Sommerferielæsning om magt og afmagt, gruppedynamikker, inklusion og eksklusion – og om at undgå quick fixes

Kære jer, der er ved at samle en bunke gode bøger til sommerferien.

Måske kan der blive plads til tre af årets fagbøger i bunken? En bog om fængselsbetjentenes arbejdsbetingelser – og hvad det gør ved dem. En bog om, hvordan børn mobber hinanden og hvordan de voksnes indgriben kun gør det hele meget værre. Og en bog om, hvordan børn betaler prisen for, at præstationssamfundet løber løbsk – og at vi faktisk ved bedre. Jeg skulle mene, at emnerne til hver en tid kan konkurrere med selv de mest uhyggelige krimier.

Casper Fauerholt: Huset vinder altid. Frontberetninger fra et dansk fængsel
Den unge journalist Casper Fauerholt er fascineret af kriminalforsorgen og især af arbejdsmiljøet i de danske fængsler. Han har tidligere skrevet en e-bog om, hvordan det gik en fængselsbetjent, da hun sagde fra overfor forråede kolleger. I Huset vinder altid fortæller fire fængselsbetjente om deres karrierer og om hvilken pris de har betalt. Derigennem fortælles et vigtigt stykke moderne danmarkshistorie om, hvordan fængslerne har udviklet sig. Bogen fokuserer på Nyborg statsfængsel, men vi når også at få viden om andre dele af kriminalforsorgen.

Bogen er velskrevet, og den læses hurtigt. Men den glemmes ikke igen. Der er scener, som ætser sig ind i ens erindring. Scener om fangeoprør og scener om organiserede overfald. Bogen handler om de enorme psykiske belastninger i krydsfeltet mellem straf og rehabilitering, om gruppedynamikker med ”strammere”, ”slappere” og ”korpsånd” samt om en fuldt forståelig forråelsesrisiko i et stadigt farligere miljø. En fængselsbetjent siger: ”Det er et job, man mister sig selv i. Men man opdager det ikke, før det er sket”.

Jeg håber, at Casper Fauerholt snart skriver en bog om ledelse i kriminalforsorgen. Det antydes nemlig flere gange i Huset vinder altid, at de ledelsesmæssige beslutninger ikke altid gør hverdagen i fængslerne bedre. En fængselsbetjent siger: ”Et er at blive banket, men det værste har nærmest været, at der ikke har været opbakning fra systemet efterfølgende. Den kamp har været den hårdeste”.

Jeg ved ikke, om huset altid vinder. Bogen efterlader mig med et indtryk af, at der både blandt indsatte og ansatte er alt for mange, som mister sig selv.

Stine Kaplan Jørgensen: Mobbemønstre og magtkampe. Håndtering af mobning i skolen
Så skifter vi fra kriminalforsorgen til folkeskolen, hvilket er lidt af et spring og så alligevel ikke. Fordi det handler stadig om gruppedynamikker, værdi-skred og alt det, der sker mellem mennesker både med ord og helt uden ord.

Psykolog Stine Kaplan Jørgensen skriver om Mobbemønstre og magtkampe på baggrund af hendes ph.d-forskning, hvor hun i flere år har fulgt seks forskellige klasser fra 2. til 6. klassetrin og set, hvordan mobning bliver håndteret. Det er lige på og hårdt fra bogens første side, hvor metoden ”den gode stol” bliver brugt: Wilmer er blevet sat på en kontorstol midt i klassen, og nu skal klassekammeraterne sige positive udsagn om Wilmer. Problemet er bare, at klassekammeraterne bliver stille, og stemningen er anspændt. Læreren forsøger sig med ”Jeg synes, at du har arbejdet på at være mere med”. Der er stadig stille. Wilmer ser nervøs ud. En af pigerne gentager lærerens udsagn om, at Wilmer har været mere med og supplerer med ”du fjollede meget før i tiden”. Der er stille igen, lidt spredt fnisen. En af de andre piger siger: ”Du er blevet bedre til at tage imod kritik uden at blive helt vildt sur”. Der kommer et par andre spredte udsagn om, at Wilmer er blevet bedre til at lege med flere. Efter fem minutter er det ovre, og der bliver lavet et gulddiplom, hvor udsagnene bliver noteret. Gulddiplomet bliver hængt op i klassen.

Den fornemmelse af ondt i maven over, hvad Wilmer bliver udsat for, holder hele bogen igennem, når vi møder Clara og Selma og deres klassekammerater.

Som læser får man forståelse for, at lærerne forsøger sig med de metoder, som anbefales, fordi de ønsker at hjælpe de børn, der mobbes og på anden vis ekskluderes. Men det er også tydeligt, at metoderne har den modsatte effekt. Intentionen med ”den gode stol” er at øge selvværd, empati og tolerance. Men eksemplet viser, hvordan Wilmers eksklusion udspilles for åbent tæppe. De tilsyneladende positive udsagn handler om, hvordan Wilmer er forkert.

Stine Kaplan Jørgensen skriver nuanceret, præcist, empatisk og eftertænksomt om, hvad hun har set udspille sig i folkeskolen. Hun insisterer på, at quick fixes er en del af problemet. Og hun insisterer på en bedre hjælp til lærerne, når de skal håndtere noget så komplekst som gruppekulturer.

Mobbemønstre og magtkampe er relevant for alle, der indgår i grupper og arbejder med grupper. Det er let at trække paralleller fra skoleområdet til alle andre områder, da bogen handler om at være menneske i sociale sammenhænge. Det er de store temaer som magt/afmagt og inklusion/eksklusion, som Stine Kaplan Jørgensen går i dybden med. Det er en tankevækkende og foruroligende kortlægning af, hvordan positive udsagn kan være ydmygende, hvordan anerkendende samtaler kan være ekskluderende, hvordan ros kan være devaluerende og hvordan gruppesamtaler kan legitimere fortsat mobning.

Det tog mig lang tid at læse bogen, fordi jeg mange gange måtte sænke bogen for at stirre ud i luften, imens kompleksiteten sank ind.

Jytte Birk Sørensen: Fra diagnoser til udviklingsstøttende kontakt
Så slås der et kraftigt slag for at huske vores viden om, hvad relationerne og mikro-øjeblikkene betyder for menneskets udvikling. Marte Meo supervisor Jytte Birk Sørensen skriver på baggrund af årtiers erfaringer indenfor det professionelle arbejde med andre mennesker. I bogen sætter hun fokus på børn og unges trivsel (og mistrivsel), og via cases får man som læser indblik i betydningen af, at børn svares på deres initiativer.

Fra diagnoser til udviklingsstøttende kontakt er en indigneret beretning om, hvordan vi bevæger os i en forkert retning, når vi individualiserer menneskers problemer, når diagnoserne bliver hovedforklaringen, når medicinsk behandling fylder mere end relationsarbejdet og når præstationssamfundets logikker får lov at dominere. Jytte Birk Sørensen skriver bl.a.: ”Denne ensidige dyrkelse af at blive til noget, ignorerer i bekymrende grad behovet for samhørighed og gensidighed, som er altafgørende for selvudviklingen af at blive til nogen.”

Bogen er skrevet med et velgørende raseri og en utålmodighed, som jeg kun har set hos andre meget erfarne og dygtige fagfolk, der vitterligt ikke forstår, hvorfor vi forkaster den solide viden, som har været til gængelig i årtier, og som vi bare kunne bruge løs af.

Den viden, som vi burde bruge løs af, er vores viden om tilknytning. Den viden har været tilgængelig siden psykiatier John Bowlby begyndte at skrive om omsorgssvigt, tillidsbrud, traumatisering og tilknytningsforstyrrelser i 1950´erne. Siden hen er denne viden blevet uddybet og nuanceret på baggrund af solid forskning, og Jytte Birk Sørensen giver os et resumé.

Bogen er et stærkt rygstød til alle de professionelle, der altid har haft fokus på relationer fremfor metoder. Samtidig er bogen en påmindelse om, at vi skal holde fast i vores viden om omsorg og tilknytning som det allervigtigste. Bogen giver os Marte Meo som en måde at holde fast i vigtigheden af observation, mikro-øjeblikke, barnets egne initiativer og professionelles evne til mentalisering. Det er en befrielse at læse en fagbog om, hvordan man kan give slip i at være styrende for at kunne være mere følgende og vejledende i samarbejdet.

Kort sagt: Her er tre bøger præget af fascination, eftertænksomhed og indignation. Tre bøger om hvordan der kan skabes de rette faglige betingelser for, at professionelle reelt kan hjælpe andre mennesker. Tre bøger fulde af omtanke (og uhyggeligheder).

God læselyst og god sommer.

Skriv et svar