Gamle artikler og nye tanker om problemskabende adfærd

Da jeg genlæste mine artikler Hvad er voldsom adfærd fra 2004 om voldsom adfærd og neuropædagogik, slog det mig, at i dag – ni år senere – er mange af problematikkerne de samme som dengang. Jeg forsøger stadig at fortælle, at der er alternativer til adfærdsmodifikation, konsekvenspædagogik og gammeldags opdragelse. Jeg lægger stadig øre til personales mistroiske tanker om, at menneskers forskellige adfærdsmønstre bare skyldes krav om opmærksomhed, og at man skal passe på med at være for omsorgsfuld overfor mennesker, der har brug for hjælp. Det er også stadig uklart, hvad neuropædagogik er.

Én ting er dog forandret på de ni år. Dengang brugte jeg begrebet voldsom adfærd som en betegnelse for de adfærdsmønstre, som virker voldsomme på andre. Jeg bruger ikke begrebet mere. Jeg oplevede nemlig gang på gang, at begrebet ledte tankerne direkte i retning af voldelig og udadreagerende adfærd. Dermed kom begrebet til at fjerne fokus fra den selvskadende adfærd, tavsheden, apatien og afvisningerne, den seksualiserende adfærd, den indadvendte forpinthed og sorgen, den klagende og anklagende adfærd, misbruget af rusmidler, de gentagne adfærdsmønstre samt selvmordstankerne og -forsøgene. I dag bruger jeg begrebet problemskabende adfærd, som er bedre til at favne de mangeartede adfærdsmønstre, som er svære at forstå og rumme. Problemskabende adfærd er en betegnelse for den adfærd, som skaber problemer både for mennesket selv og omgivelserne.

Der er for nylig dukket et nyt begreb for problemskabende adfærd op, nemlig udfordrende adfærd. Det forstår jeg ikke. Det må være en aflægger af den – for tiden vældig populære – positive retorik, hvoraf det fremgår, at problemer bør kaldes udfordringer. Men problemer og udfordringer er ikke synonymer. Et problem er et svært dilemma, som man ikke umiddelbart kender løsningen på; og en udfordring er noget, som man kender håndteringen af, og hvor man blot skal yde en ekstra indsats. Vi bør derfor skelne skarpt mellem problemer og udfordringer. Vi er nødt til at være præcise i vores sprogbrug, da vi ellers kan komme til at negligere alvorligheden af fx selvskadende adfærd og misbrugsproblemer ved at kalde det for udfordrende. Problemskabende adfærd er et bedre begreb.

2 kommentarer

  1. Louise Goodwin Petersen siger:

    Er selv så træt af ordet udfordrende da det er blevet misbrugt at jeg har svært ved at høre efter hvad det er der er udfordrende. Vil derimod gerne høre hvad problemet er.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Jeg er også begyndt at få det lige så anstrengt med ordet “udfordringer”, som jeg havde det for 10 år siden med sætningen “jeg hører, at du siger, at …”. Når man finder ud af, at “udfordringer” i virkeligheden betyder “problemer”; og når man finder ud at mennesker “der hører, at jeg siger …” slet ikke hører efter, så giver ordene ikke længere mening. Det er ærgerligt, fordi det ødelægger det, når nogle faktisk taler om reelle udfordringer, og når nogle faktisk har hørt, hvad man har sagt.

Skriv et svar