Jeg har netop trykket på ”send” på tre enslydende mails til lederne i FOA, Socialpædagogernes Landsforening (SL) og Dansk Socialrådgiverforening (DS). Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, så tænker jeg, at der er brug for en organiseret landsdækkende fælles indsats for at dæmme op for alle de unødvendige forringelser af velfærdssamfundet og for at passe bedre på såvel borgere som personale. Fagforeningerne må være det bedste bud på at organisere store fælles faglige netværk.
Jeg burde nok have skrevet til flere fagforeninger, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte starte ét sted. Jeg havde egentlig en plan om at starte med at henvende mig til FOA. Dels fordi det er en kæmpe organisation, og dels fordi jeg allerede har meget samarbejde med forskellige FOA-afdelinger. Men i denne uge har SL og DS været i medierne med pointerne fra SLs undersøgelse, der viste, at pædagogerne i vid udstrækning ikke tør påtale kritisable forhold på deres arbejdsplads af frygt for konsekvenserne. Derfor besluttede jeg at sende mailen til dem også.
Her er den mail, som jeg sendte:
Kære Dennis Kristensen, Karen Stæhr, Jakob Sølvhøj, Gina Liisborg og Reiner Burgwald (FOA)
Kære Majbrit Beran Berlau og Niels Christian Barkholt (DS)
Kære Benny Andersen, Marie Sonne og Pernille Christoffersen (SL)
Som I ved, har besparelser og forringelser i det sociale og sundhedsfaglige arbejde ført til mere forråelse, mindre ytringsfrihed og øget selvcensur. Der bliver flere og flere borgere, der krænkes og omsorgssvigtes. Der bliver flere og flere professionelle, der bliver syge af deres arbejde. Som fagforening kæmper I for bedre vilkår og større ytringsfrihed for medlemmerne, og som selvstændig psykolog forsøger jeg at gøre, hvad jeg kan for at trække i samme retning.
Jeg udgav sidste år bogen “Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse” som mit bidrag til at få brudt tabuet om, når professionelle krænker de mennesker, der har brug for hjælp. Jeg møder stor lydhørhed og samtalelyst hos medarbejdere og afdelingsledere; men så snart jeg kommer i kontakt med højere lederlag, opstår en massiv modstand mod at erkende problemerne. Idéen, om at man bare skal tage ja-hatten på og tænke positivt om alting, er undertrykkende og forværrer problemerne ved at kræve tavshed fra de ellers relevante kritiske røster. I kender garanteret også alt til disse fortællinger fra jeres medlemmer.
Mit job er at tale med jeres medlemmer (og medlemmer fra mange andre fagforeninger), sætte ord på deres frustrationer og forklare hvad der sker. Det bruger jeg stort set al min arbejdstid på via foredrag, supervision, kurser, en foredragsdvd, min blog og artikler i fagblade. Jeg blev interviewet i Fagbladet FOA i marts måned 2014, hvor journalist Signe Højgaard havde iværksat en undersøgelse af, hvor hyppigt FOA-medlemmer oplever forråelse hos sig selv og kollegerne. Det kom der nogle tankevækkende konklusioner ud af. Og et modigt medlem stillede sig frem og sagde, at hvis hun begyndte at tænke over, hvad hun er med til at gøre ved borgerne, så kunne hun ikke holde ud at gå på arbejde. Og jeg blev interviewet i temanummeret om magt og forråelse i Socialpædagogen 25. oktober 2013, hvor problemerne blev nuanceret beskrevet.
Efter min bog udkom, har jeg modtaget mange henvendelser fra frustrererede professionelle, som fortæller, at de deltager i onde handlinger på deres arbejdsplads. Det handler om alt fra fysisk vold til at undlade at hjælpe borgerne. Og de spørger mig om, hvad de skal gøre – ikke mindst fordi de oplever, at problemerne forværres. Jeg svarer så godt jeg kan; men det er begrænset, hvad jeg kan hjælpe dem med. Jeg kan henvise til deres fagforening. Jeg kan opfordre dem til alligevel at protestere, men jeg bliver også nødt til at minde dem om, at de risikerer at blive fyret, hvis de retter en faglig kritik mod ledelsen. Jeg kan forsøge at give dem faglige alternativer til de forråede handlinger. Og jeg kan opfordre dem til at sige op og skynde sig væk for at redde sig selv.
Det er paradoksalt og foruroligende, at så mange professionelle føler sig helt alene.
I min frustration over de mange grædende og kuede professionelle samt efter tankevækkende samtaler med de mange modige og handlekraftige professionelle, skriver jeg nu til jer. Fordi spørgsmålet er: Hvad gør vi? Eller rettere: Hvem gør hvad i en fælles indsats for at fjerne al den unødvendige forråelse og i stedet få lavet de nødvendige besparelser på en fagligt forsvarlig måde?
Fagforeningerne er vigtigere nu end nogensinde. Hvis vi skal have gjort noget ved problemerne, er der – for mig at se – kun én vej: I fællesskab at danne en modbevægelse til de kræfter, der forværrer forråelsen i det professionelle arbejde med mennesker, der har brug for hjælp.
Jeg har nogle idéer om, at der bør laves:
1. Et fagligt fællesskab for ledere, som kunne mødes og drøfte deres arbejde med andre ledere i andre regier
Mange ledere er blevet meget ensomme i hverdagen, da deres lederkolleger er fyrede, eller da de skal lede mange medarbejdere på flere forskellige matrikler. Ledelsens mod og faglighed er altafgørende for, om forråelsen kan bekæmpes. Et ledelsesfællesskab skal naturligvis styres af ledelsesrådgivere, der ikke bekender sig til positiv psykologien eller coachingbevægelsen; men derimod af rådgivere som tør tage fat på problemerne. Det kunne fx være en kapacitet som Christian Ørsted, der bl.a. er forfatter til bogen “Livsfarlig ledelse”.
2. Et fagligt fællesskab for dem, der ønsker at skrive artikler og kontakte de politiske systemer
Der er brug for, at politikere og kommunale/regionale ledere på højt niveau bliver råbt op. Jeg kontaktes jævnligt af professionelle, som bare gerne vil gøre et-eller-andet. De ved ikke hvad. Nogen forsøger at gå til medierne, men journalisterne er ikke særlig villige til at tage imod fortællingerne. På dette område gør I jo allerede en masse. Især Dennis Kristensen/Marie Sonne/Majbrit Berlau og Niels Barkholt er meget synlige i medierne og den politiske debat. Men måske kunne der suppleres med mere græsrodsagtige fortællinger i forskellige medier. Og måske skulle der lægges en overordnet strategi for forsøgene på at skabe opmærksomhed og debat. I må have nogle kommunikationsmedarbejdere, som ved alt om netop det.
3. Et fagligt fællesskab, hvor praktikere kunne mødes til sparring og supervision på konkrete forråelsessager
Som nævnt henvender professionelle sig hyppigt til mig for at få konkrete råd om, hvad de skal gøre, når der er forråelse på deres arbejdsplads. De tør ikke drøfte de kritisable forhold med kolleger og ledere, fordi de er bange for mobning eller fyring. Socialpædagogernes landsforening lavede i maj 2014 en større undersøgelse, der viste netop dette. Og som Niels Barkholt også udtalte til avisen.dk. i denne uge, kan socialrådgiverne sagtens nikke genkendende til problematikkerne.
Det kunne gavne, hvis man skabte en lukket gruppe, hvor professionelle kunne få konkret supervision på de situationer, som de står i lige nu. Fællesskabet kunne bestå af såvel fysiske møder som et lukket elektronisk forum. Det er nok mht dette fællesskab, hvor jeg lettest kan se mig selv bidrage som underviser og supervisor. Der ville også være brug for handlekraftige jurakyndige fagforeningsfolk, da jeg udelukkende ved noget om psykologi og det praktiske arbejde med mennesker. Desuden ville et supervisionsfællesskab kræve en masse praktisk arbejde med tilmeldinger, afbud, lokaler, forplejning, udsendelse af program osv. Der er også en masse barrierer for at etablere et supervisionsfællesskab, da det bestemt ikke er alle ledere, der tør tillade, at deres medarbejdere modtager supervision i forhold til etiske problemstillinger. Desuden vil supervision også kræve noget betaling, og det er ikke just etik, der prioriteres højest i kommuner og regioner.
I har sikkert gang i mange flere idéer og initiativer for at bekæmpe forråelsen. Mit formål med denne mail er vel blot at gøre opmærksom på, at der er brug for, at professionelle får nogle fællesskaber, hvor de kan gå hen for at gøre noget aktivt og for at få gjort noget ved problemerne. Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe til i det omfang som min tid og mine kræfter tillader det.
Som jeg ser det, er der i virkeligheden brug for en tværfaglig indsats. Det er langt fra kun jeres medlemmer, der mærker problemerne. Det handler også om pædagoger, socialrådgivere, psykologer, SSH´ere, SSA´ere, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, læger, audiologopæder, lærere og ufaglærte. Gad vide om det kunne være muligt at skabe fællesskaber, der gik på tværs af faggrænserne? Jeg vil ihvertfald også sende denne mail til FOA, Socialpædagogernes Landsforening og Dansk Socialrådgiverforening.
Jeg lægger i øvrigt en kopi af denne mail ud på min blog i håbet om, at nogle af blog-læserne vil dele deres tanker om, hvordan vi får løst problemerne.
Mange hilsner
Dorthe Birkmose
Psykolog, cand. psyk.
Promenadebyen 6, 5 tv
5000 Odense C
mobil 61 7774 61
Relateret Indhold
”Forråelsens ansigter” – en ny podcastserie
14. juni 2022
De forfærdelige mediesager, der afslører krænkelser og forråelse, bliver ved med at dukke op…
3 Comments9 Minutes
Åbne arrangementer og fagforeningsarrangementer i efteråret 2021 og foråret 2022
16. august 2021
I håbet om et efterår og en vinter uden for mange corona-aflysninger har jeg lavet denne oversigt…
0 Comments7 Minutes
Der er ingen skurke i en konflikt
23. juni 2021
I Kolding er en konflikt blevet så fastlåst og ødelæggende, at en ægtefælle føler sig nødsaget til…
4 Comments18 Minutes
Et godt initiativ og et godt fagligt indspark og tiltag til at imødegå nogle af de ting som sker på området hvor vi er nogen som skal hjælpe andre mennesker som har behov for hjælp. Som ergoterapeut og frontmedarbejder i mange år som vejleder på hjerneskadefeltet deltager jeg gerne, hvor jeg kan 🙂 Håber også at andre vil gribe stafetten og deltage i dette samarbejde på tværs af fag- og kommunegrænser.
Dorthe din indsats er uovertruffen og dit engagement uvurderligt, det er værdsat, TAK!
“Men are never so likely to settle a question rightly as when they discuss it freely.” – Thomas Babington
Jeg har skrevet og klaget til øverste ledelse i Odense Kommune, over behandlingen af min syge demente sårbare mor, som var blevet låst ude af sit hjem af personalet på Rytterkasernen. Personalet havde bestilt madvare, som skulle rydes på plads, så personalet kunne ikke rumme/klarer min mor som er ramt af Alzheimer, derfor blev hun låst ude i haven. Hverken ledelse eller personale mente at der var noget galt i denne forrådede handling, det var først da jeg klagede på øverste niveau at de kunne se at det var en magtanvendelse overfor min mor. Det viser bare Dorthe, at du har så ret i din bog, hvor du beskriver om forråede handlinger, der sker med os som arbejder med mennesker, på alle niveau.
Jeg synes det er fedt, at du har overskud til at gøre en indsats for de sårbare, og jeg mener alle fagforbund, pårørende, os personale skal melder os ind i kampen, om at få stoppet besparelserne, tilfører området penge, og lad os få solidariteten og fagligheden tilbage til kommunerne igen, det er i den grad på tide.
Dejligt, at du som psykolog vil sende et officielt indspark.
Det kommer nemt til at lyde som ynk, når pædagoger/lærer som arbejder i det socialpædagogiske felt med special anbragte børn på Almen Folkeskoler, mener at resource -nedskæringer i OBSklasser og inklusion i almen klasser ofte intet har at gøre med barnets tarv.
Vi ved hvad vi kan yde når ressourcerne er tilstede, men ved også at alt ikke bare kan effektiviseres. Disse børn har behov for ‘beskyttet’ tid for at blive klar til inklusion
Send gerne din mail til BUPL også
Jeg er fuldstændig enig i, at der er behov for fortsat og fortløbende evig fokus på forråelse. Jeg mener absolut det er relevant, at tage kontakt til andre fagforeninger også, såsom dem der varetager ergoterapeuter, sygeplejersker, læger, lærere og fysioterpeuter, samt BUPL.
I forhold til de forslag om fælles fagligledersparring, så er der også behov for dette. Der er en del kommuner, som stadig ynder at have netværk for ledere og i den kommune jeg er i, er der en del tilbud oppefra om muliheder for at mødes. På mellemleder niveau kunne der godt være et netværk også, da det tit er mellemledere (som jeg), der står for den mere direkte kontakt med medarbejdere og den faglige sparring – det giver mulighed for, at komme forråelse i forkøbet.
Et lille “men” er, at det godt kunne være en coachingbaseret sparring/styring -det kommer an på, hvordan coaching udføres og med hvilken tilgang, om den er virksom til bekæmpelsen af forråelse. Der er flere faglige vinkler og metoder i coaching.
Det er en god mail at sende ud, det skal bare huskes det ikke kun er medarbejder der er bange for fyrseedelen. Ledelsen er også, de bliver pålagt urimelige besparelser af embedsmænd og politiker, mange gang prøver de at afbøde de værste virkninger af ny regler og besparelser, da de godt ved det går ud over de udsatte borger. Spørgsmålet burde måske være hvordan kan vi i fællesskab råbe vagt i gevær over for de besparelser. Hvis mange medarbejder tænker tilbage bare nogle år, så burde de kunne huske hvad det vil sige at have tid til borgerne og hvilken forskel det gjorde for begge parter. Det hjælper ikke at nedsætte flere udvalg eller have flere møder da den tid der bruges vil gå fra borgerne.
Vi skal have mere tid til at hjælpe og være sammen med dem. Derved vil vi kunne løse mange af de problemer medarbejderne slås med i forhold til jobbet.
Du har ret. Ledere på alle niveauer er under et umenneskeligt pres, og vi har bare mere brug for faglig ledelse nu end nogensinde. Jeg er også helt enig med dig i, at vi skal ikke have flere udvalg, flere møder, flere papirer, flere undersøgelser, flere private konsulentfirmaer osv osv. Vi skal have lov til at arbejde med de mennesker, der har brug for hjælp. Vi skal have arbejdsro, løbende faglige inputs og faglig ledelse. Men hvordan skaffer vi os det?
Indtil videre har jeg fået et svar fra FOA om, at de har fokus på problematikkerne og at de evt. henvender sig igen i forbindelse med noget undervisning. De to andre fagforeninger har ikke svaret. Så det var vist ikke den rette vej for mig at gå. Jeg må tænke nyt. Gode idéer modtages gerne! Jeg er ved at være lidt blank …
Kære Dorthe
Stor ros til dig for at bringe emnet forråelse op på et højere politisk plan. Det er en yderst interessant problemstilling. Som leder på en Demensafdeling, er de ældres rettigheder og velbefindende, noget der virkelig lægger mig på sinde. Jeg tænker at der er en plejekultur, som bidrager til forråelse, på grund af manglende evner til, at være kritisk og reflekterende i arbejdet. Fokus skal flyttes tilbage på de ældre, og væk fra de plejepersonaler som kan “få Hr. Hansen i bad hver gang de er der”, for spørgsmålet er hvilke metoder/tiltag som blev brugt for at få Hr. Hansen i bad. Der er en succes i, fra plejepersonalets side, at “lykkes” med personlig pleje osv. Fokus burde i stedet være på de ældre, selvfølgelig skal personalet forsøge at motivere til personlig hygiejne osv., men en vellykket arbejdsdag er ikke antallet af beboere der har været i bad og fået rent tøj på, men i stedet hvor dygtige personalet har været til, at skabe rogivende omgivelser for beboerne og meningsfulde aktiviteter for den enkelte.
Jeg håber at du kæmper videre, for de ældres og plejepersonalets skyld!
Mvh
Anette
I lige måde kan jeg vist roligt sige! Det lyder som om du kæmper en brav kamp for at dæmme op for tendensen til få skabt en kultur, hvor det handler om, hvilke personaler der “kan klare” hvilke ældre. Når frustrationerne, travlheden og afmagten tager over, dukker forråelsen op. Hver gang. Og hos selv de dygtigste. I ledere er vigtigere nu end nogensinde i bestræbelserne på at fastholde og højne den faglige tænkning. Fortsat god kamp, Anette.
Kære Dorthe
Jeg er ved at være færdig med din bog – må tage den i små doser, for det er skrap kost 😉
Tak for dit initiativ. Det er meget relevant, og jeg sidder også som menig medarbejder ofte med tanken: “Jeg må da kunne gøre noget”. Det “noget”, jeg pt. magter, er at drøfte din bog med mine nærmeste kollegaer.
I dit opråb til fagforeningerne ovenfor synes din præmis at være: {Forrået politisk diskurs} -> {Forringelse af vilkår} -> {Forrået personale}. Holder denne præmis, så er dine forslag vældig gennemtænkte og kraftfulde, fordi de retter sig mod roden, nemlig den politiske diskurs.
Jeg synes, vi skal gøre forsøget, for selv om jeg ikke er optimistisk i forhold til grundlæggende at forandre den politiske diskurs, så er jeg meget optimistisk i forhold til, at selve debatten kan få hjælpe og omsorgspersonaler til at tænke os mere om, og dermed spare mennesker der har brug for hjælp for nogle af de overgreb, de ellers ville blive udsat for.
Bedste hilsner
Ove Junne
Kære Dorte,
Har du kontakt til sagsbehandlere? Som mor til et barn med gennemgribende udviklingsforstyrrelse er min afmægtighed størst, når jeg har været i kontakt med kommunen. Min julegave til mig selv i år: en advokat, som tager slagene for mig. Sjovt nok har det sat skred i sagerne, men det løser kun vores families krusninger på overfladen, ikke de kampesten, som forårsager krusningerne. Der tror jeg til gengæld, at dine indsigter og forslag ville kunne sætte gang i en kortlægning – og måske også nogle tanker om, hvordan brugerne oplever forløbet i den kommunale flod!
Kh. Tine
Kære Tine
Det er så ærgerligt, at man som pårørende er nødt til at konfliktoptrappe med fx en advokat; men det kan desværre være nødvendigt for at sikre at lovgivningen overholdes og hjælpen gives. Jeg har jævnligt kontakt til sagsbehandlere rundt omkring i landet. De er stressede og frustrerede over, at de hyppigt ikke kan komme til at udføre et ordentligt stykke arbejde. Og de mærker i dén grad forråelsen på egen krop. Dertil kommer, at der nu er en generel bekymring for, hvad der kommer til at ske i 2017, hvor de massive besparelser for alvor rammer kommunerne. Det kunne godt gå hen og blive rigtig grimt …
Bedste hilsner fra Dorthe