Jeg blev bedt om at skrive om en artikel til et temanummer om fysiske magtanvendelser i folkeskolen. Jeg fik lov til at udvide emnet til at handle om såvel fysiske som psykiske magtanvendelser, og jeg fik 12-15 sider til min rådighed. Det er virkelig luksus med så meget plads til at skrive om komplekse emner. Mit fokus skulle være forråelsesvinklen – altså hvad det gør ved børnene, forældrene og især personalet, når der er magtanvendelser i folkeskolen. Det er et svært emne, som hurtigt bliver angstprovokerende og følelsesladet. Det skal det også være, da det er alvor, når børn udsættes for magtanvendelser. Jeg fik lov til at give den gas fagligt. Og det gjorde jeg. Måske for meget. Som sædvanlig skulle redaktionen læse artiklen igennem og redigere den, så den kommer til at passe til deres stil og deres læsere. Det er altid interessant at få artiklen tilbage i redigeret form. I dette tilfælde var der blevet slettet to afsnit. Argumentet for at slette de to afsnit var, at jeg kun havde en avisartikel som kilde. Redaktionen ønskede kilder af akademisk karakter. Det er helt fair. Dét, der undrede mig, var, at jeg havde andre pointer, hvor jeg også kun havde avisartikler som kilde. Fx skriver jeg som indledning: “En arbejdsmedicinsk undersøgelse viser tiltagende vold mod SFO-pædagoger fra dybt frustrerede børn, der er overladt til sig selv (Jensen, 2014). Danmarks Evalueringsinstitut konkluderer, at det stigende antal børn med særlige behov og udadreagerende adfærd er årsagen til tiltagende stress hos lærerne (Information, 14/4 2014).” Og det var okay med redaktionen. Men da jeg senere skriver om, at lærere og pædagoger benytter sig af metoder, der forværrer mobning mellem børnene, så blev det slettet. Som jeg forklarede redaktionen, så var jeg nødt til at bruge en avisartikel indeholdende et interview med Ph.D.-studerende Stine Kaplan Jørgensen som kilde, idet hendes Ph.D.-afhandling endnu ikke er udgivet og derfor ikke kunne bruges.

I min artikel fik jeg mulighed for at skrive om alle mulige andre tabuer, og jeg har skimmet de andre artikler i temanummeret, hvor bl.a. psykolog Bo Hejlskov Elvén og neuropsykolog Ann-Elisabeth Knudsen skriver nogle meget tankevækkende og læseværdige artikler. Jeg kan derfor kun anbefale alle at læse temanummeret fra Unge Pædagoger, som udkommer i november 2014. Jeg har stor respekt for redaktionen på Unge Pædagoger, når de sætter fysiske magtanvendelser i folkeskolen på dagsordenen. Et emne som er tabuiseret i sig selv. Jeg kan ikke vide det, hvorfor de to afsnit i min artikel skulle slettes. Men jeg kan ikke lade være med at tænke noget om, at netop afsnittene om lærere og pædagogers eksklusion og mobning af børnene bliver slettet. Som Erik Sigsgaard skriver i sin bog Om børn og unges nej, viser tal fra Børns Vilkår, at en af de hyppigste årsager til henvendelser fra børn og forældre er, at børn føler sig mobbede af deres lærere. Må vi monstro ikke tale om det? Kom jeg til at ramme muren for, hvad der lige nu kan italesættes?

Her er de to slettede afsnit:
Jeg har læst en del om inklusion, men jeg er endnu ikke stødt på konkrete overvejelser om, hvad vi skal gøre i forhold til mobning af de børn, der er anderledes. Mobning og andre former for eksklusion gør ondt på den, der ekskluderes. Men det styrker desværre fællesskabet for de andre at ekskludere den, der er anderledes. En undersøgelse af lærernes og pædagogernes hidtidige coachinginspirerede indsats for at minimere mobning har vist, at indsatsen har forværret den indbyrdes mobning blandt børnene (Politiken, 17/3 2014). Ved ”Den gode stol” sættes et barn midt i en rundkreds, og de øvrige børn skal sige noget positivt om den i midten. Idéen skulle være, at alle dermed skulle få et positivt indtryk af alle. Men hvad nu hvis de andre ikke rigtig kan finde på noget, når det er Olivias tur? Det gik ellers så let ved de andre piger. Hvad nu hvis det mest positive er, at hun har pæne sko – og de andre får at vide, at de er gode venner og dejlige at være sammen med? Ved ”Klassemødet” sidder klassen i rundkreds og taler om problemer og konflikter, mens læreren holder sig i baggrunden. Børnene opfordres til at fortælle om, hvor kede af det de er blevet, og hvor onde de har været ved andre i løbet af ugen. Dermed blotter de sig, og mobningen bliver efterfølgende værre. Metoden ”Elevmæglingen”, hvor ældre børn skal varetage konflikthåndteringen hos yngre børn, er alt for ambitiøs. De komplicerede psykiske gruppeprocesser, som pædagoger og lærere kun vanskeligt kan håndtere, bør ikke lægges ud til børn.

Artiklens emne er de fysiske magtanvendelser, men som det allerede er fremgået, er jeg mindst lige så optaget af de psykiske magtanvendelser, hvor lærere og pædagoger tvinger børnene til at gøre noget mod deres vilje, stiller større krav end børnene neuropsykologisk set kan honorere samt krænker børnene med nedsættende kommentarer og hånlig latter.

Jeg hører gerne, hvis I synes, at afsnittene virker upassende, for provokerende eller fejlagtige. Og så vil jeg i øvrigt se frem til, at Stine Kaplan Jørgensens Ph.D.-afhandling bliver udgivet. Det bliver spændende at følge den efterfølgende debat – eller tavshed.

Litteratur:

Information d. 14. april 2014: Inklusion gør både lærere og elever til tabere i folkeskolen. Af Thorup, M..

Jensen, T.K. (2014): Pressede børn slår fra sig. Børn & Unge, nr 3, 2014, p. 6.

Politiken d. 17. marts 2014: Eksperter: Indsats mod mobberi kan skade børn. Af Mainz, P..

Sigsgaard, E. (2014): Om børn og unges nej. Farvel til lydighedskulturen. Tiderne Skifter.