Nytårstanker

Der er noget særligt ved at skulle i gang med et nyt år, alt imens vi går rundt og ønsker hinanden ”Godt nytår”. Jeg håber, at 2015 bliver et godt år for alle dem, der har brug for professionel hjælp og for samtlige velfærdsområder i Danmark; men jeg er bange for, at det vist mest af alt må karakteriseres som et fromt ønske. Produktivitetskommissionens forslag om at spare 12 milliarder er allerede sat i gang, og selvom deres udregninger viste, at det ikke ville kunne mærkes på kvaliteten af den professionelle hjælp, så kan det allerede mærkes som forringelser. 2015 vil utvivlsomt blive karakteriseret af besparelser, forringelser, fyringer, mere bureaukrati, selvcensur blandt professionelle og en styrende tilgang til arbejdet med mennesker med behov for hjælp. Dette kan let forudsiges, fordi det allerede er i gang, og fordi der ikke er tegn på, at politikerne ønsker det anderledes. Hvert år sker der dog noget, som ingen kunne forudsige. Det bliver spændende at se, hvad 2015 kan byde på af overraskelser – gerne i form af forbedringer, fokus på etikken og problemløsninger.

Bedste fagbøger i 2014
For mig blev 2014 året, hvor jeg for alvor fik øjnene op for adoptionsområdet. Jeg læste ”Hun er vred” af Maja Lee Langvad og ”Adoption Healing – a Path to Recovery” af Joe Soll. Jeg har skrevet om de to bøger andetsteds på bloggen, så jeg vil blot nøjes med at konstatere, at Maja Lee Langvads bog er et brag af en fagbog. Det er en vred, konstruktiv, gennemtænkt, nuanceret, empatisk, vidende, velskrevet og dybt vedkommende bog.

En anden stærk bog fra 2014 er ”Om børn og unges nej – farvel til lydighedskulturen” af Erik Sigsgaard. Den har jeg også tidligere omtalt på bloggen, og jeg har refereret til den i stort set al min undervisning lige siden. Erik Sigsgaard giver en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor der er så mange professionelle, der nærer en dyb angst for at sige fra, protestere og være ulydige, selvom de er sikre på, at de er med til noget, der er moralsk forkert. Igen og igen lyder det selvsikkert fra professionelle, at ”man skal bare sige fra” og ”jeg har intet problem med at sige fra”, men i praksis er det svært – grænsende til det umulige – for professionelle at sige fra overfor krænkelser, uretfærdigheder og forringelser. Det dér med at sige fra er nemlig mere kompliceret end som så for et socialt og velopdragent menneske. Erik Sigsgaard giver en uhyggelig beskrivelse af, hvordan vi gennem vuggestuer, børnehaver og skolegang opdrages til at blive lydige. Det er dog ikke en historisk bog om, hvordan skolegang var engang. Det er en bog om, hvordan børnehaver, folkeskoler og ungdomsuddannelser fungerer i dag. Med mere eller mindre subtile tiltag opdrages børn til at være samarbejdsvillige, sige ja til autoriteterne og underkaste sig. Det handler om lydige børn, der risikerer at blive til lydige voksne. Og hvis man vil vide, hvor farlig lydighed er, så kan man læse Stanley Milgrams gamle bog ”Lydighedens dilemma”, hvor et eksperiment viste, at to trediedele af forsøgspersonerne kunne bringes til at give stød på 450 volt til et efterhånden livløst menneske – fordi de ikke formåede at sige fra overfor en autoritet.

Igen i år var der massevis af bøger og artikler, som jeg ikke har nået at læse. Jeg håber på lidt mere læsetid i 2015, da det for mig er den bedste måde at skærpe mine tanker på. Jeg glæder mig til at læse Foucault (1972): ”Galskab i den klassiske periode” og Kahneman (2009): ”Thinking, fast and slow” færdig. Det er kompliceret, langsom og god læsning. På læsehylden ligger foreløbig en lille bunke af Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift med gode temaer som inklusion, diagnoser og neurovidenskab. På læsehylden ligger også Jensen (2009): ”Det ordentlige menneske”; Foros & Vetlesen (2014): ”Angsten for opdragelse”; Kitwood (1999): ”En revurdering af demens” samt Lorentzen (2013): ”Ansvar og etik i socialpædagogisk arbejde”. Kitwood burde jeg have læst for længst, og Lorentzen har jeg store forventninger til. Jeg er noget mere luren ved ”Angsten for opdragelse”, da jeg næsten ikke magter, hvis det skulle vise sig at være en bog om, hvor egoistiske børn er og hvor slappe deres forældre er – og derfor skal alle behandles mere råt og brutalt. Forhåbentlig er det en ordentlig og nuanceret bog, som afliver myter og beskriver idéer til, hvordan børn og unge bør opdrages, så de er rustet til fremtiden.

Modbevægelsen til den positive diskurs tog form i 2014
Årets psykologiske bestseller-bog må siges at være psykolog Svend Brinkmanns ”Stå fast”. Den kommer ikke på niveau med fx de to bøger, som han tidligere har redigeret: ”Det diagnosticerede liv” fra 2012 og ”Nye perspektiver på stress” fra 2013. Men ”Stå fast” er en anderledes tiltrængt bog med en letlæst kritik af den herskende selvudviklingstvang og positivitetstvang. Det er mit klare indtryk, at budskaberne fra ”Stå fast” vækker genklang og morskab blandt mange professionelle, men tilhængere af den positive diskurs reagerer med en hård kritik. Det skal de da også, når deres dominans udfordres. Det er godt at få diskuteret konsekvenserne af den positive diskurs. Og der er noget opløftende ved, at der nu kan grines af klichéerne om ja-hatten, langtidsfriskheden og det halvfulde vandglas. Det er ægte satire, når der grines af magthaverne.

Jeg forsøger at skelne mellem positiv tænkning, positiv psykologi og positivt sprogbrug som værende tre forskellige fænomener indenfor den positive diskurs. Den positive tænkning er et begreb for de terapeutiske retninger, der tager udgangspunkt i en antagelse om mental magnetisme, dvs. idéen om at positive tanker tiltrækker positive hændelser i ens liv. Den positive psykologi er en tilsyneladende akademisk psykologisk retning, som fokuserer på trivsel og lykke. Det positive sprogbrug har mere karakter af spin, idet der bruges positive ord til at dække over knap så positive fænomener. Jeg ved, at positiv psykologerne understreger, at deres teori bliver misbrugt til uetiske formål; men jeg har endnu ikke kunnet få svar på, hvad det helt præcist er – dét, som de ikke vil lægge navn til. Jeg håber, at positiv psykologien i løbet af 2015 vil melde klart ud, hvad de ikke kan stå inde for. Indtil da er positiv tænkningen, positiv psykologien og det positive sprogbrug en teoretisk grød, som jeg indtil videre vil omtale under ét som den positive diskurs. Den positive diskurs risikerer at eliminere kritik og omtalen af problemer. I mit arbejde har netop kritik (som intet har at gøre med hverken brok eller nej-hat) og problemer (og nej, jeg mener ikke udfordringer!) været årets vigtigste temaer. Jeg vil snarest i det nye år skrive et selvstændigt indlæg om, hvad kritik er og hvorfor det er så vigtigt at tale om problemerne.

Fagbladet Socialpædagogen rundede året af med et temanummer om netop den positive diskurs. Artiklerne ”Når ja-hatten strammer”, ”Lederne: Godt og skidt”, ”Nysprog skaber mistillid” og ”Fire skarpe til to (uenige) eksperter” giver tilsammen et nuanceret billede af konsekvenserne af kravet om at skulle tænke og tale positivt. Konsekvenserne er, at man føler sig talt ned til, at man ikke længere hører efter, at man bliver manipuleret og at man ikke kan tale frit. Pointen er, at besparelser og forringelser ikke i sig selv behøver at føre til stress, forråelse og udbrændthed. Men når man ikke må tale om besparelserne og forringelserne, så fører til det stress, forråelse og udbrændthed. Og det er da nok så tankevækkende, at KL ikke ønskede at udtale sig til Socialpædagogen om det positive sprogbrug med argumentet om, at ”der er jo ikke dokumentation” for, at det findes! Den udtalelse lader jeg bare stå lige så absurd, som den er …

Faglig og modig ledelse er vigtigere nu end nogensinde. Vi har brug for ledelse til at føre os nogenlunde sikkert gennem krisetiderne. Men de kommunale og regionale ledere er pressede som aldrig før. Derfor handler Socialt Lederforums årlige landsmøde i 2015 om den ensomme leder. Som der står i programmet: ”Mange ledere er blevet meget ensomme i hverdagen, da deres lederkolleger er fyrede, eller da de skal lede mange medarbejdere på flere forskellige matrikler. Ledelsens mod og faglighed er altafgørende for, om den depressive tilgang, som ses en del steder, kan bekæmpes. Landsmødet vil give værktøjer og mod til at tage fat på problemerne”. Det er vigtige og alvorlige ord fra en erfaren organisation som Socialt Lederforum.

Mit projekt om at sætte forråelse på dagsordenen
Gennem årene har mit arbejde primært været indenfor handicapområdet, men nu mærker jeg, at min bog ”Når gode mennesker handler ondt” bliver læst indenfor andre områder. I løbet af 2014 har jeg fået en spirende kontakt til misbrugsområdet via KABS i Glostrup, og i 2015 har jeg fået et par aftaler mere indenfor misbrugsområdet. Jeg har fået en god kontakt til psykiatriområdet, hvor jeg bl.a. over tre intense dage mødte 400 medarbejdere i psykiatrien i Region Midtjylland. Det er første gang, at jeg har oplevet, at direktøren og den øverste ledelse deltager i samtlige undervisningstimer. Det er god stil. Og så fik jeg et decideret gennembrud til demensområdet på Demenskoordinatorer i Danmarks årsmøde. På et tidspunkt imens jeg talte til forsamlingen, var der så koncentreret stille, at jeg fik lyst til at dæmpe stemmen for ikke at forstyrre tankerækkerne hos de 370 professionelle. Jeg har aldrig mødt mage til lydhørhed, koncentration og engagement.

I sommers sendte jeg en fællesmail til FOA, Socialpædagogernes Landsforening og Dansk Socialrådgiverforening i frustration over, hvordan deres medlemmer lider under faglige forringelser og hvordan deres medlemmer er med til at krænke borgere. Det går mere og mere op for mig, hvor meget der er brug for fagforeningerne. Hvis vi skal have ændret på arbejdsbetingelserne og dæmmet op for forråelsen, har vi brug for faglige fællesskaber, hvor vi kan mødes og koordinere vores store og små kampe for ordentligheden. En repræsentant fra FOA svarede venligt, at de var opmærksomme på problemerne, og at de godt kunne finde på at kontakte mig engang. De to andre fagforeninger hørte jeg intet fra. Jeg kender personale, der har videresendt min mail til deres respektive fagforeninger. De har heller ikke fået svar. Jeg er nok naiv, men jeg forstår faktisk ikke, hvorfor der ikke bliver svaret. Nå, men til gengæld har jeg fået kontakt til flere af de tre fagforeningers lokalafdelinger, så dem ser jeg frem til at besøge. Jeg har også et par aftaler med BUPL i 2015, så forhåbentlig kan jeg så småt få kontakt til børneområdet. Det ville være godt at få fokus på den forråelse, som naturligvis også findes i vuggestuer, børnehaver og SFO´er. Jeg har også kig på den danske folkeskole, men det er svært for mig at få etableret en kontakt. Jeg håber på, at min artikel i fagbladet Unge Pædagoger om fysiske og psykiske magtanvendelser i folkeskolen evt. kan være med til at åbne et par døre. Selvom der selvfølgelig er en risiko for, at artiklen har været med til at lukke nogle døre. Det er ikke så velkomment at påpege, at lærere og pædagoger laver psykiske magtanvendelser. Og det er stadig tabuiseret at tale om, at det kan ske, at der er lærere og pædagoger, der mobber børn.

I mit forsøg på at sætte forråelsesrisikoen på dagsordenen bruger jeg flest kræfter på at undervise. Jeg bruger næstflest kræfter på at besvare de mange mails, som når min indbakke. Både professionelle og borgere skriver om forråelse i alle mulige afskygninger, og jeg forsøger at svare så hurtigt og ordentligt, som jeg kan. De færreste af mine kræfter er gået med at skrive på denne blog. Jeg tumler stadig med at finde ud af, hvordan jeg skal bruge bloggen og de sociale medier i mit arbejde. Oprindeligt havde jeg en plan om at skrive på denne blog en eller to gange om ugen. Det er det slet ikke blevet til. Det skyldes dels travlhed, og dels at jeg har svært ved at fatte mig i korthed. Nu bruger jeg bloggen til de længere og mere nuancerede indlæg, og facebook får de hurtige kommentarer til stort og småt. LinkedIn er et arbejdsmedie, hvor man har masser af forbindelser, men hvor der ikke er megen aktivitet. Jeg har endnu ikke gennemskuet, hvad jeg skal bruge LinkedIn til, så indtil videre deler jeg bare mine blogindlæg dér. På et møde med præsterne indenfor psykiatrien, hvor vi på en varm sommerdag drøftede ondskabsbegrebet, konstaterede en af præsterne, at facebook er blevet den moderne prædikestol. Det tænkte jeg en del over efterfølgende, og fra da af har jeg forsøgt mere målrettet at gøre min facebookside til et sted, hvor jeg deler tankevækkende artikler mv og supplerer med en kommentar i ny og næ. Facebook er et behageligt uformelt sted, hvor kommentarerne hurtigt kan flyve frem og tilbage; og det er en fornøjelse at følge med i faglige drøftelser mellem fagfolk, der ikke kender hinanden i det virkelige liv. Alle, der læser denne blog, er naturligvis velkomne til at deltage i facebook-udvekslingerne. Men jeg ville også gerne gøre min blog til et mere levende sted, så i 2015 må jeg eksperimentere lidt med korte indlæg om nogle af de tanker, der altid opstår af drøftelserne på mine undervisningsjobs.

Samtlige arbejdsdage i min 2015-kalender er allerede afsat til temadage og foredrag om faglighed og etik. Jeg glæder mig til at komme rundt i landet og tale om sprogbrug, forsvarsmekanismer, tolkninger, motivationsarbejde, omsorgssvigt og forråelsesrisikoen. Selvfølgelig kan besparelserne også mærkes i forhold til temadage og foredrag. Man arrangerer ikke længere bare en temadag. Der skal søges om penge udenfor eget budget; man fylder rummet op, så dér hvor jeg for 4-5 år siden afholdt temadage for 20-25 deltagere, underviser jeg nu 80-100 deltagere på én gang; man laver arrangementer på tværs af organisationer, forvaltninger og kommuner; ofte reduceres temadagene fra hele dage til halve dage eller foredragene afholdes i personalets fritid. Det gør mig fortrøstningsfuld, at ledere og medarbejdere stadig prioriterer at komme til faglige temadage og landsmøder. Faglighed er ikke noget, man får foræret med en grund- eller efteruddannelse; ligesom faglighed heller ikke er noget, som man automatisk får mere af, som årene går. Faglighed er en særlig måde at tænke på, og derfor skal fagligheden konstant holdes ved lige og skærpes via nye refleksioner.

Den politiske forråelse fortsatte såmænd også i 2014
I sidste års nytårsindlæg skrev jeg om, at den politiske forråelse i form af mere kontrol, mere mistillid og mere mistænkeliggørelse var taget til. Det er desværre blot gået slag i slag siden da. Der tales devaluerende om arbejdsløse, mennesker med livsstilsproblemer, hjemløse, misbrugere, sindslidende, børn og deres forældre osv. osv. Mange journalister følger troligt trop. Og det er foruroligende at høre, hvordan den samfundsmæssige forråelse udmønter sig i, at de mest socialt udsatte i stigende grad oplever afvisninger, ligegyldighed og krænkelser fra såvel almindelige borgere som fra sundhedssystemet. Læs fx Information og Politiken. Jeg ville ønske, at politikerne og journalisterne forstod, at det får alvorlige konsekvenser i praksis, når de tillader sig en rå og devaluerende retorik i deres arbejde.

Nogle gange tror jeg, at jeg har hørt alt. Og nogle gange tror jeg, at jeg er i stand til at forudse det værst mulige scenarie ved diverse politiske tiltag. Men virkeligheden overrasker gang på gang. Jeg har ikke på noget tidspunkt været særlig imponeret over det såkaldte inklusionsprojekt, som lige fra starten mere lignede et besparelsesprojekt med indbyggede risici for yderligere eksklusion af de børn, der har det sværest. For mig blev det mest chokerende i dansk politik anno 2014, at Landsforeningen Autisme i et brev til Folketingets socialudvalg kunne beskrive, hvordan børn med autisme ikke får den tilstrækkelige hjælp efter at være blevet flyttet fra specialskoler til folkeskoler. Børnene lider, og derfor vil de ikke i skole. Forældrene holder naturligvis børnene hjemme, imens de kæmper for at få et ordentligt skoletilbud. Flere kommuner reagerer med såkaldte forældrepåbud, som betyder, at forældrene skal tvinge deres børn i skole. Eller der bliver iværksat en forældreevne-undersøgelse, hvilket kraftigt indikerer, at man antager, at det er forældrenes skyld, at børnene mistrives i folkeskolen. I de mest ekstreme tilfælde er der sågar trusler om tvangsfjernelse af børnene. Læs mere om sagen her. Forråelsen blandt professionelle når uanede højder, når man truer forældre med tvangsfjernelser – blot for at skjule egen faglige inkompetence og for at holde budgettet. Det må være frygteligt for forældre og børn, men jeg bekymrer mig også for de professionelle, som er vidne til og medvirkende til denne kommunale praksis. Hvordan skal man som sagsbehandler kunne give sig selv syndsforladelse for at true en presset familie med forældrepåbud, forældreevne-undersøgelse og tvangsfjernelse? Socialminister Manu Sareen udtaler, at beskrivelsen ikke kan passe, og at han i øvrigt har fuld tillid til systemet. Undervisningsminister Christine Antorini påpeger, at forældrene har mulighed for både at få rådgivning og at klage over kommunens afgørelse. Og så fortsætter de i øvrigt med at tale om inklusion. Jeg er ikke imponeret over de to ministre.

I mit arbejde mærkes det tydeligt, hvordan den rå social-, sundheds-, undervisnings- og beskæftigelsespolitik slår igennem i praksis. Det er gået stærkt med at få legaliseret en styrende/bestemmende tilgang til mennesker med behov for hjælp. Mange professionelle føler sig i disse år styrket i antagelsen om, de gerne må styre, bestemme og tvinge børn og voksne til dét, som de professionelle vurderer som værende godt. Den holdning har altid eksisteret blandt nogle professionelle, men nu er det blevet god tone i bredere faglige kredse at være hård, konsekvent og straffende, når man synes, at man ved bedst. Jeg har især fået kam til mit hår, når jeg drøfter motivationsarbejdet med professionelle. Nudging (at puffe andre mennesker i den rigtige retning) står stærkt overfor den traditionelle ikke-dirigerende tilgang, hvor man forsøger at støtte og hjælpe uden at styre eller skubbe.

Gad vide, hvad man kan forvente af 2015?
Jeg er bekymret for, at tendensen til problemforskydning fortsætter i 2015. Jeg synes, at der i stigende grad gennem 2014 har været tendens til at sætte fokus på småproblemer, som pustes op til det helt store – og dermed negligeres de store problemer. Ét eksempel er et tiltagende fokus på, at nutidens forældre skulle være blevet mindre nærværende overfor deres børn og mere optagede af deres mobiltelefoner, hvilket skulle lede til uregerlige og uopdragne børn. Jeg forstår ikke, at der kan bruges energi og medietid på den slags, så længe vi har alvorlige problemer som børn og unge, der oplever vold, vanrøgt, psykisk omsorgssvigt og seksuelle krænkelser. Eller på den anden side … jeg kender naturligvis problemforskydningen som en klassisk forsvarsmekanisme, som virker angstdæmpende ved at man skifter fokus væk fra de smertelige problemer og over til de lette problemer, som man endda kan overlade til andre, at de selv skal løse, imens man tilbagelænet kan nyde endnu en forsvarsmekanisme, nemlig forargelsen.

Jeg håber ikke, at vi skal se samme slags problemforskydning indenfor sundhedsområdet i 2015. Sundhed bliver utvivlsomt det store buzzword i 2015. Sandsynligvis større end rehabilitering og recovery har været i 2014. Regeringen har nemlig afsat en stor portion puljemidler til sundhedsområdet, og der har været heftig aktivitet i kommunerne og regionerne i december måned for at nå at sende ansøgninger for at få del i millionerne. Regeringen ønsker, at der skal fokuseres på sundhed hos alkoholikere og stofmisbrugere, svage ældre, udviklingshæmmede og sindslidende. Det lyder umiddelbart rigtig godt, idet der er fokus på de mennesker, som af mange forskellige årsager har svært ved at passe på deres helbred. Sundhed er godt ideal – ingen tvivl om det. Sundhed kan man ikke være imod. Altså så længe at sundhedsbegrebet ikke skævvrides til ”vi skal jo spare” a la inklusionsbegrebet, og så længe at sundhedsbegrebet ikke reduceres til ”det er bedst, at du gør alting selv” a la rehabiliteringsbegrebet.

Min bekymring og vantro sætter straks ind, når Sundhedsstyrelsen indfører direktiver for, at psykiatere og sygeplejersker med faste tidsintervaller skal måle stofmisbrugernes talje, når de har samtaler om medicinering og selvmedicinering. Man burde da ellers ikke seriøst kunne tro på, at taljemål kan være udtryk for målrettet arbejde med misbrugeres helbred. Når et menneske har haft et årelangt stofmisbrug og har erkendt sit behov for psykiatrisk hjælp, så vil jeg tillade mig at antage, at taljemål og BMI er blandt vedkommendes absolut mindste problemer. Når man tænker fagligt på sundhed, vil man ønske at arbejde med de stressende problemer, som hyppigt kommer i kølvandet på misbrug, nemlig de evindelige økonomiske problemer, idet rusmidler er dyre; social isolation og manglende kontakt til familien; arbejdsløshed og manglende meningsfulde aktiviteter; konflikter med pushere; indlæggelser; evt. hjemløshed osv. osv.. Midt i alt dét skal en professionel ikke sidde med et centimetermål og føre taljemål til protokols. Det er uværdigt for begge parter.

Jeg krydser fingre for, at sundhedsbegrebet ikke reduceres til taljemål, ophold i fitnesscentre, vægttab, mindfulness-øvelser, diætplaner og sms-services med sundhedsråd. Jeg håber, at sundhedsbegrebet forstås lige så nuanceret og kompliceret som det er. Det bør handle om den enkeltes realistiske muligheder for øget fysisk og psykisk sundhed, ligesom sundhed bør handle om, hvad der meningsfuldt for mennesket selv. Men ét er sikkert: Sundhed bliver det store samtaleemne i 2015.

Mit nytårsfortsæt
Jeg havde egentlig en plan om, at mit nytårsfortsæt skulle være at påbegynde en ny bog om forråelse, men jeg kan se, at jeg får for travlt til at kunne nå det. Forhåbentlig bliver det i 2016. Min foreløbige idé er, at bogen skulle bestå af selvstændige kapitler med hver deres vinkel på forråelse i praksis. Hvert kapitel skulle bestå af en anonym professionels beskrivelse af vedkommendes møde med forråelsen. De kunne enten selv skrive om deres oplevelser, eller jeg kunne lave et referat efter at have interviewet dem. Jeg ville skrive forord og efterord, og ellers ville jeg lade hvert kapitel stå rent med dets pointer. Der er nogle gennemgående forråelsestemaer, som ville stå skarpere og mere tankevækkende i casefortællinger.

Min dagsorden i 2015 vedbliver at være at sætte fokus på forråelsesrisikoen. Jeg ønsker at være whistleblower for de professionelle, der ikke har mulighed for at kritisere arbejdsbetingelserne og den forringede hjælp til borgerne. Jeg vil fortsætte med at tale og skrive om forråelse og onde handlinger. Og som det sværeste vil jeg bestræbe mig på at påpege og kritisere forråelsen, når jeg møder den i praksis. Men dette er blot mere af det samme som i 2014. Hvis jeg skulle lave et nytårsfortsæt, som indeholdt noget nyt, så kunne det være, at jeg skulle til at tænke mere i løsninger. Løsninger forstået som konkrete svar på spørgsmålene: Hvordan bliver man bedre til at mærke de somatiske markører, som kaldes moralske skrupler? Hvordan rammer man en balance mellem at resignere over for noget og protestere over for andet? Hvordan finder man balancen mellem faglig kamp og restitution i sit eget liv? Hvordan sikrer man, at refleksioner er reelle refleksioner og ikke blot selvbedragende fortællinger, der skal legitimere flere forråede handlinger? Hvordan forholder man sig kritisk til forskellige former for idealistisk ondskab? Hvordan gennemskuer man gruppekulturer og -normer? Hvordan siger man fra overfor den forråede gruppe eller den forråede ledelse? Hvordan får man skabt stærke faglige fællesskaber, så selvcensuren kan mindskes?

Nogle gange kan man rammes af handlingslammelse og fortvivlelse over, hvad der sker med vores velfærdssystem. 2014 har været et hårdt år. Men jeg har masser af håb for, at vi i fællesskab kan ændre på den destruktive udvikling, hvor pengene ødsles bort på bureaukrati og konsulentfirmaer, og hvor kritikken kvæles af positivitetscensur. Jeg styrkes hver uge i mit arbejde, når jeg møder kampklare medarbejdere og ledere, som knokler for at skabe ordentlige betingelser for alle omkring dem. I mine mange samtaler med professionelle gennem 2014 er det blevet tiltagende klart for mig, at kampen for ordentligheden og fagligheden ikke skal kæmpes i medierne eller i de politiske arenaer. Vi bør derimod hver især lægge vores kræfter i at skabe eller bevare en faglig platform i vores daglige arbejde. Solidt stående på denne platform kan vi sørge for at tænke nuanceret, tale ordentligt, være nysgerrige samt behandle andre godt. Det kan vi hver især gøre i dén praksis, der nu engang er vores. Det er betydningsfuldt hver gang, at vi er i stand til at hjælpe en borger. Og hvis man kan have perioder, hvor ordentligheden og fagligheden fylder mere end bureaukratiet og alibismen, så kan man være stolt af sit arbejde. Hvis man allerede har en platform, hvorfra man kan arbejde fagligt, så skal man bare nyde det og give den gas i 2015. Hvis man ikke kan skabe sig en sådan platform på sin arbejdsplads, så er det tid at søge væk i 2015. Jeg ved godt, hvor mange professionelle, der føler sig helt alene på deres arbejdspladser; men jeg kan garantere, at der er tusinder og atter tusinder af professionelle, der ønsker at skabe en konstruktiv og kritisk modbevægelse til afviklingen af vores velfærd. I mit arbejde kan jeg mærke, at modbevægelsen begynder at dannes. Det går uendeligt langsomt, men det sker.

Der bliver nok at se til for os allesammen i 2015. Jeg ønsker alle et godt nytår. Pas nu godt på hinanden.

2 kommentarer

  1. Karen Scott siger:

    Tak for et yderst releveant og velformuleret indlæg, med masser af kloge ord og gode betragtninger.
    Du ønsker dig en mere aktiv blog – så hermed et lille bidrag til det;-)

    Jeg deler desværre dine formodninger om, at 2015 ikke vil bibringe en løsnen på de uhyggelige nedskæringer der rammer de syge, de arbejdsløse, de socialt udsatte i det hele taget.
    så meget desto større er min glæde over, at have fundet dig og andre jeg ikke før kendte så godt – men som bekommer mig så vel at læse og lytte til.

    Vi går jo et valgår i møde og det er svært at se, hvorfra solidariteten med de der trænger mest skal komme fra. Jeg læser at mit forbund, et af dem der ikke fandt tid at svare dig;-) mener at der er færre fattige børn i DK. Tja – statistk er taknemmelig, jeg har svært ved at tro på det.
    jeg har også svært ved at tro, at flere af de såkaldte reformer er rene forbedringer – men jeg håber stærkt på at der netop vil pible flere frfem, der har kræfter og mod til at trodse de reaktionære kræfter.

    Din bog var en af mine gode læseoplevelser i årets løb, og jeg ser meget frem til en dag sammen med dig og mine mange gode kolleger.

    Godt nytår og tak, mange tak, for solide indspark til udviklingen af fagligheden.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Tak for dit bidrag til en mere levende blog. Ja, det er absurd at hævde, at der er færre fattige børn i Danmark. Ligesom det er absurd, at KL konkluderer, at de ældre pludselig er blevet meget mere friske. Det virkede også temmelig absurd, at statsministeren glædesstrålende kunne konkludere i sin nytårstale, at Danmark er verdens bedste land. Lad os nu bare forholde os til realiteterne.

      Du har nok desværre ret i, at det kommer til at påvirke velfærdsarbejdet, at vi er gået ind i et valgår. Journalisterne på Christiansborg glæder sig åbenbart til alt dét, der kommer til at ske i valgkampen. Jeg tænker tværtimod, at alt for meget politisk arbejde går fuldstændig i stå. Politik burde ikke handle om at sælge sig selv og samtidig devaluere politikere med andre holdninger. Politik burde være det muliges kunst mht at løse de realpolitiske problemer, som borgerne har.

      Nå, men der er jo ikke andet at gøre end at klø på med vores arbejde. Godt nytår.

Skriv et svar