De forfærdelige mediesager, der afslører krænkelser og forråelse, bliver ved med at dukke op indenfor samtlige velfærdsområder: kostskoler, plejehjem, bosteder, dagpleje, asylcentre, hospitaler, vuggestuer, folkeskoler, behandlingshjem, børnehaver, jobcentre, fængsler osv. Journalister fortæller mig, at det er godt at få sagerne frem i lyset. Jeg prøver at sige: ”Nej, ikke dét lys!”. Jeg må selvfølgelig medgive, at de mange sager har været med til at få politikere og topledere til at forstå, at der indenfor deres ansvarsområder forekommer krænkelser, som de intet ved om. Så vidt, så godt. Desværre har mediesagerne været medvirkende til, at krænkelserne og forråelsen fortsætter – blot bedre skjult. Fordi efterspillene er så destruktive.

De destruktive efterspil på mediesagerne
Efterspillene på mediesagerne foregår over cirka samme skabelon: Først forargelse, fordømmelse og udskamning af dem, der afsløres (forråelse mødes med forråelse), dernæst topledere der er forbløffede over, at det kunne ske i deres organisation (spirende erkendelse mødes med benægtelse og fortrængning), så en uvildig rapport (ansvar afværges med problemforskydning og intellektualisering), derefter findes ”de skyldige” (kollektive problemer individualiseres) som straffes (lidt mere forråelse), der indføres mere kontrol (enkeltsager leder til generel mistro) og så lyder nogle lidt for højlydte fortællinger om, hvor godt det jo egentlig ellers går (erkendelse afværges endegyldigt via bagatellisering og idyllisering). Og så fortsætter det hele – blot bedre skjult. Som professionelle lærer vi nemlig af efterspillene, at hvis vores fejl kommer frem i lyset, så vil vi blive udskammet og udhængt. Derfor bliver vi naturligvis dygtigere til at holde vores fejl skjult. Og på alt for mange arbejdspladser bruges der tid og energi på at overholde procedurer og deadlines for at kunne bevise, at man har gjort, hvad man skulle. Det kan til tider blive vigtigere at have sit alibi i orden og kunne sige, at samtlige procedurer og retningslinjer er fulgt til punkt og prikke end at hjælpe børn og borgere med deres problemer. Dermed opnår journalisterne desværre det modsatte af deres hensigt om at få gjort noget ved problemerne.

Fejl, mangler og problemer skal frem i lyset. Ingen tvivl om det. Men lyset bør være et forstående og nådigt lys, som ikke skræmmer nogen. Et psykologisk trygt lys.

Den psykologiske tryghed hos Socialt Indblik
Journalist Niels Svanborg kaster et forstående og nådigt lys over forråelsesproblematikkerne i Socialt Indbliks nye podcast-serie Forråelsens ansigter. Hans måde at arbejde på er en befrielse i forhold til mediesagerne, der bygges op som ”helte og skurke”-fortællinger. Niels Svanborg leder ikke efter skurke. Han taler med mennesker, der har forråelsesrisikoen inde på livet. Han spørger, og derfor får han svar. Jeg håber, at flere journalister vil opdage, at de blot kunne tale med os. Det er ikke nødvendigt med skjulte kameraer eller interviews, hvor vi fanges i at modsige os selv. Vi er faktisk til at tale med – hvis vi er trygge.

Den psykologiske tryghed opstår, når vi ved, at vi ikke bliver udskammede, fordi vi har begået fejl, og når vi ved, at vi ikke bliver gjort til problemet, blot fordi vi benævner problemet. Niels Svanborg tør høre om, hvad medarbejdere, ledere og borgere ved om forråelse i praksis. Jeg håber, at flere og flere tør høre om forråelse uden at blive så bange og forfærdede, at de føler sig nødsagede til at udskamme andre.

Der er stadig en risiko for at blive udskammet
Så sent som forrige uge oplevede jeg, hvordan en leder, som turde tale om forråelse, blev udskammet. En journalist fra et fagblad spurgte lederen om, hvordan hun tog sin del af ansvaret for at opdage, hvis der sneg sig forråelse ind på arbejdspladsen. Lederen svarede, at hun i det daglige var opmærksom på sprogbruget i de uformelle samtaler og pausesnakken. Hun blev på de sociale medier – endda af andre professionelle – kaldt ”stasi”, ”spion” og ”rotte”. Jeg blev selv kaldt ”en nyttig ignorant” og fik at vide, at jeg skulle skamme mig. De voldsomme reaktioner fortæller mig, at blot dét at tale om forråelse kan være alt for skam- og angstfuldt. Hvis bare vi kunne fjerne skammen, så ville vi være nået langt. Jeg håber derfor, at I vil tage godt imod alle fortællingerne i ”Forråelsens ansigter”. Uden at skælde ud og udskamme; uden at gøre dem, der fortæller om problemerne til problemet; og uden at bede os om at tie stille.

Seks episoder og et par bonus-episoder
I første episode af ”Forråelsens ansigter” møder vi Alice, som fortæller om, hvordan hun var en del af en forrået kultur. Uden at opdage det, imens det stod på. Hendes fortælling er stærk, ærlig og hjerteskærende. Lederens afmagt er tydelig i legitimeringen af ”kreativ medicingivning” og i ønsket om ikke at dokumentere problemerne ”så hårdt”. Medarbejdernes afmagt er tydelig, når de gemmer sig inde hos en beboer for at undgå en anden beboer. Beboernes og de pårørendes afmagt over den manglende hjælp kan man kun alt for let forestille sig. Jeg bliver mest afmægtig, når jeg hører om, hvordan Alice og kollegerne får ros for deres dygtighed, samtidig med at de selv kan mærke, at de ikke er dygtige nok.

Leder Søren Skjødt fortæller i anden episode af ”Forråelsens ansigter” om at stå midt i det medielys, hvor der stadig fortælles skurke-historier. Lyt til hans nuancerede, stærke og tænksomme fortælling – og tænk så eventuelt lidt over, hvordan du får et helt andet indtryk af ham og Godhavn hos Socialt Indblik end i TV2-dokumentaren. Psykologisk tryghed gør alverden til forskel.

I tredje episode af ”Forråelsens ansigter” taler Niels Svanborg med Monica Lylloff fra En Million Stemmer. Hun fortæller stærkt om, hvor krænkende og ydmygende det er at blive talt ned til og få bagatelliseret de problemer, som man som familie ikke selv kan løse. Det er svært nok at skulle bede om hjælp, og derfor rammer det ekstra hårdt, når man møder professionelle, der mistror én. Når jeg lytter til fortællingerne fra En Million Stemmer, bliver jeg rasende på en særlig desperat måde, og jeg har svært ved at tøjle mine impulser til at reagere med forråelse.

Der er foreløbig optaget tre episoder mere med fortællinger fra ledere og medarbejdere. Der er også lavet et bonusafsnit om forsøgene på at kortlægge forråelsens omfang og et andet bonusafsnit med en ung kvinde har skrevet digte om at møde forråede professionelle.

Jeg ved, at du er velkommen til at kontakte Niels Svanborg via niels@socialtindblik.dk, hvis du har idéer til artikler og podcasts. Jo flere fortællinger, der kommer frem, desto sværere er det at affærdige forråelse som enkeltsager, som man kan hyre og fyre sig ud af. Så måske er det ved at være på tide, at du fortæller om, hvad du ved?

P.S. Hvis du har lyst til at lytte til flere podcasts om forråelsesrisikoen
Brinkmanns briks maj 2022

Pædagogisk Extrakt juni 2022 og der kommer endnu en episode om ”Mennesket er motiveret”.

Socialpædagogen Forråelse del 1 juni 2021 og Socialpædagogen Forråelse del 2 juni 2021

RoSa´s podcasts

Og så ligger der også et par ti år gamle podcasts fra Radio24syv med Simon Jul på dorthebirkmose.dk under podcasts.