I forbindelse med min bogs udgivelse skulle jeg tage stilling til, hvem der skulle modtage et anmeldereksemplar. Det gav sig selv, at alle bladene fra fagforeningerne for personale, der arbejder med mennesker skulle have et eksemplar. Organisationerne Sind, Rådet for Socialt Udsatte, Hjerneskadeforeningen, Ældresagen, LEV, Hjernesagen, ADHD-foreningen, Landsforeningen for autisme, Landforeningen for Downs syndrom og Landforeningen Bedre Psykiatri var selvskrevne ligesom de faglige tidsskrifter ViPU, Job uden Vold, Inkl. og Nyhedsbrevet Social- og Sundhedsassistentklubben Århus. Jeg ville ønske, at der var flere faglige tidsskrifter; men besparelserne har desværre medført, at flere blade ikke længere udgives.

Der er en del journalister, der interesserer sig seriøst for emnet uden at være sensationslystne, så af sted røg eksemplarer til Information, Kristeligt Dagblad, Nordjyske og Berlingske. Journalist Miki Mistrati ledede Bastard Films indsats på Ringbo, Sjælør, Strandvænget og Fælledgården i 2006-2007 og udgav efterfølgende bogen ”Velfærd?”, så han skulle også have et eksemplar. Det samme skulle Poul Erik Skammelsen fra TV2 News og Lisbeth Zornig fra Radio24syv. For en god ordens skyld blev der også sendt et eksemplar til både P1 Orientering og P1 Eksistens. Det var ydermere en stor fornøjelse at sende eksemplarer til et par håndfulde samarbejdspartnere, som jeg har drøftet bogens emner med i årevis. Det giver en god følelse af fagligt fællesskab.

For en uges tid siden så jeg Enhedslistens nye plakater http://www.enhedslisten.dk/f%C3%A6llesskab, da jeg stod og ventede på tog. På plakaterne stod der tekster om fællesskabet og om vigtigheden af at bevare velfærdssamfundet. Det kunne jeg ikke være uenig i. Jeg kom til at tænke på, at jeg flere gange er blevet kritiseret for, at min bog – og især min kritik af positiv tænkningen – er for politisk. En kritik, som jeg i øvrigt tager som en kompliment. Så slog det mig, at jeg egentlig burde sende et anmeldereksemplar til udvalgte politikere. Men hvem skulle det være? Hvilke udvælgelseskriterier skulle jeg benytte mig af? Det gav sig selv, at sundhedsminister Astrid Krag og socialminister Anette Vilhelmsen skulle have en bog. Derefter grublede jeg over, hvilke politikere der reelt ville interessere sig for, hvordan velfærdssamfundet smuldrer i disse år. Der findes mange politikere, men de fleste interesserer sig mere for økonomi og positiv facade end for, hvordan mennesker med behov for hjælp reelt bliver behandlet. Jeg kunne – til min egen overraskelse – kun komme i tanke om to politikere: Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten og Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Min overraskelse handlede lige så meget om, at det parti, som jeg ellers stemmer på, slet ikke var repræsenteret, som om at listen over politikere blev så kort. Lige så opløftende som det var at lave lange lister over de fagpersoner og organisationer, der arbejder hårdt for, at mennesker med behov for hjælp behandles ordentligt – lige så tomt var det at lave en ultrakort liste over politikere, der interesserer for kvaliteten af vores velfærdssamfund. Jeg har dog et lille håb for, at listens korthed skyldes min manglende viden om politikernes sociale engagement …


Relateret Indhold


Privacy Preference Center

%d bloggers like this: