Jeg har netop trykket på ”send” på tre enslydende mails til lederne i FOA, Socialpædagogernes Landsforening (SL) og Dansk Socialrådgiverforening (DS). Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, så tænker jeg, at der er brug for en organiseret landsdækkende fælles indsats for at dæmme op for alle de unødvendige forringelser af velfærdssamfundet og for at passe bedre på såvel borgere som personale. Fagforeningerne må være det bedste bud på at organisere store fælles faglige netværk.

Jeg burde nok have skrevet til flere fagforeninger, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte starte ét sted. Jeg havde egentlig en plan om at starte med at henvende mig til FOA. Dels fordi det er en kæmpe organisation, og dels fordi jeg allerede har meget samarbejde med forskellige FOA-afdelinger. Men i denne uge har SL og DS været i medierne med pointerne fra SLs undersøgelse, der viste, at pædagogerne i vid udstrækning ikke tør påtale kritisable forhold på deres arbejdsplads af frygt for konsekvenserne. Derfor besluttede jeg at sende mailen til dem også.

Her er den mail, som jeg sendte:

Kære Dennis Kristensen, Karen Stæhr, Jakob Sølvhøj, Gina Liisborg og Reiner Burgwald (FOA)
Kære Majbrit Beran Berlau og Niels Christian Barkholt (DS)
Kære Benny Andersen, Marie Sonne og Pernille Christoffersen (SL)

Som I ved, har besparelser og forringelser i det sociale og sundhedsfaglige arbejde ført til mere forråelse, mindre ytringsfrihed og øget selvcensur. Der bliver flere og flere borgere, der krænkes og omsorgssvigtes. Der bliver flere og flere professionelle, der bliver syge af deres arbejde. Som fagforening kæmper I for bedre vilkår og større ytringsfrihed for medlemmerne, og som selvstændig psykolog forsøger jeg at gøre, hvad jeg kan for at trække i samme retning.

Jeg udgav sidste år bogen “Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse” som mit bidrag til at få brudt tabuet om, når professionelle krænker de mennesker, der har brug for hjælp. Jeg møder stor lydhørhed og samtalelyst hos medarbejdere og afdelingsledere; men så snart jeg kommer i kontakt med højere lederlag, opstår en massiv modstand mod at erkende problemerne. Idéen, om at man bare skal tage ja-hatten på og tænke positivt om alting, er undertrykkende og forværrer problemerne ved at kræve tavshed fra de ellers relevante kritiske røster. I kender garanteret også alt til disse fortællinger fra jeres medlemmer.

Mit job er at tale med jeres medlemmer (og medlemmer fra mange andre fagforeninger), sætte ord på deres frustrationer og forklare hvad der sker. Det bruger jeg stort set al min arbejdstid på via foredrag, supervision, kurser, en foredragsdvd, min blog og artikler i fagblade. Jeg blev interviewet i Fagbladet FOA i marts måned 2014, hvor journalist Signe Højgaard havde iværksat en undersøgelse af, hvor hyppigt FOA-medlemmer oplever forråelse hos sig selv og kollegerne. Det kom der nogle tankevækkende konklusioner ud af. Og et modigt medlem stillede sig frem og sagde, at hvis hun begyndte at tænke over, hvad hun er med til at gøre ved borgerne, så kunne hun ikke holde ud at gå på arbejde. Og jeg blev interviewet i temanummeret om magt og forråelse i Socialpædagogen 25. oktober 2013, hvor problemerne blev nuanceret beskrevet.
     Efter min bog udkom, har jeg modtaget mange henvendelser fra frustrererede professionelle, som fortæller, at de deltager i onde handlinger på deres arbejdsplads. Det handler om alt fra fysisk vold til at undlade at hjælpe borgerne. Og de spørger mig om, hvad de skal gøre – ikke mindst fordi de oplever, at problemerne forværres. Jeg svarer så godt jeg kan; men det er begrænset, hvad jeg kan hjælpe dem med. Jeg kan henvise til deres fagforening. Jeg kan opfordre dem til alligevel at protestere, men jeg bliver også nødt til at minde dem om, at de risikerer at blive fyret, hvis de retter en faglig kritik mod ledelsen. Jeg kan forsøge at give dem faglige alternativer til de forråede handlinger. Og jeg kan opfordre dem til at sige op og skynde sig væk for at redde sig selv.

Det er paradoksalt og foruroligende, at så mange professionelle føler sig helt alene.

I min frustration over de mange grædende og kuede professionelle samt efter tankevækkende samtaler med de mange modige og handlekraftige professionelle, skriver jeg nu til jer. Fordi spørgsmålet er: Hvad gør vi? Eller rettere: Hvem gør hvad i en fælles indsats for at fjerne al den unødvendige forråelse og i stedet få lavet de nødvendige besparelser på en fagligt forsvarlig måde?

Fagforeningerne er vigtigere nu end nogensinde. Hvis vi skal have gjort noget ved problemerne, er der – for mig at se – kun én vej: I fællesskab at danne en modbevægelse til de kræfter, der forværrer forråelsen i det professionelle arbejde med mennesker, der har brug for hjælp. 

Jeg har nogle idéer om, at der bør laves:

1. Et fagligt fællesskab for ledere, som kunne mødes og drøfte deres arbejde med andre ledere i andre regier 
Mange ledere er blevet meget ensomme i hverdagen, da deres lederkolleger er fyrede, eller da de skal lede mange medarbejdere på flere forskellige matrikler. Ledelsens mod og faglighed er altafgørende for, om forråelsen kan bekæmpes. Et ledelsesfællesskab skal naturligvis styres af ledelsesrådgivere, der ikke bekender sig til positiv psykologien eller coachingbevægelsen; men derimod af rådgivere som tør tage fat på problemerne. Det kunne fx være en kapacitet som Christian Ørsted, der bl.a. er forfatter til bogen “Livsfarlig ledelse”. 

2. Et fagligt fællesskab for dem, der ønsker at skrive artikler og kontakte de politiske systemer 
Der er brug for, at politikere og kommunale/regionale ledere på højt niveau bliver råbt op. Jeg kontaktes jævnligt af professionelle, som bare gerne vil gøre et-eller-andet. De ved ikke hvad. Nogen forsøger at gå til medierne, men journalisterne er ikke særlig villige til at tage imod fortællingerne. På dette område gør I jo allerede en masse. Især Dennis Kristensen/Marie Sonne/Majbrit Berlau og Niels Barkholt er meget synlige i medierne og den politiske debat. Men måske kunne der suppleres med mere græsrodsagtige fortællinger i forskellige medier. Og måske skulle der lægges en overordnet strategi for forsøgene på at skabe opmærksomhed og debat. I må have nogle kommunikationsmedarbejdere, som ved alt om netop det. 

3. Et fagligt fællesskab, hvor praktikere kunne mødes til sparring og supervision på konkrete forråelsessager 
Som nævnt henvender professionelle sig hyppigt til mig for at få konkrete råd om, hvad de skal gøre, når der er forråelse på deres arbejdsplads. De tør ikke drøfte de kritisable forhold med kolleger og ledere, fordi de er bange for mobning eller fyring. Socialpædagogernes landsforening lavede i maj 2014 en større undersøgelse, der viste netop dette. Og som Niels Barkholt også udtalte til avisen.dk. i denne uge, kan socialrådgiverne sagtens nikke genkendende til problematikkerne.
     Det kunne gavne, hvis man skabte en lukket gruppe, hvor professionelle kunne få konkret supervision på de situationer, som de står i lige nu. Fællesskabet kunne bestå af såvel fysiske møder som et lukket elektronisk forum. Det er nok mht dette fællesskab, hvor jeg lettest kan se mig selv bidrage som underviser og supervisor. Der ville også være brug for handlekraftige jurakyndige fagforeningsfolk, da jeg udelukkende ved noget om psykologi og det praktiske arbejde med mennesker. Desuden ville et supervisionsfællesskab kræve en masse praktisk arbejde med tilmeldinger, afbud, lokaler, forplejning, udsendelse af program osv. Der er også en masse barrierer for at etablere et supervisionsfællesskab, da det bestemt ikke er alle ledere, der tør tillade, at deres medarbejdere modtager supervision i forhold til etiske problemstillinger. Desuden vil supervision også kræve noget betaling, og det er ikke just etik, der prioriteres højest i kommuner og regioner.

I har sikkert gang i mange flere idéer og initiativer for at bekæmpe forråelsen. Mit formål med denne mail er vel blot at gøre opmærksom på, at der er brug for, at professionelle får nogle fællesskaber, hvor de kan gå hen for at gøre noget aktivt og for at få gjort noget ved problemerne. Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe til i det omfang som min tid og mine kræfter tillader det.

Som jeg ser det, er der i virkeligheden brug for en tværfaglig indsats. Det er langt fra kun jeres medlemmer, der mærker problemerne. Det handler også om pædagoger, socialrådgivere, psykologer, SSH´ere, SSA´ere, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, læger, audiologopæder, lærere og ufaglærte. Gad vide om det kunne være muligt at skabe fællesskaber, der gik på tværs af faggrænserne? Jeg vil ihvertfald også sende denne mail til FOA, Socialpædagogernes Landsforening og Dansk Socialrådgiverforening. 

Jeg lægger i øvrigt en kopi af denne mail ud på min blog i håbet om, at nogle af blog-læserne vil dele deres tanker om, hvordan vi får løst problemerne.

Mange hilsner

Dorthe Birkmose
Psykolog, cand. psyk.

www.dorthebirkmose.dk 

Promenadebyen 6, 5 tv
5000 Odense C
mobil 61 7774 61