Der verserer flere positive fortællinger om, at man selv bestemmer, om man ser vandglasset som halvt fyldt eller halvt tomt, samt at blomsterbuketterne ikke bør gives til de sygemeldte men til de langtidsraske medarbejdere. Disse tilsyneladende gemytlige udsagn, om at vi skal ignorere det negative og fokusere på det positive, er forførende. Det er ”Smil til verden og den smiler til dig”-logikken om igen. Hvem vil ikke hellere være lykkelig end bekymret? Hvem vil ikke hellere være en vinder med ja-hat og positive briller end en taber med nej-hatten helt nede om ørerne? Men det er mere kompliceret end som så.

Helt tilbage i 1998 skrev Spencer Johnson en positiv fortælling kaldet ”Hvem har flyttet min ost?” Historien handler om musene Snif og Smut og om de små mennesker Ha og Hæm, hvis liv drejer sig om at finde ost i en labyrint. De tager løbesko og joggingtøj på hver morgen og leder hele dagen. En dag finder de en stor oste-station fyldt med oste. De tager dertil hver dag og spiser sig mætte. Musene beholder løbeskoene sammenbundne om nakken, men menneskerne smider deres løbesko og bliver magelige. En dag er der ikke mere ost. Musene tager straks løbeskoene på og begiver sig ud i labyrinten for at lede efter ny ost. Menneskerne derimod bliver vrede og frustrerede, og de vil bare have deres gamle ost tilbage. Ha begynder dog på et tidspunkt at grine af sin egen angst for at begive sig ud i labyrinten igen. Hæm fastholder sin frustration og nægter at begive sig ud i labyrinten, da han jo ikke kan være sikker på at finde ost. Desuden er han ikke interesseret i ny ost. Hæm vil have sin gamle ost tilbage. Ha forlader Hæm og begiver sig ud i labyrinten for at finde en ny oste-station med endnu bedre oste. Musene er der allerede. Ha går ikke tilbage efter Hæm, som selv må finde ud af at komme videre – eller gå til grunde.

Fortællingens morale er, at man skal være fleksibel og omstillingsparat. Man bør grine af sin angst for forandringer, fordi forandringer altid fører til noget bedre. Det vil sige, at man ikke skal brokke sig over forandringer eller begræde tab. Der står endda i bogen, at ”hvis du ikke forandrer dig, kan du blive udslettet”. Så er historien lige pludselig ikke så gemytlig længere.

Så længe det handler om oste, og så længe man ikke reflekterer, kan historien måske umiddelbart give mening. Hvis vi flytter situationen til vores aktuelle arbejdsvilkår, hvor besparelserne fører mange forandringer med sig, så ville musene være de første til at vænne sig til besparelserne. Lidt senere ville Ha også forlige sig med de løbende forringelser, og han ville ikke se sig tilbage. Musene og Ha ville gøre sig godt i forhold til medarbejderprofilerne om agilitet, langtidsraskhed og loyalitet overfor arbejdspladsen. Musene ville tavst følge med, hvorimod Ha ville kunne levere forskellige positive formuleringer om innovation, inklusion, forandringsparathed osv. Hæm ville derimod være en bekymret kritiker, som ville insistere på gamle dyder som faglighed og etik.

Den positive fortællings præmis, om at alle forandringer fører til noget bedre, holder desværre ikke. Forandringer kan føre til noget bedre, men forandringer kan også føre til væsentlige forringelser. Der vil som regel være tale om en nuanceret situation, hvor noget kan være forbedret, og noget kan være forringet. Men der er ikke plads til nuancer i fortællinger som “Hvem har flyttet min ost?” Det er også tydeligt i historien med det halvfyldte eller halvtomme vandglas. Det er enten/eller. Enten er du positiv, eller også er du negativ. De positive fortællinger appellerer til velkendte forsvarsmekanismer som idyllisering og splitting. Ved at idyllisere dæmper vi vores angst for de svære og håbløse situationer. Ved at bruge splitting og dermed tænke i sort/hvide termer dæmper vi vores angst for kompleksitet. Forsvarsmekanismers formål er at dæmpe angst, hvilket bestemt er et vigtigt formål. Men forsvarsmekanismer indebærer samtidig et selvbedrag, idet vi overbeviser os selv om, at livet er anderledes, end det i virkeligheden er. Den positive psykologis amerikanske fader Martin Seligman medgiver i sin bog ”At lykkes”, at positiv tænkning indebærer, at man fjerner sig mentalt fra realiteterne. Han mener dog ikke, at det er et problem.

Ét er, at privatpersoner kan synes godt om positive fortællinger, da de oplever, at deres angst og ubehag dæmpes; men det er straks noget helt andet, når ledere og undervisere forsøger at pådutte medarbejdere og mellemledere, at de skal være forandringsparate og lade være med at stille kritiske spørgsmål. Så bliver det manipulation og undertrykkelse. Den indbyggede manipulation i vandglas-fortællingen er, at man kan komme til at tro, at der kun findes positiv tænkning eller negativ tænkning. Der findes heldigvis en tredje mulighed, nemlig god gammeldags kritisk tænkning fuld af nuancer. Hvis de positive fortællinger bliver en del af arbejdspladsens kultur, så får Christian Ørsted (2013) ret i, at mange flere vil blive syge af arbejdet. Vi kan ganske enkelt ikke passe ordentligt på hinanden, hvis den enkelte bliver overladt til at kæmpe sine egne kampe – og endda samtidig kun må tale om stjernestunder og solstrålehistorier.

Der er desværre meget stagnation forbundet med den positive tænkning. Hvis det blot handler om at tænke positivt, så er der jo ingen grund til at ændre på de faktiske forhold. Man kan bare lære at acceptere situationen og trives med det. Hvis man derimod fastholder den kritiske tænkning, så kan bekymrethed og ubehag være stærkt motiverende for, at man gør noget for at løse problemerne. Det er der udvikling i.

For mig at se, er det mest bekymrende ved de positive fortællinger, at den enkelte må klare sig selv. Hvis man tænker ”rigtigt”, så vil det gå én godt. Hvis det ikke går så godt … tja, så er det jo fordi man ikke tænker på den rigtige måde, og dermed bliver modgang og nederlag ens egen skyld. Det er en farlig tænkning. Ikke mindst fordi alle kommer til at stå alene med deres problemer. Der er ikke er noget fællesskab i den positive tænkning. I oste-fortællingen ville Ha ikke hjælpe Hæm. Moralen er, at de mennesker, der retter en kritik mod de nye forhold skal efterlades. Jeg var i foråret 2013 til en konference, hvor læge Kjeld Fredens i sit foredrag understregede, at medarbejdere ikke må brokke eller bekymre sig. Hans nye bog hedder derfor også ”Coach dig selv”. Jeg er bange for, at vi bliver både ensomme og dårligere til vores arbejde, hvis vi ikke får lov til at reflektere nuanceret sammen.

Vi er nødt til at drøfte problemer (og ikke kun udfordringer), begrænsninger (og ikke kun muligheder), sygefravær (og ikke kun langtidsfriskhed), forringelser (og ikke kun prioriteringer), fyringer (og ikke kun omstruktureringer), vanskeligheder (og ikke kun ressourcer) samt loyalitet overfor borgerne (og ikke kun overfor arbejdspladsen). Det er ikke et enten/eller. Det er et både/og med alle nuancer derimellem. Hvis vi tænker positivt, stagnerer vi. Hvis vi mister nuancerne og den kritiske tænkning, mister vi vores faglighed.

Læs videre i:

Ehrenreich, B. (2009): Bright-sided. How the relentless promotion of positive thinking has undermined America. Metropolitan Books.

Ehrenreich, B. (2010): Smile or die. How positive thinking fooled America and the world. Granta.

Sennett, R. (1999): Det fleksible menneske – eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning. Forlaget Hovedland.

Ørsted, C. (2013): Livsfarlig ledelse. Forstå de psykologiske mekanismer der styrer dit arbejdsliv. Peoples Press.