Personaler fra Solhaven frifundet – hvad kommer det mon til at betyde?

De tolv anklagede personaler fra døgntilbuddet Solhaven blev idag frifundet fra de 72 anklager om vold mod tyve unge mennesker i perioden 2005-2012. Jeg så et tv-klip fra retssalen, hvor der blev jublet over kendelsen. Jeg forstår godt, at de tolv personaler, deres familier og deres kolleger jubler. Jeg ville egentlig også have siddet med en dårlig smag i munden, hvis de var blevet dømt. I så fald ville de være blevet dømt og straffet for en rå pædagogik, som desværre kan findes mange andre steder i landet. Det er ikke opfundet på Solhaven, og derfor bør det heller ikke være en lille gruppe personaler derfra, som bliver hængt ud. Men jeg er meget langt fra en jubel over kendelsen. Uanset hvordan man vender og drejer sagen, så er det en trist sag – og dem, der betaler den største pris, er de unge.

Hvordan kan jeg tillade mig at mene noget om Solhaven, når jeg ikke har arbejdet der selv eller besøgt Solhaven? Det kan jeg for det første, fordi tyve unge mennesker ikke stiller sig frem med anklager om overfald og vold, medmindre der er noget om sagen. Forskningen indenfor krænkelser viser, at krænkede dels har meget svært ved at overvinde skammen ved at være offer og dels har svært ved at tro på, at nogen vil hjælpe dem. For det andet ved jeg, at psykiater Henrik Rindom har meldt Solhaven til politiet, fordi personalet brugte vold som metode. Jeg kender Henrik Rindom som en yderst kompetent professionel, og jeg stoler på hans faglige vurdering.

Jeg hørte nyheden om frifindelsen midt i dagens foredrag om “Når gode mennesker handler ondt”. En af deltagerne læste overskriften op midt i, at jeg var ved at gennemgå den såkaldte konsekvenspædagogik/relationspædagogik som en praksis, der kan betegnes som idealistisk ondskab.  En praksis, hvor personalet er sikre på, at de gør det allerbedste for andre – og i denne sikre overbevisning evner de ikke at se, at de gør andre mennesker ondt. Der var ingen jubel i salen. Mere en stille eftertænksomhed. Min første tanke var, at dér mistede vi en anledning til at få drøftet den rå pædagogik og de fysiske magtanvendelser på en måde, så vi kunne begynde seriøst at lægge afstand til den praksis. Forhåbentlig bruges frifindelsen af de tolv personaler ikke til at konkludere, at fysiske magtanvendelser og vold hermed er frifundet. Og forhåbentlig bruges frifindelsen ikke til at fortsætte arbejdet for at gøre de ulovlige magtanvendelser lovlige. Vi har stadig brug for at erstatte den rå pædagogik og den fysiske magt med alle de etisk forsvarlige alternativer som fx low arousal metoden, mentalisering, kognitiv terapi, neuropædagogik, Inger Thormanns viden om betydningen af omsorgssvigt, gentle teaching samt tilgangene fra Jesper Juul og Erik Sigsgaard. Det er en myte, at rå pædagogik og rå magt skulle være det eneste, der hjælper de allermest sårbare og forpinte.

Resten af dagen har jeg mest tænkt på det faktum, at frifindelsen hænger nøje sammen med, at det var ord mod ord. De unge kunne fortælle om fysiske og psykiske overgreb, men personalet benægtede det hele. Derfor blev personalet frifundet. Der er ikke megen hjælp til børn og unge i vores retssystem. Det vigtigste ville have været, at de unge fik en officiel tilkendegivelse af, at de er blevet krænket og ydmyget. Meget gerne sammen med en undskyldning, så de havde fået en chance for at tro på, at det ikke var deres egen skyld, at de skulle behandles så råt. Nu fik de desværre den modsatte læring: “når det kommer til jeres ord mod personalets ord, så tror vi på personalet”. Det er barsk for de tyve unge, som er blevet hængt ud og mistænkeliggjort. Jeg har fuld forståelse for, hvis de ikke anker, da processen er for hård og retfærdigheden for lille. Jeg håber, at der er nogen, der passer særlig godt på de tyve unge i den kommende tid. Det er også barsk for alle de børn og unge, der gik med overvejelser om at gå til politiet med de krænkelser, som de bliver udsat for at deres personale. Det må være svært at tro på, at man kan få hjælp, når ens ord ikke er nok.

3 kommentarer

  1. Line Schnejder siger:

    Vi som arbejder med andre mennesker, som er i berøring med os, som oftest fordi de i livet har mødt udfordringer der gør, at de er nød til at modtage vores hjælp for at klare sig på den ene eller anden måde.
    Vi må alle tage dette som en opfordring til, at turde tage vores praksis til debat… Sætte på dagsorden om ordentligheden og etikken er på plads i vores arbejde. Vi skal stile mod en praksis, vi kan være stolte af. En praksis med en respekt og en ydmyghed overfor mennesket vi støtter/hjælper, en praksis vi forankrer i viden om mennesket og ordentlige velovervejede handlinger. En praksis der gør, at når vi kommer hjem og kigger os selv i spejlet kan tænke. ” jeg var menneske i dag, jeg gjorde mit bedste og jeg behandlede de borgere jeg hjalp ligeledes som mennesker”.Det er så trist at se mennesker lide, fordi vi af forskellige årsager ikke får talt sammen, drøftet vores handlinger og ikke mindst får diskuteret hvorfor det er vi gør som vi gør og med hvilke overvejelser bag.. Håber i er mange der vil hjælpe den ordentlige faglighed på vej:-)

  2. Rikke Veddum siger:

    Faldt over den gode overdkrift som lige så godt kunne have været overskriften på en artikkel vi skrev i forbindelse med vores arbejde med multihandicappede på Vestermarkskolen i Års.
    Tor du vil finde artikklen intersant og den kan findes i ​VIKOMs Nyhedsbrev nr. 23, juni 2009.
    Så kommer der et opslag med bladet som du så kan downloade.
    nederst på siden. Artiklen er på side 14.
    Artiklen blev også trykt i LEV og Danske Fysioperapeuter.
    Med Venlig Hilsen Rikke Veddum.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Mange tak for den tankevækkende perspektivering. Jeg har aldrig før tænkt over koblingen mellem arbejdet med mennesker med mutiple funktionsnedsættelser og massive fysiske smerter og arbejdet med omsorgssvigtede mennesker med massive psykiske smerter. Jeg har især tænkt over jeres beskrivelse af, at “Vi har ud fra vores hverdagserfaringer fået den tanke, at vi måske i for mange tilfælde er villige til at acceptere bivirkninger, som rækker ud over, hvad det er rimeligt at udsætte barnet for. Eller at vi helt overser bivirkningerne, fordi vi eksempelvis ureflekteret betragter korsettet som et ufravigeligt vilkår for barnet. Vi har fået den tanke, at prisen måske bliver for høj! At smertegrænsen bliver overskredet. Vi taler jo om overgreb.”

Skriv en kommentar