Anbefaling af sommerferielitteratur: Temaerne er kritik, frimodighed og ulydighed

Sommerferietiden indebærer forhåbentlig masser af restitution og mulighed for at nyde den ufattelige luksus ”at have god tid”. Måske bliver der endda tid til at læse lidt af den faglitteratur, som man ikke når i en travl hverdag. Der er et hav af gode bøger og artikler, som kan både give ny viden og få én til at tænke. Ligesom sidste sommer vil jeg anbefale tre tankevækkende bøger.

Kritikkens u-vending
Jeg bliver mere og mere optaget af, hvor vigtigt det er, at der er plads til kritik. Jeg oplever nemlig i stigende grad, at kritik reelt er uønsket, at professionelle indfører selvcensur i frygt for konsekvenserne af at kritisere samt at positiv tænkningen afskriver den kritiske tænkning som negativt brok. Sociolog Rasmus Willig udgav i 2013 bogen Kritikkens u-vending. En diagnose af forvandlingen fra samfundskritik til selvkritik, hvor han dels på en let tilgængelig måde fremhæver nogle af pointerne fra hans bog Til forsvar for kritikken og dels analyserer tre aktuelle fænomener som coaching, MUS-samtaler og fitness som udtryk for en samfundsudvikling. Willig skriver intelligent og vidende – og så har han sin helt egen stil med sarkastiske sprogperler som fx positivitetsfascisme og ideologisk glidecreme.

Kritikkens u-vending handler om, at samfundskritikken er afløst af selvkritikken. Willig argumenterer for, at den udadvendte samfundskritik er nødvendig for at få frigjort de eksisterende ressourcer og for at få gjort noget ved uretfærdighederne. Men selvkritikken, hvor den enkelte tager skylden på sig for ikke at kunne klare kravene, for ikke at være effektiv nok samt for ikke at være lykkelig nok, fylder langt mere i dag. Denne selvtugtelse er udmarvende for den enkelte og fjerner fokus fra de betingelser, som burde ændres.

Willig

Når anerkendelse ikke er nok
Kritikkens u-vending passer godt sammen med både Christian Ørsteds Livsfarlig ledelse og med den næste bog, som jeg vil anbefale: Når anerkendelse ikke er nok. Professionsetik og samfundsansvar af de to norske forskere Karen-Sofie Pettersen og Eva Simonsen. Bogen er fra 2010, men jeg har først fået den læst i år – og den er ikke blevet mindre aktuel med tiden. Pettersen og Simonsen ser nærmere på idéen om anerkendelse. Først beskriver de, hvordan den anerkendende tilgang opstod på baggrund af en række skandalesager, hvor omfattende og systematisk forråelse blev afsløret i arbejdet med mennesker, der havde brug for professionel hjælp. Den anerkendende tilgang er tænkt som et seriøst og fagligt alternativ til de stærke krav om tilpasning, underkastelse og ensretning. Anerkendelse handler om at blive set og at se andre som de mennesker, de er. Det er et vigtigt og ædelt formål; men som Pettersen og Simonsen også skriver, så blev bagsiden af den anerkendende tilgang, at der blev for meget fokus på individet og for lidt fokus på de betingelser, som individet lever under. Man kan nemlig anerkende for meget. Man kan anerkende, at ”sådan er det jo”, ”det er den nye virkelighed”, ”det er vores vilkår” osv. En sådan skæbnetro medfører stagnation – og ikke den ellers vældig lovpriste udvikling og innovation. Anerkendelse kan også bruges til at lukke for dialog ved at møde kritik med sætninger som ”jeg hører hvad du siger”, ”det anerkender jeg” og ”det er nu ikke min oplevelse” (læs: ”stop så”). Det var ikke dét, der var meningen med en anerkendende tilgang; men det var det, der skete – og sker. Meningen var jo, at også uret og krænkelser skal erkendes og italesættes – for så at kunne gøre noget ved problemerne!

Pettersen og Simonsen mener, at professionelle har pligt til at gøre noget for at sikre den mest retfærdige økonomiske omfordeling. Det handler nemlig stadig om risikoen for krænkelser af de mennesker, der har brug for hjælp. Det sidste kapitel i Når anerkendelse ikke er nok handler om Pettersen og Simonsens bud på, hvad der skal til for, at vi både kan anerkende det enkelte menneske og samtidig sørge for de omfordelinger af goderne, der skal til. De tager det ældgamle begreb om frimodighed op. Frimodighed handler om at sige sandheden, især når sandheden er ilde hørt hos modtageren. Det er det samme, som Willig skriver om, når han argumenterer for vigtigheden af den frigørende samfundskritik. Det gibber vel lidt i de fleste af os, når der bliver brugt så kraftfuldt et begreb som sandheden. Men jo mere jeg tænker over det, desto mere præcist synes jeg at det er: At sige sandheden. Det handler om, at professionelle skal sige sandheden om de krænkelser, som foregår. Nogen gange er tingene ikke så relative. Nogen gange er sandheden, at der er børn, der straffes; handicappede, der afrettes; arbejdsløse, der ydmyges; sindslidende, der ikke modtager behandling samt ældre, der omsorgssvigtes.

Frimodighed er kendetegnet ved det mod, som det kræver at kritisere de autoriteter, man selv er underlagt. Og det er dét mod, som de professionelle, som jeg taler med, både udviser og efterlyser mere af – både os sig selv og hos andre.

Pettersen og Simonsen

Om børn og unges nej
Det er ekstremt svært for langt de fleste af os voksne professionelle at turde sige sandheden, når den er ilde hørt hos magthaverne. Det er egentlig forunderligt. Og så alligevel ikke. Cand. pæd. Erik Sigsgaard har i år udgivet bogen Om børn og unges nej. Farvel til lydighedskulturen. Bogen ligger godt i tråd med Jesper Juuls bog Aggression – en naturlig del af livet. På samme måde som Juul advarer imod tendensen til at børn ikke må være aggressive, advarer Sigsgaard imod tendensen til at opdrage børn til at sige ja – og ikke sige nej. Omdrejningspunktet i begge bøger er den dybe bekymring for konsekvenserne af at opdrage og uddanne børn til at ende med at være lydige voksne, der ikke evner at sige fra overfor uretfærdigheder og krænkelser. Megen mobning og mange krænkelser ville slet ikke blive så omfattende og ødelæggende, hvis flere børn og voksne turde sige fra. De onde handlinger kan kun fortsætte, fordi der er alt for mange, der passivt ser til og ikke har lært, hvordan man griber ind, siger fra og protesterer.

For mig virker Jesper Juul og Erik Sigsgaard som to faglige Holger Danske, der vågner op, når fagligheden er truet. Begge bøger er karakteriseret ved en stærk og konstruktiv vrede på vegne af de børn, der afrettes og trynes.

Om børn og unges nej er ikke kun en bog til dem, der interesserer sig for opdragelse og folkeskolen. Bogen er en vigtig protest mod lydighedskulturen med ”dens opdragelse med grænser, skældud, konsekvenser og ja-hat” (Sigsgaard, 2014, side 11). Den største risiko er, at vi kan få lydige børn. Lydighed kunne måske ellers umiddelbart virke som en god egenskab, men lydighed er en farlig egenskab. Hvis man er lydig, så gør man som de andre, og man gør som der bliver sagt. Det meste af min arbejdstid går med at forstå og ændre lydigheden hos voksne fagpersoner, der ikke formår at sige fra overfor uretfærdigheder, mobning, krænkelser af andre eller forringelser af velfærden. Lydige børn har desværre lært, at de ikke må sige fra. Og de lydige børn bliver lydige voksne. Derfor er det angstprovokerende for mange voksne at skulle sige fra.

Sigsgaard

Ulydighed er udtryk for en selvstændig kritisk stillingtagen – og ikke en bevidstløs og lydig omstillings- og forandringsparathed. Ulydigheden, frimodigheden og evnen til at kritisere er af altafgørende betydning for at kunne gøre noget konstruktivt ved forråelse, livsfarlig ledelse, selvtugtelse og stagnation.

God læselyst og god sommerferie!

 

 

Litteratur:

Pettersen, K. & Simonsen, E. (2010): Når anerkendelse ikke er nok. Professionsetik og samfundsansvar. Akademisk Forlag.

Sigsgaard, E. (2014): Om børn og unges nej. Farvel til lydighedskulturen. Tiderne Skifter.

Willig, R. (2013): Kritikkens u-vending. En diagnose af forvandlingen fra samfundskritik til selvkritik. Hans Reitzels Forlag.

Skriv et svar