Siden corona-virussen for alvor kom til Danmark har jeg undladt at mene noget på de sociale medier, og jeg har takket nej til at medvirke i interviews. Jeg kunne mærke, at jeg var alt for bange til, at jeg kunne mene noget, som var bare nogenlunde gennemtænkt. Jeg bliver bange, når jeg ser kaotiske tilstande på hospitaler andre steder i verden. Jeg blev rædselsslagen, da jeg så billederne af massegrave i Iran og af militærkøretøjer med lig i Bergamo i Norditalien. Jeg blev (og er stadig) bange for, at vores sygehuse, der allerede forinden var i knæ pga. besparelser og forringelser, ville kunne bryde sammen. Det hjalp heller ikke på min kognitive formåen, at hverdagen nærmest fra uge til uge gennemgik store forandringer med nye retningslinjer fra regeringen og Sundhedsstyrelsen. Men nu er det som om kombinationen af påsken, etableringen af nye hverdagsrutiner og faldet i antallet af døde og alvorligt syge (både i Danmark og en del andre lande) har skabt ro nok til, at jeg tør melde mig på banen med tanker om nogle af de psykologiske aspekter ved livet i en pandemi.

Der er mange meninger om corona-pandemien, og der er med garanti mange flere meninger i vente. Det kan være svært at navigere i, hvem der faktisk ved noget; hvem der kommer til at mene noget for hurtigt og hvem der mener noget, der kommer til at skabe unødig bekymring. Midt i meninger, viden, følelser, nye data, konspirationsteorier og en helt ny sygdom er det vigtigt for mig udelukkende at mene noget om de emner, som jeg ved noget om. Jeg ved ikke noget om epidemier, vacciner eller om hvordan man bedst genåbner et delvist nedlukket samfund, så det vil jeg undlade at mene noget om. Jeg vil udelukkende dele mine tanker om, hvad angst, bekymringer, isolation og tab risikerer at gøre ved os under pandemien.

Så imens andre forsker i vacciner og behandlinger, arbejder i hjemmeplejen, træffer politiske beslutninger om såvel folkesundhed som samfundsøkonomi, tilrettelægger hverdagen på plejecentre og bosteder, sørger for værnemidler, tester for covid-19, producerer håndsprit, gør rent, gør klar til flere corona-smittede patienter om nogle uger, sørger for børnenes tilbagevenden til dagpleje, vuggestuer, børnehaver og skoler, gør klar til flere i den offentlige transport, kæmper for de socialt udsatte, sørger for fødevarer og transport, sætter sig ind i hjælpepakkerne, kæmper mod konkurser osv. osv., så vil jeg med dette blogindlæg opfordre til, at vi også taler med hinanden om, hvad angsten for fremtiden og sorgen over tabene gør ved os. Ikke fordi det er det vigtigste at tale om, men fordi det også er vigtigt at tale om.

Angsten for fremtiden er en naturlig konsekvens af en pandemi
Imens pandemien hærger, kan vi ikke undgå at blive bange. Angsten vil bølge frem og tilbage. Nogle gange kan man nøjes med at være småbekymret for noget konkret i nærmeste fremtid, og andre gange kan man overvældes af frygten for, hvor mange mennesker der skal dø og hvor stor den globale finanskrise vil blive. Angsten er reel, fordi der er meget at være bange for. Angst for at blive syg, for at andre bliver syge, for at være alene, for døden, for fyring og konkurs, for hvor mange nationer der ikke klarer pandemien, for at miste sin hverdag, for nye begrænsninger for ens liv, for at fejre mærkedage alene, for at være overflødig, for hvor længe det her skal stå på, for at leve i en verden domineret af sygdom, for at ens arbejde kommer til at bestå af at se mange mennesker dø, for hvad der sker i verdens flygtningelejre osv. Angsten er nødvendig for, at vi hver især tager situationen alvorligt nok til, at vi vil lide de afsavn, som er nødvendige for at afværge de værste konsekvenser af corona-pandemien. Men angsten er også opslidende og udmattende. Angsten slider på ens mentale overskud, humør og kognitive ressourcer.

Jeg er nok ikke den eneste, hvis humør svinger lige fra et handlingslammet mismod over, hvordan det hele dog skal gå til en håbefuld fortrøstning og tiltro til menneskehedens evne til at håndtere problemerne. Jeg er nok heller ikke den eneste, der har perioder, hvor det er svært at tænke klart. Der er forsket i, hvad bekymringer for fremtiden gør ved menneskets kognitive ressourcer. Den israelisk-amerikanske psykolog Eldar Shafir fulgte 464 små sukkerrørslandbrug i 54 forskellige landsbyer i det sydlige Indien. Landmændene tjente alle deres penge på én gang i forbindelse med sukkerrørshøsten. Det gjorde, at de var fattige inden høsten, hvor de fleste af dem ikke kunne betale deres regninger og måtte låne penge for at klare hverdagen. Til gengæld var de relativt velstående efter en vellykket høst. Shafir besøgte landmændene før høsten og testede dem med to forskellige intelligenstests. Efter høsten vendte Shafir tilbage og testede de samme landmænd med de samme tests. Det viste sig, at landmændenes kognitive formåen øgedes markant efter høsten. Ifølge Shafir steg landmændenes intelligenskvotient i gennemsnit med 13 (Holmes, 2013). Studiet siger noget om, hvordan mennesker er væsentlig dårligere kognitivt fungerende, når livsomstændighederne er usikre. Det er altså ikke, når man er bekymret og bange, at man er mest kreativ i sin problemløsning, lettest skaber sig overblik over situationen, træffer de bedste beslutninger eller har de mest nuancerede meninger.

Angsten vil være en del af livet i en pandemi. Den gør desværre ikke noget godt for vores kognitive ressourcer. Men det kan vi måske prøve at udvise noget forståelse for. Både forståelse for ens egne reaktioner og meget gerne noget forståelse for, at andre også kan handle på angstfyldte måder. I stedet for at reagere prompte på andres handlinger bør vi måske gøre os endnu mere umage end normalt for lige at trække vejret og tænke lidt over, hvorfor mon andre gør, som de gør. Hvilken adfærd kan være udtryk for angst? Og hvilken adfærd kan være udtryk for forsvarsmekanismer, som er med til at dæmpe angsten?

Som bekendt var der en dags tid eller to i forbindelse med pressemødet d. 11. marts 2020, hvor nogle mennesker reagerede på chokket over Danmarks delvise nedlukning ved at købe relativt store mængder dagligvarer. Det er en naturlig reaktion for mennesket, at når skyerne trækker sammen og katastrofen lurer, så skal der samles forråd i en fart. Desuden er det lige så menneskeligt, at forrådsindsamlingsadfærd smitter. Når man ser, at de andre samler sammen, så er det næsten umuligt at hæmme sine impulser til også selv at samle bare lidt mere sammen. Det så måske mere naturligt ud i stenalderen end i 2020, men de menneskelige mekanismer er de samme. Det handler om at håndtere angsten med forsvarsmekanismer. I dette tilfælde handlede det bl.a. om foregribelse som forsvarsmekanisme. Foregribelse handler om at tage kontrol over det ukontrollerbare ved at tage kontrol over en lillebitte del af det hele. Ved at have kontrol over noget kan ens angstfølelser dæmpes. I hvert fald for en stund. Derfor giver det god mening at købe store mængder madvarer og toiletpapir, fordi så er der da styr på dén del af katastrofen. Jeg håber, at de fleste, der håndterede deres angst ved at samle forråd, er blevet mødt med forståelse fra deres omgivelser. Forståelse for at så bange kan man blive.

På de sociale medier gik det desværre hårdt for sig. De mennesker, der samlede forråd, blev latterliggjort og hånet. Igen er det vigtigt lige at trække vejret og tænke sig om. Fordi hvorfor var det nødvendigt at reagere med forskellige variationer af udskamning, latterliggørelse og skæld ud? Et bud kan være, at man kan blive så bange for konsekvenserne af andres hamstring, at man kan få brug for den forsvarsmekanisme, der kaldes devaluering. Ved at nedgøre andre kan man umiddelbart få det lidt bedre med sig selv. Devaluering kan give en følelse af at være mere værd end andre, og den følelse kan lægge en behagelig dæmper på ens egen angst. Igen er mit håb det samme: Jeg håber, at de fleste, der kan komme til at håndtere deres angst ved at devaluere andre, bliver mødt med forståelse for, hvor bange de faktisk er.

Der er noget adfærd, som er langt lettere at forstå end andet. Det er lettere at forstå, hvordan fællessang kan dæmpe følelser af isolation og angst end det er at forstå nødvendigheden af at beregne, hvad et menneskeliv koster. Det er også lettere at forstå, når en buschauffør siger, at han er bange, fordi han sidder helt ubeskyttet i bussen end det er at forstå, hvad det skulle hjælpe at lave en facebookgruppe, hvor man nægter at følge regeringens beslutninger om at åbne mere op for samfundet. Men det er, når det bliver svært at forstå andre, at man bliver nødt til at gøre sig umage. Når mennesker får brug for at lave kalkuler over, hvad et menneskeliv er værd, så vil jeg opfordre til en forståelse for, at så bange kan man blive, at man er nødt til at dehumanisere ældre og sårbare medmennesker for at udholde sin egen situation. Når mennesker får brug for at omtale den gradvise genåbning af dagpleje, vuggestuer, børnehaver og skoler for ”et eksperiment med vores børn som forsøgskaniner”, vil jeg ligeledes opfordre til en forståelse for at så bange kan man være, at man er nødt til at skabe en fjende, som man kan bekæmpe.

På den ene side er det altså menneskeligt, naturligt og forståeligt, at vi kan reagere på alle mulige måder i vores forsøg på at dæmpe vores uro, angst og bekymringer. Men på den anden side, så risikerer det at påvirke andre mennesker negativt, når vi handler på baggrund af vores kognitive reduktion og forsvarsmekanismer. Vi gør noget ved hinanden, når vi hektisk samler forråd, latterliggør og håner, sætter beløb på andres liv, skaber fjendebilleder osv. Vi kan gøre hinanden endnu mere bange og pressede. Jeg prøver selv at holde lav profil i de perioder, hvor jeg kan mærke, at jeg er for bange og for kognitivt reduceret. Men så smutter det alligevel for mig, når jeg bliver hidsig på dem, der står for tæt i køen i supermarkedet. Jeg prøver i mine mere velfungerende perioder at bruge min mentale energi til at forstå baggrunden for andres reaktioner. Men det er altså svært at holde mistroen, latterliggørelserne og devalueringerne stangen hele tiden.

Oveni alt det skal vi så også tumle med de tab, som pandemien forårsager.

Sorgen over små og store tab er en uundgåelig del af en pandemi
På grund af pandemien oplever vi alle sammen forskellige former for tab. Det kan være tab af helbred, af menneskeliv, af arbejde, af livsdrømme, af samvær, af økonomisk sikkerhed, af fester, af hverdagens rutiner, af position og anseelse, af kontakt til betydningsfulde mennesker i vores liv osv. Alle tabene bør tages alvorligt. Når det unge menneske sørger over, at studenterfesterne ikke bliver som planlagt, så bør det ikke ignoreres bare fordi et andet menneske sørger over at være gået konkurs med det firma, som vedkommende har brugt sit halve liv på at bygge op. Alle sorgprocesser er legitime. Og det lindrer ikke, at andre har det værre.

Når man mister, så sørger man. I ældre psykologiske teorier hed det sig, at man gennemløb forskellige faser i en bestemt rækkefølge: Chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering (Cullberg, 1984). Men det er bare ikke altid, at sorgen arter sig på den måde. Dernæst hed det sig, at der var fire forskellige opgaver, som skulle løses: Erkendelse af tabet, mærke sorgens forskellige følelser, tilegnelse af nye færdigheder og reinvestering af den følelsesmæssige energi. Opgaverne væver sig ind i hinanden, og der var ikke længere en bestemt rækkefølge for sorgprocessen (Davidsen-Nielsen & Leick, 2003). Grundtanken var dog stadig, at man skulle igennem de forskellige opgaver for at kunne komme videre bagefter. I selvhjælpslitteraturen tilføjedes endda en trøstende idé om, at man ville kunne komme styrket ud af sorgen. Det har vist sig, at sorg er en langt mere kompleks proces med langt større individuelle forskelle. Nogen har gavn af at tale om deres følelser, men ikke alle. Nogen har gavn af terapi, men ikke alle. Nogen har gavn af at græde meget og længe, men ikke alle. Der er med andre ord ikke en rigtig måde at sørge på. Derfor forstås sorg nu ud fra en tospors-model (Guldin, 2014).

Det ene spor er tabsprocesserne, hvor man mærker smerten over tabet, accepterer tabets endelighed og omformer tilknytningen til det mistede. Det er altså de følelsesfulde processer. Det andet spor er de restaurerende processer, hvor man forholder sig til livsforandringerne, får nye vaner og indgår i nye relationer. Det er altså de handlingsorienterede processer. Man vil skifte frem og tilbage mellem de to spor. Når man forholder sig til egne tanker og følelser om tabet, slipper man for at skulle forholde sig til de krav, som den forandrede hverdag stiller til én. Dermed bliver den intense oplevelse af sorg til en pause fra alt det, der skal handles på. Når man så skifter spor og går mere handlekraftigt til værks, så slipper man for at mærke sorgen. Dermed bliver ens forholden sig til de praktiske konsekvenser til en pause fra tabets smerte. Sorgforløbet består af utallige skift mellem de to spor, hvor man skiftevis forholder sig til dele af sorgen og dermed undgår at skulle forholde sig til det hele på én gang. Det handler om at kunne gå ind og ud af sorgen, så der er tidspunkter med fordybelse i sorgens betydning og andre tidspunkter med en minimering af sorgens følelser, så hverdagen kan hænge sammen. Der kan ikke sættes nogen tidshorisont på sorgen. Man bliver ikke færdig med sorgen, men den kan blive til at leve med (Guldin, 2014).

Man kan bruge tospors-modellen til at øge sin forståelse for egne og andres stemningsskift. Der kan være dage, hvor man er træt, gnaven og rastløs uden at man helt kan sætte fingeren på, hvad problemet er. Måske kan man bare mærke, at ”det der corona må godt snart gå væk!”. De dage er en del af livet under en pandemi. Det er overhovedet ikke rart, men tabsprocesserne skal til. Kunsten er at udholde sig selv, når man – trods store planer om motion, oprydning, sund kost og lignende – bare sidder og stirrer ud i luften og tænker modløse tanker, imens man på en time indtager flere kalorier end et voksent menneske kan forbrænde på en uge. Der kan også være dage, hvor man overvejende føler sig handlekraftig og får udrettet noget. Det høje aktivitetsniveau på genbrugsstationerne er et godt eksempel på, hvordan restaurerende processer kan få tømt mange skure og fældet mange gamle buske. Det er ikke et udtryk for, at man ikke bekymrer sig for pandemien og dens konsekvenser, når man tålmodigt sidder i kø til en genbrugsstation med et læs affald. Tværtimod må vi glædes over, at så mange mennesker formår at tage en pause fra alt det svære. Så tager de med garanti en tørn med de svære tanker og bekymringerne på et senere tidspunkt. Det er bare ikke så synligt for os andre.

Men en pandemi behøver ikke at føre skyld og skam med sig
Corona-pandemien og den kommende finanskrise er skræmmende nok i sig selv. Vi må ikke forværre situationen ved at lukke os om os selv og samtidig nedsætte empatien for andre. Der er ikke brug for fjendebilleder, latterliggørelser eller konflikter. Det er nok, at vi skal være bange for fremtiden og sørge over det, som vi mister. Vi behøver ikke tilføre skyld og skam oveni alt dette. Pandemien er ikke nogens skyld. Det er en virus, og en virus har ingen intentioner. Vi behøver heller ikke skamme os. Vi gør det så godt, som vi kan; men vi er ikke hele tiden særligt godt kognitivt fungerende, og vi går ud og ind af forskellige følelsesmæssige processer. Så vi har brug for hinandens overbærenhed og forståelse. Hvis vi bliver skammet ud, risikerer vi at komme til at føle os forkerte og ensomme.

Ensomhed var et folkesundhedsmæssigt problem allerede inden corona-pandemien. Nogle kendte derfor allerede til ensomhed, og for andre var det ikke en del af deres hverdag. Men nu oplever vi alle en-eller-anden grad af øget isolation, hvilket øger risikoen for ensomhedsfølelser. På plejecentre og bosteder kan pårørende ikke besøge deres familiemedlemmer, hvilket har store konsekvenser for mange familier. Mange ældre og sårbare mennesker har selv isoleret sig i deres hjem, og for hver uge mærkes afsavnene stærkere. En del har prøvet at være i to ugers karantæne, hvilket kan være opslidende, selvom man har en deadline for, hvornår det hører op. Jeg kan næsten ikke udholde tanken om de alvorligt syge mennesker, hvor det er for farligt, at de får besøg på hospitalerne. Det må være så ensomt. Både for dem og deres pårørende.

Ensomhed er en ubehagelig følelse af savn af tætte, meningsfulde og tilgængelige relationer. Forbigående følelser af ensomhed er naturlige tilstande i livet og ikke noget, man nødvendigvis behøver at bekymre sig om. Men vi bør bekymre os om mennesker, der oplever lange perioder med dybe følelser af at stå alene, være ulykkelig og savne nærhed. Det kaldes social ensomhed, når man er alene og savner social kontakt. Det er den, som vi forsøger at afhjælpe med telefonsamtaler, virtuelt samvær, gåture med afstand og fællessang på altanerne. Men der er også en følelsesmæssig ensomhed, hvor man kan føle sig isoleret og alene med sine tanker og følelser, selvom man er i kontakt med andre. Følelsesmæssig ensomhed er mere kompliceret at gøre noget ved, da det kræver et andet menneske, som man kan dele sine tanker og følelser med. Det kræver, at der er nogen, der forstår én.

Pandemien øger risikoen for følelsesmæssig ensomhed. Måske kunne vi – i en tid med fysisk afstand – i højere grad bruge de sociale medier til at skabe mental nærhed. Hvis vi holdt nogle af vores hurtige meninger tilbage og i stedet spurgte mere til hinandens mentale velbefindende, kunne vi måske gøre en lille forskel hist og pist.

Litteratur

Cullberg, (1984): Dynamisk psykiatri. Hans Reitzels Forlag.

Davidsen-Nielsen, M. & Leick, N. (2003): Den nødvendige smerte. Om tab, sorg og adskillelsesangst (2. udgave). Socialpædagogisk Bibliotek.

Guldin, M. (2014): Tab og sorg. En grundbog for professionelle. Hans Reitzels Forlag.

Holmes, B. (2013): Poverty Can Sap People´s Ability to Think Clearly. New Scientist, 30. august 2013.