I går aftes kom første afsnit af DR3s programserie ”Ond, ondere, ondest”, hvor værten er journalist Mikkel Frey. Femten danske mænd havde meldt sig til et eksperiment, hvor de har fået at vide, at det handler om personlig udvikling. Journalisten vil i virkeligheden se, om han kan reproducere det berømte Stanford Universitet fængselsforsøg fra 1971. I programmet har man derfor bygget nogle fængselslignende rammer, hvor fem mænd bliver tildelt rollen som fangevogter, og ti mænd bliver fanger. Inden jeg kommenterer på udsendelsen, vil jeg give et resumé af det berømte eksperiment.

Stanford fængsel eksperimentet
Psykologerne Philip George Zimbardo, Craig Haney og Curtis Bank foretog det socialpsykologiske eksperiment i 1971. Formålet var at undersøge, hvad der sker, når almindelige mennesker tildeles nogle bestemte roller og indgår i forskellige grupper. 21 mandlige studerende blev inddelt i to grupper, som skulle være fanger og fangevogtere i et fængsel. Fangevogterne fik uniformer, fløjter, solbriller og politistave. Fangerne blev afhentet af politiet og fik poselignende dragter, gummisandaler, skulle have håret samlet i en nylonstrømpe og måtte ikke have undertøj på. Resten var op til forsøgspersonerne.

Forsøget skulle løbe over to uger. Allerede efter to dage indførte fangevogterne systemer for, hvordan fangernes privilegier i form af rygetid, mulighed for at sove og tømning af deres potte kunne fratages dem. Som dagene gik, blev fangevogterne blev mere og mere aggressive i deres råben og trusler. Fangerne blev nedbrudt mentalt, de isolerede sig og de formåede ikke at holde sammen mod fangevogterne. Nogle fanger blev endda udsat for seksuelle ydmygelser efter fem dage. Forsøget måtte afbrydes efter seks dage, fordi hændelserne var blevet for voldsomme til, at det etisk kunne forsvares at fortsætte.

Det var ikke alle fangevogtere, der var lige brutale. Nogle forsøgte at gøre fangerne tjenester, andre var hårde og nogle enkelte var grusomme. De milde fangevogtere var desværre ikke i stand til at gribe ind overfor deres forråede kolleger. Zimbardo har sidenhen skrevet en del om forsøget, og han pointerer, at han også blev forrået af eksperimentet. Selvom fangevogterne handlede ondt overfor fangerne, ønskede Zimbardo ikke at stoppe forsøget. Han blev mere optaget af sit fængsel, end han tænkte på de studerende i forsøget. Det var en ung kvindelig studerende, der protesterede højlydt, idet hun på femtedagen tilfældigvis opdagede, hvad der foregik. Det krævede et langt og voldsomt skænderi med Zimbardo gennem det meste af en nat for at få eksperimentet stoppet. Han kunne først efterfølgende se, hvor forkert det ville være at fortsætte.

Stanford Universitet fængselseksperimentet var banebrydende, da man fandt, at socialpsykologiske faktorer langt hurtigere og langt kraftigere end forventet kunne føre til, at almindelige mennesker kan handle ondt. Konklusionen var, at ondskab ikke er noget, at nogle mennesker har i sig. Ondskab opstår under nogle bestemte betingelser – for alle mennesker.

Ondskab som underholdning
Journalist Mikkel Frey har allieret sig med den erfarne krisepsykolog Berith Bro, der sidder ved monitorerne og holder øje med forsøgspersonerne og er klar til at gribe ind. Ikke desto mindre skal udsendelsen optages over ni dage. Tilrettelæggerne må ellers være vidende om, at man kan forvente seksuelle krænkelser efter fem dage. DR3 orienterer da også beredvilligt om, at de blev nødt til at stoppe optagelserne før tid. Tja, det er jo ikke overraskende. Det har de selv sørget for.

Det undrer mig, at en dansk journalist ønsker at reproducere et berømt forsøg. Hvorfor? Man kunne lave nogle spændende udsendelser om Stanford Universitet fængselseksperimentet og alle de andre berømte eksperimenter. Der ligger filmoptagelser fra forsøgene, og der er lavet mange tankevækkende analyser af forsøgene sidenhen af nulevende eksperter, der kunne interviewes. Hvorfor ikke formidle det? Er journalistik ikke at rapportere om hændelser og viden? Er journalistik virkelig at skabe hændelserne selv? Legitimeringen er ifølge Mikkel Frey, at han vil se, om den bløde danske mand stadig vil reagere, som man gjorde for fyrre år siden. Det lyder umiddelbart som et åbent spørgsmål, men efter jeg har set første afsnit, står det lysende klart, at det ikke er et åbent spørgsmål, og at Mikkel Frey ikke ønsker en objektiv afdækning af, hvordan danske mænd opfører sig i et fængsel. Han bruger allerede på de to første dage forskellige manipulerende tricks til at presse fangevogterne i en ondskabsfuld retning. For eksempel lyver han for fangevogterne og siger, at de er særligt udvalgte pga. deres positive personlighedstræk. Det vil sige, at han fra starten serverer legitimeringer for eventuelle onde handlinger. Han siger da også, at formålet med udsendelsen er, at han som ”eksperimentleder” vil presse vagterne, så empatien nedsættes, så de handler ondt. Dermed bliver det et lukket spørgsmål om, hvor ondskabsfuldt det kan nå at blive på ni dage.

Det undrer mig lidt, at de femten forsøgspersoner tilsyneladende ikke gennemskuer, hvad det er for et forsøg, som de er med i. Selvfølgelig kender ikke alle til Stanford Universitet fængselseksperimentet, men ”Bølgen” har været filmatiseret adskillige gange, og Stanley Milgrams lydighedseksperimenter har været vist på tv siden 1970´erne. Dertil kommer, at de fleste vel har et kendskab til såvel reality-programmer som den klassiske bog og film ”Fluernes Herre”. Når jeg underviser i ondskab og forråelse, kender deltagerne altid til minimum én af disse.

Mikkel Frey har fået følgeskab af psykolog Jill Byrnitt, som har rollen som den observerende og kommenterende videnskabelige stemme. Hun er præcis i sine observationer. Jeg håber dog, at hun på et tidspunkt får mulighed for at kommentere på journalistens rolle som styrende og manipulerende leder. Mikkel Frey er tydeligt skuffet over fangevogternes ordentlighed og empati. Han er fx ærgerlig over, at han har givet fangevogterne så meget mad, at de deler med fangerne. Psykologen og journalisten spekulerer i, hvem der kan bringes til at udføre onde handlinger. Det kalder de flere gange for ”at tage magten på sig” og ”træde i karakter”. Når en fangevogter laver gymnastik sammen med fangerne, erklærer psykologen, at han ”ikke tager magten på sig”. Men det gør han jo. Han bruger sin tildelte magt til at opføre sig ordentligt.

Mikkel Frey udtaler, at han tror, at ”ondskaben findes i os alle sammen”. Det er ærgerligt, at han på den ene side er fascineret af Stanford Universitet fængselseksperimentet, og på den anden side ikke har forstået konklusionen om, at ondskaben ikke findes i mennesket, men at menneske pga. sine sociale kompetencer kan handle både godt og ondt.

Jeg vil meget gerne drøfte ondskab, men der er ingen grund til at udstille femten mænd – og især udstille og krænke de fem, som er udvalgt til at spille fangevogtere. Hvorfor skal de trækkes igennem de oplevelser? Hvorfor skal de opleve, at de kan bringes til behandle andre ondskabsfuldt? Fordi ”det er godt TV”? Redaktør Henrik Bjerring understreger, at DR ikke laver reality-tv, men at det er godt public service tv. Jeg kender ikke definitionerne for, hvad reality-tv er. Jeg ved til gengæld, at det er uetisk, at en journalist manipulerer, krænker og udstiller andre mennesker – endda blot for underholdningens skyld. Uanset hvad der kommer til at ske i de næste fem afsnit, så vil Mikkel Frey ikke kunne komme med nye oplysninger om ondskab. Jeg har et lille håb om, at han på et tidspunkt vil reflektere over sin egen rolle. I sin videodagbog siger Mikkel Frey skævt smilende, at ”jeg vil udfordre deres adfærd”. Det må siges at være en positiv og tankeløs udlægning af hans intention om at manipulere fangevogterne til at handle ondt. Han speaker igen og igen, at udsendelsen handler om, hvorvidt ”magten gør gode mennesker onde”. Her bliver vi seere manipuleret til at se bort fra alle de socialpsykologiske faktorer, der presser fangevogterne. Mikkel Frey vil tilsyneladende fralægge sig ansvaret for egne handlinger og skyde skylden på ”magten” på trods af, at han kommer til at sige, at hans formål er at ”skabe en hadsk stemning”.

Jeg skal ikke se de sidste fem afsnit af ”Ond, ondere, ondest”. Jeg synes, at det er ubehageligt at være vidne til krænkelser, og jeg vil ikke være passivt deltagende i onde handlinger. Det er helt unødvendigt at lave den slags tv. Efter første afsnit må min konklusion være, at den eneste, der er forrået og handler ondt, er journalisten. Det forstår han tilsyneladende ikke selv, og det er vel netop dét, der er så karakteristisk for ondskaben.

Litteratur
Zimbardo, P. (2007): The Lucifer Effect – how good people turn evil. Rider Books.