I ledige stunder skriver jeg på en bog om det professionelle motivationsarbejde. Det skrider langsomt frem, og der er meget stof. Jeg har bl.a. skrevet om behovsudsættelsestræning, men jeg er ikke sikker på, at det kommer med i den endelige bog. Afsnittet lander midt mellem kapitlet om nudging og kapitlet om robusthed. Men det er bestemt nogle overvejelser værd, hvad vi som professionelle ønsker at opnå, når vi beslutter os for, at andre bør vente. Her er afsnittet i håbet om, at I vil kommentere og kritisere.

Idéen om træning til behovsudsættelse
På en neuropædagogisk konference på Sølund for år tilbage hørte jeg første gang om den amerikanske psykolog Walter Mischels skumfidus-forsøg fra 1960´erne og 70´erne. En oplægsholder viste filmklip af 4-5 årige børn, der skulle vise deres evne til at behovsudsætte. Hvert barn sad på en stol ved et bord, hvor der foran barnet lå en skumfidus (eller et andet selvvalgt stykke slik) på en tallerken. Barnet fik at vide, at det skulle sidde i rummet alene et stykke tid, og hvis barnet kunne lade være med at spise skumfidusen, ville det få endnu en skumfidus, når den voksne kom tilbage. På bordet stod en klokke, som børnene kunne bruge til at tilkalde den voksne. Man kan finde de gamle klip på youtube, og her kan man se børnenes kamp for at undlade at spise skumfidusen. Nogle børn holder sig for øjnene, andre skubber stolen tilbage og distancerer sig fra skumfidusen, nogle sætter sig ned under bordet, nogle tager næsten usynlige små bidder og andre spiser straks skumfidusen. Oplægsholderen fortalte, at Mischels forskning viste, at de børn, der formåede at vente 20 minutter på den anden skumfidus, fik et langt bedre liv end dem, der ikke kunne vente.

Oplægsholderens budskab var, at det er så vigtigt for det enkelte menneske at kunne behovsudsætte, at det bør være et neuropædagogisk indsatsområde både for børn og voksne. Hun trak pointen fra Mischels forskning i børnehavebørn over til børn og voksne med udviklingshæmning. Mig bekendt er der ikke forsket i evnen til behovsudsættelse hos mennesker med udviklingshæmning, men selvfølgelig kan man med udgangspunkt i det faktum, at vi alle er mennesker og dermed grundlæggende ens, bruge Mischels forskning til handicapområdet. Men jeg kan ikke slippe tanken om, at hjerneskader og udviklingsforstyrrelser kan ramme netop evnen til behovsudsættelse.

Jeg husker, at oplægsholderen havde et billede med et trafiklys, hvor man tydeligt så farverne grøn, gul og rød. Hun fortalte, at træning af behovsudsættelse består i at stoppe det menneske, der har svært ved at vente. Når et menneske med udviklingshæmning kommer til én med et brændende ønske om noget her-og-nu, så skal man møde mennesket ved at stå solidt og afbalanceret på sine ben, imens man strækker sin ene arm ud foran sig med indersiden af håndfladen vendt mod mennesket, imens man tydeligt siger ”stop!” Efter oplægsholderen havde demonstreret dette, sagde hun, at man var nødt til at gentage dette mange gange, før mennesket ville have lært at behovsudsætte. Jeg kan ikke huske, om hun sagde, at det cirka var 400 gange, men det var noget i den stil. Man skulle altså som professionel belave sig på at sige stop hundredevis af gange til det samme menneske, før vedkommende havde udviklet evnen til at behovsudsætte.

Jeg var målløs. Jeg fik slet ikke spurgt oplægsholderen, om hun virkelig mente, at det neuropædagogiske arbejde skulle bestå i at sige stop til andre, eller om hun havde forskning, der understøttede, at man kunne træne en eksekutiv funktion som behovsudsættelse hos mennesker med hjerneskader eller udviklingsforstyrrelser. Jeg var helt forvirret, da min neuropsykologiske opdragelse består af viden om, at netop eksekutive vanskeligheder er de absolut sværeste af træne. Der plejer man normalt at tænke mere i kompensation end træning. Derudover kunne min egen logik ikke kapere, at trafiklys og stop-kommandoer skulle kunne skabe nye neurale netværk hos andre. Heller ikke selvom hjernen er plastisk.

Jeg så i de efterfølgende år, hvad der dukkede op på handicapområdet i kølvandet på budskabet om, at børn og voksne bør trænes til behovsudsættelse. Nogle personaler gik rundt med grønne, gule og røde kort, som de holdt op foran de mennesker, som havde brug for professionel hjælp. På nogle bosteder så jeg røde laminerede sedler hængt op på ydersiden af kontordøren, når personalet holdt møde for at signalere, at beboerne måtte vente. Andre steder lod man børn og voksne vente længere på at få hjælp bare for at træne deres evne til behovsudsættelse. Jeg kunne desværre ikke få øje på, at nogen blev trænet til forbedrede eksekutive funktioner. Tværtimod så jeg personale afvise og ignorere andre mennesker. Nogle af de afviste mennesker reagerede med at blive mere kraftigt opsøgende, og andre opgav at få hjælp hos personalet og søgte den i stedet for hos de andre, der også var visiteret til hjælp. Jeg besøgte engang et enkeltmandstilbud, hvor personalegruppen trænede en voksen mand (med en personlighedsforstyrrelse, en erhvervet hjerneskade og et alkoholoverforbrug) til behovsudsættelse ved at lade ham vente, når han brugte sit kald fra lejligheden. De registrerede antallet af kald i døgnet, og der blev flere og flere kald. Træningen havde altså den modsatte effekt end det ønskede. Da personalegruppen aftalte at ændre strategien til, at de skulle svare hurtigst muligt på hans kald, oplevede de, at han blev overrasket over den hurtige hjælp. Én gang, hvor et personale var hos ham et par minutter efter han havde kaldt, sagde han forbløffet: ”Jamen, jeg skal slet ikke tisse endnu”. Man havde altså ikke trænet hans evne til behovsudsættelse. Man havde blot været med til at lære ham at kalde på forhånd, da han havde indset, at hjælpen kunne være meget forsinket. Og det giver selvfølgelig flere kald.

Hvis man som personale beslutter sig for at træne andres evne til behovsudsættelse, så bør denne træning som minimum være aftalt på forhånd. Ellers bliver det mystisk med professionelle med røde kort, stop-kommandoer og manglende reaktioner på ens henvendelser. Når jeg skriver, at det bør være aftalt, så mener jeg, at det bør være en aftale, som begge parter reelt har indgået med hinanden. Begge parter bør have forstået idéen med behovsudsættelsestræningen og være enige om, at det er det, der giver mening i menneskets liv lige nu. En aftale kan ikke være, at professionelle orienterer børn og voksne om, at fra nu af vil de blive stoppet og ignoreret, når de henvender sig med deres behov. Det er en adfærdsregel og ikke en aftale.  Hvis man som personale tænker, at man har gode grunde til at lave en adfærdsregel om, at andre skal trænes til behovsudsættelse, så bør man være sikker på, at intentionen faktisk er at forbedre livsvilkårene for det trænede menneske. Det ville være uetisk, hvis man trænede andres behovsudsættelse for at sikre arbejdsro for personalet.

Efter mine iagttagelser af forsøg på behovsudsættelsestræning i praksis blev jeg nødt til at læse, hvad Walter Mischel selv mente, at hans forskning kunne bruges til i praksis.

Mischels egen fortælling om sine fund
Walter Mischel (2015) foretog oprindeligt sine forsøg ud fra en grundforskningsmæssig interesse for børnehavebørns evner til at udsætte deres behov. Det var først senere, at Mischel begyndte at interessere sig for, hvordan det gik børnene som unge og voksne. Han skriver, at det drejer sig om mere end 550 børn fra Stanford Universitets førskole i perioden 1968-1974, hvoraf man efterfølgende kontaktede en del af dem som unge og voksne. De børn, der havde kunnet vente på den anden skumfidus, blev af deres forældre 12 år senere vurderet til at udvise mere selvkontrol, være bedre til at koncentrere sig og være mere intelligente, selvhjulpne og selvsikre end de børn, der ikke havde kunnet behovsudsætte. Når børnene blev testet for læse- og regnefærdigheder, scorede de unge, der havde kunnet behovsudsætte, højest. Som 25-30-årige rapporterede de selv om, at de var bedre til at forfølge deres mål, ikke brugte rusmidler, havde højere uddannelsesniveau, lavere BMI og bedre evne til at bevare sociale relationer. Mischel fandt altså en sammenhæng, hvor jo bedre man som barn var til at behovsudsætte, desto bedre gik det med længere uddannelse, lavere BMI, bedre stresshåndtering, større selvværd, mere målrettethed og længere kæresteforhold. Konklusionen blev, at de børn, der kunne udsætte deres ønske om at spise skumfidusen for at vente på belønningen i form af skumfidus nummer to, fik et bedre liv. Konklusionen blev endvidere, at hvis man kunne træne evnen til behovsudsættelse, så ville det øge sandsynligheden for et bedre liv. Behovsudsættelse lærer man ifølge Mischel (2015) ved at gøre det igen og igen, da gentagelserne vil føre til automatisering. Grundtanken i behovsudsættelsestræning er altså: Ved at behovsudsætte bliver man bedre til det. Den oplægsholder, som jeg hørte på den neuropædagogiske konference, havde helt styr på Mischels forskning og konklusion. Men spørgsmålet for mig var stadig, om Mischel ville være enig i, at man bruger stop-kommandoer som behovsudsættelsestræning.

Mischel (2015) skriver ikke så meget om, hvordan hans forskning bør anvendes i praksis. Han er – naturligt nok for en forsker – mest optaget af at påvise sammenhængen mellem evne til behovsudsættelse og det videre livsforløb. Han er optaget af de processer, der gør, at det kan lykkes at tage en beslutning om behovsudsættelse og så rent faktisk vente, imens man modstår fristelsen. Han kobler evnen til behovsudsættelse med selvkontrol, viljestyrke og eksekutive funktioner. Han er inspireret af Daniel Kahnemans (2013) teori om to forskellige tankesystemer: de lynhurtige tanker fulde af følelse (de varme kognitioner) og de langsommere tanke med større omtanke (de kolde kognitioner). Mischel fandt, at de børn, der med kolde kognitioner kunne tænke på noget andet, aflede sig selv eller distancere sig fra situationen, var dem, der formåede at behovsudsætte. Hvorimod de børn, der kiggede intenst på skumfidusen og forestillede sig, hvor godt den ville smage, ikke kunne behovsudsætte. De varme kognitioner kan føre til lynhurtige beslutninger, der intuitivt føles rigtige, men som kan være helt forkerte. De kolde kognitioner gør det derimod muligt at opføre sig intelligent og med forudseenhed. Det handler derfor om at tænke kolde kognitioner i situationer med fristelser, hvis man skal behovsudsætte. Mischel skriver ikke, at man skal vise røde kort, sige ”stop” eller ignorere andres henvendelser. Han er mere optaget af, at man sammen med barnet undersøger vedkommendes muligheder for at tænke nogle mere kolde kognitioner om fristelser. Det ville have været interessant, hvis børnene var blevet spurgt om, hvorfor de spiser skumfidusen i stedet for at vente på endnu en skumfidus (Jensen, 2018). Der kunne være gode grunde, som intet har at gøre med behovsudsættelse. Mischel nævner da også, at behovsudsættelse selvfølgelig kun bruges, hvis motivationen for det er til stede. Desuden kan evnen til at vente på en ekstra skumfidus handle om barnets tillid til voksnes løfter. Der kan være børn, der allerede har erfaret, at løfter om belønninger ikke holdes, eller at man hurtigt kan miste dét, man har fået. For de børn gælder det selvfølgelig om at få spist skumfidusen med det samme, imens den stadig er der.

Korrelation og kausalitet
Men inden vi fortsætter med de praktiske overvejelser, må vi hellere stoppe op for få styr på korrelation og kausalitet. Man skal nemlig holde tungen lige i munden, når man drager konklusioner om praksis ud fra forskningsresultater. Korrelation betyder, at der er en sammenhæng mellem nogle fænomener. Kausalitet betyder, at der er en årsagssammenhæng mellem fænomenerne. Det vil sige, at når man ikke ved, om fænomenerne forårsager hinanden, så hedder det korrelation – underforstået at fænomenerne kunne forårsages af noget helt tredje. Som min statistikprofessor plejede at sige, så optræder store skostørrelser og stor højde hyppigt sammen. Men det er ikke de store fødder, der forårsager, at man bliver høj (eller omvendt). Derfor er der tale om en korrelation og ikke en kausalitet. Årsagerne til såvel skostørrelse som højde skal derimod findes i genetik, ernæring osv. Spørgsmålet er derfor, om sammenhængen mellem behovsudsættelse og livskvalitet er en korrelation eller en kausalitet.

Mischel skriver, at han har fundet en korrelation. Han kan se, at jo bedre man er til at behovsudsætte som barn, desto bedre liv får man målt på forskellige parametre lige fra BMI til selvværd. Han understreger, at man ikke kan forudsige det enkelte barns fremtid ud fra skumfidus-forsøget, da sammenhængene kun kan ses i en større population. Men selvom Mischel erkender, at der udelukkende er tale om korrelation, så ønsker han alligevel at træne børns evne til behovsudsættelse for derigennem at være med til at skabe mulighed for, at de får et godt liv. Dermed antager han alligevel en kausalitet mellem behovsudsættelse og livsforløb. Han antager endda, at det er behovsudsættelsesevnen, der forårsager et bedre liv – og ikke omvendt at det er et privilegeret liv, der forårsager en evne til behovsudsættelse. Mischel ser bort fra, at der kunne være en tredje faktor, som forårsager både evnen til at vente på skumfiduser og livsforløbene.

Replikationskrisen
Der er altså ikke i Mischels egen forskning belæg for at konkludere en årsagssammenhæng, hvilket gør, at grundlaget for træningen af behovsudsættelse smuldrer. Men lad os stoppe endnu mere op og se, om Mischels korrelationsfund kan genfindes. Siden 2010 har man nemlig indenfor psykologien sat sig for at gentage nogle af de mest kendte forsøg for at se, om man kan genfinde resultaterne. Det har man haft overraskende vanskeligt ved. 270 psykologer har gentaget 100 eksperimenter, og kun i cirka 40 procent af tilfældene kan man genfinde de gamle fund. Dette kaldes psykologiens replikationskrise (Jensen, 2018; Resnick, 2016). Krisen består i, at grundlaget for mange af de konklusioner, der bruges direkte i praksis, nu vakler og det kan være svært at afgøre, hvad man skal tro på.

De amerikanske psykologi-forskere Tyler W. Watts, Greg J. Duncan og Haonan Quan (2018) gentog Michels forsøg med 918 børn for at få data fra en større gruppe end Mischel, som kun fulgte op på 185 af de oprindelige 653 børn. Watts, Duncan og Quan følger op på samtlige 918 børn. Alle børnene var 54 måneder (4½ år), da de medvirkede i skumfidus-forsøget, for at undgå, at man i virkeligheden måler på forskellen mellem 4-årige og 5-årige børn. De medtog børn fra forskellige sociale klasser fra ti forskellige områder i USA for at få et større udsnit af befolkningen end børn i nærheden af et stort universitet. Skumfidus-forsøget varer i deres version maksimalt 7 minutter, da de vurderer, at det er rigeligt med tid til at se, om børnene kan behovsudsætte. Alle børnene i replikationsforsøget er indtil videre blevet fulgt, indtil de er 15 år, og for at få nogle præcise mål fokuserer Watts, Duncan og Quan i første omgang på de unges formåen i skolen.

Konklusionen på Watts, Duncan og Quans forskning er, at de ikke kunne genfinde sammenhængen mellem behovsudsættelse og videre livsforløb. De kunne altså ikke genfinde korrelationen, og derfor er der ingen grund til at gøre sig tanker om mulig kausalitet. Det eneste, at de kunne finde, var, at de første 20 sekunder havde betydning for, om man kunne lade skumfidusen være. Det vil sige, at skumfidus-forsøget nok slet ikke handler om behovsudsættelse, men snarere om børnenes umiddelbare lynhurtige impulskontrol.

Det kan ikke helt udelukkes, at evnen til impulskontrol kan spille ind på, hvordan man klarer sig i skolen. Men der er ikke belæg for at hævde, at evnen til impulskontrol kan forudsige det enkelte barns fremtid. Der er sandsynligvis for mange andre faktorer, der også spiller ind på noget så kompliceret som et livsforløb til, at det giver mening at fokusere på en enkelt kognitiv færdighed.

Hvad betyder alt det her i praksis?
Watts, Duncan og Quans (2018) replikationsforsøg er mere grundigt og stringent end Mischels oprindelige forsøg var. Derfor har deres konklusioner vægt. Konklusionen, om at der end ikke kan genfindes en korrelation, rejser nogle presserende spørgsmål om de indsatser, der lige nu er i gang nogle steder indenfor handicap- og skoleområderne, hvor man tror på en årsagssammenhæng. Presserende spørgsmål om, hvorvidt professionelle kan fortsætte med at stoppe andre eller lade andre vente, når der ikke er evidens for, at det forbedrer andres liv. Det nye forskningsresultat får også betydning for den moderne robusthedstræning af børn og voksne. Tilhængere af individuel robusthedstræning bruger nemlig Mischels skumfidus-forsøg til at konkludere, at evnen til at behovsudsætte hænger sammen med den enkeltes robusthed (Hertz, 2017; Jørgensen, 2017). Men det ser ikke ud til, at det skulle kunne øge andres mentale robusthed ved, at man igen og igen undlader at reagere på dét, som de er motiverede for her-og-nu. Og det nytter ikke at konvertere behovsudsættelsestræning til impulskontroltræning, da der heller ikke her er en korrelation. I øvrigt kan impulskontrol ikke trænes.

Konklusionen på årtiers snak om skumfiduser og behovsudsættelsestræning bliver altså, at et livsforløb påvirkes af virkelig mange forskellige faktorer lige fra genetik til kultur – og af alle mulige beskyttelses- og belastningsfaktorer derimellem, hvor det handler om omsorg, helbred, social lighed osv.  For mig er det egentlig ret befriende og livsbekræftende, at det enkelte menneskes livsforløb ikke bestemmes af én specifik kognitiv evne (eller en skumfidus).

Litteratur og en radioudsendelse

Hertz, E. (2017): Robust. Lær at mestre modgang. Gyldendal Business.

Jensen, A.B. (2018): Det er en ommer. Om psykologiens replikationskrise. 24 spørgsmål til professoren v/ videnskabsjournalist Lone Frank. Radio 24syv d. 11. august 2018.

Jørgensen, P.S. (2017): Robuste børn. Giv dit barn ansvar, livsmod og tiltro til sig selv. Kristeligt Dagblads Forlag.

Kahneman, D. (2013): At tænke – hurtigt og langsomt. Lindhardt og Ringhof.

Mischel, W. (2015): Skumfidus-testen. Nøglen til selvkontrol. Klim.

Resnick, B. (2016): What Psychology´s Crisis Means for the Future of Sceince. Vox.com d. 25. marts 2016.

Watts, T.W.; Duncan, G.J. & Quan, H. (2018): Revisiting the Marschmallow Test: A Conceptual Replication Investigating Links Between Early Delay of Gratification and Later outcomes. Psychological Science, 2018, vol. 29(7), side 1159-1177.