I dag har vi traditionen tro afholdt en gensyns- og evalueringsdag på den neuropædagogiske efteruddannelse på University College Lillebælt. Hverken i Odense eller i Dianalund evaluerer vi i slutningen af forløbet, da det ikke vil give mening på det tidspunkt, hvor vi netop har været igennem to intense dage med faglig sparring på 20-25 cases. Odensehold nr. 13 blev færdig med deres efteruddannelse i går, og det er vitterlig en intens og tankevækkende afslutning at læse og forholde sig til de mange skæbner og dybt komplekse problemstillinger, der tumles med i de forskellige regier. Alle koncentrerer sig dybt og gør sig umage både for at give og modtage feedback på en ordentlig måde. Derfor er der en god sund træthed til sidst, og det er ikke i den tilstand, at man skal evaluere noget-som-helst.

Først efter et år er det muligt at afgøre, hvad man reelt har kunnet bruge fra efteruddannelsen, og hvordan det kunne bruges til forbedre arbejdet på en måde, så man selv og borgerne kan mærke det. De, der havde mulighed for at komme til gensynsdagen, havde mange tankevækkende og inspirerende fortællinger at dele ud af. Det var fortællinger om forråelse. Der var fortællinger om, hvor glad man bliver af at få mulighed for at bruge sin neurofaglighed. Der var fortællinger om, hvor meget modstand faglighed kan vække i en personalegruppe. Det grublede vi lidt over: Hvorfor kan der være modstand på at have fokus på borgeres kognitive vanskeligheder og på kollegers nyerhvervede viden? Der var fortællinger om den indre ro og selvsikkerhed, som faglig viden giver én. Der var fortællinger om, hvor hypermotiverede professionelle er, og hvordan der derfor arbejdes hårdere og hårdere, selvom det koster ens eget helbred. Der var fortællinger om spild af penge og tid i form af unødvendige skift i registreringssystemer, temadage uden nyt indhold samt for lidt faglig ledelse. Der var fortællinger om, hvordan man kan blive mobbet og hånet, fordi man insisterer på faglighed i en virkelighed, hvor økonomi og hurtige forløb tilsyneladende er vigtigere.

En lille konkret konsekvens af det tiltagende arbejdspres, som professionelle oplever, er en forandring i programmet for den neuropædagogiske efteruddannelse. Der kommer en ny temadag om stressproblematikkerne hos medarbejdere og ledere. Jeg får selvfølgelig ikke en ekstra dag bevilget, så når noget nyt kommer ind, må noget gammelt ud. Jeg måtte derfor ofre temadagen om følelsesmæssige forstyrrelser hos mennesker med hjerneskade og sindslidelse. Det huer mig ikke at skulle skrue ned for den neuropsykologiske viden, men det er ganske enkelt blevet nødvendigt at tilføje en temadag om at passe på personalet – oveni i temadagene om konflikthåndtering i personalegruppen, den professionelle rolle, forsvarsmekanismer samt faglighed i det tværfaglige arbejde. Det er en dråbe i havet med en neuropædagogisk efteruddannelse, men det skal blot ses som et eksempel på, hvad især lederne bliver nødt til at fokusere på i de kommende år: Der skal passes bedre på personalet. Og den bedste måde at passe på sit personale er ganske enkelt at beskytte dem mod diverse omstruktureringer, besparelser og tåbeligheder, så de kan få lov til at arbejde. Det hørte jeg også i fortællingerne i dag, hvor det var tydeligt, hvor stor rolle ledelsen spiller. Der var fortællinger om ledere, der fører frustrationer fra dem selv og fra højere lederniveauer videre til medarbejderne, og dermed kommer de til at ødelægge medarbejdernes trivsel. Der var heldigvis også fortællinger om ledere, der formår at beskytte medarbejderne fra udefrakommende pres, og de øger medarbejdernes trivsel markant. Når professionelle får lov til at arbejde med borgere og pårørende, er arbejdsglæden der. Personalepleje handler hverken om coaching eller om kurser i ”den rette positive ja-hats tænkning”. Personalepleje handler om arbejdsro.

Det er mig i øvrigt en gåde, hvorfor professionelle, der har gjort sig ligeglade med borgernes følelser og problemer, kan fremstille sig selv som stærke og dygtige. Det lykkes endda gang på gang for dem at få kommunikeret til professionelle, der kæmper for den klientcentrerede, ikke-dirigerende og neurofaglige tilgang til arbejdet, at de er svage, taler med hjertet og er lidt latterlige. Hvordan kan det fremstilles som en svaghed, at professionelle insisterer på, at menneskets motivation, værdier, livshistorie og kognitive vanskeligheder skal respekteres? Det er da faglighed!

Efter sådan en gensynsdag med psykisk og fagligt stærke kvinder, der kæmper så hårdt for borgerne og etikken, at de selv bevæger sig på kanten af en sygemelding, sidder jeg tilbage med både en forstemthed og en kampgejst. Det gør mig ked af det, at professionelle, der ikke ønsker andet end at få lov til at arbejde, skal være grædefærdige af udmattelse. Men det inspirerer mig også til at fortsætte mit eget arbejde med at dryppe lidt faglighed og etisk refleksion ind hist og pist, hvor jeg kommer frem. Hvis alle disse professionelle kan kæmpe, kan jeg vel også gøre mit. Det er forstemmende, at mange professionelle kan føle sig helt alene med deres kamp. Det kan man ikke holde til som menneske. Vi er sociale væsener, og vi har brug for at føle os som en del af et fællesskab. Den stærkeste tanke efter gensynsdagen er for mig, at der eksisterer et stort – men fuldstændig uorganiseret – fagligt fællesskab indenfor det professionelle arbejde med mennesker. Der er debattører og forskere som Svend Brinkmann, Rasmus Willig og Steen Nepper Larsen. Der er forfattere og foredragsholdere som Jesper Juul, Bo Hejlskov Elvén, Eriks Sigsgaard, Peter Thybo og Christian Ørsted. Og vigtigst: Overalt er der praktikere og ledere, der hver dag kæmper for fagligheden og etikken for de borgere og pårørende, som de kommer i kontakt med. Alle disse mennesker må tilsammen udgøre en kraftfuld modbevægelse til den livsfarlige ledelse, det positive sprogbrug og det økonomiske paradigme. Det tror jeg på.