Hermed en opdatering af listen over de åbne arrangementer, hvor jeg medvirker i resten af 2016. Der er nemlig blevet knoklet med efterårsprogrammerne den sidste måneds tid for, at det meste kunne ligge klar inden ferien. Jeg kan se, at jeg får et spændende efterår i godt selskab indenfor teologi, handicap, specialundervisning, demens, autisme, døvhed og døvblindhed, børn og unge, supervision, ældre på plejehjem, ledelse, neurorehabilitering, psykiatri og TR-arbejde. Jeg glæder mig til at skulle drøfte forråelse, etik, motivation, rehabilitering og faglighed med en masse engagerede mennesker.

Tirsdag d. 30. august 2016 tilbringer jeg aftenen i Ganløse kirke, hvor præst Malene Buus Graeser byder på vin, snacks og en snak om ondskab fra kl. 19.00 til kl. 21.00. Jeg støder hyppigt på forestillingen om, at ondskaben findes indeni mennesket; og som jeg forstår det, er denne forestilling knyttet til kristendommen. Min socialpsykologiske vinkel på ondskab er, at der findes onde handlinger – men ingen onde mennesker. Så måske kommer vi til at drøfte netop dét i Ganløse. Se programmet via Det sker i Ganløse og Slagslunde kirker.

Socialpædagogerne Midt- og Vestjylland byder velkommen til en temaeftermiddag om fagligheden som værn mod risikoen for forråelse d. 8. september 2016 kl. 16.30 – 19.00. Arrangementet afholdes på Østergaards Hotel i Herning. Programmet ses på Socialpædagogernes medlemsmøde, hvor man også kan tilmelde sig.

Torsdag d. 15. september 2016 tager jeg til Malmø til en nordisk konference for undervisere indenfor voksenspecialundervisning. Konferencen varer i to dage og handler om forskellige perspektiver på etik i praksis . Jeg har fået halvanden time om formiddagen til at tale om motivationsarbejdet, og om eftermiddagen står jeg for en workshop om vores tolkninger af andres adfærd. Jeg vil endvidere have en stand med bøger, dvd´er og cd´er, og her signerer jeg bøger og får en snak. Programmet og alle de praktiske oplysninger ses på http://www.larvuxpedagogerna.se/dokument/konferens_2016/konferens_2016.pdf

Fredag d. 16. september 2016 er jeg en af de foredragsholdere, som skal runde årsmødet hos Demenskoordinatorer i Danmark (DKDK) af. Det 3 dage lange årsmøde (14/9 – 16/9) i Nyborg er altid et intenst og veltilrettelagt årsmøde, så jeg glæder mig til at skulle tale om rehabiliterings- og motivationsarbejdet på demensområdet. Programmet ses på DKDK Årskursus 2016, og tilmelding sker via tilmeldingsblanket.

Kreds Vestegnen hos Landsforeningen Autisme står for en temaaften d. 20. september 2016 kl 19.00-21.00. Emnet er dialogen mellem borger og kommune, og begge parter inviteres til at deltage i aftenen. Programmet ses her: Kreds Vestegnen.

PCNs skandinaviske fagkonference afholdes d. 22. og 23. september 2016 i Helsingør. Se programmet for PCN konferencen. Fokusområdet er samarbejdet med døve og døvblinde – og især konsekvenserne af CI-udviklingen. Jeg har 2 x 45 minutter d. 23. september til at tale om risikoen for forråelse. Bagefter er der lidt over en time til at gå rundt mellem cafebordene, hvor der vil være alle mulige virksomheder og projekter med interesse for døve og døvblindes livsbetingelser. Jeg har fået tildelt et cafebord, så jeg kan komme i snak med nogle af de mange deltagere.

Den 27. og 29. september 2016 udbyder seminarer.dk to ens temadage om når gode mennesker handler ondt. Første temadag bliver på Scandic Hotel i Kolding og den anden temadag på Scandic Hotel i Hvidovre. Find resten af informationerne på Når gode mennesker gør ondt.

BUPL Sydøst og jeg har aftalt, at jeg d. 28. september 2016 skal være oplægsholder på et fyraftensmøde i Næstved. Mit oplæg om “fagligheden som værn mod forråelsen” skal være tredie og sidste oplæg i en række af fyraftensmøder, hvor det første oplæg handler om “faglighed fra teori til praksis” og det andet oplæg handler om “upåagtet faglighed”. Det er en god fornemmelse at være en del af et lidt større forløb. Se mere på BUPL Sydøst.

Den 6. oktober 2016 afholdes landskonferencen i Fagligt Selskab for Sundhedsfaglige Supervisorer på Hotel Nyborg Strand. Temaet i år er fagkultur og værdier, og jeg har fået halvanden time om formiddagen til at tale om, hvordan man som supervisor kan (og har vanskeligt ved at) arbejde med forråede personalegrupper. Om eftermiddagen kommer der et foredrag om 3. generations coaching. Og både formiddag og eftermiddag er der på struktureret vis afsat tid til refleksioner om egen praksis som supervisor. Se selv på Sundhedsfaglige supervisorer.

Ældresagen sætter fokus på værdigheden på plejecentrene i Danmark på deres konference i Odense d. 11. oktober 2016. Jeg glæder mig til at høre både foredraget om demensplejehjemmet Dagmarsminde og et norsk bud på spørgsmålet om hvorvidt man kan certificere livsglæde på plejehjemmene. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at få lov til at afholde en workshop om etik og værdighed på plejehjemmene. Man kan foreløbig læse lidt om Ældre Sagens konference 2016, se programmet Det gode liv på plejehjem og tilmelde sig på Ældresagens hjemmeside.

Tirsdag d. 25. oktober 2016 er jeg en af oplægsholderne på den skandinaviske demenskonference i Oslo, som tilrettelægges af Nationalt Videnscenter for Demens og videnscentrene i Norge og Sverige. Konferencen afholdes d. 24. og 25. oktober 2016 og overskriften er “God demensomsorg – Et spørgsmål om ledelse? At lede i et spændingsfelt mellem ideologier og praksis”. Informationerne fremgår af Skandinavisk konference om ledelse i demensomsorgen, hvor der er et link til at kunne tilmelde sig fra d. 15. januar 2016. Og der er et link til programmet.

Mit andet 5-dageskursus om neurorehabilitering afholdes d. 1., 2., 9., 10. og 11. november 2016. Denne gang i København. Læs evt. mere om indhold og det praktiske på 5-dages kursus i København, men de 40 pladser er for længst revet væk. Jeg arbejder i øjeblikket på at lave et kursus i rehabiliteringspsykologi engang i efteråret 2017, men mere om det i et selvstændigt blogindlæg.

Den 3. november 2016 afholder PsykInfro en konference på Koldinghus som en del af  afstigmatiseringskampagnen “En af os”. Jeg taler om risikoen for forråelse, psykolog Louise Schwartz fra Afdeling for Traume og Tortur taler om empatisvigt hos professionelle  og Daniel Boysen læser højt fra sin bog “Fordi ilden er vores”. Programmet er lige på trapperne … og vil kunne ses på En af os.

Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland arrangerer en fagdag torsdag d. 10. november 2016 for medlemmer om risikoen for forråelse. Jeg er blot én af oplægsholderne. Når vi er færdige med planlægningen, kommer på programmet på hjemmesiden DSR Kreds Midtjylland. Jeg glæder mig til at se, hvem der ellers holder oplæg på fagdagen.

BUPL Nordjylland er vært for et fyraftensmøde i Aalborg onsdag d. 16. november 2016 fra kl 17.30 til kl. 20.00. Program og  beskrivelse af aftenen kan ses her på BUPL Nordjylland. Aftenen er en del af en række fyraftensmøder under overskriften “Profession for fremtiden”.

Tirsdag d. 22. november 2016 rejser DSR (Kreds Hovedstaden) spørgsmålet: Kan sygeplejersker blive kyniske i deres praksis? Jeg har fået en hel dag sammen med arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanterne til at uddybe mit “ja” til det spørgsmål. Nærmere beskrivelse og mulighed for at tilmelde sig sker via dette link: Forråelse i sygeplejen.

Ergoterapeutisk Selskab for Psykiatri og Psykosocial Rehabilitering arrangerer en temadag d. 24. november 2016 på Skibhus 17:48 i Odense om tolkninger og faglighed. Når vi kommer længere i arbejdet, skal jeg nok skrive mere om det.

Socialpædagogerne Lillebælt står for en fælles temadag for tillidsrepræsentanter d. 1. december 2016. Overskriften er dokumentation og faglighed, og jeg skal byde ind med et 2 timers oplæg om faglighed i besparelsestider. Når programmet er klar, vil det kunne ses på SL Lillebælt.

Jeg håber, at vi ses 🙂


Relateret Indhold


Privacy Preference Center

%d bloggers like this: