” er heldigvis ubegrundet.
DB: Selvfølgelig er jeg optaget af substansen i din kritik af Svend Brinkmann. Jeg synes fx, at det er interessant, at du tvister ”Stå fast” til at handle om at være modstander af udvikling, hvorefter du udråber positiv psykologien til at være tilhænger af udvikling. Jeg kan næsten ikke tro, at du ikke skulle have forstået, at ”Stå fast” handler om at kritisere udviklingstvangen – og ikke udvikling.
HH: Som jeg skriver i min kritik af Brinkmann, er der altid udviklingstvang i livet, fordi vi er nødt til at spise, lære, løse problemer, bidrage med noget, hvis vi skal kunne have et interessant liv. Evolutionen, som vi er en del af, påtvinger alle livslang udvikling. Kunsten er at indrette sig, så man får noget ud af livet, og igen: netop dette hjælper PP os til bedre at kunne. Og hvis man alligevel ønsker et opgør med unødigt tvingende forhold på arbejdspladsen, er ”selvbestemmelses-teori”, som står helt centralt som grundlag for PP, et af de bedste afsæt overhovedet. Når Brinkmann kritiserer PP, skyder han således reelt sig selv i foden. Hele debatten risikerer at ende i nonsens, når de debatterende i udgangspunktet ikke forstår hinandens positioner.
DB: Jeg er med på, at du ikke bryder dig om Svend Brinkmanns satiriske bog. Det er helt fair. Så meget selvironi kan man vel ikke kræve af nogen.
HH: Det var ikke så pænt sagt – og ikke nødvendigt. Jeg holder selv meget af humor, men ikke af så misvisende formidling, som Brinkmanns bog bidrager til. Jeg synes stadig ikke, det er forsvarligt at opstille syv råd, som potentielt er sygdomsfremkaldende, hvis man tager dem alvorligt, fordi mange tydeligvis ikke er i stand til afgøre, hvor meget af det, der faktisk er ment for sjov, og hvor meget, der skal tages alvorligt. Og rigtig mange har skrevet til mig, at de er taknemmelige for min kritik som stærkt tiltrængt. Læg i øvrigt mærke til, at når jeg i min kritik tager rådende alvorligt / for pålydende i den betydning, de faktisk fremstilles i bogens aforismer, så har jeg ifølge Brinkmann ikke forstået det – og når Gitte Haslebo efterfølgende konkluderer, at det ikke er ment alvorligt, er det det ifølge Brinkmann alligevel. Underlig debatteknik, som nærmest umuliggør debat.
DB: Derfor vil jeg hellere høre din mening om en anderledes og meget alvorlig bog som ”Livsfarlig ledelse” af Christian Ørsted.
HH: Den peger på det åbenlyse, at der skal være gode, ikke-stressfremkaldende rammer på arbejdspladsen – igen: hvor PP i dag giver os megen vigtig evidens for, hvordan dette kan gøres. Og man kan her gentage, at hvis der noget, du under ingen omstændigheder bør gøre, hvis der er asbest i loftet, eller du er i et mentalt stressende miljø, så er det at ”stå fast”. Din chance består i enten at udvikle miljøet til noget bedre i en fart eller at udvikle dig ud af miljøet så hurtigt som muligt. At stå fast er at ødelægge dig selv. Brinkmann vil så sige, at det jo ikke er altid, man skal stå fast – og at man sommetider skal udvikle, men hvorfor ikke kalde en spade en spade? Hvorfor dette misvisende udenomssnak? Er det bedre end det positive nysprog, du/I/vi selv alle kritiserer?
DB: Lad mig understrege, at jeg ikke efterspørger mere negativitet. Ligesom jeg bestemt ikke efterspørger mere positivitet. Dét, at du opstiller diskussionen på denne enten/eller-måde, vil jeg kalde splitting. Psykoanalysen har så fint beskrevet denne forsvarsmekanisme som et ubevidst forsøg på at reducere angsten for kompleksitet.
HH: Lad mig nævne, at jeg har skrevet mange artikler om kompleksitet, som er et af mine favoritemner. Min kommende disputats bygger faktisk på kompleksitetsteori, så du behøver ikke være bange for splitting for mit vedkommende lige her. Og jeg synes, det er rimeligt at tilføje, at hvis der er noget, som for mig at se næsten altid polariserer debatten til det opsplittende, så er det den form for journalistik, Willig og Brinkmann så ofte har bidraget til i forbindelse med deres kritik af PP: Rigtige mænd er kritiske – positiv psykologi er for tøser.
DB: Mit gæt er, at I har fået så meget vind i sejlene i disse økonomiske krisetider, netop fordi positiv psykologien appellerer til forsvarsmekanismer som splitting, problemforskydning og idyllisering.
HH: Det er i forlængelse af førnævnte ikke noget, jeg er bekendt med, men det bør selvfølgelig ikke være tilfældet – og bør bekæmpes, hvis det er – på både videnskabelig og etisk grund.
Det kan være glimrende overlevelsesstrategier, men problemet er, at de samtidig er udtryk for selvbedrag. Mit budskab er derfor i al sin enkelhed, at vi skal droppe vandglas-historien om, at man kun kan vælge mellem halvt fuldt eller halvt tomt. Livet og mennesket er mere kompliceret end som så. Vi kan heldigvis vælge et alternativ til såvel den negative tænkning som den positive tænkning. Vi har den faglige tænkning, som er karakteriseret ved at være en nuanceret, tvivlende og kritisk tænkning. Den faglige tænkning befinder sig i alle de grå nuancer mellem de ekstreme sort/hvide-poler.
HH: Helt enig men vil tilføje at al tænkning jo baserer sig på kategorier, der fungerer som ”figurer på baggrunde”, så vi behøver dybest set ikke begrænse det til ”faglig tænkning”.
Mange hilsner fra Dorthe
Mange hilsner, HH
Kære Hans Henrik Knoop
Tak for dit grundige svar, som har givet mig anledning til yderligere refleksion. Det er godt og overraskende at læse, at du tænker, at vi kæmper på samme side: For ytringsfrihed og imod censur samt for nuancer i psykologien og imod manipulation. Der er bestemt også brug for en fælles front, da alt for mange mennesker lider helt unødvendigt i disse år. Men for at jeg kan blive helt overbevist om, at der er bund i påstandene, så bliver jeg nødt til at se det i praksis. Det ville fx kræve, at positiv psykologien gik frem og aktivt afviste positiv tænkningen og det positive nysprog. Det lover godt, at du tager klart afstand fra nudging, selvstyrende teams, langtidsraskhed og den slags positive begreber. Så jeg ser frem til din og Svend Brinkmanns kommende fælles bog, som må kunne gøre positiv psykologien mere konkret.
Det virkede fint for mig, at du svarede ved at skrive oveni mine svar. Men jeg må hellere undlade at skrive videre i samme tekst, så jeg prøver at bevare lidt struktur i egne tanker ved at inddele mit svar med nogle overskrifter. Jeg håber, at det også giver mening for dig.
Problemerne med positiv-begrebet
Du skriver, at begrebet positiv diskurs er et uheldigt og uklart begreb. Det har du ret i. Måske skulle jeg snarere adoptere journalistens begreb fra temanummeret i Socialpædagogen og kalde det for positivt nysprog. Men mht det uheldige og uklare, så er det faktisk sådan, at jeg mere og mere får det med begrebet positiv psykologi. Det er stadig uklart, hvordan positiv psykologi hører sammen med eller afviger fra ”tænk positivt” og ”positivt nysprog”. Jeg tror, at positiv-begrebet er så luftigt i sig selv, at det let bliver meningsløst og vildledende. Især når positivbegrebet sideløbende bruges som sproglig camouflage for uetiske fænomener. Men også fordi positiv-ordet bruges lige fra psykiatriens beskrivelse af vrangforestillinger som værende positiv symptomer i skizofreni til en folkepsykologisk forståelse af positiv som synonym for konstruktiv. Dertil kommer, at når positiv psykologien ikke handler om, at nogle følelser er mere positive end andre og heller ikke om at skulle tænke mere positivt, så er det vel misvisende, at I stadig hedder positiv psykologi.
En strøtanke: Det ville være et interessant lille eksperiment at læse jeres artikler, hvis I slettede alle de steder, hvor der står ”positiv” og ”negativ”. Forhåbentlig ville det highlighte de nuancer, som du lover, at der er. Worst case scenario ville være, at artiklerne ville blive meningsløse.
Tilbage til tankerækken: Måske burde I bør omdøbes? Eller måske bare indgå i enten den gamle del af arbejdspsykologien, som professor Eggert Pedersen i sin tid kaldte trivselspsykologien eller den store gren af psykologien, som hedder sundhedspsykologien. Det er jo tom retorik, når det hævdes, at al anden psykologi end positiv psykologien er optaget af trivsel og psykisk sundhed.
Det er i øvrigt interessant fra sidelinjen at iagttage, hvordan den danske version af positiv psykologien tilsyneladende fjerner sig mere og mere fra Martin Seligmans amerikanske version af positiv psykologien. I den danske version hedder det fx ikke længere lykke, men trivsel. Du pointerer, at man ikke bør smile, når man mistrives, selvom du i Kognition & Pædagogik i 2010 skrev: ”… verden smiler til én, hvis man smiler til dén” i en argumentation for, at positivitet smitter. Her går Seligman betydeligt længere, idet han direkte anbefaler, at man smiler, selvom man har det dårligt, da smilet i sig selv kan føre til større trivsel. Seligman medgiver, at positiv psykologi indebærer, at man mentalt fjerner sig fra realiteterne; men han understreger, at det ikke er farligt. Hvis du har tid, så ville jeg gerne høre mere om, hvordan I håndterer dét, der ligner en glidende afstandstagen fra den originale positive psykologi. Det må være på dagsordenen, når I mødes internationalt.
Menneskesynet i positiv psykologien
Du skriver, at hensigten med positiv psykologi er ”at bidrage til balanceret vækst for den enkelte, i familien, på arbejdspladser og i samfundet”. Målet er jeg enig i. Spørgsmålet er bare, hvilke midler vi ønsker/tillader at bruge for at nå målet. Og endnu vigtigere: Hvad er vores fokuspunkt for forandring?
Jeg bemærker, at der i positiv psykologiens litteratur er et kraftigt fokus på individet. Det gennemgående tema er den enkeltes stræben efter lykke og trivsel. Der skrives en del om styrker og dyder hos den enkelte. Seligman skriver i ”At lykkes”, at man bør vægte karakter og personlighed højere end omgivelsesmæssige faktorer. Han skriver, at det ikke giver mening at henvise til god kost, god opdragelse mv, når et barn klarer sig godt i skolen. Man bør derimod anerkende barnet for at være dygtigt og have en stærk karakter. Han skriver også, at det heller ikke er meningsfuldt at henvise til omsorgssvigt og manglende støtte, når et barn klarer sig dårligt. Han lader det dog være op til læseren at slutte sig til, at det må handle om en svag karakter hos barnet, der klarer sig dårligt. Jeg kan – på baggrund af dit seneste svar – næsten ikke tro, at den danske version af positiv psykologien kan være enig med Seligman i, at man kan finde årsagerne til trivsel og mistrivsel i individet. Men jeg har forgæves ledt i den positive psykologis artikler og bøger for at finde noget om grupper, fællesskaber og de socialpsykologiske betingelser for trivsel og mistrivsel.
Du er ikke helt afvisende overfor budskabet i den lille positive selvhjælpsbog ”Hvem har flyttet min ost?”. Du mener sågar, at den giver mening. Lad mig lige høre, om vi forstår budskabet på samme måde. Som jeg læser historien, så er moralen, at man hele tiden bør være fleksibel og omstillingsparat. Man skal grine af sin angst for forandringer. Forandringer fører altid til noget bedre, og man må ikke brokke sig over forandringer eller begræde tab. De omstillingsparate bør ikke hjælpe dem, der kritiserer forandringerne. Hvis de går til, så er det deres egen skyld. Citat fra bogen: ”Hvis du ikke forandrer dig, kan du blive udslettet”. I min tænkning giver alt dette ingen mening, og jeg synes ærlig talt, at det er et uhyggeligt menneskesyn, hvis der skulle være mennesker, som skal efterlades ud fra ”enhver klarer sig selv”-tænkning. Dette handler ikke bare om en lille selvhjælpsbog, som er blevet uddelt til utallige offentligt ansatte i forbindelse med omstruktureringer. Det handler om det underliggende menneskesyn i positiv psykologien.
Lad os tage debatten om udviklingstvang endnu en gang. Udvikling er et komplekst fænomen, idet udvikling er angstprovokerende og frustrerende, imens det står på, idet man kaster sig ud i noget, som man ikke ved, om man kan eller om man kan få den rette hjælp fra omgivelserne. Udvikling er rarest, når den er vel overstået, og man kan nyde, at man har tilegnet sig nye færdigheder og erfaringer. Man kan ikke være imod udvikling. Men man kan være imod udviklingstvang. Når du kommenterer på kritikken af udviklingstvangen, så skriver du hver gang om menneskets indre motivation for udvikling. Men det er ikke en sådan indre udviklingstvang, der kritiseres. Dét, der kritiseres, er, når nogle mennesker kan bruge deres magtposition til at tvinge andre til at udvikle sig på en bestemt måde. Det er netop dét, som Christian Ørsted skriver om i ”Livsfarlig ledelse”: Når medarbejdere og ledere tvinges til at udvikle en større effektivitet og arbejdsglæde end mennesker kan holde til. Når arbejdspladsen kræver selvudvikling – endda i en bestemt retning –, så bliver det udviklingstvang. Og det er det, der er farligt. Og derfor kan det handle om at stå fast.
Evidensen
Så er der spørgsmålet om evidens. Det er et kæmpe diskussionsområde at åbne op for, men det er jo et gennemgående argument fra positiv psykologien, at der er evidens for jeres konklusioner. Selvfølgelig skal der være forskningsbaseret evidens for psykologers påstande og konklusioner. Men evidens er desværre blevet til positivt nysprog, og dermed risikerer vi, at evidensbegrebet bliver brugt til at stoppe dialog og kritisk refleksion. Sætningen ”det er der evidens for” må med andre ord ikke ende med at blive en moderne udgave af ”fordi jeg siger det”.
Når én psykolog hævder at have evidens for sine påstande, så bør det efterprøves af andre psykologer. Det er desværre svært at have tid til i en travl hverdag. For et par år siden tog jeg mig tid til at se nærmere på denne evidens. Jeg startede med Martin Seligmans videnskabelige beviser for, at man lever længere og bedre, hvis man har en positiv livsindstilling. Han refererer selv til ”Klassefotos fra Mills College”, hvor forskere gennemgik klassefotos for at se, hvem der smilede mest og mest ægte. De fandt, at de kvinder, der smilede mest, var de lykkeligst gifte og generelt mest tilfredse flere årtier efter. Så blev jeg træt! Den slags forvrøvlede anekdoter bør ikke få plads i en seriøs psykologi. Det er ganske enkelt for nemt at skyde den slags ”forskning” ned med et par indlysende henvisninger til fejlkilder og manglende sondring mellem korrelation og kausalitet.
Jeg ville sætte stor pris på, hvis du kunne sende mig et par af den danske positiv psykologis udgivelser fra anerkendte videnskabelige tidsskrifter. Altså rene oldschool forskningsartikler – og ikke mere om hensigtserklæringer eller teoretiske overvejelser. Så vil jeg gerne tage mig tid til at gennemgå statistikken samt mulige fejlkilder og usikkerheder.
Mange hilsner fra Dorthe Birkmose
[…] Dorte Birkmose i diskussion med Knoop: http://dorthebirkmose.dk/?p=696 […]
Kære Dorthe Birkmose
Tak for et interessant indlæg på din blog, og for muligheden for at læse din udveksling med Hans Henrik Knoop.
Når jeg læser det, er min første tanke at niveauet af nuancering kan tænkes at koble en del mennesker af, idet man bliver nødt til at forholde sig til en høj grad af kompleksitet, årsagssammenhæng, videnskabelig belæg, forhistorie osv. Vores trang til forsimpling af budskaber, eller forudsættende antagelser om at vi opfatter ud fra samme forudsætninger, kan vel også forfladige diskussionen og efterlade mange sten uvendte?
Men I formår alligevel at blive i verden med os andre (læs: ikke cand.psych’er), og gøre budskaberne forståelige. Da Svend Brinkmanns “Stå fast” blev udgivet, læste jeg en boganmeldelse, og min første reaktion var en blanding af nysgerrighed og afsky. Min næste reaktion var at den ville min kæreste elske.
Den ville kunne give ham en form for sjælero. Og vigtigere – den ville kunne give os et afsæt at diskutere ud fra, uden at jeg sad og prædikede de rette (mine naturligvis 🙂 holdninger ned over hovedet på ham. Endelig tænkte jeg, at det er fair, når man vil mødes med et menneske, og ens trang til at mødes er større end det andet menneskes, at mødes på det sted hvor det andet menneske er.
Så jeg brugte (modstræbende naturligvis, kunne jeg mærke da jeg skulle betale) penge på at købe “Stå fast” til min elskede, så vi kan få et møde over værdier, kultur, perception og erfaring. Han er stadig ved at læse den på 3. måned. Da han læste Chris MacDonalds “Du er ikke alene”, tog det nogle timer og han måtte tage natten med. Og han kunne bagefter citere ordret fra den. Jeg spørger stadig nysgerrigt, hvornår jeg må låne “Stå fast” (for jeg må kun smuglæse) og hvilke spændende indsigter han er faldet over? De er nok i proces. Når han er færdig, tror jeg at jeg vil spørge ham hvilken af netop de to bøger han fandt der var mest energi i at læse. Ja energi.. som i lyst til at afprøve, lege, gøre, tro..
Jeg tænker stadig at Brinkmanns bog kan være en gave til den positive psykologi, fordi den netop kan skabe en dybere dimension i debatten. Nu er der endelig noget at være decideret uenig om. Der kan sættes ord på hvad det vil sige at forholde sig kritisk, hvordan man i organisationer vælger at bruge PP til at manipulere med medarbejdere, og måske medvirke til at lægge ansvaret på rette hylde (i min verden = definere proces i interaktion med fællesskabet).
Jeg forestiller mig at bestemte typer ledelsesadfærd vil få mulighed for at blive analyseret med baggrund i den nuancering. Man vil – også i organisationer – få leveret en baggrund for at kunne italesætte og reflektere – hvis det altså er legalt.
Lidt som Christian Ørsted gør, når han argumenterer mod at lægge ansvaret for den enkeltes eget liv ud til den enkelte, og plæderer for at vejen til at undgå stress, er 1. at skabe en tydelig ramme for hvilke opgaver der skal udføres og 2. frihed til at tilrettelægge samme opgaver (stærkt forsimplet udtrykt af mig her).
Det er jo ganske rigtigt ren manipulation, når man giver et selvstyrende team en opgave, der reelt ikke kan løses med baggrund i manglende kompetencer, erfaring, færdigheder, viden, tid og ressourcer – enten på ledelsens side eller egne. Til gengæld – og det vil jeg stå ved til hver en tid – er det jo en mulighed for ethvert menneske at tage ansvar for sit eget helbred, og tage sin frakke og forlade pågældende team.
Og her kommer “hvem har taget min ost” da fuldt til sin ret.. jeg har selv taget min frakke og trådt ud af døren og trukket vejret dybt i den friske luft. Jeg smilede ikke hele vejen ned til banken og heller ikke hjem. Men det kunne ikke være anderledes. At aflægge sig ansvar som individ, sluge kamelerne, fyre sin coach og spørge sine bedste velmenende venner, er ikke nødvendigvis vejen til gode, fremtidsholdbare beslutninger.
Jeg deltog i en workshop hos et konsulenthus i Aarhus, hvor man havde specialiseret sig i at arbejde med udgangspunkt i positiv psykologi. Jeg tror de klarer sig fint, for de holder til i en meget smuk hvid patriciervilla med lyse trægulve. Konsulenten bad os deltagere om at prøve at mærke effekten af først at vende mundvigene ned, og derpå prøve at smile bredt, så vi kunne mærke det stramme i kinderne. Derpå understregede han netop med henvisning til PP den positive effekt af et smil, og hvordan man selv kan mærke det gør en glad helt ned i maven. Jeg følte mig ihvertfald ret glad og smilede lidt længere, end han egentlig havde bedt os om.
En dybere dimension i debatten vil formentlig kunne kvalificere de, der faktisk tager afsæt i videnskaben; det empiriske grundlag, og løfte niveauet derhen, hvor nuancerne kan italesættes; også for ikke-indviede; for de der ikke har dannet klare holdninger, og for de der er udfordrede af at være omgivet af en flok ikke-forandringsparate chefer, kollegaer eller medarbejdere (eller kærester).
Så endelig – bliv ved, hjælp os med at få flere lag ind i den offentlig debat, så Brinkmanns bog bliver kavaleren der byder op til dans. Jeg vil glæde mig til at læse Brinkmanns og Knoops bog, og håbe at den byder på udveksling af synspunkter, der kan føre til et fælles sprog at italesætte det komplicerede og meget nuancerede på.
Gerne med udgangspunkt i det der udspiller sig i sundhedssektoren, i vores folkeskole og forvaltninger lige nu, og på de private arbejdspladser, hvor det at være chef udløser enorme privilegier i form af ret til at bestemme over andres ve og vel. Og om den enkeltes ret til at forholde sig positivt til sig selv; og derigennem til de omgivelser man vælger at befinde sig i – og ja – som du efterlyser Dorthe Birkmose – mulige henvisninger til evidensbaseret forskning på området, der f.eks. kunne tage udgangspunkt i trivselsresultater fra forskellige organisationer.
Hvilke faktorer indikerer at der kan være signifikant forskel på output i form af trivsel? Hvordan kan positiv psykologi være med til at understøtte hvad selvbestemmelse indebærer – for individet og for teamet? Hvordan får man som medarbejder i en større organisation italesat at en visionsproces f.eks. er ren spil-for-galleriet, og nu-har-I-jo-også-været-inddraget overbevisning; med udgangspunkt i hvordan den positive psykologi kan anvendes af den enkelte, og hvilken betydning ens egen etik og autenticitet?
Og jeg vil glæde mig til flere blogindlæg herinde med den grundighed de er skrevet og niveauet, hvormed de er argumenteret for. Så tak for det 🙂 Det er startet.. !! Wuhuuu……….!
Kære Jette
Tak for dine mange tanker, hvor du vender og drejer debatten om den positive psykologi. Og jeg er lidt imponeret over, at du har læst dig igennem alle argumenterne frem og tilbage. Min fornemmelse er, at Hans Henrik Knoop og jeg flere gange taler forbi hinanden, fordi vores faglige platforme er helt forskellige. Imens jeg venter på evidensen, bliver jeg mere og mere optaget af konsekvenserne af det positive sprogbrug på arbejdspladserne. Lige før påske deltog jeg i en lederkonference, hvor temaet var “Den ensomme leder”. Der er selvfølgelig tale om komplekse årsagssammenhænge som gør, at den enkelte leder kan føle sig ensom i arbejdet; men jeg mener faktisk, at det positive sprogbrug og positivitetstvangen er en af det mest betydningsfulde årsager til ensomhedsfølelsen. Jeg er i gang med at skrive på et blogindlæg, som tager udgangspunkt i mit oplæg på lederkonferencen. Så der kommer mere læsestof inden så længe.