De tolv anklagede personaler fra døgntilbuddet Solhaven blev idag frifundet fra de 72 anklager om vold mod tyve unge mennesker i perioden 2005-2012. Jeg så et tv-klip fra retssalen, hvor der blev jublet over kendelsen. Jeg forstår godt, at de tolv personaler, deres familier og deres kolleger jubler. Jeg ville egentlig også have siddet med en dårlig smag i munden, hvis de var blevet dømt. I så fald ville de være blevet dømt og straffet for en rå pædagogik, som desværre kan findes mange andre steder i landet. Det er ikke opfundet på Solhaven, og derfor bør det heller ikke være en lille gruppe personaler derfra, som bliver hængt ud. Men jeg er meget langt fra en jubel over kendelsen. Uanset hvordan man vender og drejer sagen, så er det en trist sag – og dem, der betaler den største pris, er de unge.

Hvordan kan jeg tillade mig at mene noget om Solhaven, når jeg ikke har arbejdet der selv eller besøgt Solhaven? Det kan jeg for det første, fordi tyve unge mennesker ikke stiller sig frem med anklager om overfald og vold, medmindre der er noget om sagen. Forskningen indenfor krænkelser viser, at krænkede dels har meget svært ved at overvinde skammen ved at være offer og dels har svært ved at tro på, at nogen vil hjælpe dem. For det andet ved jeg, at psykiater Henrik Rindom har meldt Solhaven til politiet, fordi personalet brugte vold som metode. Jeg kender Henrik Rindom som en yderst kompetent professionel, og jeg stoler på hans faglige vurdering.

Jeg hørte nyheden om frifindelsen midt i dagens foredrag om “Når gode mennesker handler ondt”. En af deltagerne læste overskriften op midt i, at jeg var ved at gennemgå den såkaldte konsekvenspædagogik/relationspædagogik som en praksis, der kan betegnes som idealistisk ondskab.  En praksis, hvor personalet er sikre på, at de gør det allerbedste for andre – og i denne sikre overbevisning evner de ikke at se, at de gør andre mennesker ondt. Der var ingen jubel i salen. Mere en stille eftertænksomhed. Min første tanke var, at dér mistede vi en anledning til at få drøftet den rå pædagogik og de fysiske magtanvendelser på en måde, så vi kunne begynde seriøst at lægge afstand til den praksis. Forhåbentlig bruges frifindelsen af de tolv personaler ikke til at konkludere, at fysiske magtanvendelser og vold hermed er frifundet. Og forhåbentlig bruges frifindelsen ikke til at fortsætte arbejdet for at gøre de ulovlige magtanvendelser lovlige. Vi har stadig brug for at erstatte den rå pædagogik og den fysiske magt med alle de etisk forsvarlige alternativer som fx low arousal metoden, mentalisering, kognitiv terapi, neuropædagogik, Inger Thormanns viden om betydningen af omsorgssvigt, gentle teaching samt tilgangene fra Jesper Juul og Erik Sigsgaard. Det er en myte, at rå pædagogik og rå magt skulle være det eneste, der hjælper de allermest sårbare og forpinte.

Resten af dagen har jeg mest tænkt på det faktum, at frifindelsen hænger nøje sammen med, at det var ord mod ord. De unge kunne fortælle om fysiske og psykiske overgreb, men personalet benægtede det hele. Derfor blev personalet frifundet. Der er ikke megen hjælp til børn og unge i vores retssystem. Det vigtigste ville have været, at de unge fik en officiel tilkendegivelse af, at de er blevet krænket og ydmyget. Meget gerne sammen med en undskyldning, så de havde fået en chance for at tro på, at det ikke var deres egen skyld, at de skulle behandles så råt. Nu fik de desværre den modsatte læring: “når det kommer til jeres ord mod personalets ord, så tror vi på personalet”. Det er barsk for de tyve unge, som er blevet hængt ud og mistænkeliggjort. Jeg har fuld forståelse for, hvis de ikke anker, da processen er for hård og retfærdigheden for lille. Jeg håber, at der er nogen, der passer særlig godt på de tyve unge i den kommende tid. Det er også barsk for alle de børn og unge, der gik med overvejelser om at gå til politiet med de krænkelser, som de bliver udsat for at deres personale. Det må være svært at tro på, at man kan få hjælp, når ens ord ikke er nok.