På plejehjem er medarbejdere ansat til at hjælpe og passe på de ældre. Men i flere tilfælde har medarbejdere ydmyget og krænket ældre på plejecentret Møllegården i Gladsaxe Kommune, og det bunder i en gradvis forråelse.

Det vurderer psykolog og foredragsholder Dorthe Birkmose, der underviser medarbejdere og ledere i risiko for forråelse på velfærdsområdet, efter hun har læst Berlingske afdækning af forhold på plejecentret.

»Jeg bliver ikke overrasket, for jeg kender jo arbejdsforholdene på ældreområdet. Men jeg bliver ligesom alle andre enormt ked af, at beboere skal opleve det her i de sidste år af deres liv. Det er jo ubærligt,« siger hun.

Berlingske har beskrevet, hvordan der er blevet optaget korte videoer i såkaldte snapchats af de ældre plejehjemsbeboere, som medarbejderne har sendt til hinanden. En tidligere ansat forklarer, at videoerne blandt andet udstillede de ældre med virtuelle hundeører, at en ældre blev filmet på toilettet, og at en ældre dame blev filmet, mens en ansat gentagne gange spurgte hende, hvor hendes jakke var, mens den forvirrede beboer allerede havde jakken på.

Der er også beretninger om, at en ældre fik et bolsje, som en ansat forinden havde slikket på. Og at en ældre blev drukket fuld, hvorefter en ansat gentagne gange løftede den berusede ældres arm og lod den falde slapt ned på armlænet, hvortil den ansatte grinende spurgte, om den ældre nu havde drukket sig fuld igen.

»Det er latterliggørelse, devaluering og ydmygelse af umenneskeliggjorte mennesker. Men kulturen er jo skredet over lang tid. Der er ingen, der starter deres arbejde med at drikke en beboer fuld for så at hive i vedkommendes arm,« siger Dorthe Birkmose.

Hun understreger, at sagen rækker ud over Møllegården. Problemet er langt større – det handler om et slidt ældreområde og manglende psykologisk tryghed i kommunerne, lyder det.

Når den faglige stolthed pakkes væk

Diskussionen om forråelse i ældreplejen er ikke ny. Den blev for alvor startet sidste år, hvor TV 2 med skjulte optagelser viste den 90-årige, demensramte beboer Else Marie Larsen på Kongsgården i Aarhus, som hang i en lift over sin seng og jamrede af smerte, mens hun blev beordret af plejere til at lave afføring ned på sin seng.

Én ting er de helt grelle, enkeltvise eksempler på forråelse. Noget andet er de generelle forhold. I denne uge kunne Berlingske berette om udbredte udfordringer via svar fra 1.600 FOA-medlemmer i ældreplejen.

Tre ud af fire medlemmer svarer i rundspørgen, at de ugentligt må fravælge omsorg for ældre, fordi der kun er tid til praktiske opgaver eller basal pleje. Og hver femte svarer i rundspørgen, at de ugentligt oplever dels, at ældre får ble på i stedet for at blive hjulpet på toilettet, og at ældre får medicin, som kunne være undgået med ekstra omsorg. Hovedårsagen er ifølge medlemmerne tidspres.

Ældre Sagen mener, at området har fået karakter af samlebåndsfabrikker, og det er netop det generelle pres på ældreområdet, der i nogle tilfælde munder ud i alvorlige omsorgssvigt og forråelse, mener Dorthe Birkmose.

»Når professionelle har arbejdsbetingelser, hvor de gang på gang er nødt til at udføre deres arbejde på en måde, de ikke er stolte af, så ødelægger det dem. Det kan ende med, at de vænner sig til den tilstand og bliver mere ligeglade. Og når man bliver mere ligeglad, så er forråelsen i gang,« siger hun.

Hos nogle medarbejdere vendes forråelsen indad, så frustrationerne og den dårlige samvittighed ender i resignation.

»Hos andre vendes den udad, som vi ser her med latterliggørelse og ydmygelse af beboere,« siger Dorthe Birkmose med henvisning til beretningerne fra Møllegården.

De passive vidner

En særlig udfordring med forråelse på ældreområdet er, at de ældre sjældent selv kan sige fra.

»Det er mennesker, der ikke kan forsvare sig. Medarbejderne ved det jo godt: Man laver ikke sjov med nogen, der ikke kan tage til genmæle,« siger psykologen.

Det, der starter med godmodige drillerier, kan sammen med resignation udvikle sig til forråelse og værdiskred.

»Vi har nok allesammen prøvet at grine med på noget, som vi ikke synes er sjovt. Humor er et stærkt socialt virkemiddel. Man kan komme til at grine lidt for højt af noget, som måske er lidt tragikomisk. Men når vi griner i en gruppe, føles det rart. Derfor gør vi det igen,« forklarer Dorthe Birkmose.

Medarbejdernes interne relation spiller en vigtig rolle i forhold til, om der bliver grebet ind over for ydmygelsen af de ældre.

Har man først grinet med kollegerne af noget, der måske var på kanten, hvad gør man så næste gang, hvor det er over stregen? Eller hvad gør man, hvis en kollega pludselig gør noget, som man finder grænseoverskridende?

»Det er ikke så nemt, for man bliver chokeret. Man tænker måske: Det skete bare ikke, at mine kolleger lige gjorde det der. Så får man ikke gjort noget i øjeblikket,« siger Dorthe Birkmose og tilføjer:

»Det er velbeskrevet i krænkelsesforskningen: At man er passivt vidne. Man får ikke sagt fra, og så sker det måske igen. Så har man pludselig været vidne til en opførsel, der ikke er i orden, flere gange. Så kommer skyldfølelsen over, at man er med i det, fordi man ikke får sagt fra.«

Denne skyldfølelse kan sammen med frygten for at blive ekskluderet fra medarbejdergruppen være en barriere i forhold til at gå til ledelsen.

»Hvis man svigter sin egen gruppe, sit fællesskab, risikerer man, at gruppen vil ekskludere en. Det er den absolut største barriere for mange: Angsten for eksklusion,« siger psykologen.

På Møllegården har flere medarbejdere advaret ledelsen om forråelse på plejecentret. Men flere oplever, at der ikke er blevet grebet tilstrækkeligt ind.

Problemer med forråelse er aldrig er et individuelt problem, og »man kan ikke fyre sig ud af det her«, pointerer Dorthe Birkmose.

Forråelse vil blive ved med at dukke op i forskellige afskygninger, så længe arbejdsforholdene på ældreområdet er så pressede, at medarbejdere tvinges til at lægge deres faglige stolthed væk, mener hun:

»Det er kun et spørgsmål om tid, inden den næste forråelsessag dukker op«.