Og så råbte jeg af fjernsynet igen … et eksempel på moderne kommunalpolitik, der vækker minder om historiske krænkelser.

Det negative sprogbrug er bestemt lige så farligt som det positive sprogbrug. Hvor det positive sprogbrug kan være appellerende med sin hyggelige, tilforladelige og idylliserende stil, lægger det negative sprogbrug helt anderledes op til, at vi i indgruppen rykker tættere sammen ved det konstruerede fjendebillede af ”de andre”, som vi bliver nødt til at skade, inden de skader ”os”. I denne uge lancerede en kommunal rådmand for ældre- og handicapudvalget en idé om, at børn af stærkt kriminelle forældre skal kunne bortadopteres med tvang. Se evt. http://www.tv2fyn.dk/article/428583:Borgmester-kandidat–Staerkt-kriminelles-boern-skal-bortadopteres. Det vil sige, at rådmanden ikke vil bruge de nuværende muligheder for frivillig anbringelse eller tvangsfjernelse ved massivt omsorgssvigt. Nej, hun foreslår en adoption ved tvang, hvor børnene helt mister kontakten med deres familie. Adoptionerne skal tilsyneladende udelukkende gennemføres pga. kriminalitet – og altså ikke vanrøgt eller omsorgssvigt af børnene. Rådmanden ønsker at bryde den sociale arv ved at give børnene nogle andre forældre, som skulle være bedre rollemodeller. Jeg ved ikke, om hun tror, at kriminalitet læres ved modelindlæring. Men jeg kan garantere, at årsagssammenhængene er noget mere komplekse end som så. Jeg ved ikke, om hun forestiller sig, at børnene ikke tager skade af en adoption. Enhver adoption indebærer et skadeligt brud samt en alvorlig risiko for skamfølelse og rodløshed hos barnet resten af livet. Og i dette tilfælde skulle adoptionerne ske uden forældrenes samtykke og ved kommunal tvang. Jeg ved ikke, om rådmanden overhovedet har tænkt på, hvad en sådan praksis ville gøre ved samarbejdet mellem borgere og kommune; men der bliver ikke tale om mere tillid. Jeg ved ikke engang, hvilken kriminalitet hun taler om. Jeg formoder ikke, at det er de politianmeldte bankdirektørers børn, der skal bortadopteres til bedre rollemodeller.

Jeg bliver forstemt over, hvad der kan slippe igennem det journalistiske filter og blive en nyhed. Men dét, der oftere og oftere får mig til at råbe af mit fjernsyn og min avis, er min afmagt over, at vi mennesker bliver ved med at gøre hinanden ondt. Vi burde være klogere, og vi burde have et større mentalt overskud. For at gøre ondt værre, så er det blot historien, der gentager sig selv i ét væk.

Når en politiker i 2013 kan slippe af sted med at true med tvangsmæssig bortadoption, bliver jeg kastet tilbage i tiden til 1950´erne og det danske eksperiment med 22 grønlandske børn. Børnene (mellem fem og otte år) blev hentet i små grønlandske samfund og sejlet til Danmark for at lære dansk sprog og kultur ved at bo hos danske familier i halvandet år. Seks børn blev adopteret af danske familier, og seksten børn blev sejlet tilbage til et dansk børnehjem i Nuuk. Intentionen var, at børnene skulle accelerere processen, hvormed Grønland skulle gøres dansk. Desuden mente politikere, at det kun kunne være en fordel for børnene at blive mere danske. Børnene kan som voksne fortælle, hvor ondt det gjorde at blive adskilt fra deres familie, miste deres sprog og identitet samt føle sig rodløse resten af deres liv (Bryld, 2010; Lihme, 2010). Dette mørke kapitel i dansk integrationspolitik burde vi have lært noget af.

Jeg kastes endnu længere tilbage i tiden til 1930´erne, hvor politikere og sundhedspersonale blev enige om, at der var mennesker, der levede så moralsk forkasteligt, at de skulle diagnosticeres som moralsk åndssvage (Kirkebæk, 1993). For at deres børn ikke skulle lide under at have moralsk åndssvage forældre, og for at børnene ikke selv skulle blive moralsk åndssvage, så tvangsfjernede man børnene eller påtvang kvinderne aborter. Man gik skridtet videre end rådmanden gør i dag, idet moralsk åndssvage kvinder blev tvangsinterneret på Sprogø, moralsk åndssvage mænd blev tvangsinterneret på Livø og uarbejdsdygtige blev tvangsinterneret på nogle af de store åndsvage-institutioner (Kirkebæk, 1997, 2004, 2007). Det værste var vel, at 11.000 danskere blev steriliserede – størstedelen ved tvang og andre ”frivilligt” for at kunne slippe væk fra institutionerne eller få lov til at blive gift. Dette stod på fra 1920´erne og helt frem til 1967. Lad os ikke vende tilbage til denne tragiske praksis!

Det er i øvrigt blev undersøgt, hvem de moralsk åndssvage egentlig var. Det viste sig at være en meget heterogen gruppe bestående af mennesker, der var kriminelle, vagabonder, voldtægtsofre, psykisk syge, homoseksuelle, arbejdsløse, åndssvage, prostituerede og epileptikere (Kirkebæk, 1993). Man kan spørge sig selv om, hvem de moderne moralsk åndssvage mon er? Et forsigtigt bud kunne være: kontanthjælpsmodtagere, indvandrere, fattige, prostituerede, funktionelt syge, hjemløse og kriminelle.

I min bog ”Når gode mennesker handler ondt” opererer jeg med tre forskellige ondskabsbegreber: Idealistisk ondskab (onde handlinger ud fra en idé om at gøre godt), egoistisk ondskab (onde handlinger for egen vindings skyld) og tankeløs ondskab (onde handlinger pga. at man ikke tænker sig om). Jeg kender ikke rådmanden, så jeg kan ikke vide, hvilken form for ondskab der er tale om. Kun ét er sikkert: Hun taler om at gøre både børn og forældre ondt. Og som professionel kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad denne praksis endvidere ville gøre ved det personale, som skulle beslutte, bevidne og udføre adoptioner ved tvang. Det kan være, at rådmanden selv tror, at hun ville gøre noget godt for samfundet og for børnene, og så er det idealistisk ondskab. Det kan være, at hun var valgt et kraftfuldt budskab som optakt til kommunalvalget om en måneds tid, og så er det egoistisk ondskab. Det kan være, at hun ikke skænker det en tanke, at det er mennesker, som hun taler om, og så er det tankeløs ondskab. Mennesker af kød og blod som hende selv – mennesker, der ville føle den samme dybe og livslange sorg, som hun ville, hvis hendes børn blev bortadopteret med tvang.

 

Bryld, T. (2010): I den bedste mening. Gyldendal.

Killén, K.: Omsorgssvigt er alles ansvar. Hans Reitzels Forlag 1998.

Kirkebæk, B. (1993): Da de åndssvage blev farlige. Forlaget SocPol.

Kirkebæk, B. (1997): Defekt og deporteret. Livø-anstalten 1911-1961. Forlaget SocPol.

Kirkebæk, B. (2004): Letfærdig og løsagtig – kvindeanstalten Sprogø 1923-1961. Forlaget SocPol.

Kirkebæk, B. (2007): Uduelig og ubrugelig. Åndssvageasylet Karens Minde 1880-1987. Forlaget SocPol.

Lihme, B. (2010): Kunsten at lytte. Social Kritik, nr. 123, 2010, pp. 22-23.

4 kommentarer

  1. Lisbeth Sørensen siger:

    Mange tak for dit indlæg. Jeg troede ikke mine egne ører, eller rettere, jeg ønskede ikke at tro, hvad jeg hørte i radioen forleden. Det er blevet fuldstændig legalt at sparke nedad og oven l købet vrænge af de socialarbejdere der seriøst prøver at gøre en indsats.
    Nej, det er ikke sjovt at have en eller måske to forældre der lever af grov kriminalitet. Det er modbydeligt, særligt hvis der ikke er andre voksne som kan være stabile i ens liv. Der er mange gode grunde til at ønske forældremyndigheden inddraget, der hvor der er svigt af børnene, og alle støtteforanstaltninger bør konstant være under kritisk gennemsyn, men tvangsadoption fra en bestemt gruppering – det ER prøvet, og hver gang har det været skammeligt

  2. Elsebeth Rask siger:

    Ja, det er vel et af de generale problemer med politikere og dem der bestemmer i vores samfund. De mangler grundlæggende viden om, hvordan mennesket fungere – især hvordan mennesker er forskellige og fungere forskelligt. Derfor tillægger de mennesker intentioner og reaktionsmønstre udfra, deres egen opfattelse af virkeligheden. Herudfra prøver de så at lovgive – måske – i den tro, at vi mennesker så vi “rette ind” og leve som” gode ” samfundsborgere. Desværre har det i virkeligheden hel modsat effekt, hvilket aldrig bliver ført tilbage på deres fejlagtige antagelser om mennesker.
    Ønsker tit at dygtige neuropsykologer ville komme på skærmen og forklare, hvordan mennesker fungere og handler i overensstemmelse med deres egen indre motivation.

  3. Dorthe Birkmose siger:

    Tak for jeres kommentarer. Jeg deler jeres frustrationer over politiske beslutninger, der træffes på et psykologisk fejlagtigt grundlag. Men jeg ved ikke, hvordan politikere kunne få en ide om at rådføre sig med fagfolk, inden de mener noget. Siden Anders Fogh Rasmussens tid har det jo været ildeset at beskæftige sig med ekspert-udtalelser. Men det uhyggelige er jo, når borgere synes, at det giver mening, når politikere verbalt sparker på mennesker, der ligger ned … Hmm, jeg tænker lige, at jeg burde lave et link til mit indlæg på rådmandens hjemmeside. Det kunne vel være et forsøg på at give hende lidt psykologisk viden.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Det var desværre ikke muligt at lave et link på rådmandens hjemmeside. Hvis jeg blev ven med hende på hendes facebookside, ville jeg nok kunne … men så langt er jeg alligevel ikke villig til at gå.

Skriv et svar