Status på hvad jeg går og sysler med for tiden

Det er desværre længe siden, at jeg sidst har skrevet på bloggen. Jeg har haft travlt med at tage rundt i landet og fortælle om risikoen for forråelse, og jeg har brugt resten af tiden til at få skrevet lidt mere om emnet. Det er blevet til en klumme om ”Forråelse – et tabu og alligevel helt almindeligt” til tidsskriftet Vera, som udkommer i juni. Klummen kom til at dreje sig om, hvordan råheden kan snige sig ind på enhver – og allerhurtigst via rå pædagogik, konsekvenspædagogik og positiv tænkning. I dag skulle jeg gerne blive færdig med en lang artikel til tidsskriftet Unge Pædagoger om, hvad fysiske og psykiske magtanvendelser gør ved såvel børn og forældre som lærere og pædagoger i folkeskolen. Det er første gang, at jeg har skrevet om, hvad det gør ved børn og forældre at møde forråede professionelle. De centrale begreber er modstand, indlært hjælpeløshed, skyld og skam samt stigmatisering. Det er uhyggeligt at tænke på, hvilke negative og langvarige konsekvenser at selv en enkeltstående magtanvendelse kan få for et barn – og hvor afmægtige forældre kan blive.

Derudover har jeg længe gået med nogle løse idéer om, hvordan man kunne skabe nogle faglige fællesskaber på tværs af områder, kommuner og faggrupper. På en eller anden måde bliver vi nødt til at organisere en modbevægelse til den forråelse, som vi møder i de kommunale og regionale systemer. Det bliver jo ikke bedre i de kommende år, når der tilsyneladende skal spares 12 milliarder kroner i den offentlige sektor inden 2020. Om et par uger skal jeg mødes med et par ledere fra University College for at høre, om de kunne tænke sig at være en aktiv part i det kæmpe organisatoriske arbejde, der ligger i at skabe rammerne for, at fagfolk kan mødes og gøre noget aktivt ved forråelsen og den livsfarlige ledelse. Mine ideer er foreløbig at skabe tre forskellige netværk, som kan mødes 1-2 gange årligt og ellers resten af tiden kommunikere i lukkede grupper på nettet. Det kunne være 1. Et fællesskab for ledere indenfor det sociale og sundhedsmæssige felt – ledere, der ønsker at drøfte med andre ledere, hvad man stiller op med forråelse på arbejdspladserne. 2. Et fællesskab for de medarbejdere, der ønsker at gøre noget aktivt for at skrive artikler og råbe journalister og politikere op. 3. Et fællesskab, hvor praktikere indenfor det sociale og sundhedsmæssige arbejde kunne mødes med hinanden og mig for at få kollegial sparring på konkrete forråelsessituationer på arbejdspladserne. Hvis det på en eller anden måde kan lade sig gøre, bliver det et kæmpe projekt – og der er meget, der skal tages højde for. Jeg hører meget gerne om jeres tanker, indvendinger og forslag.

Endelig er jeg i gang med at bryde mit hoved med, hvad jeg egentlig har at byde på den 26. juni 2014, hvor jeg har fornøjelsen af – for første gang – at lave en fælles temaaften sammen med ledelsesrådgiver Christian Ørsted (forfatteren til bestsellerbogen Livsfarlig ledelse) i Århus. Vi skal sammen forsøge at give nogle bud på, hvad man kan gøre, når man møder forråelsen og den livsfarlige ledelse. Ét af temaerne bliver ihvertfald det personlige mod til at sige fra. I kan læse mere om aftenens program her: http://www.assistentklubben.dk/forraelse1. Arrangementet er forbeholdt FOA-medlemmer, og jeg håber, at der kommer mange. Jeg er sikker på, at det bliver en tankevækkende aften.

13 kommentarer

  1. Birgitte Dørffer siger:

    Hej Dorthe ja det er ikke til at holde ud at der skal spares så mange penge , det er næsten det eneste vi hele tiden for at vide. Sikken en masse tanker du pusler med, det lyder meget spændende. Hilsen Birgitte

  2. Jannet Egede-Jensen siger:

    Hej Dorthe.
    Hvis der er noget jeg kan gøre, så skriv. Jeg ser og lever i det dagligt.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Jannet

      Det er godt at vide. Jeg synes, at jeg efterhånden har mødt rigtig mange professionelle, som gerne vil gøre noget aktivt for at højne fagligheden og for at dæmme op for forråelsen. Det er jo fedt. Men jeg ved ikke præcis, hvad det er, at du/vi skal gøre. Idéer modtages gerne!

  3. Elisabeth Moth siger:

    Hej Dorthe
    Jeg arbejder som pædagogisk udviklingskonsulent for Specialområde hjerneskade under Region Midtjylland og VISO specialist. Ind imellem underviser jeg medarbejderne i specialområdet i neuropædagogik. Uanset hvor jeg kommer rundt, støder jeg på forråelse i forskellige afskygninger. Når jeg taler med medarbejderne kan vi sagtens finde eksemplerne fra hverdagene og jeg oplever, at selvom forråelsen på mange niveauer er tabu, er folkene derude rimeligt åbne i de rette rammer. Der hvor det bliver svært er der hvor der skal besluttes hvilke vilkår der kan ændres så eksempelvis afmagt ikke afstedkommer forråelse. Jeg tror ikke altid det handler om penge, men rigtig meget om bevidsthed og kultur. Jeg ville ønske der kunne etableres et forum for ledere, undervisere og andre som har kontakt til ansatte som arbejder med de svageste mennesker i vores samfund. Når jeg eks. siger til kursisterne, at de borgere de arbejder med kun kan blive/få det personalet vælger at give, er det jo enormt provokerende og sætte ofte gang i debatten. Men man kunne fristes til at være provekerende et par niveauer op, så ledere, politikere og andre ser det som en opgave, at lade ønsket om at dæmme op for forråelse sive ned gennem deres organisationer.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Elisabeth

      Godt at høre fra dig – og godt at høre at du stadig arbejder med at højne fagligheden, hvor du kommer frem. Jeg har præcis samme oplevelse som dig af at det er lettere at drøfte de konkrete forråelsessituationer med medarbejdere og afdelingsledere end det er at drøfte problemerne med ledere på højere niveauer. Det handler nemlig ikke bare om penge. Jeg har mødt forråelse på steder med masser af ressourcer ligesom jeg har mødt et minimum af forråelse på steder, som ellers næsten var sparet helt i stykker. Det er mere kompliceret end som så. Spørgsmålet er, hvordan man får budskabet om forråelsesrisikoen bragt til politikere, undervisere og ledere på højere niveauer end afdelingsleder. Hvad tænker du? Hvordan griber vi det an?

      Det er ikke en opgave for diverse uddannelsessteder at danne ramme om et arbejde, hvor de ledelsesmæssige og politiske niveauer skal råbes op. Er det en opgave for fagforeningerne? Eller for en organisation som Socialpolitisk forening? Kan VISO gøre noget? Eller …?

  4. Hej Dorthe.

    Godt at høre at du og andre har bevidst opmærksomhed på dette vitale emne. Jeg har i min som pædagog set en del til forråelse og ser ligeså en hel del nu som konsulent (egen virksomhed). Jeg har gjort mig en del tanker om hvad der kan gøres af indsatser som kunne bidrage med en betydelig forskel:

    1) Fokus på modige ledere og lederskabs udvikling (Der hersker en omsiggribende mangel leder træning indefor faget) – 2)dybtgående debat omkring forholdet imellem magt og omsorg, såvel tværfagligt og på tværs af institutioner/bosteder og i hele faget – 3) større bevidsthed omkring skelnen imellem konsekvens og straf – 4) samarbejde og kommunikation med fokus på opbygning af en righoldig feedback kultur (det er min erfaring, at der er alt for lidt træning på dette felt, og hermed menes praksisnær træning – 5) fokus på kultur (kulturen på institutionen/bosted/hospital) de herskende overbevisninger, antagelser, sprog/fortællinger, attituder, normer, “skuffe aftaler” forvaltning/beskyttelser af privilegier – 6) Kvalitets løft omkring praksis og træning omkring konflikthåndtering i relation til beskyttelse og omsorg (det skal vedvarende trænes) – 7) uddannelse og træning kapacitets opbygning i indre balance/egen tilstand, resiliens og identitet (hvordan opfatter du dig selv som pædagog/omsorgsperson) (dette område er yderst vitalt) – 8) nedbryde “tarzan/supermands” kultur på området og herunder nedbryde tabuer (hvis ikke vi åbent kan tale åbent og ucensureret i faglige arenaer om alt hvad der er svært, personer vi ikke kan- eller har meget svært ved at rumme og de mere mørke sider, eks. borgere som vi har antipati imod (det er meget vigtigt at vi kan legitimere dette og drøfte det fagligt). herunder også større bevidsthed og arbejde med overføringer/modoverføringer – 9) Viden om og træning i Hjertes dybere empati kvaliteter mhp. øget medmenneskelighed (afsæt i nyeste viden inden sammenhængen imellem hjertet og hjernen, neuroscience). Det er vitalt, at vi får erstattet de mere abstrakte og konstrueret begreber som klient, patient, bruger og borger til MEDMENNESKE og ikke blot som begren men som en empatisk konkret oplevelse i sig selv som omsorgs person. det vil understøtte opbygning af et teflon imod forråelse.
    Det er nogle af de overordnede indsatser jeg kunne se som udbytterige bidrag. konkret kunne de iværksættes således A) kvalitetsløft af uddannelse, efterudannelse og kurser – B) Opbygning af en vitale mentorordninger C) Læringsnetværk a la dem du taler om med fokus på udveksling, sparring og intro til træning D) tvær institutionelle trænigsgrupper (små grupper) E) workshoplaboratorier og konferencer
    Lad mig hvad du/I tænker

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Bensaid

      Tak for dine tanker. Du har jo ret. Men spørgsmålene er stadig: Hvordan får vi gjort alt dette i praksis? Hvem gør hvad? Hvor starter vi? Hvordan får vi det til at virke på en måde så den enkelte borger kan mærke det? Og hvad kan den enkelte medarbejder i den enkelte kommune gøre?

      Måske er jeg ved at miste pusten en anelse, men når KL beslutter, at ældre er mere friske fra 2015 (læs: alle ældre skal have endnu mindre hjælp), og regeringen beslutter, at 96% af alle børn skal være i den danske folkeskole uanset graden af deres vanskeligheder (læs: specialskolerne skal lukke), så er tiden ikke til projekter om træning og uddannelse af personaler. På samme måde er fx “opbygning af en righoldig feedbackkultur” – for mig at se – ikke mulig, når næste fyringsrunde er undervejs, og når den øverste ledelse har bestemt næste omgang af forringelser af hensyn til budgettet. Mennesker, der ikke ved om de skal håbe på at overleve fyringsrunden, fordi de godt kan gennemskue, hvor meget sværere betingelser at fagligheden får bagefter, har ikke overskud til at give hinanden feedback.

      Vi er nødt til at være realistiske. Budgetterne er små, og alle er pressede. Det er dét, der er svært at navigere i. Desuden sker innovation kun i opgangstider – trods myten om det modsatte.

      Når jeg konstaterer, at budgetterne er små, er det en sandhed med modifikationer. Jeg ser jo, at der ødsles millioner af kroner væk på elektroniske registreringssystemer, der ikke tager højde for praksis og tager mere tid end de sparer; store konferencer med ekstravagant forplejning og ligegyldige overordnede temaer samt smarte konsulentfirmaer, der lover store besparelser på længere sigt ved at de laver nogle rapporter med de samme anbefalinger hver gang. Penge, der er spildte. Men der er altså penge! Det er bare meget svært at få de øverste kommunale og regionale ledere til at bruge penge på reel faglighed, så længe konsulenter sælger besparelser.

  5. Vibeke Dinesen siger:

    Bare en tanke: Er det ikke muligt at skabe en mere organiseret kontakt imellem nogle af de nuværende netværk, som eksisterer på feltet? Jeg tænker at skal man starte et eller andet sted, så kunne det være en mulighed. Min erfaring er at det er lidt tilfældigt hvem der har kontakt med hvilke netværk og hvilke netværk der internt er forbundet i og med nogle af dem er selvetableret og relativt uformelle. Men det er muligvis bare dem, som jeg selv har engageret mig i.
    Der er så mange dygtige mennesker ude i praksis, som er fagligt engagerede og ressourcepersoner indenfor deres respektive flet. Jeg håber og tror på at det kan være med til at gøre en forskel 🙂

    • Dorthe Birkmose siger:

      Det er en rigtig god idé. Der er nemlig mange fagligt engagerede folk derude. Hvilke netværk findes der?

  6. Nicoline Glasdam siger:

    Kære Dorthe.
    Hvor er det en interessant og vedkommende blog! Jeg skal netop i gang med afgangsprojekt i DP i psykologi og har bl.a. vinklen “forskellige paradigmer” inde over, da jeg oplever en dyb afgrund imellem det paradigme jeg repræsenterer og det jeg møder i daginstitutioner. Ordet “forråelse” og hele den debat du har startet rammer lige ned i det jeg oplever som det mest frustrerende i mit arbejde.

    Jeg glæder mig til at følge dig og til at læse din bog!

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Nicoline

      Tak. Husk endelig at kommentere løs herinde på bloggen. Jeg hører gerne om, hvad du finder ud af med dit afgangsprojekt. Jeg er i øvrigt netop begyndt at bruge min facebook-profil mere målrettet som et fagligt forum og som et forum for små kommentarer til dette og hint. Så du – og andre interesserede – må hjertens gerne også følge mig i det forum. God fornøjelse med bogen.

  7. Anette Lind siger:

    Kære Dorthe

    Jeg “faldt over din bog” ved at tilfælde og har læst den, det gjorde et stort indtryk på mig. Mest af alt fordi vi jo ved, det forekommer (hvis vi tør se det i øjnene) og din bog har været en stor hjælp for mig, da du har sat ord på og rammesat det. Næste spørgsmål er så – hvad gør vi ved det? Det skal jo “bekæmpes” fra flere planer som du selv lægger op til. Jeg selv er lærerstuderende og overvejer (efterhånden ret kraftigt) at tage problematikken op på skoleområdet, herunder også at komme med bud på forskellige refleksionsrum som kan rammesættes, så det indgår i det daglige arbejde, og bliver italesat og kommer frem i lyset. Så er der de organisatoriske – ledelseslaget – kommuner – regioner – politikere. En væsentlig pointe for mig er, at vi dels har et politisk system som “fremmer ondskab”, dels at hvert led i kæden er nødt til at forholde sig til problematikken. I første runde vil jeg med min BA derfor have fokus på lærerne og lærerteams, da de i sidste ende er dem, som står overfor børnene. Samtidig undrer det mig, at ikke flere kender til din bog og dit budskab, men jeg vil ihvertfald gøre hvad jeg kan for at fremme budskabet.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Anette

      Nemlig – hvad gør vi ved det? Der er meget, der skal gøres. På mange niveauer, indenfor mange forskellige regier og med mange menneskers medvirken. Jeg er glad for, at du tager din tørn fra dit udgangspunkt som lærerstuderende. Du har ret i, at mine budskaber ikke er nået frem til folkeskolen. Jeg har sendt min bog til undervisningsministeren og til jeres fagforening, men det har siden vist sig at være en faglig blindgyde for mig at kontakte politikere og fagforeninger. Det er ikke tiden. Indtil videre er min bog heller ikke kommet på pensum på en eneste uddannelse, så det er åbenbart heller ikke tiden. Så nu har jeg skrevet en længere artikel i tidsskriftet Unge Pædagoger. Artiklen handler om fysiske og psykiske magtanvendelser i skoler og SFO´er, og så vidt jeg ved udkommer bladet i november. Jeg krydser fingre for, at jeg derigennem kan få kontakt til lærere og pædagoger i folkeskolen, privatskolerne og specialskolerne. Indenfor handicap-, psykiatri-, demens- og misbrugsområderne har det nemlig været effektfuldt og overraskende let for mig at komme i kontakt med medarbejdere og afdelingsledere. Jeg oplever en kæmpe frustration blandt medarbejdere og deres nærmeste ledelse over, at de ikke kan få lov til at arbejde med deres fag, og de mærker hver dag, hvad det gør ved én som menneske.

Skriv et svar