Borgere spørger mig, om de virkelig behøver at lytte til personalets fortællinger om deres børn, ferier, vægtproblemer osv. Personaler spørger mig, om det ikke kan betragtes som relationsarbejde og som en oplagt mulighed for at få en god snak, når man giver lidt af sig selv og fortæller om sit privatliv. Disse spørgsmål er ikke nye. Jeg har diskuteret det med personale lige så lang tid, som jeg har været psykolog. Og jeg kan høre, at debatten har eksisteret i mange årtier. Tilfældigvis har spørgsmålet om professionalisme fyldt en del i min drøftelser med såvel borgere som professionelle de sidste par uger. Problematikkerne og nuancerne er mange, og jeg kan kun nå at skitsere enkelte aspekter i dette indlæg.

Jeg har gennem årene talt med en del borgere, der på forskellig vis kan give udtryk for, at det er belastende at skulle forholde sig til personalets private forhold. Det er lige fra et personales egne idéer, om hvor meget toiletpapir man bør købe ad gangen, til et personales fortællinger om sit barns sygdom. Det burde være klart for alle professionelle, at det ikke er i orden at belaste borgere og pårørende med fortællinger om stress, barnløshed, utroskab og andre problemer. Men borgere og pårørende fortæller mig, at det ikke er en selvfølge for alle professionelle. Det bliver tilsyneladende vanskeligere at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, når det handler om ”de små hyggelige historier” om weekendaktiviteter, episoder med børnene, kostomlægninger osv. Og rigtig svært bliver det, når personalet oplever, at borgere og pårørende selv spørger om private oplysninger. Trangen til at svare høfligt er stor.

Jeg vil skynde mig at understrege, at der er markante forskelle fra arbejdsplads til arbejdsplads, fra faggruppe til faggruppe samt fra professionel til professionel mht. problemerne med at adskille det private fra det professionelle. På nogle arbejdspladser og blandt nogle faggrupper er det en selvfølge, at man er personlig og professionel, men aldrig privat med borgere og pårørende. Men på andre arbejdspladser kan der være en årelang praksis med at blande det hele sammen og endda hylde det som dygtighed og engagement, når man virkelig giver noget af sig selv og har børnene med på arbejde og borgere med hjemme på sin private bopæl. Der er bestemt også personaler, hvor det ligger mere ligefor at drage privatsnak ind i faglige drøftelser og aktiviteter, og hvor det for dem føles næsten unaturligt ikke at komme til at tænke på eget liv, uanset hvad de laver.

Der er en afgørende forskel på at være privat og personlig. Privat defineres i den store danske encyklopædi som dét, der vedrører den enkelte person og dét, der ikke er offentligt. Vi har altså et privatliv, som er adskilt fra vores arbejdsliv. Vores privatliv består altså af vores familie, venner, fritidsinteresser, hjem, livsstil osv.. Begrebet personlig hænger nøje sammen med personlighed, altså de centrale og forholdsvis varige egenskaber som er et menneskes særpræg. Dermed er personligheden dét, som man er, og sådan som man plejer at reagere. Uanset om man er indadvendt eller udadvendt, ængstelig eller tryg, fleksibel eller rigid, så vil man udvise sine personlighedstræk både i arbejdslivet og i privatlivet. Kunsten er så at skelne mellem det private og det personlige, når man er på arbejde. Det private bør nemlig ikke fylde, hvorimod det personlige udtryk naturligvis fylder og skal fylde. Som professionel kommer andre til at kende mig via den måde, hvorpå jeg taler, bevæger mig, udviser humor og reagerer i forskellige situationer. Jeg bliver altså ikke uempatisk, kølig eller robotagtig, når jeg undlader at fortælle om mit privatliv. Det er ellers det modargument, som jeg har hørt flest gange.

Ifølge den store danske encyklopædi betyder professionel at drive en sportslig, erhvervsmæssig eller håndværksmæssig aktivitet som levevej. Når man er professionel, er man så dygtig til noget, at man kan leve af det. Dét at være professionel bliver dermed sat i kontrast til at være amatør, hvor man udfører aktiviteten uden at få penge for det. At være professionel handler altså om såvel økonomi som dygtighed. Dygtigheden kalder vi også for faglighed.

Jeg havde engang ugentlige samtaler med en ung mand, da hans hjemmevejleder ringede og fortalte, at hun var sygemeldt pga. stress. Opkaldet tog ikke mange minutter, men det førte til, at den unge mand og jeg brugte adskillige samtaler på at tale om hans bekymring for hjemmevejlederen og hans skyldfølelse over, at det måske var, fordi han ikke var så god til at huske, at hun var blevet stresset. Da hjemmevejlederen vendte tilbage, brugte vi samtalerne på at drøfte hans bekymringer om, hvad han dog skulle sige til hende, og hvad han skulle gøre, hvis hun stadig havde det dårligt. Det tenderede et rolleskifte, hvor han tog ansvar for hendes velbefindende. Samtidig var det spild af hans energi og psykologsamtaler, som burde bruges på ham. Det er klart, at hjemmevejlederen ikke havde nået at gennemtænke, hvilke konsekvenser hendes udmelding om årsagen til sygemeldingen ville få for det menneske, som hun er ansat til at hjælpe. Når personale fortæller private informationer, er det ofte netop tankeløst. Det kan være en sidebemærkning til en kollega, om hvor meget man glæder sig til ferie. Det har mennesket, som der skal holdes ferie fra og som måske ikke selv skal på ferie, ikke brug for at høre. Det kan være et forsøg på at trøste et menneske, hvis mor er død, når man fortæller om sin egen mors død og sin egen sorgproces. Nogle af de borgere, som i deres dagligdag primært møder personale, kan få lyst til at vide noget om dem og kan hygge sig med fortællingerne om personalets rejser og hunde. Men selvom det umiddelbart er hyggeligt i situationen, er risikoen stadig, at det bliver for hårdt at blive konfronteret med kontrasten mellem personalets liv (eller den fortalte version af personalets liv) og eget liv.

Når vi fortæller om vores privatliv til de mennesker, som vi skal hjælpe, gør vi os sårbare. Vi kan ikke vide, hvad der sker med informationerne, hvordan de opfattes eller i hvilke andre sammenhænge informationerne senere kan dukke op i. Men hvad vigtigere er, så kan vi ikke vide, hvordan vores liv ser ud om et år eller om fem år. Måske er vi væsentlig mere sårbare pga. ændrede livsomstændigheder. Vi kan endda være blevet sårbare i forhold til netop de informationer, vi tidligere har delt ud af, og som på daværende tidspunkt virkede harmløse. Jeg møder tit det argument, at personale sagtens selv kan finde ud af at sortere i, hvad de ikke har noget problem med at dele, og hvad de gerne vil holde for dem selv. Men det kan man ikke vide udi al fremtid. Jeg kan ikke udelukke, at nogle personaler kan komme gennem 30-40 års arbejdsliv, hvor de fortæller løs om deres privatliv, uden at få varige psykiske mén. Men jeg forstår ikke, at man tør tage chancen.

Jeg anerkender fuldt ud, at det kan være svært at adskille sit privatliv og sit arbejdsliv. Det er umuligt at skjule sin graviditet, ligesom det er umuligt at undgå at støde ind i hinanden i butikker mv., når man bor i samme by, som man arbejder i. Nogle gange dukker private relationer pludselig op i arbejdslivet, når en skolekammerat eller tidligere kæreste rammes af en depression eller en blodprop. Det kan vi ikke tage kontrol over. Det er endvidere svært at tage kontrol over, hvad andre fortæller om en. Der kan være kolleger, som fortæller andre om ens sygemelding, adresse eller familieforhold. Vi kan til gengæld tage kontrol over, hvad vi selv fortæller eller svarer på – og hvor meget det tidsmæssigt kommer til at fylde.

I sidste uge måtte jeg undskylde på det offentlige systems vegne, da et menneske – efter at have mødt utallige sagsbehandlere, psykologer, lærere og hjemmevejledere – spurgte: ”Er det virkelig urimeligt af mig at bede om en professionel hjælp? Jeg kan jo ikke klare at høre om deres liv, når mit liv er så svært”. Det centrale problem er i bund og grund, at hver eneste gang jeg som professionel taler om mig selv, så forsvinder tiden og energien fra det menneske, som jeg er ansat til at hjælpe. Dertil kommer, at jeg blotter mig lidt hver gang, og på længere sigt risikerer jeg at det kan være med til at slide mig op.

Oveni denne problematik kommer den måske endnu sværere problematik om, hvor meget man bør dele kolleger imellem og ikke mindst mellem medarbejdere og ledelse …