Er det tabuiseret, at lærere og pædagoger mobber børn i folkeskolen? To slettede afsnit fra en kommende faglig artikel.

Jeg blev bedt om at skrive om en artikel til et temanummer om fysiske magtanvendelser i folkeskolen. Jeg fik lov til at udvide emnet til at handle om såvel fysiske som psykiske magtanvendelser, og jeg fik 12-15 sider til min rådighed. Det er virkelig luksus med så meget plads til at skrive om komplekse emner. Mit fokus skulle være forråelsesvinklen – altså hvad det gør ved børnene, forældrene og især personalet, når der er magtanvendelser i folkeskolen. Det er et svært emne, som hurtigt bliver angstprovokerende og følelsesladet. Det skal det også være, da det er alvor, når børn udsættes for magtanvendelser. Jeg fik lov til at give den gas fagligt. Og det gjorde jeg. Måske for meget. Som sædvanlig skulle redaktionen læse artiklen igennem og redigere den, så den kommer til at passe til deres stil og deres læsere. Det er altid interessant at få artiklen tilbage i redigeret form. I dette tilfælde var der blevet slettet to afsnit. Argumentet for at slette de to afsnit var, at jeg kun havde en avisartikel som kilde. Redaktionen ønskede kilder af akademisk karakter. Det er helt fair. Dét, der undrede mig, var, at jeg havde andre pointer, hvor jeg også kun havde avisartikler som kilde. Fx skriver jeg som indledning: “En arbejdsmedicinsk undersøgelse viser tiltagende vold mod SFO-pædagoger fra dybt frustrerede børn, der er overladt til sig selv (Jensen, 2014). Danmarks Evalueringsinstitut konkluderer, at det stigende antal børn med særlige behov og udadreagerende adfærd er årsagen til tiltagende stress hos lærerne (Information, 14/4 2014).” Og det var okay med redaktionen. Men da jeg senere skriver om, at lærere og pædagoger benytter sig af metoder, der forværrer mobning mellem børnene, så blev det slettet. Som jeg forklarede redaktionen, så var jeg nødt til at bruge en avisartikel indeholdende et interview med Ph.D.-studerende Stine Kaplan Jørgensen som kilde, idet hendes Ph.D.-afhandling endnu ikke er udgivet og derfor ikke kunne bruges.

I min artikel fik jeg mulighed for at skrive om alle mulige andre tabuer, og jeg har skimmet de andre artikler i temanummeret, hvor bl.a. psykolog Bo Hejlskov Elvén og neuropsykolog Ann-Elisabeth Knudsen skriver nogle meget tankevækkende og læseværdige artikler. Jeg kan derfor kun anbefale alle at læse temanummeret fra Unge Pædagoger, som udkommer i november 2014. Jeg har stor respekt for redaktionen på Unge Pædagoger, når de sætter fysiske magtanvendelser i folkeskolen på dagsordenen. Et emne som er tabuiseret i sig selv. Jeg kan ikke vide det, hvorfor de to afsnit i min artikel skulle slettes. Men jeg kan ikke lade være med at tænke noget om, at netop afsnittene om lærere og pædagogers eksklusion og mobning af børnene bliver slettet. Som Erik Sigsgaard skriver i sin bog Om børn og unges nej, viser tal fra Børns Vilkår, at en af de hyppigste årsager til henvendelser fra børn og forældre er, at børn føler sig mobbede af deres lærere. Må vi monstro ikke tale om det? Kom jeg til at ramme muren for, hvad der lige nu kan italesættes?

Her er de to slettede afsnit:
Jeg har læst en del om inklusion, men jeg er endnu ikke stødt på konkrete overvejelser om, hvad vi skal gøre i forhold til mobning af de børn, der er anderledes. Mobning og andre former for eksklusion gør ondt på den, der ekskluderes. Men det styrker desværre fællesskabet for de andre at ekskludere den, der er anderledes. En undersøgelse af lærernes og pædagogernes hidtidige coachinginspirerede indsats for at minimere mobning har vist, at indsatsen har forværret den indbyrdes mobning blandt børnene (Politiken, 17/3 2014). Ved ”Den gode stol” sættes et barn midt i en rundkreds, og de øvrige børn skal sige noget positivt om den i midten. Idéen skulle være, at alle dermed skulle få et positivt indtryk af alle. Men hvad nu hvis de andre ikke rigtig kan finde på noget, når det er Olivias tur? Det gik ellers så let ved de andre piger. Hvad nu hvis det mest positive er, at hun har pæne sko – og de andre får at vide, at de er gode venner og dejlige at være sammen med? Ved ”Klassemødet” sidder klassen i rundkreds og taler om problemer og konflikter, mens læreren holder sig i baggrunden. Børnene opfordres til at fortælle om, hvor kede af det de er blevet, og hvor onde de har været ved andre i løbet af ugen. Dermed blotter de sig, og mobningen bliver efterfølgende værre. Metoden ”Elevmæglingen”, hvor ældre børn skal varetage konflikthåndteringen hos yngre børn, er alt for ambitiøs. De komplicerede psykiske gruppeprocesser, som pædagoger og lærere kun vanskeligt kan håndtere, bør ikke lægges ud til børn.

Artiklens emne er de fysiske magtanvendelser, men som det allerede er fremgået, er jeg mindst lige så optaget af de psykiske magtanvendelser, hvor lærere og pædagoger tvinger børnene til at gøre noget mod deres vilje, stiller større krav end børnene neuropsykologisk set kan honorere samt krænker børnene med nedsættende kommentarer og hånlig latter.

Jeg hører gerne, hvis I synes, at afsnittene virker upassende, for provokerende eller fejlagtige. Og så vil jeg i øvrigt se frem til, at Stine Kaplan Jørgensens Ph.D.-afhandling bliver udgivet. Det bliver spændende at følge den efterfølgende debat – eller tavshed.

 

Litteratur:

Information d. 14. april 2014: Inklusion gør både lærere og elever til tabere i folkeskolen. Af Thorup, M..

Jensen, T.K. (2014): Pressede børn slår fra sig. Børn & Unge, nr 3, 2014, p. 6.

Politiken d. 17. marts 2014: Eksperter: Indsats mod mobberi kan skade børn. Af Mainz, P..

Sigsgaard, E. (2014): Om børn og unges nej. Farvel til lydighedskulturen. Tiderne Skifter.

7 kommentarer

  1. Nina Jane Andersen siger:

    Hej Dorthe.
    Jeg synes, det er særdeles relevant og ikke mindst meget vigtigt at belyse dette tabu. Som bekendt er det som menneske en forsvarsmekanisme ikke at tale, om det der er svært og gør ondt. Men det betyder omvendt ikke, at det så er i orden at tie det ihjel. Jeg håber, du fortsætter din søgen om indsigt i emnet, da det er noget vi alle, og ikke mindst dem der arbejder med børn, burde forholde sig til samt søge at blive klogere på. Jeg vil gå så vidt som at holde på, at man egentlig bør være sikke på at denne problemstilling, bliver behandlet som et led i arbejdet med børn/unge/ældre!

    Vh Nina Jane Andersen.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Jeg tror bestemt, at jeg vil fortsætte med at interessere mig for, hvad der sker i folkeskolen. Vi skal som professionelle nemlig være skarpe i vores refleksioner, når vi fx bliver præsenteret for en idé om, at det kunne være social træning og samtidig en anerkendende tilgang, når en lærer kan iværksætte, at børnene hver fredag kårer “ugens bedste ven”, som så får overdraget en vandre-tøjbamse, som barnet kan have med hjemme i weekenden. Det er for mig at se idealistisk ondskab. Man kan komme til at tro, at man lærer børnene, hvad det vil sige at være en god ven. Man kan tro, at man understøtter sunde sociale kompetencer. Og det er et fint ideal. Men spørgsmålet er, hvordan det opleves af børnene. Jeg skal i næste uge have en samtale med en 7-årig dreng, der pga denne praksis – hvor han endnu ikke har prøvet at få tøjbamsen – græder og siger til de magtesløse forældre: “min lærer kan ikke lide mig, jeg duer ikke til noget, der er ingen der kan lide mig”. Det gør ondt på den lille dreng. Det var helt sikkert ikke dét, som læreren var ude på. Men det er, hvad vi risikerer, når vi ikke når at få tænkt os godt nok om.

      • Sortseeren siger:

        Stakkels lille dreng. Jeg har ikke tilstrækkeligt forstand på psykologi til at vide hvordan man håndterer den situation korrekt, men jeg mærker godt nok lysten til at hjælpe ham, et eller andet skal der jo gøres. Jeg har ingen idé om hvad børnene vægter i deres kåring, men jeg tvivler på at deres valg reelt vægtes efter de kriterier der kendetegner en god ven, fordi så havde det været pænt af dem at de tænkte på at glæde og inkludere drengen der tydeligvis føler sig så alene. De vægter sikkert efter alle mulige andre kriterier end det titlen lyder på, ligesom voksne også ville gøre.

        Kunne man ikke fortælle den lille knægt at der er en grund til at læreren der fandt på at introducere udstødelseslegen, heller ikke har haft bamsen på weekend endnu, og årsagen er ikke hverken at hun er lærer eller voksen?

        Kunne man ikke “sørge” for at knægten er vinder i en “konkurrence” om en kage fra den lokale bager til klassens time, eller at han “har” fødselsdag på en meget snarlig fredag lige inden kåringen, og at forældrene lige den dag har misforstået kostpyramiden og det faktum at de ikke mødes hele årgangen når de giver ham “sunde” snacks i rigelige mængder med til uddeling i anledningen af sin fødselsdag? Jeg vil tro at det er den slags der kunne gøre ham til “ugens bedste ven” og sikkert allerede har gjort andre til samme.

        • Dorthe Birkmose siger:

          Jeg har tænkt meget over, hvad du skriver. Din vinkel er at hjælpe drengen med at forstå, at voksne ikke altid agerer særlig gennemtænkt. Min vinkel var egentlig at læreren burde kunne bringes til at forstå, at det er uetisk at ekskludere børn. Men det kan godt være, at du er langt mere realistisk end jeg …

          • Sortseeren siger:

            Det er da bestemt ønskværdigt at læreren ændrer praksis, jeg synes bare ikke at det er der det primære fokus skal være. Det kommer til at ske igen og igen bare I andre sammenhænge med læreren og i lignende situationer med andre. Derfor håber jeg at drengen i stedet kan rustes til at være mere upåvirkelig af den slags, da det er en hård verden derude.

            Jeg tror mit indlæg måske var for simplificeret til at budskabet stod helt klart. Jeg ved ikke om det ændrer på det hele, fra måske-realistisk til urealistisk-pessimistisk ?

            Mit budskab var enten det at få drengen til at indse at læreren ikke var værd at se op til, eller også at udnytte at han faktisk ønsker hendes anerkendelse og dermed at han ser op til hende. Måske ville det gøre det nemmere for ham at acceptere at han ikke har vundet bamsen på weekend, da det vel er nemmere at acceptere noget sådant, hvis andre man også synes har fortjent at vinde, rent faktisk er i samme båd som een selv?

            Jeg går ud fra at læreren har svært ved at se at tiltaget er uetisk, og da det kan være svært at kæmpe mod hendes forsvarsmekanismer, så er fokus bedre rettet mod drengen synes jeg.

            Den mest afgørende grund til dette er, at hvis udstødelseslegen ophører inden drengen når enten at have haft bamsen på weekend, eller inden at han i stedet har nået at ændre sin opfattelse af sig selv eller inden han har ændret sin opfattelse til at bamse-trofæet bare ikke er specielt vigtigt for ham længere, så efterlader det ham et meget dårligt sted, jeg frygter at det er direkte udstødt.

            Jeg aner som sagt ikke hvordan kåringen forløber, men mit gæt er at læreren har ret stor indflydelse på udvælgelsen af kandidaterne, uanset om det er åbenlyst for alle eller om hun har formået at skjule manipulationerne for endda sig selv.

            Derudover så formoder jeg at klassen i løbet af fredagen nok bliver mindet om at de “skal huske at det jo er senere i dag at den berømte popularitetskonkurrence afholdes”, en påmindelse der nok hyppigt bliver brugt af læreren for at opnå adfærdsmodifikationer nemt fra eleverne, netop om fredagen.

            Det er jo rene gæt det hele, men hvis det er et realistisk billede af situationen, så tror jeg at drengen hver eneste fredag er væsentlig anderledes i sin adfærd end han er resten af ugens dage, og at hans adfærd ikke er den af læreren tilstræbte. Drengen må have det enormt frygteligt hver eneste fredag, og være enormt anspændt og ængstelig det meste af dagen.

            Måske er hans ønske om at vinde kåringen så stor, at han bliver lidt for behagesyg, lidt for pylret eller lidt for et eller andet som læreren og de andre elever ikke bryder sig om, hvorfor de tager afstand til ham og det forstærker måske adfærden, og det kan fortsætte fredag efter fredag, måned efter måned, og ende med at være et svært overkommeligt problem.

            Jeg synes at det er så synd og unfair for drengen at han er i den position, og jeg tror derfor at jeg selv ville vælge at løse det ved at forsøge at bestikke klassen med kage, fordi jeg tror at det kunne virke, og at det ville opfattes og føles som en ægte sejr af alle (een der deler kage ud er en ret god ven, det er set før). Hvis hele formålet med kåringen oprigtigt er social-træning, så bør bestikkelse og manipulationer retfærdigvis også indgå i elevernes pensum, når nu lærerens vurdering tillægger dette vægt.

            Læreren må jo være klar over hvor påvirket drengen er allerede, måske irriterer det hende at forældrene har “blandet sig”, eller den måde drengen “altid” reagerer på, og den måde han prøver at gøre alt det rigtige men på den “helt forkerte” måde.

            Og hvis hun ender med at føle sig presset til at sørge for at klassen lader ham vinde, så tror jeg at både klassen og drengen selv ved at sejren ikke var oprigtigt, og jeg tror at den erkendelse kan være endnu mere ulykkelig for ham end den at han aldrig blev kåret, og den synes at være så rigeligt slem allerede at jeg synes den bør forsøges undgået.

            Min opfattelse er altså, at hvis ikke drengen ændrer opfattelse af situationen eller hjælpes helt til top i den omskiftelige popularitetskonkurrence på det helt rigtige tidspunkt, så vil der ske en gradvis udstødelse af ham fra gruppen, fordi at hele scenariet medfører en konstant selvforstærkelse, og det er en helt urimelig og umulig situation at en voksen har ladet ham havne i synes jeg.

            Jeg håber at det er mig der er den mindst realistiske her…

  2. Anja Lundberg Bang siger:

    yderst relevant emne … Og vigtig at inkludere de voksne inn i minus mobbing kampanjen og minde dem om at spejlneuronerne arbeider på højtrygg i folkeskolen.
    Forskellighed er en god ting og alle børn er gode lige som de er … Speiler vi voksne dette menneskesyn OSSE i klassesammenheng og får MAGT ut av klasserommet så speiles dette mindre i andre sammenheng f.eks. pauser . Kæfter de voksne på børn så kæfter børn også på hverandre … Spejlneuroner er en vidunderlig ting !!

    • Dorthe Birkmose siger:

      Tak for spejlneuron-perspektivet på magtanvendelserne. Det er SÅ relevant. Det vil jeg huske næste gang, at jeg underviser i emnet.

Skriv et svar