Bekendt med kritikken af Folkemødet som værende elitært og blot et skalkeskjul for at drikke fadøl på skatteydernes regning var jeg spændt på for første gang at skulle deltage som debattør. Jeg deltog i Folkemødet fra fredag morgen til lørdag aften, og jeg må sige, at jeg er meget positivt overrasket over den seriøsitet og intensitet, som jeg mødte i samtlige debatter – både i og efter de organiserede debatter inde i teltene og i de spontane drøftelser, der opstod på vejen til næste debat. Hver gang jeg faldt i snak med nogen, var det med udvekslinger af ”jeg har lige hørt den-og-den sige, at …”, ”så kom jeg til at tænke på, at …” eller ”så fik jeg ordet og sagde, at …”. Jeg oplevede borgere, pårørende, fagfolk og politikere målrettet opsøge relevante debatter, og der blev grint, perspektiveret, sukket, skældt ud, nuanceret og delt viden i alle de telte, som jeg nåede at besøge.
Jeg er med på, at det bør diskuteres, om det er pengene værd med et Folkemøde. Fordi selvfølgelig koster det at have 110.000 mennesker på visit på Bornholm i fire dage. Det er kun pengene værd, hvis debatterne fører til en bedre praksis for borgerne, en styrkelse af professionelles faglighed og en dybere samfundsmæssig forståelse blandt vores politikere.
Jeg føler mig stadig en anelse overvældet og overstimuleret. Jeg nåede at blive beriget med debatter om autisme og robusthed, psykisk arbejdsmiljø, etik i mødet mellem professionelle og borgere samt tanker om investering i sociale indsatser, hvor forskere, politikere og repræsentanter fra brugerorganisationer bidrog med hver deres perspektiver. For mig har Folkemødet været en gevaldig saltvandsindsprøjtning.
Debat i FOA-teltet om forråelse i omsorgsarbejdet
Sektorformand i FOA Karen Stæhr inviterede mig til at deltage i en debat med hende om risikoen for forråelse. Jeg har gennem mange år haft et godt samarbejde med FOA, som er en af de fagforeninger, der sammen med BUPL, SL og DSR er gået forrest i anerkendelsen af, at forråelse er en risiko ved arbejdet. Læs evt. Klummen Sig fra overfor forråelse Så det passede mig godt at skulle tage emnet op i netop FOAs telt. Formand for KLs Sundsheds- og Ældreudvalg Jette Skive var også inviteret med, da det er vigtigt, at politikerne er med til skabe rammerne for, at vi i videst muligt omfang kan undgå forråelse hos professionelle, og at vi kan imødegå forråelsen på en ordentlig måde, når den alligevel dukker op.
Jeg vil forsøge at give et resumé af debatten, som jeg husker den. Alle jer, der var med i teltet, er meget velkomne til at supplere med dét, som I kan huske fra de 45 minutter, som vi havde til vores rådighed.
Debatten blev styret med kyndig hånd af FOAs journalist Mette Boysen, som åbnede debatten med at definere forråelse. Derefter gav jeg en kort beskrivelse af et eksempel på forråelse, som jeg har fortalt om i mange af mine foredrag. Det er historien om, hvordan min dygtige og engagerede kollega blev udsat for udadreagerende adfærd fra beboerne på et bosted. Trods hendes dybe faglige indsigt i årsagerne til den udadreagerende adfærd blev hun alligevel slidt af afmagtsfølelserne over ikke altid at kunne hjælpe godt nok og samtidig blive råbt af og kradset til blods. Hun tog mere ansvar og arbejde hårdere end nogen kan holde til. En dag, hvor en beboer sætter neglene i et sår i hendes arm, så reagerer hun i afmagt ved at slå ham. Det er for mig en fortælling om, hvordan slitage kan føre forråelse. Karen Stæhr berettede om, hvordan forråelse er en risiko i jobbet for mange FOA-medlemmer. Hun understregede flere gange, at det er så vigtigt at forstå kompleksiteten i årsagerne til, at professionelle kan reagere i afmagt. Jette Skive lægger ud med at sige, at den medarbejder, som jeg fortæller om, er blevet svigtet; hvilket jeg er enig i. Jeg tænker, at jeg var én af dem, der svigtede hende. Jette Skive får derefter skudt debatten i gang med at konstatere, at der bare er medarbejdere, som aldrig burde være ansat. Jeg kender ganske udmærket holdningen om, at professionelle, der krænker andre, er nogle brodne kar, som burde fyres. Jeg bruger meget af min tid på igen og igen at understrege, at forråelse ikke er et individuelt problem, men et kollektivt problem. Så det var jeg helt klar til at diskutere. Men det kom fuldstændig bag på mig, at Jette Skive fortsætter med at sige, at hun ikke tror på forråelse. Når medarbejdere slår borgere, så er der ifølge hende tale om en refleks. Nu er reflekser ikke mit speciale som psykolog, og jeg ved, at der var adskillige fysioterapeuter tilstede i det fyldte telt. Jeg håber, at de var tilfredse med min korrektion af Jette Skive, hvor jeg sagde, at det er en refleks, når man bliver slået et bestemt sted på knæet og ufrivilligt sparker ud; men der findes ikke en ”blive-dybt-afmægtig-og-krænket-og-derfor-slår-et-andet-menneske-i-ansigtet”-refleks.
Karen Stæhr kunne bl.a. fortælle, at mediesagerne på ingen måde gengav alle nuancerne og i øvrigt ikke var en hjælp for hverken professionelle eller borgere og pårørende. Jette Skive insisterede på, at vi ikke skulle tale om forråelse. Hun brød sig ikke om ordet, og hun var bekymret for, hvad det ville gøre ved mulighederne for at tiltrække medarbejdere. Som hun sagde: ”Forråelse er ikke fristende”. Karen Stæhr og jeg tog til genmæle ved at sige, at vi bliver nødt til at tale om virkeligheden lige så nuanceret som den er. Forråelsesrisikoen eksisterer – og den forsvinder ikke af, at vi forsøger at tie den ihjel.
Jeg nåede at bede Jette Skive om, at hun og andre politikere ville lade være med at blande sig i enkeltsager/mediesager. Min erfaring er, at når forråelse bliver mødt med forråelse i form af forargelse, devaluering, udskamning og tilfældige fyringer, så bliver der bagefter blot langt mere stille blandt professionelle. Den tavshed er et problem, da problemerne så heller ikke i fremtiden kommer frem i lyset i tide. Jeg bad derfor om, at politikerne ville koncentrere sig om at skabe sunde økonomiske rammer for det professionelle arbejde. Jette Skive nikkede til anmodningen, men hun understregede også flere gange i løbet af debatten, at man i politik er nødt at have flertal for at lave forandringer, så det var ikke op til hende alene.
Deltagere i teltet fik også ordet. Socialrådgiver Maj Thorsen lagde ud med sin fortælling om, hvordan hun i arbejdet med udsatte børn oplevede selv at blive forrået, når hun ikke kunne gøre sit arbejde godt nok. Man kan læse lidt om, hvordan hun blev whistleblower i Kritikken bliver nedtonet. Hendes fortælling gjorde stemningen i teltet endnu mere intens. Der blev fulgt op med dybt relevante indlæg fra andre deltagere om whistleblowerordninger, nuancerne i de psykiske krænkelser samt flere egne erfaringer med at være vidne til forråelse. Regionspolitiker Anne Ronex påpegede, at politikere har et ansvar for, at man ikke kun interesserer sig for de arbejdspladser, hvor man er gode til at fortælle positive historier. Politikere bør i langt højere grad anerkende de professionelle, som fortæller de nuancerede historier om, hvad der foregår i det offentlige system.
Efter debatten har jeg tænkt en del over de mange professionelle, som har modet til at tale om forråelsesrisikoen. Det gør mig håbefuld i forhold til arbejdet med at bekæmpe forråelse og passe langt bedre på både borgere og professionelle. Men jeg har også tænkt over den videns-resistens, som jeg hørte hos Jette Skive. Jeg blev faktisk rystet over, at hun så let kunne afvise viden med en individualisering af problemerne, et alternativt refleksbegreb og en holdning om, at det ikke er fristende at tale om forråelse. Selvfølgelig er der plads til mange forskellige holdninger, men jeg er vant til, at man er nødt til at bøje sig for viden. På Folkemødet blev jeg konfronteret med en politisk verden, hvor man tilsyneladende ikke behøver at lade sig gå på af viden.
Debat i Sundhedsstyrelsens telt om værdig ældrepleje
Projektleder Kari Rose Holm fra Sundhedsstyrelsens nystartede Videnscenter for Værdig Ældrepleje inviterede plejecenterleder Lene Olsen, næstformand for Ældrerådet for Bornholm Kirsten Mortensen og mig til at debattere værdighed og værdig ældrepleje med hende. Man kan læse mere om videnscenteret på Nationalt videnscenter for værdig ældrepleje. Jeg var ikke helt tryg ved at skulle deltage, da værdighedsbegrebet for mig er en anelse uhåndterligt. Det er et af de begreber, som man vanskeligt kan være imod, men som samtidig skriger på individuelle forskelle i en grad, at det bliver svært at sige noget generelt om det. Men Kari Rose Holm forsikrede mig om, at hun ønskede mit kritiske perspektiv og min viden om forråelse, og så sagde jeg ja til at deltage.
Ældreminister Thyra Frank åbnede debatten ved at holde en lille tale om værdighed, hvor hun bl.a. sagde, at hun troede på et liv før døden, og at hun glædedes over, at en masse plejecentre for nylig havde fået bygget køkkener. Hun rundede af med et citat fra Gnags´ sang ”Når jeg bliver gammel”. Og så gik hun.
Derefter blev debatten skudt i gang af enhedschef Mads Biering la Cour fra Sundhedsstyrelsen. Denne debat blev filmet, og optagelsen vil senere blive lagt ud på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Igen vil jeg opfordre til, at jer, der var med i Sundhedsstyrelsens telt, bidrager med jeres indtryk fra debatten. Det er svært at huske det hele.
Debatten bragte mange vidt forskellige perspektiver frem, og det blev svært at få bundet trådene sammen på den tid, som vi havde, selvom Mads Biering la Cour med stor venlighed gjorde, hvad han kunne for at holde os på sporet. Heldigvis er drøftelserne langt fra ovre. Vi kommer til at diskutere ældrepleje i mange år i mange forskellige regier. I debatten på Folkemødet blev der bl.a. talt om selve værdighedsbegrebet, om de forskellige faggruppers indbyrdes stridigheder, om yngre med demens, om nødvendigheden af faglig kompetenceudvikling, problemet med satspuljemidler og så blev der selvfølgelig talt om de manglende økonomiske ressourcer i ældreplejen. Det er ærgerligt, at økonomi skal fylde så meget i drøftelserne. Men økonomi er grundlaget for de rammer, som kan tilbydes de ældre. Og rammerne betyder noget for, hvor værdigt eller uværdigt det bliver, når der fx kun er råd til ét personale om natten på et plejecenter med 80 beboere.
Mit bidrag til debatten bestod i at dele min bekymring for, at hele projektet om værdig ældrepleje ikke vil komme til at kunne mærkes i praksis. Jeg tog udgangspunkt i psykolog Kristian Dahls undersøgelse af hvor mange nye koncepter og strategiplaner, der bliver slut-implementeret i kommunerne. Hans undersøgelser viser, at kun 20 procent bliver til noget. Derfor er jeg bekymret for, at værdig ældrepleje om fem år vil være lige så glemt som langtidsfriskhed, social kapital og hvad der ellers er dukket op af koncepter gennem årene. Jeg fortalte også om, at man med en lancering af værdighed i ældreplejen risikerer at skabe modstand hos professionelle, hvor nogle kan reagere med vrede over den implicitte antydning af, at de ikke hidtil skulle have behandlet andre med værdighed. Og hvor andre professionelle er kørt så træt i omstruktureringer og nye overordnede strategier, at de ikke længere hører efter.
Som jeg hørte debatten, så udspringer begrebet om værdig ældrepleje af en fælles anerkendelse af, at der i ældreplejen lige nu er nogle alvorlige problemer, som der ikke umiddelbart findes nogle enkle løsninger på. Det, der skaber håb, er, at så mange gode kræfter indenfor ældreplejen hver dag knokler for at gøre det hele bedre. Det skaber også håb hos mig, at jeg allerede flere gange er stødt på en opsøgende og hårdtarbejdende Kari Rose Holm ude i forskellige kommuner.
Den kommentar, der bliver ved med at kværne rundt i mit hoved, kom fra en pårørende, der til sidst sammenfattede hele debatten ved at påpege, at snakken igen var kommet til at handle mere om de professionelles arbejdsvilkår end om de borgere, der bør kunne bo et sted, der føles som et hjem for dem og deres pårørende. Det er kun passende, at den pårørende (som jeg desværre ikke fangede navnet på) får det sidste ord her. Hun sagde nemlig, at spørgsmålet er, om der er nogle mennesker, der bor på medarbejdernes arbejdsplads eller om medarbejderne arbejder i andres hjem.