P1 Morgen satte tabuet om forråelse på dagsordenen idag

Lyt til de tre radio-indslag om forråelse her:  P1 Morgen d. 3/8 2016 om forråelse

Kl. 6.45 fortalte social- og sundhedsassistent Heidi Møller Madsen og jeg om, hvad forråelse er og hvordan det helt konkret kan komme til udtryk. Heidi fortalte om en situation, hvor hun endte med at ydmyge en ældre kvinde, der ønskede at komme på toilettet. Og hun fortalte om hendes dårlige samvittighed og om, hvordan hun slet ikke kunne lide den forråede person, som hun var blevet. Det er ikke alle, der har Heidis styrke til at turde tale om egne forråede handling. Mange af os andre ville ikke være i stand til det samme. Vi ville måske snarere retfærdiggøre vores forråede handling med tanker om, at ”det skete der ikke noget ved” eller ”hun må også forstå, at det er sparetider”; vi kunne måske fortrænge situationen eller vi kunne måske endda finde på at give kvinden skylden.

Jeg fik sagt, at det er vigtigt ikke at gøre Heidis fortælling til en enkeltstående skandalefortælling om én medarbejder, én leder, én arbejdsplads eller ældreområdet. Mange professionelle fra andre velfærdsområder kan fortælle om lignende situationer.

Kl. 7.17 kommenterede Ældresagens chefkonsulent Olav Feldbo på problemerne med forråede professionelle. Han havde en vigtig pointe om, at det er svært for borgere og pårørende at kritisere de forråede professionelle. Dels føler de fleste borgere en stor solidaritet med de professionelle, dels har mange ikke kræfterne til en konflikt, dels kan man være bekymret for konsekvenserne kunne blive vrede og dårligere hjælp. Og det er problem med den manglende kritik, da problemerne forbliver skjulte. Jeg er enig med Olav Feldbo i, at der ligger et stort ansvar hos medarbejdere og ledere for at kritisere og for at skabe gode betingelser for kritik. Men som han påpegede, så er det vanskeligt at få kritikken frem, når politikere og chefer er mest interesserede i de gode historier om, at besparelserne ikke har negative konsekvenser.

Kl. 8.31 genspilledes Heidi Møller Madsens beretning om, hvordan hun flere gange forsøgte at tale med sin leder om de umulige arbejdsbetingelser og om risikoen for forråelse. Men hendes kritik blev afvæbnet med ”sådan er det bare” og ”du skal ikke brokke dig”. Jeg påpegede, at alle professionelle har et ansvar for at gøre noget, så snart vi mærker forråelsen hos os selv eller ser den hos andre; men at politikerne og cheferne har det største ansvar for at skabe betingelserne for, at man kan tale om forråelsen. Vi er dybt afhængige af, at nogen tør lytte og kan hjælpe.

Jeg havde håbet, at jeg kunne nå at understrege, at omdrejningspunktet for at gøre noget ved forråelsen er en styrket faglig ledelse. De ledere, der er tættest på medarbejderne, bør være fagligt stærke, bør have den nyeste viden indenfor deres speciale og bør have tid til at være i daglig faglig dialog med medarbejderne. Det ville sætte de faglige ledere i stand til at arbejde målrettet på at sikre en høj faglighed i personalegruppen – og dermed sikre at borgere og pårørende mødes med faglighed og ordentlighed. Det nåede jeg desværre ikke at sige. 9 minutter og 30 sekunder går nemlig hurtigt. Heldigvis nåede Heidi Møller Madsen at sige, at der er brug for ledere, der er i stand til at hjælpe medarbejderne, når forråelsen dukker op.

Formanden for socialcheferne Helle Linnet anerkendte, at forråelse er et problem, og at der sker fejl. Det var godt at høre. Men hun mente tilsyneladende, at det nuværende system med ”den lærende organisation”, ”tillidsbaseret ledelse”, indberetninger af utilsigtede hændelser samt bedre arbejdstilrettelæggelse skulle være tilstrækkeligt til at bryde tabuet om forråelse og løse problemerne. Jeg tror, at der skal meget mere til. Alt dette kan nemlig ikke løse problemerne med forråede kulturer og forrået ledelse, hvilket vi ikke nåede at tale om. Forhåbentlig kommer vi til at drøfte det en anden god gang.

Jeg er glad for, at journalist Marie Sjødin Græsholm i månedsvis har arbejdet på at få lavet de tre indslag om forråelse. Hun har været vidt omkring og talt med mange mennesker, og resultatet blev så nuanceret som tiden tillod.  Tak for det.

Skriv et svar